Profetier mod Tyrus
1I det 11. år af vores eksil, på den første dag i måneden,26,1 Månedens navn er sandsynligvis faldet ud ved en fejlkopiering. sagde Herren til mig:
2„Du menneske, Tyrus godtede sig over Jerusalems fald og mente, at byens ødelæggelse ville blive til gavn for deres handel. 3Derfor siger Gud Herren: Jeg vender mig imod dig, Tyrus, og lader fremmede folk skylle ind over dig, som havets bølger slår ind over din kyst. 4De ødelægger dine mure og river dine fæstningsværker ned. Jeg fejer støvet bort, så kun den nøgne klippe er tilbage. 5Du bliver en ubeboet ø, en tørreplads for fiskernes net. Jeg har talt, siger Gud Herren. Du bliver bytte for fremmede folkeslag, 6og dine forstæder på fastlandet falder i krigen. Da vil du indse, at jeg er Herren.
7Jeg sender Nebukadnezar, Babylons store konge, imod dig fra nord med en mægtig hær af ryttere og stridsvogne. 8Først falder småbyerne på fastlandet. Så laver han angrebsramper imod dig, bygger belejringsvolde og løfter et lag af skjolde. 9Rambukke vil bryde dine mure ned og jernstænger brække dine tårne i stykker. 10Hestenes hove vil rejse en støvsky, der dækker byen, og murene vil skælve ved larmen fra stridsvognene og hestene, når de kører ind gennem hullet i bymuren. 11Rytterne vil storme frem i dine gader og sable befolkningen ned med deres sværd. Alle dine store stenstøtter bliver væltet omkuld. 12Man plyndrer dig for alt af værdi, ødelægger dine prægtige huse og jævner dem med jorden. Stenene og tømmeret havner i havet, ja, selv støvet bliver fejet væk. 13Det er slut med at synge muntre sange og spille sød musik, citeren forstummer. 14Du bliver til en ubeboet ø, en tørreplads for fiskernes net. Aldrig igen skal du genopbygges, for jeg, Herren, har talt, og mit ord står ved magt.
15Hele kystområdet vil blive rystet, når de hører om de mange sårede og faldne. 16Alle fyrsterne langs kysten vil stige ned fra deres troner og lægge deres fornemme kåber til side. De vil sætte sig på jorden i rædsel og ryste af angst. 17De vil sørge over dig og synge denne klagesang:
‚Åh, du mægtige havneby, havets hersker.
Du nød stor respekt, men nu er du sunket i grus.
18Dit fald får kystlandet til at skælve.
De mange øer ryster på hovedet i vantro fortvivlelse.’
19Herren siger: Jeg lægger dig øde som de andre byer, der blev jævnet med jorden. Du bliver overskyllet af havet og skjult under bølgernes brus. 20Du sendes i graven til fortidens folk, der for længst sank ned i underverdenen. Der kan du ligge blandt gamle ruiner, for du vil aldrig mere blive beboet og opleve det pulserende liv. 21Undergangen rammer dig pludselig, og så eksisterer du ikke mere. Selvom man vil søge efter dig, finder man dig aldrig igen, siger Gud Herren.”
