Bibelen på hverdagsdansk

Ezekiel 7

Afslutningen nærmer sig

1Derefter sagde Herren til mig: „Du menneske, nu er enden nær for Israels folk, og det gælder for hele landet, at afslutningen nærmer sig. Nu er tiden kommet. Jeg udøser min vrede over jer og straffer jer for alle jeres afskyelige handlinger. Jeg viser ingen medlidenhed, for I må tage konsekvensen af jeres ondskab, så I kan indse, at jeg er Herren.

Ulykkerne begynder at vælte ind over jer, for nu er tiden kommet. I har løbet linen ud, og straffen hænger over hovedet på jer. Solen er gået ned for jer, som bor i mit land. Fjenden er på vej, og I kommer snart til at høre skærende rædselsskrig på højene i stedet for glædesråb. 8-9 Jeg vil give min vrede frit løb, så I rammes af min knusende dom for jeres afskyelige handlinger. Jeg viser ingen medlidenhed og skåner ingen. I må lide straffen for jeres ondskab og afgudsdyrkelse, så I kan indse, at jeg er Herren, og at det er mig, der straffer jer. 10 Dommens dag er kommet, for jeres vold og stolthed har nået et klimaks. 11 De rige og mægtige rammes af min vrede. De vil miste alt, og ingen af dem slipper med livet i behold.

12 Tiden er inde, dagen er kommet. Den, der har gjort et godt køb, får ikke tid til at glæde sig over nyerhvervelsen, og den, der må sælge sine ejendele, får ikke tid til at mærke tabet, for min vrede rammer alt og alle. 13 Hvis nogen fortryder et salg, bliver der ikke tid til at lade handelen gå tilbage, for min vrede rammer hele folket og kan ikke standses. Ingen undgår straffen for deres synd.

14 Der blæses i vædderhornet og kaldes til krig, men ingen gør sig klar til kamp, for min vrede vil ramme dem alle. 15 Uden for bymuren bliver krigere dræbt i kampen, og indenfor dør man af sult og sygdom. 16 De, der undslipper, flygter op i bjergene og hænger med hovedet som skræmte duer. De sørger over deres synder. 17 Man lader hænderne synke i afmagt, og alles knæ ryster af skræk. 18 De klæder sig i sæk og aske, og rædsel står malet i deres ansigt. Deres glatbarberede hoveder viser deres fortvivlelse og skam.

19 De vil smide deres sølvmønter væk, og deres guld vil overhovedet ikke gavne dem noget. Deres kostbarheder kan ikke redde dem, for på vredens dag er de intet værd. Sølv og guld kan ikke mætte de tomme maver, og for øvrigt var det deres jagt efter rigdom, som førte dem ud på syndens skråplan. 20 De var så stolte af deres smykker, men de brugte dem til at lave afguder af. Derfor vil jeg gøre det sådan, at deres sølv og guld hænger dem langt ud af halsen. 21 Gudløse folkeslag vil komme og overtage det, så de kan bruge det til deres egne afgudsbilleder. 22 Jeg vil ikke røre en finger, når fjenderne trænger ind i templet og røver alt af værdi.

23 Gør fangelænkerne parat til mit folk, for Jerusalem er fyldt med vold, og landet er fuld af mordere. 24 Onde folkeslag vil overtage jeres huse, og nedbryde alt det, I er så stolte over. Jeres afgudshøje vil blive ødelagt. 25 Skræk og rædsel vil overmande jer. I vil søge efter fred, men ikke finde den. 26 Katastroferne vil vælte ind over jer, og I vil høre de forfærdeligste rygter. I vil spørge profeterne, om de har fået et syn, og I ville ønske, at præsterne havde svar på jeres spørgsmål, eller lederne havde nogle gode råd. Men det får I intet ud af. 27 Kongen sørger, og fyrsterne står rådvilde og uden håb. Hele folket er lammet af frygt og forfærdelse. Jeg giver jer, hvad I har fortjent. Nu dømmer jeg jer, som altid havde så travlt med at dømme andre. Så må I da kunne indse, at jeg er Herren.”

La Bible du Semeur

Ézéchiel 7

Le jour de la fin arrive

1L’Eternel m’adressa la parole et me dit:

O toi, fils d’homme, voici ce que déclare le Seigneur, l’Eternel,
au pays d’Israël: La fin est arrivée!
Aux quatre extrémités du pays, c’est la fin!
Oui, maintenant, c’en est fini de toi,
car je vais déchaîner contre toi ma colère
et je vais te juger pour ta conduite:
je te ferai payer toutes tes abominations.
Je n’aurai pas pour toi un regard de pitié,
je serai sans merci,
je te rétribuerai pour ta conduite,
et, de tes abominations, tu resteras coupable;
et vous reconnaîtrez que je suis l’Eternel.

Voici ce que vous dit le Seigneur, l’Eternel:
Un malheur, oui un malheur sans pareil
va survenir!
La fin arrive. C’est vrai, elle arrive la fin,
c’en est fini de toi,
la voilà qui arrive.
La ruine vient pour toi, habitant du pays!
Oui, le moment arrive,
le jour est proche[a].
Voici: sur les montagnes, c’est la consternation au lieu des cris de joie.
Maintenant, sans tarder, moi, je vais déverser ma colère sur toi,
et j’irai jusqu’au bout de tout mon courroux contre toi.
Oui, je te jugerai pour ta conduite,
je te ferai payer toutes tes abominations.
Je n’aurai pas pour toi un regard de pitié,
je serai sans merci,
je te rétribuerai pour ta conduite
et, de tes abominations, tu resteras coupable,
et vous reconnaîtrez que c’est moi, l’Eternel, qui vous aurai frappés.

La ruine se prépare

10 Voici le jour! Elle arrive la ruine!
Oui, elle se prépare,
et le bâton qui va frapper fleurit,
l’arrogance s’épanouit,
11 la violence se dresse
pour servir de bâton à la méchanceté.
Il ne restera rien ni de ce peuple,
de ces multitudes bruyantes,
ni de tout son tumulte[b],
ni de sa gloire.

12 Le temps arrive,
le jour approche:
que celui qui achète ne se réjouisse pas,
et que celui qui vend ne se désole pas,
car la colère plane
sur toute cette multitude,
13 parce que le vendeur ne retrouvera pas ce qu’il avait vendu,
même s’il demeurait au nombre des vivants.
En effet, la révélation concernant cette multitude ne sera jamais révoquée:
à cause de ses fautes, aucun d’eux ne pourra sauver sa vie.
14 On sonnera du cor, et l’on se tiendra prêt,
mais aucun n’ira au combat
car ma colère plane sur toute cette multitude.

Pas d’échappatoire

15 Au dehors de la ville, c’est l’épée qui sévit,
au dedans, c’est la peste et la famine.
Celui qui est aux champs
périra par l’épée,
et celui qui est dans la ville,
la peste et la famine le feront succomber.
16 Si quelque rescapé parvient à s’échapper,
il s’enfuira vers les montagnes
tout comme les colombes des vallées.
Et ils gémiront tous[c],
chacun pour son péché.

17 Leurs mains pendront sans force
et leurs genoux flageoleront.
18 Ils porteront des habits de toile de sac
et la frayeur les saisira,
la honte se lira sur chacun des visages,
toutes les têtes seront rasées[d].
19 Ils jetteront leur argent dans les rues,
et considéreront leur or comme souillé,
car ni l’argent ni l’or ne pourront les sauver
au jour de la colère de l’Eternel,
ni apaiser leur faim;
ils ne satisferont aucun de leurs désirs,
car c’est l’argent et l’or qui les ont fait tomber
dans le péché.
20 Ils ont mis leur orgueil dans leurs parures magnifiques
et ils s’en sont servis pour fabriquer des idoles abominables et exécrables.
C’est pourquoi tout cela je le rendrai souillé pour eux:
21 je le livrerai à des étrangers pour qu’ils le pillent,
comme butin aux méchants de la terre
qui viendront souiller tout cela.
22 Je détournerai d’eux ma face
et l’on profanera le lieu que je chéris.
Des brigands y pénétreront et le profaneront.
23 Fabriquez-vous des chaînes,
car les crimes font loi dans ce pays,
et la ville est remplie de violence.
24 J’amènerai ici les pires des peuples païens
afin qu’ils prennent possession de leurs maisons.
J’abattrai l’orgueil des puissants,
leurs sanctuaires[e] seront profanés.

25 Voici: la ruine vient,
ils chercheront la paix sans pouvoir la trouver.
26 Désastre sur désastre viendront les submerger,
il y aura un afflux incessant de mauvaises nouvelles.
Ils solliciteront en vain quelque révélation de la part du prophète,
la loi fera défaut au prêtre
et les responsables du peuple seront dépourvus de conseil.
27 Le roi prendra le deuil,
et le prince sera vêtu des habits des temps de malheur,
le peuple du pays aura les mains tremblantes.
C’est d’après leur conduite que je les traiterai
et je les jugerai selon leurs propres règles,
et ils reconnaîtront que je suis l’Eternel.

Notas al pie

  1. 7.7 Voir 13.5; 22.21-22; Es 2.12; Jl 1.15; 2.1; 4.14; Am 5.18; Ab 15; So 1.7.
  2. 7.11 tumulte : sens incertain.
  3. 7.16 L’ancienne version grecque a: et je les ferai mourir.
  4. 7.18 Marques de deuil et de tristesse.
  5. 7.24 leurs sanctuaires : selon l’ancienne version grecque. Le texte hébreu traditionnel a: ceux qui les sanctifient.