Esters Bog 9 – BPH & NIRV

Bibelen på hverdagsdansk

Esters Bog 9:1-32

Jødernes triumf over deres fjender

1Den 13. dag i den 12. måned kom, dagen, som jødernes fjender havde set frem til, hvor Hamans lov om jødemassakren trådte i kraft. Men det gik ikke som fjenderne havde håbet, tværtimod. 2Jøderne i de forskellige byer sluttede sig sammen i en forenet front for at gå til modangreb på deres fjender. Alle var fyldt med ærefrygt for jøderne, og ingen kunne holde stand imod dem. 3Provinsernes guvernører og ledende mænd støttede også jøderne, for de var fulde af ærefrygt for Mordokaj. 4Mordokaj var nemlig en højt respekteret mand i kongens palads, og hans magt og indflydelse var kendt i alle rigets provinser.

5Således sejrede jøderne over deres fjender. De slog mange ihjel og gjorde ellers med dem, hvad de ville. 6I Susa alene dræbte jøderne 500 af deres fjender. 7-10Desuden dræbte de Hamans ti sønner: Parshandata, Dalfon, Aspata, Porata, Adalja, Aridata, Parmashta, Arisaj, Aridaj og Vajzata. Men de tog ikke deres fjenders ejendele.

11Samme dags aften, da kongen hørte om alle de dræbte i Susa, 12sendte han bud efter dronning Ester. „I Susa alene har jøderne slået 500 mennesker ihjel,” sagde han. „Også Hamans ti sønner er dræbt. Hvis det er gået så voldsomt til her i byen, kan jeg levende forestille mig, hvordan det må være gået ude omkring i provinserne. Men sig mig, Ester, hvad ønsker du mere? Jeg vil give dig, hvad som helst du beder om!”

13„Hvis det behager kongen,” svarede Ester, „vil jeg bede om, at jøderne her i Susa får tilladelse til at handle på samme måde i morgen, og at ligene af Hamans ti sønner bliver hængt op på pæle.”

14-15Det gik kongen med til. Ligene af Hamans ti sønner blev hængt op på pæle, og det blev bekendtgjort i Susa, at jøderne havde tilladelse til at fortsætte udryddelsen af deres fjender den næste dag. På den dag slog jøderne 300 mere ihjel, dog stadig uden at tage deres ejendele.

16-17Ude omkring i provinserne havde jøderne på den 13. dag i den 12. måned dræbt 75.000 fjender, men de tog ikke deres ejendele. Dagen derpå hvilede alle jøder ude i provinserne for at fejre deres triumf med fest og dans. 18Men jøderne i Susa fortsatte som nævnt den næste dag og hvilede først den 15. dag i den 12. måned, hvor de fejrede sejren med fest og dans. 19Det er grunden til, at jøderne i de små byer i provinsen i Israel den dag i dag fejrer den 14. dag i den 12. måned som en glædesdag, hvor de giver hinanden gaver.

Purimfesten

20Mordokaj sørgede for at skrive disse begivenheder ned, hvorefter han sendte et brev ud til alle jøder i rigets provinser—nær og fjern. 21I brevet opfordrede han dem til hvert år at fejre den 14. og 15. dag i den 12. måned. 22Det skulle være dage med fest og glæde til minde om dengang, jøderne fik fred for deres fjender, og deres fortvivlelse blev vendt til glæde. De skulle sende madvarer til hinanden og give gaver til de fattige.

23Jøderne tog Mordokajs forslag til sig og gjorde denne glædesfest til en fast tradition. 24Hvert år mindedes de hvordan Haman, alle jøders fjende, havde planlagt at få dem udryddet og fastsat dagen for massakren ved at kaste lod, 25og hvordan kongen, da han blev klar over det, havde udstedt en skriftlig befaling, som forpurrede Hamans onde planer og ladet ham selv og hans sønner dræbe og hænge op på pæle. 26På grund af alt det, der skete, og på grund af Mordokajs brev, har jøderne hvert år siden fejret denne fest som kaldes purimfesten efter det persiske ord pur, der betyder lod. 27-28Alle jøder i hele riget lovede højtideligt at videreføre traditionen til deres børn og de følgende generationer af jøder. De lovede, at de fremover hvert år ville fejre denne fest på de to fastsatte dage og på den måde, det var beskrevet i brevet. Alle jødiske familier ud over hele det persiske rige skulle fejre dagene hvert år, så mindet om det, der skete, aldrig skulle gå i glemmebogen blandt det jødiske folk.

29-31Endvidere skrev dronning Ester med hjælp fra Mordokaj endnu et brev, som Mordokaj sørgede for blev sendt ud til alle jøder i rigets 127 provinser. I det brev blev jøderne opfordret til at gøre faste og fortvivlelse til en del af de traditioner, der hørte med til purimfesten.9,29-31 Der stod åbenbart ikke i brevet, hvornår der skulle fastes, men det var formodentlig som indledning på den første dag, hvorefter festen begyndte ved aftenstid. 32Esters skrivelse bekræftede således retningslinierne for festen, som derefter blev skrevet ned og gjort til lov.

New International Reader’s Version

Esther 9:1-32

1The king’s order had to be carried out on the 13th day of the 12th month. That was the month of Adar. On that day the enemies of the Jews had hoped to win the battle over them. But now everything had changed. The Jews had gained the advantage over those who hated them. 2The Jews gathered together in their cities. They gathered in all the territories King Xerxes ruled over. They came together to attack those who were trying to destroy them. No one could stand up against them. The people from all the other nations were afraid of them. 3All the nobles in the territories helped the Jews. So did the royal officials, the governors and the king’s officers. That’s because they were so afraid of Mordecai. 4He was well known in the palace. His fame spread all through the territories. So he became more and more important.

5The Jews struck down with swords all their enemies. They killed them and destroyed them. They did what they pleased to those who hated them. 6The Jews killed 500 men. They destroyed them in the fort of Susa. 7They also killed Parshandatha, Dalphon, Aspatha, 8Poratha, Adalia, Aridatha, 9Parmashta, Arisai, Aridai and Vaizatha. 10They were the ten sons of Haman. He was the son of Hammedatha. Haman had been the enemy of the Jews. They didn’t take anything that belonged to their enemies.

11A report was brought to the king that same day. He was told how many men had been killed in the fort of Susa. 12He said to Queen Esther, “The Jews have killed 500 men. They destroyed them in the fort of Susa. They also killed the ten sons of Haman there. What have they done in the rest of my territories? Now what do you want? I’ll give it to you. What do you want me to do for you? I’ll do that too.”

13“If it pleases you,” Esther answered, “let the Jews in Susa carry out today’s order tomorrow also. Stick poles through the dead bodies of Haman’s ten sons. Set them up where everyone can see them.”

14So the king commanded that it be done. An order was sent out in Susa. And the king’s men did to the bodies of Haman’s sons everything they were told to do. 15The Jews in Susa came together on the 14th day of the month of Adar. They put 300 men to death in Susa. But they didn’t take anything that belonged to those men.

16During that time, the rest of the Jews also gathered together. They lived in the king’s territories. They came together to fight for their lives. They didn’t want their enemies to bother them anymore. They wanted to get some peace and rest. So they killed 75,000 of their enemies. But they didn’t take anything that belonged to them. 17It happened on the 13th of Adar. On the 14th day they rested. They made it a day to celebrate with great joy. And they enjoyed good food.

18But the Jews in Susa had gathered together on the 13th and 14th. Then on the 15th they rested. They made it a day to celebrate with great joy. And they enjoyed good food.

19That’s why Jews who live out in the villages celebrate on the 14th of Adar. They celebrate that day with great joy. And they enjoy good food. They also give presents to each other on that day.

Purim Is Celebrated

20Mordecai wrote down these events. He sent letters to all the Jews all through the territories of King Xerxes. It didn’t matter whether the Jews lived nearby or far away. 21Mordecai told them to celebrate the 14th and 15th days of the month of Adar. He wanted them to do it every year. 22Mordecai told the Jews to celebrate the time when they got rest from their enemies. That was the month when their sadness was turned into joy. It was when their weeping turned into a day for celebrating. He wrote the letters to celebrate those days as times of joy. He wanted the people to enjoy good food. He told them to give presents of food to one another. He also wanted them to give gifts to people who were poor.

23So the Jews agreed to continue the celebrating they had started. They kept doing what Mordecai had written to them. 24Haman was the son of Hammedatha, the Agagite. He had been the enemy of all the Jews. He had planned to destroy them. He had cast the lot to destroy them completely. The lot was called Pur. 25But the king had found out about Haman’s evil plan. So the king had sent out written orders. He had ordered that Haman’s evil plan against the Jews should happen to him instead. The king also commanded that poles be stuck through the dead bodies of Haman and his sons. Then they should be set up where everyone could see them. 26The days the Jews were celebrating were called Purim. Purim comes from the word Pur. Pur means Lot. Now the Jews celebrate these two days every year. They do it because of everything that was written in Mordecai’s letter. They also do it because of what they had seen and what had happened to them. 27So they established it as a regular practice. They decided they would always observe these two days of the year. They would celebrate in the required way. And they would celebrate at the appointed time. They and their children after them would always observe these days. And so would all who join them. 28The days should be remembered and celebrated. They should be remembered by every family for all time to come. They should be celebrated in every territory and in every city. The Jews should never stop celebrating the days of Purim. Their children after them should always remember these days.

29So Queen Esther, the daughter of Abihail, wrote a second letter. She wrote it together with Mordecai the Jew. They wanted to give their full authority to this second letter about Purim. 30Mordecai sent letters to all the Jews in the 127 territories of the kingdom of Xerxes. The letters had messages of kindness and hope in them. 31The letters established the days of Purim at their appointed times. They spoke about what Mordecai the Jew and Queen Esther had ordered the people to do. Everything should be done in keeping with the directions the Jews had set up for themselves and their children after them. The directions applied to their times of fasting and sadness. 32Esther’s order established the rules about Purim. It was written down in the records.