Esajas’ kald til profettjeneste
1I det år kong Uzzija døde, så jeg Herrens herlighed i et syn. Han sad på en meget høj trone, og slæbet på hans kappe fyldte hele Templet. 2Han var omgivet af serafer, som hver havde seks vinger. Med de to vinger dækkede de ansigtet, med to andre dækkede de benene, og de to sidste brugte de, når de fløj. 3De råbte til hinanden: „Hellig, hellig, hellig er Herren, den almægtige Gud! Hele jorden er fuld af hans herlighed!” 4Templets dørstolper rystede ved deres høje råb, og rummet fyldtes med røg.
5Da udbrød jeg: „Ak, det er ude med mig, for jeg er et syndigt menneske, som taler syndige ord og tilhører et syndigt og urent folk. Og dog har jeg nu set Herren, den Almægtige!”
6Straks fløj en af seraferne hen til mig med et stykke glødende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. 7Han berørte mine læber med det og sagde: „Nu, hvor dette stykke kul har berørt dine læber, er din skyld taget bort og din synd tilgivet.”
8Derpå sagde Herren: „Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?” Jeg svarede straks: „Herre, det vil jeg! Send mig!”
9Så fortsatte han: „Gå hen og sig til mit folk:
‚I hører, men forstår dog intet.
I ser, men fatter dog intet.’
10Folkets øjne dækkes til,
så de intet ser.
Deres ører stoppes til,
så de intet hører.
Deres hjerter lukkes af,
så de ikke føler anger eller skyld—
ellers ville de komme til mig,
så jeg kunne helbrede dem.”6,9-10 Den hebraiske kiasme er omstillet til parallelisme for at gøre det mere dansk. Oversættelsen bygger til dels på LXX.
11„Hvor længe skal det være sådan, Herre?” spurgte jeg. Han svarede: „Indtil byerne er ødelagt og uden indbyggere. Indtil husene står tomme, og landet ligger øde hen.” 12Herren vil sende folket langt bort, og landet bliver folketomt. 13Skulle der blive en tiendedel tilbage i landet, vil de også blive udryddet. Israel vil blive som en træstub, der står tilbage, når et stort træ er blevet fældet. Men fra den stub skal der vokse et helligt rodskud.
Yesaia Soma
1Afe a ɔhene Usia wuiɛ mu no, mehunuu Awurade sɛ ɔte ahennwa a, ɛkorɔn na wapagya so na nʼatadeɛ mmuano ayɛ asɔrefie hɔ ma. 2Na serafim a wɔn mu biara wɔ ntaban nsia wɔ nʼAtifi. Wɔde ntaban no mmienu kata wɔn anim, na wɔde mmienu nso kata wɔn nan ho ɛnna wɔde mmienu nso tu. 3Na obiara team kyerɛ ne yɔnko sɛ,
“Kronkron! Kronkron! Kronkron ne Asafo Awurade;
Nʼanimuonyam ahyɛ asase nyinaa so ma!”
4Wɔn nne nnyegyeeɛ maa apono ne aboboano wosooɛ, na wisie yɛɛ asɔrefie hɔ ma.
5Meteam kaa sɛ, “Me nnue! Memfata! Meyɛ onipa a mʼano ho nteɛ, na mete nnipa a wɔn ano ho nteɛ mu, Ɔhene, Otumfoɔ Awurade na mʼani ahunu no yi.”
6Na serafim no mu baako a ɔkura gyasramma, a ɔde daban kɔfa firii afɔrebukyia no so tu baa me nkyɛn. 7Ɔde yei kaa mʼano kaa sɛ, “Hwɛ, yei aka wʼanofafa, wɔayi wʼafɔdie na wɔatua wo bɔne so ka.”
8Afei, metee Awurade nne a ɛrebisa sɛ, “Hwan na mensoma no? Na hwan na ɔbɛkɔ ama yɛn?”
Na mekaa sɛ, “Me nie. Soma me!”
9Na ɔkaa sɛ, “Kɔka kyerɛ saa nkurɔfoɔ yi sɛ,
“ ‘Ɔte deɛ mobɛte, nanso morente aseɛ;
Ɔhwɛ deɛ mobɛhwɛ, nanso morenhunu.’
10Ɛfiri sɛ mo, moapirim mo akoma;
moasi mo aso,
akatakata mo ani.
Ɛnyɛ saa a, anka mo ani bɛhunu adeɛ,
na mo akoma ate asɛm ase,
na moanu mo ho asane aba me nkyɛn, na masa mo yadeɛ.”
11Na mekaa sɛ, “Ɛnkɔsi da bɛn, Ao Awurade?”
Na ɔbuaa sɛ,
“Ɛnkɔsi sɛ nkuropɔn no bɛyɛ nkurofon
a nnipa ntete soɔ,
ɛnkɔsi sɛ afie no bɛyɛ afituo
na mfuo no asɛe ayɛ pasaa,
12ɛnkɔsi sɛ, Awurade bɛpamo obiara akɔ akyirikyiri
na asase no ada mpan.
13Mpo, sɛ nkyɛmu edu mu baako ka asase no so a,
wɔbɛsɛe no bio.
Nso sɛdeɛ dupɔn anaa odum
gya dunsini ɛberɛ a wɔatwa ato fam no,
saa ara na aba kronkron no bɛyɛ dunsini wɔ asase no so.”
