Esajasʼ Bog 57 – BPH & CST

Bibelen på hverdagsdansk

Esajasʼ Bog 57:1-21

Israels umoral og afgudsdyrkelse

1Gode mennesker går til grunde, uden at nogen griber ind. Retskafne rives bort før tiden, og ingen lægger mærke til det. Det er på grund af ondskaben, at de lider den skæbne. 2Men de hviler i fred i deres grave, for de levede i lydighed mod Gud.

3Herren siger: „Hør engang, I horeunger og hekseyngel! 4Hvor tør I gøre nar af mig? I rækker tunge og laver grimasser. I er fulde af løgn og synd. 5I kommer i ekstase ved jeres orgier i offerlundene. I slagter jeres egne børn, ofrer mennesker i dalene og i kløfter mellem klipperne. 6I har valgt at dyrke guder af sten i stedet for mig, og I bringer dem drikofre og afgrødeofre. Skal jeg finde mig i det? 7-8I udstiller åbenlyst jeres utroskab imod mig ved at ofre til afguderne på højene. Men også bag hjemmets vægge har I opstillet jeres afguder. I har vendt mig ryggen og overgivet jer til dem med hud og hår. I har prostitueret jer selv. I betaler til afguderne for at tilfredsstille jeres lyst med dem. 9I ofrer parfume og vellugtende olier til Molok, mens I søger med lys og lygte efter nye afguder overalt—ja, selv blandt de døde. 10I er udmattede af at søge, men I giver alligevel ikke op. Tanken om nye afguder giver jer styrke til at fortsætte. 11Hvorfor er I mere bange for dem end for mig? Hvorfor er I utro mod mig og lever på en løgn? Hvorfor har I glemt mig? Er det, fordi jeg stiltiende har båret over med jer så længe?

12Lad mig sige jer en ting: Jeres afgudsdyrkelse vil ikke gavne jer. 13Når I råber om hjælp, så lad jeres guder redde jer! De er selv så hjælpeløse, at et vindstød kan vælte dem omkuld. Men den, der søger hjælp hos mig, skal få landet og mit hellige bjerg i eje.

Gud vil genoprette sit folk

14Jeg, Herren, siger: Ban vej! Ban vej for mit folk! Ryd sten og forhindringer af vejen, hvor mit folk skal gå.”

15Den evige og højhellige Gud siger: „Jeg er hellig, jeg bor i det høje. Men jeg bor også hos mennesker med ydmyge og sønderknuste hjerter. Jeg trøster dem og heler deres brudte hjerter. 16Jeg vil ikke blive ved at være vred på mit folk og anklage dem, for så ville de miste livsmodet og give op. 17Jeg blev vred over deres grådighed og skjulte mig for dem, men de fremturede bare i deres synd og fortsatte med at gøre, som de ville. 18Jeg har set deres elendighed og frafald, men nu vil jeg genoprette dem. Jeg vil trøste dem, der sørger over deres synd. 19Jeg tilbyder fred til alle, både fjern og nær, for jeg vil føre mit folk hjem. 20Men de gudløse, som forkaster mig, er som et oprørt hav, der ikke kan falde til ro, men skyller mudder og snavs op på stranden.”

21De gudløse har ingen fred, siger min Gud.

Nueva Versión Internacional (Castilian)

Isaías 57:1-21

1El justo perece, y a nadie le importa;

mueren tus siervos fieles, y nadie comprende

que mueren los justos a causa del mal.

2Los que van por el camino recto mueren en paz;

hallan reposo en su lecho de muerte.

3«Vosotros, hijos de hechicera,

descendientes de adúltero con prostituta,

¡acercaos!

4¿De quién queréis burlaros?

¿A quién le hacéis muecas

y le sacáis la lengua?

¿Acaso no sois una panda de rebeldes

y una descendencia de mentirosos?

5Entre los robles, y debajo de todo árbol frondoso,

dan rienda suelta a su lujuria;

junto a los arroyos, y en las grietas de las rocas,

sacrifican a niños pequeños.

6Las piedras lisas de los arroyos

serán tu herencia;

sí, ellas serán tu destino.

Ante ellas has derramado libaciones

y has presentado ofrendas de grano.

Ante estas cosas, ¿me quedaré callado?

7Sobre un monte alto y encumbrado,

pusiste tu lecho,

y hasta allí subiste

para ofrecer sacrificios.

8Detrás de tu puerta y de sus postes

has puesto tus símbolos paganos.

Te alejaste de mí, te desnudaste,

subiste al lecho que habías preparado;

entraste en arreglos con la gente

con quienes deseabas acostarte,

y contemplaste su desnudez.

9Acudiste a Moloc y le llevaste aceite de oliva,

y multiplicaste tus perfumes.

Enviaste muy lejos a tus embajadores;

¡hasta el sepulcro mismo los hiciste bajar!

10De tanto andar te cansaste,

pero no dijiste: “Hasta aquí llego”.

Lograste renovar tus fuerzas;

por eso no desmayaste.

11»¿Quién te asustó, quién te metió miedo,

que me has engañado?

No te acordaste de mí,

ni me tuviste en cuenta.

¿Será que no me temes

porque guardé silencio tanto tiempo?

12Yo denunciaré tu justicia y tus obras,

y de nada te servirán.

13Cuando grites pidiendo ayuda,

¡que te salve tu colección de ídolos!

A todos ellos se los llevará el viento;

con un simple soplo desaparecerán.

Pero el que se refugia en mí

recibirá la tierra por herencia

y tomará posesión de mi monte santo».

Consuelo para los contritos

14Y se dirá:

«¡Construid, construid, preparad el camino!

¡Quitad los obstáculos del camino de mi pueblo!»

15Porque lo dice el excelso y sublime,

el que vive para siempre, cuyo nombre es santo:

«Yo habito en un lugar santo y sublime,

pero también con el contrito y humilde de espíritu,

para reanimar el espíritu de los humildes

y alentar el corazón de los quebrantados.

16Mi litigio no será eterno,

ni estaré siempre enojado,

porque ante mí desfallecerían

todos los seres vivientes que he creado.

17La codicia de mi pueblo es irritable,

por perversa,

en mi enojo, lo he castigado;

le he dado la espalda,

pero él prefirió seguir

sus obstinados caminos.

18He visto sus caminos, pero lo sanaré;

lo guiaré y lo colmaré de consuelo.

Y a los que lloran por él

19les haré proclamar esta alabanza:

¡Paz a los que están lejos,

y paz a los que están cerca!

Yo los sanaré —dice el Señor—,

20pero los malvados son como el mar agitado,

que no puede calmarse,

cuyas olas arrojan fango y lodo.

21No hay paz para los malvados —dice mi Dios—.