Israels umoral og afgudsdyrkelse
1Gode mennesker går til grunde, uden at nogen griber ind. Retskafne rives bort før tiden, og ingen lægger mærke til det. Det er på grund af ondskaben, at de lider den skæbne. 2Men de hviler i fred i deres grave, for de levede i lydighed mod Gud.
3Herren siger: „Hør engang, I horeunger og hekseyngel! 4Hvor tør I gøre nar af mig? I rækker tunge og laver grimasser. I er fulde af løgn og synd. 5I kommer i ekstase ved jeres orgier i offerlundene. I slagter jeres egne børn, ofrer mennesker i dalene og i kløfter mellem klipperne. 6I har valgt at dyrke guder af sten i stedet for mig, og I bringer dem drikofre og afgrødeofre. Skal jeg finde mig i det? 7-8I udstiller åbenlyst jeres utroskab imod mig ved at ofre til afguderne på højene. Men også bag hjemmets vægge har I opstillet jeres afguder. I har vendt mig ryggen og overgivet jer til dem med hud og hår. I har prostitueret jer selv. I betaler til afguderne for at tilfredsstille jeres lyst med dem. 9I ofrer parfume og vellugtende olier til Molok, mens I søger med lys og lygte efter nye afguder overalt—ja, selv blandt de døde. 10I er udmattede af at søge, men I giver alligevel ikke op. Tanken om nye afguder giver jer styrke til at fortsætte. 11Hvorfor er I mere bange for dem end for mig? Hvorfor er I utro mod mig og lever på en løgn? Hvorfor har I glemt mig? Er det, fordi jeg stiltiende har båret over med jer så længe?
12Lad mig sige jer en ting: Jeres afgudsdyrkelse vil ikke gavne jer. 13Når I råber om hjælp, så lad jeres guder redde jer! De er selv så hjælpeløse, at et vindstød kan vælte dem omkuld. Men den, der søger hjælp hos mig, skal få landet og mit hellige bjerg i eje.
Gud vil genoprette sit folk
14Jeg, Herren, siger: Ban vej! Ban vej for mit folk! Ryd sten og forhindringer af vejen, hvor mit folk skal gå.”
15Den evige og højhellige Gud siger: „Jeg er hellig, jeg bor i det høje. Men jeg bor også hos mennesker med ydmyge og sønderknuste hjerter. Jeg trøster dem og heler deres brudte hjerter. 16Jeg vil ikke blive ved at være vred på mit folk og anklage dem, for så ville de miste livsmodet og give op. 17Jeg blev vred over deres grådighed og skjulte mig for dem, men de fremturede bare i deres synd og fortsatte med at gøre, som de ville. 18Jeg har set deres elendighed og frafald, men nu vil jeg genoprette dem. Jeg vil trøste dem, der sørger over deres synd. 19Jeg tilbyder fred til alle, både fjern og nær, for jeg vil føre mit folk hjem. 20Men de gudløse, som forkaster mig, er som et oprørt hav, der ikke kan falde til ro, men skyller mudder og snavs op på stranden.”
21De gudløse har ingen fred, siger min Gud.
1Ateneneefoɔ wu,
na obiara nnwene ho wɔ nʼakoma mu;
wɔfa Nyamesurofoɔ kɔ,
na obiara nte aseɛ
sɛ wɔfa teneneefoɔ kɔ
sɛdeɛ wɔbɛyi wɔn afiri bɔne mu.
2Wɔn a wɔnante tee no
wɔhyɛne asomdwoeɛ mu;
wɔnya ahomegyeɛ ɛberɛ a wɔadeda sɛ awufoɔ.
3“Nanso, mo, mommra ha, mo ɔbayifoɔ mmammarima,
mo awaresɛefoɔ ne mmaa adwamanfoɔ mma!
4Hwan na moresere no?
Hwan na moredi ne ho fɛ
na morebɔ no adapaa yi?
Monnyɛ atuatefoɔ fekuo
ne atorofoɔ asefoɔ anaa?
5Mode ɔpɛ mmorosoɔ bɔ afɔdeɛ wɔ adum mu
ne dua biara ase;
mode mo mma bɔ afɔdeɛ wɔ mmɔnhwa a emu dɔ mu
ne abotan mpaapaeɛ ase.
6Anyame a wɔyɛ aboɔ tromtrom, a ɛwɔ mmɔnhwa a emu dɔ mu no,
wɔyɛ mo kyɛfa. Wɔn na mopɛ.
Aane, moahwie nsã afɔrebɔdeɛ agu wɔn so
na mode aduane afɔrebɔdeɛ ama wɔn.
Yeinom nyinaa akyi, mengo me nsam anaa?
7Moasiesie mo daberɛ wɔ kokoɔ a ɛkorɔn so;
ɛhɔ na mokɔ kɔbɔ afɔdeɛ.
8Mo apono ne aponnwa akyi
na mo de mo abosonsom nsɛsodeɛ asisi.
Mofirii mʼakyi kɔyii mo mpa so ntoma,
mokɔdaa so na motrɛɛ mu;
mo ne wɔn a modɔ wɔn mpa yɛɛ apam,
na mohwɛɛ wɔn adagya mu.
9Mode ngo kɔɔ Molek nkyɛn
na momaa mo nnuhwam dɔɔso.
Mosomaa mo ananmusifoɔ kɔɔ akyirikyiri;
mo siane kɔɔ ɛda mu ankasa!
10Mo nneyɛɛ maa mo brɛeɛ,
nanso moanka da sɛ, ‘Ɛho nni mfasoɔ.’
Monyaa akɔnnɔ ahoɔden foforɔ,
enti mokɔɔ so ara yɛɛ deɛ mopɛ.
11“Hwan na wama mo akoma atu na wabɔ mo hu sei
a enti moanni me nokorɛ,
na moankae me
anaa moannwene yei ho wɔ mo akoma mu?
Mayɛ dinn akyɛre no enti
na monnsuro me anaa?
12Mɛda mo tenenee ne mo nnwuma adi,
na ɛho remma mo mfasoɔ.
13Sɛ moteam pɛ mmoa a,
momma mo ahoni a moaboa ano no nnye mo!
Mframa bɛbɔ wɔn nyinaa akɔ,
ahome kɛkɛ bɛhwete wɔn.
Nanso onipa a ɔde me yɛ ne dwanekɔbea no
bɛdi asase no so
na wafa me bepɔ kronkron no.”
Akoma A Abubu Awerɛkyekyerɛ
14Na wɔbɛka sɛ:
“Monyɛ, monyɛ. Monsiesie ɛkwan no!
Monyiyi akwansideɛ mfiri me nkurɔfoɔ akwan mu.”
15Na yei ne deɛ ɔkorɔn no,
deɛ ɔte ase daa a ne din yɛ kronkron no seɛ:
“Mete beaeɛ a ɛkorɔn na ɛyɛ kronkron,
me ne deɛ ɔwɔ ahonu na ɔyɛ honhom mu hiani nso te,
sɛ mɛkanyane honhom mu hiani no honhom,
na makanyane nʼakoma a abubu no.
16Meremmɔ soboɔ afebɔɔ,
na mebo remfu daa,
sɛ anyɛ saa a, onipa honhom bɛtɔ piti wɔ mʼanim,
onipa ahome a me na mabɔ.
17Wɔn nnebɔne adufudepɛ maa me bo fuiɛ;
metwee wɔn aso, na mede abufuo yii mʼani,
nso wɔkɔɔ so yɛɛ deɛ wɔn akoma pɛ.
18Mahunu wɔn nneyɛɛ, nanso mɛsa wɔn yadeɛ.
Mɛkyerɛ wɔn kwan na makyekye wɔn werɛ,
19na mama ayɛyie aba wɔn a wɔredi awerɛhoɔ wɔ Israel ano.
Asomdwoeɛ, asomdwoeɛ, mmra wɔn a wɔwɔ akyirikyiri ne wɔn a wɔbɛn so,”
sei na Awurade seɛ. “Na mɛsa wɔn yadeɛ.”
20Na amumuyɛfoɔ te sɛ ɛpo a ɛrehuru,
ɛntumi nyɛ komm,
nʼasorɔkye yiyi atɛkyɛ ne efi.
21“Amumuyɛfoɔ nni asomdwoeɛ.” Sei na me Onyankopɔn seɛ.
