Esajasʼ Bog 51 – BPH & CST

Bibelen på hverdagsdansk

Esajasʼ Bog 51:1-23

Befrielsen er på vej

1Herren siger: „Hør efter, I, som søger Herren og ønsker at gøre hans vilje. Tænk på det stenbrud, I stammer fra—den klippegrund, I blev hugget løs fra. 2Tænk på jeres forfar Abraham og på Sara, jeres stammor. Abraham havde ingen børn, da jeg kaldte ham. Men jeg velsignede ham og gjorde ham til et stort folk.”

3Herren vil velsigne det ødelagte Jerusalem og gøre ødemarken til en dejlig have. Der bliver fryd og glæde, lovsang og strengespil.

4Herren siger: „Hør efter, mit folk, lyt til mig, for jeg vil undervise jer. Min retfærdighed bringer lys til folkeslagene. 5Snart vil jeg befri jer, retfærdighedens sejr er nær. Jeg tager herredømmet over folkeslagene. Fjerne lande venter på, at jeg skal gribe ind. 6Se op mod himlen. Se ud over jorden. Himlen skal engang forsvinde som røg, jorden skal slides op som et stykke tøj, og menneskene på den skal dø som fluer. Men den frelse, jeg bringer, gælder for evigt, min retfærdighed vil aldrig få ende.

7Lyt til mig, I, som ved, hvad retfærdighed er, og som har min lov i jeres hjerter: Vær ikke bange for menneskers hån og spottende ord. 8For de er som gamle klude, der ædes op af møl, som uld, der fortæres af insekter. Men min retfærdighed varer evigt, min frelse gælder fra slægt til slægt.”

9Vågn op, Herre, og vis din magt. Rejs dig og ifør dig al din kraft som i ældgamle dage, da du fældede Egyptens uhyre og gennemborede Nilens drage. 10Var det ikke dig, der skabte en vej gennem havet, som dit befriede folk kunne gå på?

11Herrens befriede folk skal vende hjem. De går med jubel mod Zion. De fyldes med fryd og varig glæde. Lidelse og jammer er forbi.

12Herren siger: „Jeg er den, der trøster jer. Hvorfor er I da så bange for dødelige mennesker, der visner som græsset og snart er borte? 13Hvordan kan I glemme jeres Skaber, som udspændte himmelhvælvingen og grundlagde jorden. Hvorfor vil I stadig leve i frygt for jeres vrede undertrykkere? 14Snart skal I befries fra jeres lænker. I skal ikke dø i fangenskabet, og I kommer ikke til at sulte. 15Jeg er Herren, jeres Gud, den Almægtige. Jeg bestemmer over havets brusende bølger. 16Jeg er den, der har lagt mine ord i din mund og holdt min beskyttende hånd over dig. Det var mig, som udspændte himmelhvælvingen og grundlagde jorden. Og jeg er den, som siger til Israel: Du er mit folk!”

Lidelsens bæger

17Vågn op, Jerusalem, rejs dig op! Du har drukket nok af Herrens vredes bæger. Du har tømt det til sidste dråbe. 18Ingen af de sønner, du fødte, tog dig ved hånden og kom dig til hjælp. 19Katastrofen ramte dig i dobbelt mål, og der var ingen til at trøste dig. Landet blev ødelagt af krigen, og folket sultede. 20Dine børn lå hjælpeløse i gaderne, som antiloper fanget i en fælde. Det var Herrens vrede, som ramte dem. 21Men hør nu efter, du, som ligger hjælpeløs og er segnet om, dog ikke på grund af vin. 22Herren har omsorg for sit folk. Han siger: „Se, nu tager jeg lidelsens bæger ud af din hånd. Jeg vil ikke længere være vred på dig. 23I stedet rækker jeg det til dine plageånder, som tvang dig til at lægge dig på maven i støvet, så de kunne trampe hen over dig.”

Nueva Versión Internacional (Castilian)

Isaías 51:1-23

Salvación eterna para Sión

1«Vosotros, los que vais tras la justicia

y buscáis al Señor, ¡escuchadme!

Mirad la roca de la que fuisteis tallados,

la cantera de la que fuisteis extraídos.

2Mirad a Abraham, vuestro padre,

y a Sara, que os dio a luz.

Cuando yo lo llamé, él era solo uno,

pero lo bendije y lo multipliqué.

3Sin duda, el Señor consolará a Sión;

consolará todas sus ruinas.

Convertirá en un Edén su desierto;

en huerto del Señor sus tierras secas.

En ella encontrarán alegría y regocijo,

acción de gracias y música de salmos.

4»Préstame atención, pueblo mío;

óyeme, nación mía:

porque de mí saldrá la ley,

y mi justicia será luz para las naciones.

5Ya se acerca mi justicia,

mi salvación está en camino;

¡mi brazo juzgará a las naciones!

Las costas lejanas confían en mí,

y ponen su esperanza en mi brazo.

6Levantad los ojos al cielo;

mirad la tierra aquí abajo:

como humo se esfumarán los cielos,

como ropa se gastará la tierra,

y como moscas morirán sus habitantes.

Pero mi salvación permanecerá para siempre,

mi justicia nunca fallará.

7»Escuchadme, vosotros que conocéis lo que es recto;

pueblo que lleva mi ley en su corazón:

No temáis el reproche de los hombres,

ni os desalentéis por sus insultos,

8porque la polilla se los comerá como ropa

y el gusano los devorará como lana.

Pero mi justicia permanecerá para siempre;

mi salvación, por todas las generaciones».

9¡Despierta, brazo del Señor!

¡Despierta y vístete de fuerza!

Despierta, como en los días pasados,

como en las generaciones de antaño.

¿No fuiste tú el que despedazó a Rahab,

el que traspasó a ese monstruo marino?

10¿No fuiste tú el que secó el mar,

esas aguas del gran abismo?

¿El que en las profundidades del mar hizo un camino

para que por él pasaran los redimidos?

11Volverán los rescatados del Señor,

y entrarán en Sión con cánticos de júbilo;

su corona será el gozo eterno.

Se llenarán de regocijo y alegría,

y se apartarán de ellos el dolor y los gemidos.

12«Soy yo mismo el que los consuela.

¿Quién eres tú, que temes a los hombres,

a simples mortales, que no son más que hierba?

13¿Has olvidado al Señor, que te hizo;

al que extendió los cielos y afirmó la tierra?

¿Vivirás cada día en terror constante

por causa de la furia del opresor

que está dispuesto a destruir?

Pero ¿dónde está esa furia?

14Pronto serán liberados los prisioneros;

no morirán en el calabozo,

ni les faltará el pan.

15Porque yo soy el Señor tu Dios,

yo agito el mar, y rugen sus olas;

el Señor Todopoderoso es mi nombre.

16He puesto mis palabras en tu boca

y te he cubierto con la sombra de mi mano;

he establecido los cielos y afirmado la tierra,

y he dicho a Sión: “Tú eres mi pueblo”».

La copa de la ira de Dios

17¡Despierta, Jerusalén, despierta!

Levántate, tú, que de la mano del Señor

has bebido la copa de su furia;

tú, que has bebido hasta el fondo

la copa que entorpece a los hombres.

18De todos los hijos que diste a luz,

no hubo ninguno que te guiara;

de todos los hijos que criaste,

ninguno te tomó de la mano.

19Estos dos males han venido sobre ti:

ruina y destrucción, hambre y espada.

¿Quién se apiadará de ti?

¿Quién te consolará?51:19 ¿Quién te consolará? (Qumrán, LXX, Vulgata y Siríaca); ¿Cómo te consolaré? (TM).

20Tus hijos han desfallecido;

como antílopes atrapados en la red,

han caído en las esquinas de las calles.

Sobre ellos recae toda la furia del Señor,

todo el reproche de tu Dios.

21Por eso, escucha esto, tú que estás afligida;

que estás ebria, pero no de vino.

22Así dice tu Señor y Dios,

tu Dios, que aboga por su pueblo:

«Te he quitado de la mano

la copa que te hacía tambalear.

De esa copa, que es el cáliz de mi furia,

jamás volverás a beber.

23La pondré en manos de los que te atormentan,

de los que te dijeron:

“¡Tiéndete en el suelo,

para que pasemos sobre ti!”

¡Y te echaste boca abajo, sobre el suelo,

para que te pisoteara todo el mundo!»