Esajasʼ Bog 51 – BPH & BDS

Bibelen på hverdagsdansk

Esajasʼ Bog 51:1-23

Befrielsen er på vej

1Herren siger: „Hør efter, I, som søger Herren og ønsker at gøre hans vilje. Tænk på det stenbrud, I stammer fra—den klippegrund, I blev hugget løs fra. 2Tænk på jeres forfar Abraham og på Sara, jeres stammor. Abraham havde ingen børn, da jeg kaldte ham. Men jeg velsignede ham og gjorde ham til et stort folk.”

3Herren vil velsigne det ødelagte Jerusalem og gøre ødemarken til en dejlig have. Der bliver fryd og glæde, lovsang og strengespil.

4Herren siger: „Hør efter, mit folk, lyt til mig, for jeg vil undervise jer. Min retfærdighed bringer lys til folkeslagene. 5Snart vil jeg befri jer, retfærdighedens sejr er nær. Jeg tager herredømmet over folkeslagene. Fjerne lande venter på, at jeg skal gribe ind. 6Se op mod himlen. Se ud over jorden. Himlen skal engang forsvinde som røg, jorden skal slides op som et stykke tøj, og menneskene på den skal dø som fluer. Men den frelse, jeg bringer, gælder for evigt, min retfærdighed vil aldrig få ende.

7Lyt til mig, I, som ved, hvad retfærdighed er, og som har min lov i jeres hjerter: Vær ikke bange for menneskers hån og spottende ord. 8For de er som gamle klude, der ædes op af møl, som uld, der fortæres af insekter. Men min retfærdighed varer evigt, min frelse gælder fra slægt til slægt.”

9Vågn op, Herre, og vis din magt. Rejs dig og ifør dig al din kraft som i ældgamle dage, da du fældede Egyptens uhyre og gennemborede Nilens drage. 10Var det ikke dig, der skabte en vej gennem havet, som dit befriede folk kunne gå på?

11Herrens befriede folk skal vende hjem. De går med jubel mod Zion. De fyldes med fryd og varig glæde. Lidelse og jammer er forbi.

12Herren siger: „Jeg er den, der trøster jer. Hvorfor er I da så bange for dødelige mennesker, der visner som græsset og snart er borte? 13Hvordan kan I glemme jeres Skaber, som udspændte himmelhvælvingen og grundlagde jorden. Hvorfor vil I stadig leve i frygt for jeres vrede undertrykkere? 14Snart skal I befries fra jeres lænker. I skal ikke dø i fangenskabet, og I kommer ikke til at sulte. 15Jeg er Herren, jeres Gud, den Almægtige. Jeg bestemmer over havets brusende bølger. 16Jeg er den, der har lagt mine ord i din mund og holdt min beskyttende hånd over dig. Det var mig, som udspændte himmelhvælvingen og grundlagde jorden. Og jeg er den, som siger til Israel: Du er mit folk!”

Lidelsens bæger

17Vågn op, Jerusalem, rejs dig op! Du har drukket nok af Herrens vredes bæger. Du har tømt det til sidste dråbe. 18Ingen af de sønner, du fødte, tog dig ved hånden og kom dig til hjælp. 19Katastrofen ramte dig i dobbelt mål, og der var ingen til at trøste dig. Landet blev ødelagt af krigen, og folket sultede. 20Dine børn lå hjælpeløse i gaderne, som antiloper fanget i en fælde. Det var Herrens vrede, som ramte dem. 21Men hør nu efter, du, som ligger hjælpeløs og er segnet om, dog ikke på grund af vin. 22Herren har omsorg for sit folk. Han siger: „Se, nu tager jeg lidelsens bæger ud af din hånd. Jeg vil ikke længere være vred på dig. 23I stedet rækker jeg det til dine plageånder, som tvang dig til at lægge dig på maven i støvet, så de kunne trampe hen over dig.”

La Bible du Semeur

Esaïe 51:1-23

Le salut éternel de Dieu

1Ecoutez-moi,

vous qui êtes en quête de justice,

qui vous tournez vers l’Eternel !

Regardez le rocher

d’où vous avez été taillés,

et la carrière

d’où vous avez été tirés !

2Oui, considérez donc ╵Abraham votre père,

Sara qui vous a mis au monde,

car lorsque j’ai appelé Abraham, ╵il n’avait pas d’enfant.

Je l’ai alors béni ╵et je lui ai donné ╵de nombreux descendants.

3Oui, l’Eternel ╵va consoler Sion,

ses ruines lui inspireront ╵de la compassion ;

il rendra son désert ╵comme l’Eden,

la steppe comme le jardin ╵de l’Eternel.

La joie et l’allégresse ╵y régneront,

et l’on y entendra ╵de la musique ╵et des chants de reconnaissance.

4Prête-moi attention, mon peuple !

Vous, ma nation, ╵tendez vers moi l’oreille,

car je promulguerai la Loi,

et je proclamerai mon droit

pour éclairer les peuples.

5Oui, je ferai bientôt justice,

mon salut va paraître,

mes bras gouverneront les peuples.

Les îles, les régions côtières, ╵mettront leur espérance en moi,

elles s’en remettront ╵au secours de mon bras.

6Levez les yeux au ciel,

baissez-les sur la terre,

car, comme une fumée, ╵le ciel s’évanouira

et, comme un vêtement, ╵la terre s’usera.

Ses habitants mourront ╵comme des mouches,

mais mon salut ╵sera établi pour toujours,

mon œuvre de justice ╵ne sera pas anéantie.

7Ecoutez-moi, ╵vous qui savez ce qui est juste.

Peuple, qui a ma Loi ╵présente à son esprit,

ne crains donc pas ╵les injures des hommes,

que leurs outrages ╵ne t’emplissent pas de frayeur !

8Car ils seront ╵mangés par la vermine ╵comme un habit,

et rongés par les mites ╵comme la laine.

Quant à mon œuvre de justice, ╵elle sera établie pour toujours

et mon salut ╵pour toutes les générations.

L’éveil de la nouvelle création

Le nouvel exode, la nouvelle création

9Réveille-toi ! ╵Réveille-toi !

Revêts-toi de puissance,

ô bras de l’Eternel !

Entre en action ╵comme aux jours d’autrefois,

au temps des premières générations !

N’est-ce pas toi qui abattis ╵Rahav l’Egypte51.9 Voir Ps 87.4 et la note ; Ps 89.11 ; Es 30.7 et la note. Cf. Es 27.1.,

qui transperças ╵le monstre de la mer ?

10N’est-ce pas toi ╵qui desséchas la mer

et qui taris ╵les eaux du grand abîme ?

Toi qui fis un chemin ╵dans les profondeurs de la mer

pour que ton peuple délivré ╵puisse y passer ?

11De même, ceux que l’Eternel ╵a libérés retourneront,

ils iront à Sion ╵avec des cris de joie.

Une joie éternelle ╵couronnera leur tête,

la joie et l’allégresse ╵les accompagneront,

la tristesse et les plaintes ╵fuiront au loin.

Si Dieu est pour nous, qui sera contre nous ?

12C’est moi, c’est moi qui vous console.

Comment donc peux-tu craindre ╵l’homme qui doit mourir,

ou un humain ╵qui a le même sort que l’herbe ?

13As-tu donc oublié ╵l’Eternel qui t’a fait,

qui a tendu le ciel ╵et a fondé la terre ?

Comment peux-tu trembler ╵sans cesse tout le jour

parce que le tyran ╵déchaîne sa fureur

et se prépare à te détruire ?

Maintenant, où est-elle, ╵la fureur du tyran ?

14Bientôt, le prisonnier51.14 Autre traduction : celui qui ploie sous le fardeau. ╵va être libéré,

il ne périra pas ╵au fond de son cachot

et il ne sera plus ╵privé de nourriture.

15Moi, je suis l’Eternel, ton Dieu.

Quand j’agite la mer, ╵ses flots mugissent.

Voici mon nom : ╵le Seigneur des armées célestes.

16Oui, j’ai mis mes paroles dans ta bouche,

je t’ai couvert ╵de l’ombre de ma main51.16 Voir 49.2 ; 59.21.,

pour étendre le ciel, ╵et pour fonder la terre,

et pour proclamer à Sion : ╵« Tu es mon peuple ! »

Jérusalem se relève

17Réveille-toi, réveille-toi,

debout, Jérusalem,

toi qui as bu la coupe ╵remplie de la colère

que l’Eternel t’a présentée,

oui, toi qui as vidé ╵jusqu’à l’ultime goutte

la coupe du vertige.

18Parmi tous les fils ╵que tu as mis au monde,

il n’y en a aucun ╵pour te guider,

et parmi tous les fils ╵que tu as élevés,

il n’y en a aucun ╵pour te prendre la main !

19Deux malheurs t’ont frappé,

mais qui donc te plaindra ?

La dévastation et la destruction,

la famine et l’épée !

Et qui te consolera51.19 D’après le texte hébreu de Qumrân, l’ancienne version grecque, la version syriaque et la Vulgate. Le texte hébreu traditionnel a : qui suis-je pour te consoler ? ou par qui pourrais-je te consoler ? ?

20Tes fils défaillent,

ils sont couchés ╵à tous les coins de rue,

comme des antilopes ╵prises dans un filet.

Ils ont été chargés ╵de la fureur de l’Eternel,

de la sanction ╵infligée par ton Dieu.

21C’est pourquoi, malheureuse, ╵écoute donc ceci,

toi qui es enivrée, ╵mais pas de vin.

22Ainsi parle ton Dieu, ╵l’Eternel, ton Seigneur,

qui va défendre ╵la cause de son peuple :

J’ôterai de ta main

la coupe du vertige,

et tu ne boiras plus

désormais le calice ╵rempli de ma colère,

23car je le mettrai dans la main ╵de tes persécuteurs,

de ceux qui te disaient :

« Incline-toi, ╵afin que nous passions ! »

Et tu as présenté ╵ton dos pour qu’on le foule

comme une rue pour les passants.