Esajasʼ Bog 29 – BPH & CST

Bibelen på hverdagsdansk

Esajasʼ Bog 29:1-24

Jerusalems skæbne

1Ve dig, Ariel,29,1 Ordet „ariel” bruges her om Jerusalem, men henviser også til en form for alter, jf. Ez. 43,15-16. byen, som David belejrede og indtog. År efter år bringer du dine ofre. Fortsæt du blot med dine højtider, 2men en dag kommer dommen over dig, og da vil du græde og sørge. Da bliver du virkelig Ariel, for du bliver som et alter, oversprøjtet med blod. 3Jeg omringer dig og belejrer dig, som David gjorde, jeg omgiver dig med volde og angrebsramper. 4Fra det dybe taler du da, mumler fortvivlet i støvet. Din stemme kommer fra graven, svag som en dødnings røst.

5Men dine fjender skal knuses til støv, tyrannerne spredes som avner for vinden. 6Pludselig kommer Herren, den Almægtige, over dem med torden, jordskælv, storm og ild. 7Da skal alle de folk, som fører krig mod Jerusalem og kæmper imod Ariel, selv opleve et mareridt. 8Som den sultne drømmer om mad, men stadig er sulten, når han vågner, og som den tørstige drømmer om vand, men vågner lige tørstig, sådan skal det gå alle dine fjender.

9I er blevet tåber, I er blevet blinde! I er omtågede, men ikke på grund af vin. I raver fortumlede omkring, men ikke på grund af øl. 10Herren har gjort jer åndeligt sløve. Profeterne og seerne, som skulle være jeres åndelige øjne, ser intet. 11For jer er et profetisk budskab som ordene i en lukket bog. Giver man bogen til en, der kan læse, og siger: „Vær venlig at læse!” siger han bare: „Det kan jeg ikke. Bogen er jo lukket med segl!” 12Og giver man den til en, som ikke kan læse, og siger: „Vær venlig at læse!” siger han: „Jeg har ikke lært at læse!”

13Derfor siger Herren: „Når mit folk kommer til mig, ærer de mig kun for et syns skyld. Deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når deres lære blot er menneskebud. 14Derfor vil jeg fortsat overraske dem ved min handlemåde. De vises visdom skal sættes til side, de kloges klogskab skal gøres til intet.”

15Ve dem, der tror, de kan skjule sig for Gud, dem, som tror, de kan føre ham bag lyset. De gør deres gerninger i mørket og beroliger sig selv: „Der er ingen, der ser os. Ingen lægger mærke til noget.” 16Hvor dum har man lov at være! Har pottemageren ikke større magt end leret? Siger lerkrukken måske til pottemageren: „Det er ikke dig, som har formet mig! Det har du slet ikke forstand på!”?

17Det varer ikke længe, før Libanon igen bliver en frugthave, og træerne igen står tæt som i en skov.29,17 Teksten er uklar, men billedtalen peger hen på en genoprettelse. 18Da skal de døve høre, hvad der læses fra bogen, og de blinde skal befries fra det mørke, de befinder sig i. 19De ydmyge skal glæde sig over, hvad Herren gør, og de afmægtige skal juble over Israels hellige Gud. 20Tyranner skal forsvinde, de stolte skal styrtes, lovovertrædere skal lade livet. 21Gud vil gøre det af med dem, der anklager de uskyldige og sætter fælder for dommeren i retten, så de får dem dømt uden grund.

22Derfor siger Herren, Abrahams beskytter, til Israels folk: Mit folk skal ikke længere blegne af skræk, deres hoveder skal ikke længere bøjes i skam. 23Når de ser deres mange børn og mine velsignelser, skal de til fulde forstå, at jeg er deres hellige Gud, og da skal de få ærefrygt for mig. 24Da vil de, som er åndeligt på vildspor, lære sandheden at kende, og de, som gør oprør mod Herren, vil tage imod belæring.

Nueva Versión Internacional (Castilian)

Isaías 29:1-24

Ay de la Ciudad de David

1¡Ay, Ariel, Ariel,

ciudad donde acampó David!

Añadid a un año otro año más,

y que prosiga el ciclo de las fiestas.

2Pero a Ariel la sitiaré;

habrá llanto y lamento,

y será para mí como un brasero del altar.29:2 un brasero del altar. Esta frase traduce una palabra hebrea que es idéntica al nombre Ariel.

3Acamparé contra ti, y te rodearé;

te cercaré con empalizadas,

y levantaré contra ti torres de asalto.

4Humillada, desde el suelo elevarás tu voz;

tu palabra apenas se levantará del polvo.

Saldrá tu voz de la tierra

como si fuera la de un fantasma;

tu palabra, desde el polvo,

apenas será un susurro.

5Pero la multitud de tus enemigos

quedará hecha polvo fino,

y la multitud de despiadados

será como la paja que se lleva el viento.

De repente, en un instante,

6vendrá contra ti el Señor Todopoderoso;

vendrá con truenos, terremotos

y gran estruendo,

vendrá con una violenta tormenta

y con devoradoras llamas de fuego.

7La multitud de todas las naciones

que batallan contra Ariel,

todos los que luchan contra ella

y contra su fortaleza,

aquellos que la asedian,

serán como un sueño,

como una visión nocturna.

8Como el hambriento que sueña que está comiendo,

pero despierta y aún tiene hambre;

como el sediento que sueña que está bebiendo,

pero despierta y la sed le reseca la garganta.

Así sucederá con la multitud de todas las naciones

que luchan contra el monte Sión.

9Perded el juicio, quedaos pasmados,

perded la vista, quedaos ciegos;

embriagaos, pero no con vino;

tambaleaos, pero no por el licor.

10El Señor ha derramado sobre vosotros

un espíritu de profundo sueño;

a los profetas les cubrió los ojos,

a los videntes les tapó la cara.

11Para vosotros, toda esta visión no es otra cosa que palabras en un rollo de pergamino sellado. Si le dan el rollo a alguien que sepa leer, y le dicen: «Lee esto, por favor», este responderá: «No puedo hacerlo; está sellado». 12Y, si le dan el rollo a alguien que no sepa leer, y le dicen: «Lee esto, por favor», este responderá: «No sé leer».

13El Señor dice:

«Este pueblo me alaba con la boca

y me honra con los labios,

pero su corazón está lejos de mí.

Su adoración no es más que un mandato

enseñado por hombres.

14Por eso, una vez más asombraré a este pueblo

con prodigios maravillosos;

perecerá la sabiduría de sus sabios,

y se esfumará la inteligencia de sus inteligentes».

15¡Ay de los que, para esconder sus planes,

se ocultan del Señor en las profundidades;

cometen sus fechorías en la oscuridad, y piensan:

«¿Quién nos ve? ¿Quién nos conoce?»!

16¡Qué manera de falsear las cosas!

¿Acaso el alfarero es igual al barro?

¿Puede un objeto decir del que lo modeló:

«Él no me hizo»?

¿Puede una vasija decir de su alfarero:

«Él no entiende nada»?

17Muy pronto el Líbano

se convertirá en campo fértil,

y el campo fértil se convertirá en bosque.

18En aquel día podrán los sordos

oír la lectura del rollo,

y los ojos de los ciegos podrán ver

desde la oscuridad y la penumbra.

19Los pobres volverán a alegrarse en el Señor,

los más necesitados se regocijarán en el Santo de Israel.

20Se desvanecerán los despiadados,

desaparecerán los insolentes,

y todos los que no duermen para hacer el mal

serán exterminados;

21los que con una palabra hacen culpable a una persona,

los que en el tribunal ponen trampas al defensor

y con engaños perjudican al indefenso.

22Por eso, el Señor, el redentor de Abraham, dice así a los descendientes de Jacob:

«Jacob ya no será avergonzado,

ni palidecerá su rostro.

23Cuando él vea a sus hijos,

y la obra de mis manos en medio de él,

todos ellos santificarán mi nombre;

santificarán al Santo de Jacob,

y temerán al Dios de Israel.

24Los de espíritu extraviado recibirán entendimiento;

y los murmuradores aceptarán ser instruidos».