Benjaminitternes forbrydelse
1På den tid, da der endnu ingen konge var i Israel, boede der en mand af Levis stamme på et afsides sted i Efraims højland. Han havde hentet sig en medhustru i Betlehem i Juda. 2Men hun blev vred på ham og tog derefter tilbage til sin fars hus i Betlehem. Da der var gået fire måneder, 3opsøgte manden hende for at få hende med tilbage. Han havde taget sin tjener og et ekstra æsel med. Pigen førte ham ind til sin far, og faderen bød ham velkommen 4og bad ham blive nogle dage. Så blev han boende i tre dage. Han både spiste og sov der.
5På den fjerde dag stod levitten og hans tjener tidligt op for at begive sig på hjemturen sammen med konen, men svigerfaderen sagde: „I må da ikke tage af sted, før I har fået et godt måltid.” 6Så satte de sig ned og spiste et større måltid. „Bliv dog en dag mere!” bad svigerfaderen. „Vi har det jo dejligt sammen.” 7Levitten afslog, men hans svigerfar blev ved med at presse ham, indtil han gav efter og blev der natten over. 8Næste morgen stod de igen tidligt op for at komme af sted. „Spis nu først,” insisterede svigerfaderen. „Så kan I tage af sted i eftermiddag.”
9Samme eftermiddag, da levitten og hans medhustru og tjener gjorde klar til afrejsen, sagde svigerfaderen: „Det er ved at blive sent! Hvad med at blive endnu en nat, så vi kan hygge os sammen denne sidste aften? Så kan I tage af sted i morgen tidlig!”
10Men denne gang var levitten fast besluttet på at tage af sted. Så han sadlede sine to æsler og red af sted sammen med sin medhustru i retning af Jebus, som nu hedder Jerusalem.
11Det var sent på dagen, da de nåede til byen. „Vi kan ikke nå længere i dag,” sagde tjeneren. „Lad os overnatte i den her jebusitiske by.”
12-13„Nej,” svarede hans herre, „vi kan ikke tage ind i en fremmed by, hvor der ikke bor nogen israelitter. Lad os fortsætte til Gibea eller helt til Rama.”
14Så fortsatte de, indtil de kort efter solnedgang nåede Gibea, en landsby, som tilhørte Benjamins stamme, 15og de standsede for at overnatte der. De satte sig til at vente på torvet, men ingen tilbød dem husly for natten. 16Så kom en gammel mand forbi, der var på vej hjem fra arbejdet i marken. Han var efraimit, men boede nu i Gibea, skønt byen tilhørte Benjamins stamme. 17Da han fik øje på de fremmede, der sad på torvet, spurgte han dem, hvor de kom fra, og hvor de var på vej hen.
18„Vi er på vej hjem fra Betlehem i Juda,” svarede levitten. „Vi bor på et afsides sted i Efraims højland. Men ingen har tilbudt os husly for natten, 19skønt vi har foder til æslerne og rigeligt med mad og vin til os selv.”
20„Kom dog med mig!” udbrød den gamle mand. „Jeg skal nok sørge godt for jer. I kan da ikke blive siddende her på torvet.”
21Så tog han dem med hjem og fodrede deres æsler, og efter at de havde vasket deres fødder, spiste de til aften sammen. 22Men bedst som de sad og hyggede sig, blev huset omringet af en flok onde mænd fra byen. De hamrede på døren og råbte til den gamle mand: „Bring din gæst herud til os, så vi kan stille vores lyst på ham!” 23Den gamle mand gik ud for at tale dem fra det. „Hør nu her, venner,” sagde han. „I må ikke være så onde ved min gæst. 24I huset her er der både hans medhustru og min datter, der endnu er jomfru. Dem kan vi sende ud til jer, så I kan forlyste jer med dem. Men gør ikke noget så skammeligt mod min gæst.”
25Men de ville ikke tage imod fornuft. Så tog levitten sin medhustru og skubbede hende ud på gaden, hvor mændene på skift voldtog hende natten igennem, indtil det begyndte at blive lyst. 26Da solen stod op, slæbte hun sig hen til den gamle mands hus, hvor hun besvimede på dørtrinet og blev liggende, til det var helt lyst. 27Da levitten senere åbnede døren for at gøre sig klar til at tage af sted, fandt han sin medhustru liggende med hænderne på dørtrinet.
28„Rejs dig, og lad os komme af sted!” sagde han.
Men der kom ikke noget svar, for hun var død. Så lagde han hende op på æslet og bragte hende hjem til sit hus. 29Der tog han en kniv og skar hendes lig i 12 stykker, som han sendte ud til Israels 12 stammer. 30Alle, som hørte om det, sagde: „Så grusom en forbrydelse er ikke blevet begået siden vi forlod Egypten! Vi har aldrig set noget lignende. Der må gøres noget, men hvad?”
Ọmọ Lefi kan àti àlè rẹ̀
1Ní ọjọ́ wọ̀n-ọn-nì Israẹli kò ní ọba.
Ọ̀kan nínú àwọn ọmọ Lefi tí ń gbé ibi tí ó sápamọ́ nínú àwọn agbègbè òkè Efraimu, mú àlè kan láti Bẹtilẹhẹmu ní Juda. 2Ṣùgbọ́n àlè rẹ̀ náà sì ṣe panṣágà sí i, òun fi sílẹ̀, ó sì padà lọ sí ilé baba rẹ̀ ní Bẹtilẹhẹmu ti Juda, ó sì wà ní ibẹ̀ ní ìwọ̀n oṣù mẹ́rin, 3ọkọ rẹ̀ lọ sí ibẹ̀ láti rọ̀ ọ́ pé kí ó padà sí ọ̀dọ̀ òun. Nígbà tí ó ń lọ ó mú ìránṣẹ́ àti kẹ́tẹ́kẹ́tẹ́ méjì lọ́wọ́, obìnrin náà mú un wọ inú ilé baba rẹ̀ lọ, nígbà tí baba obìnrin náà rí i ó fi tayọ̀tayọ̀ gbà á. 4Àna rẹ̀, baba ọmọbìnrin náà rọ̀ ọ́, ó sì borí rẹ̀ láti dá a dúró fún ìgbà díẹ̀, òun sì dúró fún ọjọ́ mẹ́ta, ó ń jẹ, ó ń mu, ó sì ń sùn níbẹ̀.
5Ní ọjọ́ kẹrin, wọ́n dìde ní òwúrọ̀ kùtùkùtù òun sì múra láti padà lọ, ṣùgbọ́n baba ọmọbìnrin náà wí fún àna rẹ̀ pé, “Fi ohun jíjẹ díẹ̀ gbé inú ró nígbà náà kí ìwọ máa lọ.” 6Àwọn méjèèjì sì jùmọ̀ jókòó láti jọ jẹun àti láti jọ mu. Lẹ́yìn èyí ni baba ọmọbìnrin wí pé, “Jọ̀wọ́ dúró ní alẹ́ yìí kí o sì gbádùn ara rẹ.” 7Nígbà tí ọkùnrin náà dìde láti máa lọ, baba ìyàwó rẹ̀ rọ̀ ọ́, torí náà ó sùn níbẹ̀ ní alẹ́ ọjọ́ náà. 8Ní òwúrọ̀ ọjọ́ karùn-ún nígbà tí ó dìde láti lọ, baba ọmọbìnrin wí pé, “Fi oúnjẹ gbé ara ró. Dúró de ọ̀sán!” Àwọn méjèèjì sì jùmọ̀ jọ jẹun.
9Nígbà tí ọkùnrin náà, pẹ̀lú àlè àti ìránṣẹ́ rẹ̀, dìde láti máa lọ, àna rẹ̀, baba ọmọbìnrin náà ní, “Wò ó ilẹ̀ ti ń ṣú lọ, dúró níbí, ọjọ́ ti lọ. Dúró kí o sì gbádùn ara rẹ. Ìwọ lè jí ní àárọ̀ kùtùkùtù ọ̀la kí ìwọ sì máa lọ ilé.” 10Ṣùgbọ́n nítorí pé òun kò fẹ́ dúró mọ́ níbẹ̀ ní òru náà ọkùnrin náà kúrò ó sì gba ọ̀nà Jebusi: ọ̀nà Jerusalẹmu pẹ̀lú àwọn kẹ́tẹ́kẹ́tẹ́ rẹ̀ méjèèjì tí ó fi dì í ní gàárì àti àlè rẹ̀.
11Nígbà tí wọ́n súnmọ́ Jebusi tí ilẹ̀ ti fẹ́ ṣú tan, ìránṣẹ́ náà sọ fún ọ̀gá rẹ̀ pé, “Ẹ wá, ẹ jẹ́ kí a dúró ní ìlú yìí tí í ṣe ti àwọn ará Jebusi kí a sì sùn níbẹ̀.”
12Ọ̀gá rẹ̀ dá a lóhùn pé, “Rárá o, àwa kì yóò wọ ìlú àwọn àjèjì, àwọn tí olùgbé ibẹ̀ kì í ṣe ọmọ Israẹli, a yóò dé Gibeah.” 13Ó fi kún un pé, ẹ wá ẹ jẹ́ kí a gbìyànjú kí a dé Gibeah tàbí Rama kí a sùn ní ọ̀kan nínú wọn. 14Wọ́n sì tẹ̀síwájú nínú ìrìnàjò wọn, oòrùn wọ̀ bí wọ́n ti súnmọ́ Gibeah tí ṣe ti àwọn Benjamini. 15Wọ́n yípadà wọ́n lọ sí inú ìlú Gibeah láti wọ̀ síbẹ̀ ní òru náà, wọ́n lọ wọ́n sì jókòó níbi gbọ̀ngàn ìlú náà, ṣùgbọ́n kò sí ẹni tí ó gbà wọ́n sínú ilé rẹ̀ láti wọ̀ sí.
16Ní alẹ́ ọjọ́ náà ọkùnrin arúgbó kan láti àwọn òkè Efraimu, ṣùgbọ́n tí ń gbé ní Gibeah (ibẹ̀ ni àwọn ẹ̀yà Benjamini ń gbé) ń ti ibi iṣẹ́ rẹ̀ bọ̀ láti inú oko. 17Nígbà tí ó wòkè ó rí arìnrìn-àjò náà ní gbọ̀ngàn ìlú náà, ọkùnrin arúgbó yìí bi í léèrè pé, “Níbo ni ò ń lọ? Níbo ni o ti ń bọ̀?”
18Ọmọ Lefi náà dá a lóhùn pé, “Bẹtilẹhẹmu ti Juda ni àwa ti ń bọ̀, àwa sì ń lọ sí agbègbè tí ó sápamọ́ ní àwọn òkè Efraimu níbi ti mo ń gbé. Mo ti lọ sí Bẹtilẹhẹmu ti Juda, èmi sì ń lọ sí ilé Olúwa nísinsin yìí. Kò sí ẹni tí ó gbà mí sí ilé rẹ̀. 19Àwa ní koríko àti oúnjẹ tó tó fún àwọn kẹ́tẹ́kẹ́tẹ́ wa àti oúnjẹ àti wáìnì fún àwa ìránṣẹ́ rẹ—èmi, ìránṣẹ́bìnrin rẹ àti ọ̀dọ́mọkùnrin tí ó wà pẹ̀lú wa. A ò ṣe aláìní ohun kankan.”
20Ọkùnrin arúgbó náà sì wí pé. “Àlàáfíà fún ọ, bí ó ti wù kí ó rí, èmi yóò pèsè gbogbo ohun tí o nílò, kìkì pé kí ìwọ má ṣe sun ní ìgboro.” 21Òun sì mú wa sí ilé rẹ̀, ó ń bọ́ àwọn kẹ́tẹ́kẹ́tẹ́ rẹ̀. Lẹ́yìn ìgbà tí wọ́n ti wẹ ẹsẹ̀ wọn, àwọn àlejò náà jẹ, wọ́n mu.
22Ǹjẹ́ bí wọ́n ti ń ṣe àríyá, kíyèsi i, àwọn ọkùnrin ìlú náà, àwọn ọmọ Beliali kan, yí ilé náà ká, wọ́n sì ń lu ìlẹ̀kùn; wọ́n sì sọ fún baálé ilé náà ọkùnrin arúgbó náà pé, “Mú ọkùnrin tí ó wọ̀ sínú ilé rẹ wá, kí àwa lè mọ̀ ọ́n.”
23Ọkùnrin, baálé ilé náà sì jáde tọ̀ wọ́n lọ, ó sì wí fún un pé, “Bẹ́ẹ̀ kọ́ ẹ̀yin arákùnrin mi, èmi bẹ̀ yín, ẹ má ṣe hùwà búburú; nítorí tí ọkùnrin yìí ti wọ ilé mi, ẹ má ṣe hùwà òmùgọ̀ yìí. 24Kíyèsi i, ọmọbìnrin mi ni èyí, wúńdíá, àti àlè rẹ̀; àwọn ni èmi ó mú jáde wá nísinsin yìí, kí ẹ̀yin tẹ̀ wọ́n lógo, kí ẹ̀yin ṣe sí wọn bí ó ti tọ́ lójú yín: ṣùgbọ́n ọkùnrin yìí ni kí ẹ̀yin má ṣe hùwà òmùgọ̀ yìí sí.”
25Ṣùgbọ́n àwọn ọkùnrin náà kò fetí sí tirẹ̀. Nítorí náà ọkùnrin náà mú àlè rẹ̀ ó sì tari rẹ̀ jáde sí wọn, wọ́n sì bá a fi ipá lòpọ̀, wọ́n sì fi gbogbo òru náà bá a lòpọ̀, nígbà tí ó di àfẹ̀mọ́júmọ́ wọ́n jọ̀wọ́ rẹ̀ lọ́. 26Nígbà tí ojúmọ́ bẹ̀rẹ̀ sí là obìnrin náà padà lọ sí ilé tí ọ̀gá rẹ̀ wà, ó ṣubú lulẹ̀ lọ́nà, ó sì wà níbẹ̀ títí ó fi di òwúrọ̀.
27Nígbà tí ọ̀gá rẹ̀ jí tí ó sì dìde ní òwúrọ̀ tí ó sì ṣí ìlẹ̀kùn ilé náà, tí ó sì bọ́ sí òde láti tẹ̀síwájú nínú ìrìnàjò rẹ̀, kíyèsi i àlè rẹ̀ wà ní ṣíṣubú ní iwájú ilé, tí ọwọ́ rẹ̀ sì di òpó ẹnu-ọ̀nà ibẹ̀ mú, 28òun sì wí fún obìnrin náà pé, “Dìde jẹ́ kí a máa bá ọ̀nà wa lọ.” Ṣùgbọ́n òun kò dá a lóhùn. Nígbà náà ni ọkùnrin náà gbé e lé orí kẹ́tẹ́kẹ́tẹ́ rẹ̀, ó sì kọjá lọ sí ilé e rẹ̀.
29Nígbà tí ó dé ilé, ó mú ọ̀bẹ ó sì gé àlè rẹ̀ ní oríkeríke sí ọ̀nà méjìlá, ó sì fi wọ́n ránṣẹ́ sí gbogbo agbègbè Israẹli. 30Gbogbo ẹni tí ó rí i sì wí pé, “A kò ti rí i, bẹ́ẹ̀ a kò tí ì ṣe irú nǹkan yìí rí, kì í ṣe láti ọjọ́ tí Israẹli ti jáde tí Ejibiti wá títí di òní olónìí. Ẹ rò ó wò, ẹ gbìmọ̀ràn, kí ẹ sọ fún wa ohun tí a yóò ṣe!”
