1Jefta var en modig kriger fra Gileads land. Han var søn af en mand ved navn Gilead, men hans mor var en prostitueret kvinde. 2Gileads kone fødte ham også en del sønner, og da de blev voksne, jog de deres halvbror Jefta bort. „Du er et uægte barn!” sagde de til ham. „Du skal ikke have del i arven efter vores far!”
3Så flygtede Jefta fra sit hjem og slog sig ned i landet Tob, hvor en flok omstrejfende banditter sluttede sig til ham. 4-5Det var omkring det tidspunkt, at ammonitterne gjorde sig klar til at angribe israelitterne. Da sendte lederne i Gilead bud efter Jefta i Tob. 6„Kom og vær vores anfører i krigen mod ammonitterne,” sagde de. 7Men Jefta svarede: „Var det ikke jer, som hadede mig og jog mig væk fra mit barndomshjem? Hvorfor kommer I så for at få hjælp fra mig nu, hvor I er i vanskeligheder?” 8„Fordi vi har brug for dig,” svarede de. „Hvis du vil være vores hærfører mod ammonitterne, vil vi bagefter gøre dig til overhoved for Gilead!” 9Jefta fortsatte: „Hvis jeg vender tilbage, og hvis Herren giver mig sejr i kampen mod ammonitterne, så vil jeg være jeres leder.” 10„Det sværger vi på for Herrens ansigt!” svarede de.
11Så tog Jefta imod tilbuddet og fulgte med dem. Han blev udnævnt til leder og hærfører for folket, og han blev officielt indsat som leder over dem i Herrens nærvær i Mitzpa. 12Derefter sendte Jefta bud til Ammons konge for at få at vide, hvorfor han angreb Israel. 13Kongen svarede: „Da israelitterne kom fra Egypten stjal de mit land, hele området mellem Arnonfloden, Jabbokfloden og Jordanfloden. Giv os nu frivilligt vores land tilbage.”
14-15Jefta sendte besked tilbage: „Israel har aldrig stjålet land fra ammonitterne eller moabitterne. 16Da Israels folk ankom til Kadesh, efter at de havde forladt Egypten og var gået igennem Det Røde Hav, 17sendte de bud til Edoms konge for at få tilladelse til at gå igennem hans land, men Edoms konge nægtede dem tilladelse. Det samme gjorde Moabs konge, da de henvendte sig til ham. Derfor blev israelitterne i Kadesh.
18Da israelitterne senere brød op, gik de gennem ørkenen i en bue uden om Edom og Moab langs den østlige grænse, indtil de havde passeret Moab, og nåede til Arnonfloden. Men de overskred aldrig grænsen til Moab. 19Derfra sendte de bud til amoritterkongen Sihon i Heshbon for at bede om tilladelse til at rejse gennem hans land og videre til deres bestemmelsessted.
20Men kong Sihon troede ikke på, at israelitterne ville rejse fredeligt igennem hans land. Derfor samlede han sin hær ved Jahatz og rykkede ud imod dem. 21-22Herren, vores Gud, gav imidlertid Israel sejr over kong Sihon og hans hær, så de overtog amoritternes område fra Arnonfloden i syd til Jabbokfloden i nord, og fra ørkenen mod øst til Jordanfloden i vest.
23Du ser altså, at det var Herren, Israels Gud, der tog landet fra amoritterne og gav det til Israels folk. Hvorfor skulle vi så give det tilbage til dig? 24Beholder du ikke, hvad din gud Kemosh har givet dig? Vi gør krav på ethvert område, som Herren, vores Gud, gav os held til at erobre! 25Er du bedre end kong Balak, Moabs konge, der aldrig gjorde krav på landet, efter at israelitterne havde taget det fra ham? 26Nu er der gået 300 år, og så kommer du og vil have området tilbage! I al den tid har det tilhørt israelitterne, der har slået sig ned langs Arnonfloden og i området fra Heshbon i nord til Aroer i syd. Hvorfor har I ikke for længst gjort noget for at få området tilbage? 27Nej, jeg er i min fulde ret til at beholde området, og det er dig, som gør mig uret ved at erklære mig krig. Lad nu Herren være vores dommer og afgøre hvem af os, der har ret, Israel eller Ammon.”
28Den besked gjorde imidlertid ikke indtryk på ammonitterkongen.
29Da kom Herrens Ånd over Jefta, og han drog gennem Gilead og Manasse og tilbage til Mitzpa i Gilead for at samle en hær, hvorefter han gjorde klar til at rykke ud mod ammonitterne. 30-31Jefta gav Herren det løfte, at hvis Herren ville hjælpe ham til at besejre ammonitterne og vende uskadt tilbage, ville han til gengæld bringe det første, han traf på, når han kom hjem, som et brændoffer til Herren.
32Jefta førte nu hæren til angreb på ammonitterne, som han ved Herrens hjælp besejrede. 33Han fældede ammonitterne i en frygtelig massakre lige fra Aroer til Minnit og løb 20 byer over ende, helt til Abel-Keramim. Ammonitterne led således et afgørende nederlag til israelitterne.
34Da Jefta vendte tilbage til sit hus i Mitzpa,11,34 Mitzpa betyder „vagttårn”, og flere byer er kendt under det samme navn. Det er uklart, om det drejer sig om byen Mitzpa syd for Betel eller en by i Gilead. kom hans datter—hans eneste barn—ham dansende i møde, mens hun spillede på tamburin. 35Da han fik øje på hende, flængede han sit tøj i dyb fortvivlelse.
„Åh, min datter!” udbrød han. „Du har knust mit hjerte, for jeg har givet Herren et løfte, som jeg umuligt kan trække tilbage.” 36Da hun fik at vide, hvad det var, svarede hun: „Far, du må holde dit løfte til Herren, for han har givet dig sejr over dine fjender. 37Men giv mig først lov til at gå op i bjergene i to måneder, så jeg sammen med mine veninder kan sørge over, at jeg skal dø så ung og som ugift.”
38Det gav han hende lov til, og hun gik op i bjergene for sammen med sine veninder at sørge over sin skæbne. 39Derefter vendte hun tilbage til sin far, der indfriede sit løfte, og derfor nåede hun ikke at blive gift. Efter den tid blev det skik i Israel, 40at unge piger hvert år tager væk i fire dage for at begræde den skæbne, der ramte Jeftas datter.
士师耶弗他
1基列人耶弗他是个英勇的战士，他父亲名叫基列，母亲是个妓女。 2基列的妻子还生了几个儿子，他们长大后，便把耶弗他赶出家门，说：“你是别的女人生的，你休想继承我们父亲的任何产业。” 3耶弗他只好逃走，住在陀伯地区。有一群匪徒跟随了他。
4后来，亚扪人攻打以色列， 5基列的众长老就去陀伯请耶弗他， 6对他说：“请你回来做统帅带领我们对抗亚扪人。” 7耶弗他说：“从前你们不是厌恶我，把我从父亲家赶走的吗？现在你们遭难，为什么来找我？” 8基列的众长老说：“现在我们是来请你跟我们一起回去抵抗亚扪人，你可以做所有基列人的首领。” 9耶弗他说：“如果我跟你们回去与亚扪人作战，耶和华让我打败他们，我就真的可以做你们的首领吗？” 10基列的首领们说：“我们必听从你的吩咐，有耶和华为我们作证。” 11于是，耶弗他便跟他们一起回去。民众拥立他做他们的首领和元帅。耶弗他在米斯巴将之前所说的话在耶和华面前重申一遍。
12然后，他派遣使者去问亚扪王：“你与我有什么相干？为什么要攻打我的领土？” 13亚扪王对他的使者说：“因为以色列人从埃及出来的时候占据了我们的土地——从亚嫩河到雅博河，一直到约旦河。现在你们要乖乖地把这些土地还给我们。” 14耶弗他再差遣使者去见亚扪王， 15对他说：“以色列人并没有占据摩押和亚扪的土地。 16当年以色列人离开埃及，经旷野渡过红海来到加低斯， 17然后派遣使者去见以东王，说，‘求你让我们经过你的领土。’以东王却不答应。他们又派遣使者去见摩押王，摩押王也不答应。于是，以色列人就住在加低斯。 18后来，他们走过旷野，绕过以东和摩押，到了摩押的东边，在摩押的边界亚嫩河东岸扎营，并没有进入摩押境内。 19以色列人派遣使者去见希实本的亚摩利王西宏，对他说，‘求让我们经过你的领土前往我们自己的土地。’ 20但西宏不信任以色列人，拒绝了他们的请求，并招聚全军驻扎在雅杂，攻打他们。 21但以色列的上帝耶和华帮助以色列人战胜西宏和他的军队，占领了他们所有的土地， 22从亚嫩河直到雅博河，从旷野直到约旦河。 23既然是以色列的上帝耶和华为祂的以色列子民赶走了亚摩利人，你凭什么要夺取这块土地？ 24你拥有你们的神明基抹给你们的土地，我们也要拥有我们的上帝耶和华赐给我们的土地。 25难道你比摩押王西拨的儿子巴勒更强吗？他从未挑战过以色列人，也未和以色列人交过战。 26三百年来，以色列人一直住在希实本及其周围的乡村、亚罗珥及其周围的乡村和亚嫩河沿岸一带的城邑。在这期间，你们为什么不收回这些土地呢？ 27我们没有得罪你们，你们却攻打我们。愿审判者耶和华今天在以色列人和亚扪人之间主持公道。” 28可是，亚扪王不理会耶弗他派使者所传的话。
29那时，耶和华的灵降在耶弗他身上，他便经过基列和玛拿西，来到基列的米斯巴，然后从那里去迎战亚扪人。 30他向耶和华许愿说：“如果你把亚扪人交在我手中， 31让我凯旋而归，第一个从我家门出来迎接我的人必归给你，我必把他献给你作燔祭。” 32于是，耶弗他率军与亚扪人作战，耶和华把敌人交在他手中， 33他大败敌军，摧毁了从亚罗珥到米匿、远至亚备勒·基拉明的二十座城。这样，以色列人征服了亚扪人。
34耶弗他返回自己在米斯巴的家，他的独生女儿敲着鼓、跳着舞出来迎接他。 35他一见自己的女儿，便撕裂衣服，说：“唉，我的女儿啊，你真让我伤心欲绝！我向耶和华许了愿，不能收回了！” 36他女儿说：“父亲啊，你既然向耶和华许了愿，就照你许的愿对待我吧！因为耶和华帮你打败了敌军亚扪人，为你报了仇。 37但求你先给我两个月的时间，让我和同伴到山上去为我终身未嫁哀哭。” 38耶弗他答应了，给了她两个月的时间。于是，她便和同伴到山上为自己终身未嫁哀哭。 39两个月后，她回到父亲那里。她父亲履行了自己所许的愿。她终身未嫁。自此以后，在以色列有个习俗： 40每年以色列的女子都去为基列人耶弗他的女儿哀哭四天。
