Apostlenes Gerninger 26 – BPH & CRO

1Derpå sagde Agrippa til Paulus: „Du har nu mulighed for at tale din sag.” 2Paulus løftede hånden til hilsen og begyndte: „Ærede Kong Agrippa, jeg betragter det som en velsignelse for mig, at det er over for dig, jeg i dag skal forsvare mig med hensyn til alt det, som jøderne anklager mig for, 3for jeg ved, at du har et indgående kendskab til de traditioner og stridigheder, som optager jøderne. Derfor beder jeg dig lytte tålmodigt til mig.

4-5Alle jøderne har kendt mig i lang tid. De har kunnet observere mit liv og min opvækst blandt mit eget folk i Jerusalem. Og hvis de ellers vil indrømme det, kan de bevidne, at jeg har levet som farisæer, altså den strengeste gruppe inden for vores religion. 6-7Herre, konge, grunden til, at jeg i dag står her som anklaget, er, at jeg har sat min lid til det løfte, som Gud gav vores forfædre.26,6-7 Se også ApG. 13,32 og Rom. 15,8. Løftet til forfædrene var, at Gud ville sende Messias som profet, frelser og konge, og han skulle bringe forsoning og nyt liv til alle mennesker, som tager imod budskabet. Jesu genopstandelse er det vigtigste bevis på, at han var den lovede Messias, og det var samtidig en forsmag på den del af løftet, som endnu ikke er opfyldt, nemlig Jesu genkomst og alle menneskers genopstandelse til dom eller til evigt liv. Israels 12 stammer tjener ihærdigt Gud dag og nat for at nå frem til opfyldelsen af det samme løfte. 8Hvorfor har I så svært ved at tro på, at Gud formår at gøre de døde levende?

9Jeg var selv engang overbevist om, at man burde gøre alt for at bekæmpe de mennesker, der troede på nazaræeren Jesus. 10Det gjorde jeg også i Jerusalem. Med fuldmagt fra ypperstepræsterne fik jeg mange af de kristne sat i fængsel, og når der var afstemning i Rådet om, hvorvidt de skulle henrettes, stemte jeg for det. 11Rundt omkring i synagogerne prøvede jeg ved hjælp af tortur at tvinge de kristne til at afsværge deres tro. Ja, jeg var så rasende på dem, at jeg endog forfulgte dem til fjerntliggende byer uden for landets grænser.

12Det var med det i tanke, at jeg en dag var på vej til Damaskus med fuldmagt fra ypperstepræsterne. 13Men så skete der noget, højtærede konge. Det var midt på dagen, og pludselig kom der et blændende lys ovenfra, som var stærkere end solens lys. Det omsluttede både mig og mine ledsagere. 14Vi faldt alle på knæ med ansigtet mod jorden, og jeg hørte en stemme sige til mig på hebraisk: ‚Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver værst for dig selv, hvis du sparker imod brodden!’ 15‚Hvem er du, herre?’ spurgte jeg. Herren svarede: ‚Jeg er Jesus, som du forfølger. 16Men rejs dig nu op og stå på dine ben, for jeg har åbenbaret mig for dig, fordi jeg har udvalgt dig til at være min tjener og mit vidne. Du skal fortælle mennesker om det, du har oplevet i dag, og om det, jeg i fremtiden vil vise dig, 17når jeg redder dig ud af kløerne på dit eget folk og ud af kløerne på de andre folkeslag, som jeg vil sende dig til. 18Jeg sender dig til dem, for at du skal åbne deres øjne, så de kan vende sig fra mørket til lyset, fra Satans magt til Guds magt, og så de kan modtage tilgivelse for deres synd og komme med blandt dem, der er renset ved troen på mig.’

19Fra det tidspunkt, Kong Agrippa, har jeg altid være lydig mod den åbenbaring, jeg modtog fra Gud. 20Først forkyndte jeg for jøderne i Damaskus, så i Jerusalem og i hele det jødiske land og derefter for de ikke-jødiske folkeslag. Budskabet drejer sig om at ændre sind og vende om til Gud og derefter lade det nye liv udmønte sig i handling. 21Det er baggrunden for, at jøderne pågreb mig på tempelpladsen, og at de er ude på at få mig slået ihjel. 22Men Gud har hjulpet mig igen og igen, når jeg har stået frem for både høj og lav for at forkynde budskabet. Og jeg har ikke sagt andet end det, både Moses og profeterne for længst har sagt skulle ske, 23nemlig at Messias skulle lide, at han skulle bringe lys til både jøderne og de andre folkeslag, og at han er den første til at genopstå fra de døde.”

24Da han sagde det, brød Festus ind. „Du er fra forstanden, Paulus!” råbte han. „Den megen lærdom har gjort dig vanvittig!” 25„Jeg er ikke spor vanvittig, højtærede Festus. Jeg taler både sandt og fornuftigt. 26Kongen kender det alt sammen. Derfor taler jeg så frimodigt, for jeg ved, at han er godt inde i den sag. Det er jo ikke noget, der er foregået i en afkrog. 27Kong Agrippa, tror du på profeternes ord? Det ved jeg, du gør.” 28Agrippa svarede: „Du er lige ved at få mig overtalt til at blive en kristen.” 29„Hvad enten det er lige ved eller langt fra,” fortsatte Paulus, „så er min bøn til Gud, at ikke alene du, men også alle, som lytter til mig her i dag, må få det, som jeg har det—bortset fra mine lænker.”

30Så rejste kong Agrippa, Berenike, Festus og de andre prominente gæster sig og forlod salen. 31På vej ud sagde de til hinanden: „Den mand har ikke gjort noget, han kan dømmes til døden eller fængsles for.” 32Agrippa sagde derpå til Festus: „Han kunne være blevet sat på fri fod i dag, hvis han ikke havde appelleret sin sag til kejseren.”