Paulus’ forsvarstale
1„Mine ærede landsmænd, hør, hvad jeg har at sige til mit forsvar!” begyndte Paulus. 2Da de hørte, at han talte hebraisk, blev der stille i den store forsamling. Han fortsatte: 3„Jeg er jøde, født i Tarsos i Kilikien, men jeg er opvokset her i byen og uddannet under Gamaliel. Han har lært mig at følge alle de jødiske love og forfædrenes traditioner til punkt og prikke. Jeg var lige så fanatisk i min gudsdyrkelse, som I er her i dag. 4Jeg forfulgte dem, som kalder sig ‚Vejen’, og ville have dem slået ihjel. Jeg fik dem arresteret og smidt i fængsel, både mænd og kvinder. 5Både ypperstepræsten og alle medlemmerne i Det jødiske Råd kan bevidne, at jeg taler sandt. For det var dem, der skrev de breve, som jeg fik med til de jødiske ledere i Damaskus med tilladelse til at arrestere folk også dér og føre dem til Jerusalem, så de kunne blive straffet.
6Men så skete der noget, bedst som jeg var på vej til Damaskus. Jeg var næsten nået frem til byen. Det var midt på dagen. Pludselig kom der et blændende lys fra himlen, og det omsluttede mig. 7Jeg faldt på knæ med ansigtet mod jorden og hørte en stemme sige: ‚Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?’ 8‚Hvem er du, herre?’ spurgte jeg. Stemmen svarede: ‚Jeg er nazaræeren Jesus, ham du forfølger.’ 9De mænd, der var med mig, så lyset, men hørte ikke, hvad der blev sagt. 10Jeg spurgte: ‚Hvad skal jeg gøre, Herre?’ Og Herren svarede: ‚Rejs dig og gå ind til Damaskus. Der vil du få mere at vide om de planer, jeg har for dig.’ 11Jeg var blevet blind på grund af det skarpe lys, så mine ledsagere måtte tage mig ved hånden og føre mig ind til Damaskus.
12I byen boede der en mand, som hed Ananias. Han var en gudfrygtig mand, der efterlevede vores jødiske lov, og han var meget respekteret af alle byens jøder. 13Han kom hen til mig og sagde: ‚Bror Saul, få synet tilbage!’ I det samme kunne jeg se igen. 14Videre sagde han: ‚Gud, vores forfædres Gud, har udvalgt dig til at kende hans vilje. Du skal få lov at se Den Retfærdige og høre ham tale til dig, 15for du skal fortælle hele verden alt, hvad du har set og hørt. 16Hvad er der nu mere at vente på? Rejs dig op, lad dig døbe og få dine synder renset bort ved at tro på og bede om Herrens tilgivelse.’
17Senere var jeg tilbage i Jerusalem. En dag, mens jeg bad i templet, var jeg pludselig som i en anden verden, 18og i et syn så jeg Herren, som sagde til mig: ‚Skynd dig at forlade Jerusalem, for folk her vil ikke tage imod det, du fortæller om mig.’ 19‚Jamen, Herre,’ svarede jeg, ‚de ved jo alle sammen, at det var mig, som fik arresteret alle dem, der troede på dig, og jeg sørgede for, at de blev pisket i synagogerne. 20Dengang Stefanus blev dræbt, stod jeg lige ved siden af og godkendte, hvad de gjorde, ja, det var mig, der passede på tøjet for dem, der slog ham ihjel.’ 21Men Herren sagde til mig: ‚Tag af sted! For jeg vil sende dig til de folkeslag, der er langt borte.’ ”
22Op til det punkt havde folkemængden lyttet opmærksomt til Paulus, men nu begyndte hylekoret igen. „Han skal dø!” råbte de. „Sådan en skal ikke have lov til at leve!” 23De skreg og krængede deres kapper af og kastede støv op i luften. 24Kommandanten gav derfor ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen, og at han skulle forhøres under piskeslag, for at man kunne finde ud af, hvad han havde gjort, som kunne gøre mængden så rasende. 25Da de var i færd med at spænde ham fast for at piske ham, vendte han sig til den nærmeste officer og spurgte: „Er det tilladt at piske en romersk statsborger, der ikke engang har været for retten?”
26Officeren gik til kommandanten og sagde: „Er du klar over, hvad du er ved at gøre? Manden er romersk statsborger!” 27Kommandanten kom hen til Paulus og spurgte: „Sig mig, er du romersk statsborger?” „Ja, det er jeg,” svarede han. 28„Det er jeg også,” udbrød kommandanten, „men det har kostet mig en formue at blive det.” „Jeg er født romersk statsborger,” sagde Paulus.
29Da de soldater, der stod parate til at piske ham, hørte det, trak de sig hurtigt tilbage. Kommandanten blev også bange, da det gik op for ham, at han havde ladet en romersk statsborger lægge i lænker. 30Men han ville gerne finde ud af, hvad det var, jøderne anklagede Paulus for. Næste dag lod han derfor lænkerne blive taget af Paulus og befalede, at han skulle fremstilles for ypperstepræsterne og Det jødiske Råd. Derpå blev Paulus ført frem for Rådet.
Павлов говор
1„Браћо и оци, послушајте сада речи моје одбране коју упућујем вама.“
2Када су они чули да им се обраћа на јеврејском језику, још пажљивије су га слушали.
3„Ја сам Јеврејин – наставио је Павле. Рођен сам у Тарсу киликијском, али сам одгојен у овом граду, где сам под Гамалиловим надзором био строго подучен Закону наших отаца. Био сам реван за Бога, баш као и ви данас 4До смрти сам прогањао следбенике овог Пута; везивао сам и мушкарце и жене и предавао их у тамницу. 5То може да ми потврди Првосвештеник и цело Веће старешина. Од њих сам, наиме, примио писма за њихову сабраћу у Дамаску, где сам отишао да спроведем у Јерусалим тамошње свезане, да буду кажњени.
6Док сам се путујући приближавао Дамаску, око подне ме је одједном забљеснуло јако светло с неба. 7Пао сам на земљу и чуо глас како ми говори: ’Савле! Савле! Зашто ме прогониш?’
8Упитао сам: ’Ко си ти, Господе?’ Он ми је одговорио: ’Ја сам Исус из Назарета кога ти прогониш.’ 9Моји пратиоци су видели светло, али нису разумели глас онога који ми је говорио. 10’Шта да радим, Господе?’ – упитао сам. Господ ми је одговорио: ’Устани и иди у Дамаск. Тамо ће ти бити речено све што ти је одређено да чиниш.’ 11Пошто сам био обневидео од бљеска оног светла, моји пратиоци су ме повели за руку, па сам тако дошао у Дамаск.
12А извесни Ананија, побожан човек који је живео по Закону, о коме су похвално говорили сви тамошњи Јевреји, 13дође к мени, приђе ми и рече: ’Брате Савле, прогледај!’ Истог часа сам прогледао, те сам га видео. 14Ананија је наставио: ’Бог наших отаца те је изабрао да сазнаш његову вољу, да видиш Праведника и да чујеш глас из његових уста. 15Јер ти ћеш бити његов сведок пред свим људима, па ћеш говорити што си видео и чуо. 16Шта сад још чекаш! Устани, крсти се, те се очисти од својих греха призивајући његово име!’
17Након што сам се вратио у Јерусалим, док сам се једном молио у храму, пао сам у занос 18и видео Господа. Он ми је рекао: ’Пожури и иди брзо из Јерусалима, јер неће прихватити твоје сведочанство о мени!’ 19А ја рекох: ’Господе, знају они да сам бацао у тамницу и тукао по синагогама оне који верују у тебе. 20А када се проливала крв твога сведока Стефана, ја сам стајао тамо, одобравао и чувао одећу оних који су га убијали.’ 21Али он ми је рекао: ’Иди, јер ћу те послати далеко међу незнабошце.’“
Павле у затвору
22Јевреји су га слушали све до ових речи. Међутим, тада су почели да вичу: „Истреби таквог са земље! Тај не заслужује да живи!“ 23Пошто су они викали, витлали огртачима и дизали прашину у ваздух, 24заповедник је наредио да Павла одведу у касарну и бичевањем га испитају како би сазнао због чега то народ диже толику вику против њега.
25Када су га опружили и свезали каишевима, Павле рече капетану који је стајао до њега: „Зар ви смете да бичујете римског грађанина који није осуђен?“ 26Кад је то чуо, капетан је пришао заповеднику и обавестио га о томе. Рекао је: „Шта то хоћеш да учиниш? Па, овај човек је римски грађанин!“
27Заповедник је пришао Павлу и упитао га: „Реци ми, јеси ли ти римски грађанин?“
„Јесам“ – одговори Павле.
28Заповедник рече: „Ја сам великом свотом стекао то грађанство.“
„А ја сам се с њим и родио“ – рече Павле.
29Војници који су приступили да бичевањем испитају Павла истог су тренутка устукнули. И сам заповедник се уплашио кад је сазнао да је он римски грађанин, а он га је свезао. 30Намеравајући да тачно сазна за шта га Јевреји оптужују, заповедник је сутрадан ослободио Павла и наредио да се окупе водећи свештеници и цело Велико веће. Онда је довео Павла и поставио га пред њих.
