Bibelen på hverdagsdansk

Apostelenes gerninger 2

Helligånden kommer pinsedag

1Pinsemorgen[a] var alle disciplene forsamlet på ét sted. Pludselig kom der en susende lyd ned oppefra som et voldsomt åndepust, og lyden fyldte hele huset, hvor de sad. Samtidig dalede der små flammer ned, som landede på hver enkelt af de tilstedeværende. Således blev de alle fyldt med Helligåndens kraft, og de begyndte at tale på fremmede sprog, som de ellers ikke kendte. Det var Ånden, der gav dem ordene.

I Jerusalem boede der religiøse jøder fra alverdens lande. Da den susende lyd kom, strømmede en masse mennesker derhen for at se, hvad der var på færde, og de blev meget forbavsede over at høre disciplene tale alle deres forskellige sprog. „Hvad sker der her?” råbte de undrende. „Alle de mænd er jo fra Galilæa, og nu hører vi dem tale til os på vores eget modersmål! Hvordan går det til, at vi partere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa, Kappadokien, Pontus, provinsen Asien,[b] 10 Frygien, Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi, der kommer fra Rom, både jøder og grækere, der har sluttet sig til jødedommen, 11 vi kretere og arabere—hvordan går det til, at vi kan høre de her mænd fortælle os om de mægtige ting, Gud har gjort, hver på vores eget sprog?” 12 Der var stor forvirring, og folk råbte i munden på hinanden: „Hvad sker der?”

13 Men de, der ikke forstod ordene, gjorde nar af disciplene. „De har bare drukket for meget vin!” råbte de.

Peters pinsetale

14 Da trådte Peter frem, og de andre 11 apostle stillede sig ved siden af ham. Han råbte til folkemængden: „Hør efter, alle I jøder, og I, som bor i Jerusalem. 15 Det er ikke sandt, som nogle af jer siger, at de her mænd har drukket sig fulde. Klokken er jo kun ni om formiddagen. 16-17 Nej, her opfyldes det, som Gud åbenbarede for profeten Joel:

‚Det vil ske i de sidste tider,
    at jeg vil udgyde af min Ånd over hele menneskeheden.
Alle vil komme til at profetere,
    både mænd og kvinder.
De unge vil få åbenbaret min vilje gennem syner,
    de gamle vil få det gennem drømme.
18 Ja, mine tjenere vil blive fyldt med min Ånd,
    og de skal profetere.
19 Jeg vil gøre utrolige ting i himmelrummet
    og store tegn nede på jorden:
Blodsudgydelser,
    ildebrande og røgskyer.
20 Solen skal formørkes,
    og månen skal blive mørkerød som blod,
før Herrens store og frygtindgydende dag kommer.
21     Men enhver, der råber til Herren om hjælp, skal blive frelst.’[c]

22 Lyt til mine ord, venner! I kender nazaræeren Jesus. I ved om de mirakler, tegn og undere, som Gud udførte gennem ham her midt iblandt jer. Dermed viste Gud jer, at det var ham selv, der havde sendt Jesus. 23 Han blev efter Guds forudbestemte plan forrådt, og med de gudløse romeres hjælp fik I ham naglet til korset og dræbt. 24 Gud lod ham imidlertid ikke blive i døden, men genoprejste ham fra de døde, for det var umuligt for døden at fastholde ham. 25 David talte profetisk på hans vegne, da han sagde:

‚Jeg stoler altid på Herren.
    Han står ved min side, så jeg ikke falder.
26 Derfor kan jeg fryde mig og synge glædessange.
    Der er også håb for mit legeme,
27 for du vil ikke efterlade mig blandt de døde.
    Du lader ikke din hengivne tjener gå i forrådnelse.
28 Du har vist mig vejen til livet,
    hos dig fyldes jeg med glæde.’[d]

29 Kære venner! Tillad mig at tale lige ud om vores forfar David. Vi ved alle, at han er både død og begravet, og vi besøger hans grav den dag i dag. 30 Men David vidste jo, at Gud højtideligt havde lovet, at Israels Konge skulle komme fra hans slægt. Derfor talte han profetisk om den nye Konge. 31 Så når han talte om, at Kongen ikke skulle efterlades blandt de døde, og at Guds hengivne tjener ikke skulle gå i forrådnelse, var det en forudsigelse om, at Messias skulle genopstå fra de døde.

32 Den Jesus, jeg taler om, blev af Gud oprejst fra de døde. Det kan alle vi, der står her, bevidne. 33 Efter at han er blevet taget op til Himlen og har indtaget sin plads ved Guds højre side, har han nu sendt os Helligånden, som Faderen havde lovet. Det kan I selv både se og høre.

34 David talte heller ikke om sig selv, da han profeterede om en, der skulle tages op til Himlen. Han siger et andet sted:

‚Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
35 imens jeg overvinder dine fjender.’[e]

36 Derfor erklærer jeg overfor hele Israels folk, at Gud har vist, at Jesus, som I korsfæstede, er både Herre og Messias!”

37 Peters ord ramte tilhørerne lige i hjertet, og de spurgte apostlene: „Hvad skal vi dog gøre?” 38 Peter svarede: „Vend om fra jeres oprør mod Gud og bliv døbt hver især til at tilhøre Jesus Messias, så jeres synder kan blive tilgivet. Så vil I modtage Helligånden som gave, 39 for løftet om Helligånden gælder både jer og jeres efterkommere—ja, alle dem, som Herren, vores Gud, vil kalde på fra både nær og fjern.”

40 Peter talte endnu i nogen tid til dem og opfordrede dem indtrængende til at lade sig redde ud af den vantro og vanartede verden.

De troendes fællesskab

41 Mange blev overbevist af Peters ord, og den dag blev cirka 3000 mennesker døbt og tilsluttet menigheden. 42 De deltog fremover ivrigt i apostlenes undervisning og var aktivt med i fællesskabet. De deltog, når der var fællesskabsmåltider,[f] og de var med, når man samledes til bøn.

43 I den følgende tid udførte Gud mange undere og tegn gennem apostlene, så alle i byen blev grebet af ærefrygt. 44 De, som kom til tro, holdt sammen og havde alle ting fælles. 45 Det skete ofte, at nogen solgte deres huse og ejendele, og pengene blev delt ud til dem i fællesskabet, der havde størst behov. 46 Hver dag samledes de på tempelpladsen i enhed og harmoni, og om aftenen mødtes de rundt om i hjemmene for at spise sammen med stor glæde og oprigtig ydmyghed. 47 De lovpriste Gud og var vellidt af alle mennesker i byen. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.

Notas al pie

  1. 2,1 Den jødiske fest på denne dag kaldes også „Ugefesten” eller „Høstfesten”. Den faldt syv uger efter påskesøndag, altså syv uger efter, at Jesus genopstod fra de døde. Man fejrede, dels at det var begyndelsen til den store hvedehøst, dels at Gud talte til Israels folk på Horebs bjerg (Sinaibjerget) og gav dem de ti bud og de øvrige love og forordninger i Toraen. Nu møder Gud mennesker igen, men giver dem Helligåndens kraft i deres indre i stedet for love skrevet på stentavler.
  2. 2,9 Den romerske provins, som dengang bar navnet Asien, svarer til den vestlige del af det nuværende Tyrkiet med Efesos som provinshovedstad.
  3. 2,21 Joel 3,1-5 LXX.
  4. 2,28 Sl. 16,8-11 LXX.
  5. 2,35 Sl. 110,1.
  6. 2,42 Teksten her taler om „brødsbrydelsen”. Sandsynligvis er der tale dels om et fællesmåltid blandt de kristne i hjemmene, dels en fejring af nadveren.

The Message

Acts 2

A Sound Like a Strong Wind

11-4 When the Feast of Pentecost came, they were all together in one place. Without warning there was a sound like a strong wind, gale force—no one could tell where it came from. It filled the whole building. Then, like a wildfire, the Holy Spirit spread through their ranks, and they started speaking in a number of different languages as the Spirit prompted them.

5-11 There were many Jews staying in Jerusalem just then, devout pilgrims from all over the world. When they heard the sound, they came on the run. Then when they heard, one after another, their own mother tongues being spoken, they were thunderstruck. They couldn’t for the life of them figure out what was going on, and kept saying, “Aren’t these all Galileans? How come we’re hearing them talk in our various mother tongues?

Parthians, Medes, and Elamites;
Visitors from Mesopotamia, Judea, and Cappadocia,
    Pontus and Asia, Phrygia and Pamphylia,
    Egypt and the parts of Libya belonging to Cyrene;
Immigrants from Rome, both Jews and proselytes;
Even Cretans and Arabs!

“They’re speaking our languages, describing God’s mighty works!”

12 Their heads were spinning; they couldn’t make head or tail of any of it. They talked back and forth, confused: “What’s going on here?”

13 Others joked, “They’re drunk on cheap wine.”

Peter Speaks Up

14-21 That’s when Peter stood up and, backed by the other eleven, spoke out with bold urgency: “Fellow Jews, all of you who are visiting Jerusalem, listen carefully and get this story straight. These people aren’t drunk as some of you suspect. They haven’t had time to get drunk—it’s only nine o’clock in the morning. This is what the prophet Joel announced would happen:

“In the Last Days,” God says,
“I will pour out my Spirit
    on every kind of people:
Your sons will prophesy,
    also your daughters;
Your young men will see visions,
    your old men dream dreams.
When the time comes,
    I’ll pour out my Spirit
On those who serve me, men and women both,
    and they’ll prophesy.
I’ll set wonders in the sky above
    and signs on the earth below,
Blood and fire and billowing smoke,
    the sun turning black and the moon blood-red,
Before the Day of the Lord arrives,
    the Day tremendous and marvelous;
And whoever calls out for help
    to me, God, will be saved.”

22-28 “Fellow Israelites, listen carefully to these words: Jesus the Nazarene, a man thoroughly accredited by God to you—the miracles and wonders and signs that God did through him are common knowledge—this Jesus, following the deliberate and well-thought-out plan of God, was betrayed by men who took the law into their own hands, and was handed over to you. And you pinned him to a cross and killed him. But God untied the death ropes and raised him up. Death was no match for him. David said it all:

I saw God before me for all time.
    Nothing can shake me; he’s right by my side.
I’m glad from the inside out, ecstatic;
    I’ve pitched my tent in the land of hope.
I know you’ll never dump me in Hades;
    I’ll never even smell the stench of death.
You’ve got my feet on the life-path,
    with your face shining sun-joy all around.

29-36 “Dear friends, let me be completely frank with you. Our ancestor David is dead and buried—his tomb is in plain sight today. But being also a prophet and knowing that God had solemnly sworn that a descendant of his would rule his kingdom, seeing far ahead, he talked of the resurrection of the Messiah—‘no trip to Hades, no stench of death.’ This Jesus, God raised up. And every one of us here is a witness to it. Then, raised to the heights at the right hand of God and receiving the promise of the Holy Spirit from the Father, he poured out the Spirit he had just received. That is what you see and hear. For David himself did not ascend to heaven, but he did say,

God said to my Master, “Sit at my right hand
Until I make your enemies a stool for resting your feet.”

“All Israel, then, know this: There’s no longer room for doubt—God made him Master and Messiah, this Jesus whom you killed on a cross.”

37 Cut to the quick, those who were there listening asked Peter and the other apostles, “Brothers! Brothers! So now what do we do?”

38-39 Peter said, “Change your life. Turn to God and be baptized, each of you, in the name of Jesus Christ, so your sins are forgiven. Receive the gift of the Holy Spirit. The promise is targeted to you and your children, but also to all who are far away—whomever, in fact, our Master God invites.”

40 He went on in this vein for a long time, urging them over and over, “Get out while you can; get out of this sick and stupid culture!”

41-42 That day about three thousand took him at his word, were baptized and were signed up. They committed themselves to the teaching of the apostles, the life together, the common meal, and the prayers.

43-45 Everyone around was in awe—all those wonders and signs done through the apostles! And all the believers lived in a wonderful harmony, holding everything in common. They sold whatever they owned and pooled their resources so that each person’s need was met.

46-47 They followed a daily discipline of worship in the Temple followed by meals at home, every meal a celebration, exuberant and joyful, as they praised God. People in general liked what they saw. Every day their number grew as God added those who were saved.