Bibelen på hverdagsdansk

Apostelenes gerninger 16

Paulus udvælger Timoteus som sin discipel

1Paulus og Silas fortsatte rejsen, og efter et kort ophold i Derbe ankom de til Lystra. Her traf de en discipel, der hed Timoteus. Selv om hans far var græker, blev han regnet for at være jøde, fordi hans mor var jøde. Timoteus havde et godt omdømme blandt lederne af menighederne både i Lystra og Ikonion, så Paulus ville gerne have ham med på den videre rejse. Han fik Timoteus omskåret, inden de tog af sted, af hensyn til de mange jøder, de kom i kontakt med. De vidste nemlig alle, at han ikke var blevet omskåret på grund af sin græske far.

De rejste nu fra by til by, og de brugte anledningen til at forklare de lokale menigheder de regler, som apostlene og menighedens ledere i Jerusalem havde besluttet, at de burde overholde. Ved den undervisning og opmuntring, menighederne modtog fra Paulus og Silas, blev de styrket i troen og voksede dagligt i antal.

Derefter rejste Paulus og hans ledsagere gennem distriktet Frygien i den provins, der hed Galatien, efter at Helligånden havde afskåret dem fra at forkynde ordet i provinsen Asien. Da de nærmede sig grænsen til det område, der hed Mysien,[a] overvejede de at fortsætte mod nord ind i provinsen Bitynien, men Jesu Ånd tillod dem det ikke. I stedet rejste de mod vest tværs gennem Mysien og nåede til havnebyen Troas.

Paulusʼ syn og kaldet til Makedonien

En nat havde Paulus et syn. Han så en mand fra Makedonien,[b] som stod og kaldte indtrængende på ham: „Kom herover til Makedonien og hjælp os!” råbte han. 10 Efter det syn forsøgte vi[c] med det samme at komme over til Makedonien, for vi forstod, at det var Gud, der ville sende os derover for at forkynde budskabet om Jesus. 11 Vi gik om bord i et skib i Troas og nåede den første dag frem til øen Samotrake. Den næste dag ankom vi til havnebyen Neapolis i Makedonien. 12 Derfra fortsatte vi til fods til Filippi, der er en romersk koloni og den vigtigste by i den del af Makedonien. Der blev vi nogle dage.

En menighed grundlægges i Filippi

13 På sabbatten gik vi et lille stykke uden for byen langs med en flod, hvor vi mente, jøderne plejede at mødes til bøn. Vi satte os ned og begyndte at tale til de kvinder, der var kommet. 14 En af dem hed Lydia. Hun var fra Tyatira og handlede med kostbare purpurklæder. Hun havde antaget den jødiske tro, og mens hun lyttede til Paulus, åbnede Herren hendes hjerte, så hun tog ordene til sig. 15 Sammen med hele sin husstand blev hun døbt, hvorefter hun indbød os som sine gæster. „Hvis I virkelig tror på, at jeg nu hører Herren til,” sagde hun, „så må I også komme og bo i mit hus i nogle dage.” På den måde overtalte hun os.

Paulus uddriver en spådomsånd

16 Da vi en dag var på vej ned til det sted ved floden, hvor de samledes til bøn, mødte vi en slavinde, der havde en spådomsånd i sig. Hendes herrer tjente mange penge på grund af hendes evne til at spå. 17 Hun fulgte i hælene på os og råbte: „Disse mænd er den højeste Guds tjenere, og de er kommet for at forkynde jer vejen til frelse!” 18 Det gentog sig i mange dage, og til sidst blev det Paulus for meget. Han vendte sig om og talte direkte til dæmonen i hende: „Jeg befaler dig i Jesu Kristi navn at forsvinde ud af hende!” I samme øjeblik forlod den hende.

19 Hendes herrer blev vrede over, at de nu havde mistet deres indtægtskilde, så de greb fat i Paulus og Silas og slæbte dem for dommerne på byens torv. 20 „De her mennesker skaber oprør i vores by,” sagde de. 21 „De er jøder, og de lærer folk skikke, som vi romere ikke kan godtage og bestemt ikke kan rette os efter.”

En fangevogter og hans husstand bliver frelst

22 Mængden tilsluttede sig anklagen mod Paulus og Silas. Dommerne gav ordre til, at tøjet skulle rives af dem, og at de skulle prygles med knipler. 23 Efter at de var gennembanket, blev de kastet i fængsel, og fangevogteren fik strenge ordrer til at sørge for, at de ikke undslap. 24 Han tog ingen chancer, men kastede dem i den inderste celle og spændte deres fødder fast i nogle tunge træblokke.

25 Ved midnatstid var Paulus og Silas i færd med at synge lovsange til Gud, mens alle de andre fanger lyttede. 26 Pludselig blev fængslet gennemrystet af et kraftigt jordskælv, så det rystede i sin grundvold. I samme øjeblik sprang fængselsdørene op, og alle lænkerne faldt af fangerne. 27 Fangevogteren vågnede med et sæt, og da han så fængslets døre stå på vid gab, troede han, at fangerne var stukket af, og han greb sit sværd for at begå selvmord.[d] 28 Men Paulus råbte til ham: „Stands! Gør ikke dig selv fortræd! Vi er her jo alle sammen!” 29 Rystende af angst råbte fangevogteren: „En fakkel! Kom med en fakkel!” hvorpå han styrtede ind i fængslet og kastede sig ned foran Paulus og Silas. 30 Så førte han dem udenfor og spurgte: „Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” 31 „Hvis du tager imod Jesus som din Herre, bliver du frelst,” svarede de. „Det gælder både dig og din husstand.”

32 Så forkyndte Paulus og Silas om Jesus både til ham og til de andre, der hørte til husstanden. 33 Selv om det var midt om natten, gik fangevogteren i gang med at rense deres sår, og straks efter blev han og hele hans husstand døbt. 34 Da det var sket, tog han Paulus og Silas med ind i sit hus og serverede mad for dem, og alle i huset var jublende glade, fordi de var kommet til tro på Gud.

35 Næste morgen sendte dommerne nogle betjente til fangevogteren med besked om, at han nu kunne løslade de to mænd. 36 Fangevogteren førte dem hen til Paulus i hans celle og sagde: „Dommerne har sendt besked om, at I skal løslades. Derfor er I fri til at rejse videre i fred.” 37 Men Paulus svarede: „Til trods for at vi er romerske statsborgere, er vi offentligt og uden dom blevet gennembanket og kastet i fængsel. Og nu vil man så hemmeligt sende os bort. Nej, lad dommerne selv komme herhen og føre os ud af fængslet.” 38 Betjentene gik tilbage med den besked. Da dommerne hørte, at de var romerske statsborgere, blev de bange. 39 De kom derfor hen til fængslet og gav dem en undskyldning, hvorefter de førte dem ud af fængslet med en opfordring til at forlade byen. 40 Men Paulus og Silas gik først tilbage til Lydias hus, hvor de samledes med de troende og opmuntrede dem til at holde fast ved troen. Derpå fortsatte de deres rejse.

Notas al pie

  1. 16,7 Et område i den nordlige del af provinsen Asien, som de havde fået besked på ikke at forkynde deres budskab i.
  2. 16,9 Makedonien er den nordligste provins i det nuværende Grækenland, syd for det land, der i dag hedder Makedonien.
  3. 16,10 Her skifter Lukas til „vi” i sin beretning, så han må have sluttet sig til Paulus og de andre her i Troas.
  4. 16,27 Hvis en fange undslap, blev fangevogteren som regel henrettet.

The Message

Acts 16

A Dream Gave Paul His Map

11-3 Paul came first to Derbe, then Lystra. He found a disciple there by the name of Timothy, son of a devout Jewish mother and Greek father. Friends in Lystra and Iconium all said what a fine young man he was. Paul wanted to recruit him for their mission, but first took him aside and circumcised him so he wouldn’t offend the Jews who lived in those parts. They all knew that his father was Greek.

4-5 As they traveled from town to town, they presented the simple guidelines the Jerusalem apostles and leaders had come up with. That turned out to be most helpful. Day after day the congregations became stronger in faith and larger in size.

6-8 They went to Phrygia, and then on through the region of Galatia. Their plan was to turn west into Asia province, but the Holy Spirit blocked that route. So they went to Mysia and tried to go north to Bithynia, but the Spirit of Jesus wouldn’t let them go there either. Proceeding on through Mysia, they went down to the seaport Troas.

9-10 That night Paul had a dream: A Macedonian stood on the far shore and called across the sea, “Come over to Macedonia and help us!” The dream gave Paul his map. We went to work at once getting things ready to cross over to Macedonia. All the pieces had come together. We knew now for sure that God had called us to preach the good news to the Europeans.

11-12 Putting out from the harbor at Troas, we made a straight run for Samothrace. The next day we tied up at New City and walked from there to Philippi, the main city in that part of Macedonia and, even more importantly, a Roman colony. We lingered there several days.

13-14 On the Sabbath, we left the city and went down along the river where we had heard there was to be a prayer meeting. We took our place with the women who had gathered there and talked with them. One woman, Lydia, was from Thyatira and a dealer in expensive textiles, known to be a God-fearing woman. As she listened with intensity to what was being said, the Master gave her a trusting heart—and she believed!

15 After she was baptized, along with everyone in her household, she said in a surge of hospitality, “If you’re confident that I’m in this with you and believe in the Master truly, come home with me and be my guests.” We hesitated, but she wouldn’t take no for an answer.

Beat Up and Thrown in Jail

16-18 One day, on our way to the place of prayer, a slave girl ran into us. She was a psychic and, with her fortunetelling, made a lot of money for the people who owned her. She started following Paul around, calling everyone’s attention to us by yelling out, “These men are working for the Most High God. They’re laying out the road of salvation for you!” She did this for a number of days until Paul, finally fed up with her, turned and commanded the spirit that possessed her, “Out! In the name of Jesus Christ, get out of her!” And it was gone, just like that.

19-22 When her owners saw that their lucrative little business was suddenly bankrupt, they went after Paul and Silas, roughed them up and dragged them into the market square. Then the police arrested them and pulled them into a court with the accusation, “These men are disturbing the peace—dangerous Jewish agitators subverting our Roman law and order.” By this time the crowd had turned into a restless mob out for blood.

22-24 The judges went along with the mob, had Paul and Silas’s clothes ripped off and ordered a public beating. After beating them black-and-blue, they threw them into jail, telling the jailkeeper to put them under heavy guard so there would be no chance of escape. He did just that—threw them into the maximum security cell in the jail and clamped leg irons on them.

25-26 Along about midnight, Paul and Silas were at prayer and singing a robust hymn to God. The other prisoners couldn’t believe their ears. Then, without warning, a huge earthquake! The jailhouse tottered, every door flew open, all the prisoners were loose.

27-28 Startled from sleep, the jailer saw all the doors swinging loose on their hinges. Assuming that all the prisoners had escaped, he pulled out his sword and was about to do himself in, figuring he was as good as dead anyway, when Paul stopped him: “Don’t do that! We’re all still here! Nobody’s run away!”

29-31 The jailer got a torch and ran inside. Badly shaken, he collapsed in front of Paul and Silas. He led them out of the jail and asked, “Sirs, what do I have to do to be saved, to really live?” They said, “Put your entire trust in the Master Jesus. Then you’ll live as you were meant to live—and everyone in your house included!”

32-34 They went on to spell out in detail the story of the Master—the entire family got in on this part. They never did get to bed that night. The jailer made them feel at home, dressed their wounds, and then—he couldn’t wait till morning!—was baptized, he and everyone in his family. There in his home, he had food set out for a festive meal. It was a night to remember: He and his entire family had put their trust in God; everyone in the house was in on the celebration.

35-36 At daybreak, the court judges sent officers with the instructions, “Release these men.” The jailer gave Paul the message, “The judges sent word that you’re free to go on your way. Congratulations! Go in peace!”

37 But Paul wouldn’t budge. He told the officers, “They beat us up in public and threw us in jail, Roman citizens in good standing! And now they want to get us out of the way on the sly without anyone knowing? Nothing doing! If they want us out of here, let them come themselves and lead us out in broad daylight.”

38-40 When the officers reported this, the judges panicked. They had no idea that Paul and Silas were Roman citizens. They hurried over and apologized, personally escorted them from the jail, and then asked them if they wouldn’t please leave the city. Walking out of the jail, Paul and Silas went straight to Lydia’s house, saw their friends again, encouraged them in the faith, and only then went on their way.