Bibelen på hverdagsdansk

Anden Kongebog 19

Hizkija søger hjælp hos Esajas

1Da kong Hizkija fik assyrerkongens budskab, blev han så fortvivlet, at han rev flænger i sit tøj, klædte sig i sæk og aske og gik ind i Herrens hus for at bede. Samtidig sendte han Eljakim, Shebna og de ledende præster til profeten Esajas,[a] Amotzʼ søn. De havde også klædt sig i sæk og aske og skulle overbringe følgende besked fra kongen: „Vi er blevet ydmyget og skældt ud og er i stor nød. Vi føler os som en kvinde, der er i gang med at føde, men ikke kan føde barnet alligevel. Måske har Herren, din Gud, hørt, hvordan den assyriske næstkommanderende har hånet den levende Gud, og måske vil Herren selv straffe ham. Gå derfor i forbøn for den rest af folket, som endnu er i live.”

5-6 Esajas svarede: „Herren har følgende besked til kongen: Du skal ikke tage dig af assyrernes store ord, som de har hånet mig med. Jeg vil sørge for, at assyrerkongen snart hører dårligt nyt hjemmefra, så han rejser tilbage til sit land. Der vil han senere blive dræbt.”

Fornyede trusler

Den assyriske næstkommanderende var i mellemtiden vendt tilbage til Lakish, hvor han fik at vide, at kong Sankerib havde forladt byen og var i færd med at belejre en anden by, Libna. Midt i det hele fik Sankerib efterretning om, at kong Tirhaka fra Kush havde sendt sin hær for at angribe ham. Så sendte han et skriftligt budskab til kong Hizkija:

10 „Lad ikke din gud give dig falske forhåbninger. Tro ikke på ham, når han påstår, jeg ikke kan indtage Jerusalem. 11 Du har jo hørt, hvordan assyrerkongen har lagt utallige lande under sig. Hvordan kan du tro, at du kan undslippe? 12 Har de andre guder kunnet redde deres tilhængere? Tænk på nationer som Gozan, Karan, Retzef og Eden i landet Telassar—de er alle blevet knust af assyriske konger. 13 Glem ikke, hvad der skete med kongerne af Hamat, Arpad, Lair, Sefarvajim, Hena og Ivva.”

Hizkija beder Herren om hjælp

14 Da Hizkija havde læst assyrerkongens brev, gik han ind i helligdommen og lagde det frem for Herren. 15 „Herre, Israels Gud!” bad han. „Du sidder på din trone højt over de mægtigste engle. Du alene er Herre over alle jordens riger. Du skabte himlen og jorden. 16 Bøj dig ned, Herre, og lyt til min bøn! Se det brev her fra kong Sankerib, hvor han håner den levende Gud! 17 Herre, det er sandt, at assyrerkongerne har knust alle de nævnte folkeslag, lagt deres lande øde 18 og brændt deres guder. Men de var jo ikke virkelige guder, kun menneskeværk lavet af træ og sten. Derfor kunne de blive ødelagt. 19 Herre, du er vores Gud, frels os fra assyrerkongens magt. Så vil alle jordens folk kunne se, at du er den eneste sande Gud!”

Herrens dom over assyrerkongen

20 Derefter sendte Esajas følgende besked til kong Hizkija: „Herren, Israels Gud, siger, at han har hørt din bøn angående assyrerkongen. 21 Nu skal du høre, hvad han siger om kong Sankerib:

Jerusalems indbyggere ryster på hovedet.
    Ja, Zions datter ler dig op i ansigtet.
22 Hvem var det, du hånede og spottede?
    Hvem brugte du så store ord imod?
I hovmod trodsede du Himlens Gud,
    vendte dig imod Israels Hellige.
23 Ved sendebud hånede du Herren og sagde:
‚Mine hære krydsede de højeste bjerge,
    jeg erobrede Libanons højdedrag.
Jeg fældede skovens stolte cedre,
    nedlagde de statelige cypresser.
Jeg nåede bjergenes tinder,
    Libanons prægtige frugtplantager.
24 Jeg lod brønde grave i fjendeland
    og brugte løs af deres drikkevand.
Ved mine hæres støvletramp
    blev Egyptens floder tømt for vand.’

25 Forstår du ikke, at det var min idé?

    Jeg planlagde det for længst og lod det ske.
Du skulle angribe fæstningsbyer
    og forvandle dem til bunker af sten,
26 mens indbyggerne måtte se til,
    skuffede, udmattede og skamfulde,
som planter, der rykkes op med rode,
    som græs på taget, der visner i solen.

27 Jeg ser, når du rejser dig og sætter dig,

    jeg ved, hvornår du går og kommer tilbage.

28 Men fordi du hidser dig op imod mig,

    og dine stolte ord har nået mit øre,
sætter jeg kroge i din næse
    og lægger bidsel i din mund.
Jeg trækker dig bort,
    tilbage ad den vej, du kom.

Om Jerusalem og folkets fremtid

29 Herren giver dig nu et tegn, kong Hizkija: Første år skal man spise af det korn, som har sået sig selv. Næste år skal folk spise af de frugter, der er.[b] Men tredje år skal de så og høste deres korn og nyde frugterne af de vinstokke, de har plantet. 30 For den rest, som er tilbage af Judas folk, skal fæste rod forneden og sætte frugt foroven. 31 En rest vil slippe levende væk fra Jerusalem, nogle af dens indbyggere vil overleve. Det gør Herren, den Almægtige, for sin egen skyld.

32 Hør hvad Herren siger om Assyriens konge: Han kommer ikke ind i Jerusalem. Han får end ikke lov at skyde en pil herind, eller nærme sig byen med løftede skjolde for at bygge angrebsramper rundt omkring den. 33 Han skal vende tilbage ad den vej, han kom. Han kommer ikke herind, siger Herren. 34 For jeg vil forsvare og frelse Jerusalem for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld!”

Herren ødelægger den assyriske hær

35 Samme nat gik Herrens engel gennem assyrernes lejr og slog 185.000 krigere ihjel. Næste morgen lå der døde kroppe overalt. 36 Da brød kong Sankerib op og vendte hjem til Nineve. 37 Engang, da han bad i sin gud Nisroks tempel, trængte hans sønner Adrammelek og Sarezer derind og myrdede ham, hvorefter de flygtede til Ararats land. Sankeribs søn Asarhaddon blev konge i hans sted.

Notas al pie

  1. 19,2 På hebraisk: Jeshajahu, hvilket betyder „Jahves frelse”. Det har stort set samme betydning som Jehoshua (Jahve frelser), der på dansk er blevet til Josva og via græsk og latin blev til navnet Jesus.
  2. 19,29 Den hebraiske tekst er uklar. Oversættelsen her bygger dels på LXX, dels på Vulgata.

The Message

2 Kings 19

11-3 When Hezekiah heard it all, he too ripped his robes apart and dressed himself in rough burlap. Then he went into The Temple of God. He sent Eliakim, who was in charge of the palace, Shebna the secretary, and the senior priests, all of them dressed in rough burlap, to the prophet Isaiah son of Amoz. They said to him, “A message from Hezekiah: ‘This is a black day, a terrible day—doomsday!

Babies poised to be born,
No strength to birth them.

“‘Maybe God, your God, has been listening to the blasphemous speech of the Rabshakeh who was sent by the king of Assyria, his master, to humiliate the living God; maybe God, your God, won’t let him get by with such talk; and you, maybe you will lift up prayers for what’s left of these people.’”

That’s the message King Hezekiah’s servants delivered to Isaiah.

6-7 Isaiah answered them, “Tell your master, ‘God’s word: Don’t be at all concerned about what you’ve heard from the king of Assyria’s bootlicking errand boys—these outrageous blasphemies. Here’s what I’m going to do: Afflict him with self-doubt. He’s going to hear a rumor and, frightened for his life, retreat to his own country. Once there, I’ll see to it that he gets killed.’”

8-13 The Rabshakeh left and found that the king of Assyria had pulled up stakes from Lachish and was now fighting against Libnah. Then Sennacherib heard that Tirhakah king of Cush was on his way to fight against him. So he sent another envoy with orders to deliver this message to Hezekiah king of Judah: “Don’t let that god that you think so much of keep stringing you along with the line, ‘Jerusalem will never fall to the king of Assyria.’ That’s a barefaced lie. You know the track record of the kings of Assyria—country after country laid waste, devastated. And what makes you think you’ll be an exception? Take a good look at these wasted nations, destroyed by my ancestors; did their gods do them any good? Look at Gozan, Haran, Rezeph, the people of Eden at Tel Assar. Ruins. And what’s left of the king of Hamath, the king of Arpad, the king of Sepharvaim, of Hena, of Ivvah? Bones.”

14-15 Hezekiah took the letter from the envoy and read it. He went to The Temple of God and spread it out before God. And Hezekiah prayed—oh, how he prayed!

God, God of Israel, seated
    in majesty on the cherubim-throne.
You are the one and only God,
    sovereign over all kingdoms on earth,
Maker of heaven,
    maker of earth.

16 Open your ears, God, and listen,
        open your eyes and look.
    Look at this letter Sennacherib has sent,
        a brazen insult to the living God!

17 The facts are true, O God: The kings of Assyria
    have laid waste countries and kingdoms.

18 Huge bonfires they made of their gods, their
    no-gods hand-made from wood and stone.

19 But now O God, our God,
        save us from raw Assyrian power;
    Make all the kingdoms on earth know
        that you are God, the one and only God.

20-21 It wasn’t long before Isaiah son of Amoz sent word to Hezekiah:

God’s word: You’ve prayed to me regarding Sennacherib king of Assyria; I’ve heard your prayer. This is my response to him:

The Virgin Daughter of Zion
    holds you in utter contempt;
Daughter Jerusalem
    thinks you’re nothing but scum.

22 Who do you think it is you’ve insulted?
        Who do you think you’ve been bad-mouthing?
    Before whom do you suppose you’ve been strutting?
        The Holy One of Israel, that’s who!

23 You dispatched your errand boys
        to humiliate the Master.
    You bragged, “With my army of chariots
        I’ve climbed the highest mountains,
        snow-peaked alpine Lebanon mountains!
    I’ve cut down its giant cedars,
        chopped down its prize pine trees.
    I’ve traveled the world,
        visited the finest forest retreats.

24 I’ve dug wells in faraway places
        and drunk their exotic waters;
    I’ve waded and splashed barefoot
        in the rivers of Egypt.”

25 Did it never occur to you
    that I’m behind all this?
Long, long ago I drew up the plans,
    and now I’ve gone into action,
Using you as a doomsday weapon,
    reducing proud cities to piles of rubble,

26 Leaving their people dispirited,
        slumped shoulders, limp souls.
    Useless as weeds, fragile as grass,
        insubstantial as wind-blown chaff.

27 I know when you sit down, when you come
        and when you go;
    And, yes, I’ve marked every one
        of your temper tantrums against me.

28 It’s because of your temper,
        your blasphemous foul temper,
    That I’m putting my hook in your nose
        and my bit in your mouth
    And turning you back
        to where you came from.

29 And this, Hezekiah, will be for you the confirming sign:

This year you’ll eat the gleanings, next year
    whatever you can beg, borrow, or steal;
But the third year you’ll sow and harvest,
    plant vineyards and eat grapes.

30 A remnant of the family of Judah yet again
    will sink down roots and raise up fruit.

31 The remnant will come from Jerusalem,
        the survivors from Mount Zion.
    The Zeal of God
        will make it happen.

32 To sum up, this is what God says regarding the king of Assyria:

He won’t enter this city,
    nor shoot so much as a single arrow there;
Won’t brandish a shield,
    won’t even begin to set siege;

33 He’ll go home by the same road he came;
    he won’t enter this city. God’s word!

34 I’ll shield this city, I’ll save this city,
    for my sake and for David’s sake.

35 And it so happened that that very night an angel of God came and massacred 185,000 Assyrians. When the people of Jerusalem got up next morning, there it was—a whole camp of corpses!

36-37 Sennacherib king of Assyria got out of there fast, headed straight home for Nineveh, and stayed put. One day when he was worshiping in the temple of his god Nisroch, his sons Adrammelech and Sharezer murdered him and then escaped to the land of Ararat. His son Esarhaddon became the next king.