5. Mosebog 32 – BPH & NAV

Bibelen på hverdagsdansk

5. Mosebog 32:1-52

1-3Lyt efter, himmel og jord,

livgivende er mine ord,

forfriskende er min tale

som dug i grønne dale.

Om Herren jeg vil jer lære,

så I lever ham til ære!

4Som en klippe er Herren urokkelig,

en trofast Gud, helt uden svig.

5Men hans eget folk, åh, hvilken skam,

vendte ryggen til og svigtede ham.

6Hvilken tåbelighed at begå,

hvilken måde at lønne hans trofasthed på.

Er han ikke jeres skaber og far,

som har givet jer alt, hvad I har?

7Lad nu tankerne gå tilbage

og husk på fortidens dage.

Lad de, som er grånet af ælde,

om tegn og undere fortælle.

8Da Herren fordelte jorden

mellem folk fra syden til norden,

satte han landenes skel

med tanke på menneskers32,8 Mens den masoretiske tekst siger „Israel”, siger Dødehavsrullerne „Guds sønner” og LXX „Guds engle”. I betydningen „skabt af Gud” er alle mennesker Adams børn og Guds børn. Det er også muligt, at hvert land får tildelt en skytsengel. vel.

9Men Israel beholdt han selv.

Det folk blev hans ejendom.

10Han fandt dem i ødemarken tom

under ørkenhimlens brændende hvælv.

Han vogted’ dem fra det høje,

som man værner sit sårbare øje.32,10 Den hebraiske tekst taler om at beskytte pupillen, den mest sårbare del af øjet. Oversættelsen „øjesten” er sprogligt set ikke korrekt.

11Som en ørn, der skubber ungen ud af reden32,11 For at lære ungen at flyve og tvinge den til at bruge sine vinger. Hvis ungen har problemer med at flyve og falder til jorden, vil moderen hurtigt dykke ned og sprede sine vinger ud nedenunder den faldende unge for på den måde at opsamle den på sit vingefang.

og spreder vingerne ud forneden,

han løfted’ sit folk på sit vingefang

og bar dem fremad dagen lang.

12Herren ville selv dem føre,

ingen fremmed gud fik lov dem at røre.

13De bosatte sig i landet med bakker og slugter

og blev næret af markens og træernes frugter.

Fra klippens spalter fik de honning på bord,

de fik olivenolie trods den stenede jord.

14Mælk fra geder og køer kunne tørsten slukke,

kød fra Bashans tyre, væddere og bukke.

De høstede en hvede så fin,

og dertil den blodrøde druevin.

15Israel32,15 På hebraisk: Jeshurun, som betyder „den retfærdige”, et hædersnavn for Israel. blev forkælet og fed,

opblæst og egenrådig derved.

De forkastede deres Skaber og Gud,

foragtede deres Frelsers bud.

16At de vakte Guds vrede rørte dem ikke,

de forlod ham til fordel for nye skikke.

17De ofred’ til dæmoner, som kun er tomhed,

frugten af menneskers frygtsomhed.

Til væmmelige afguder de sig vendte,

nye guder, som fædrene ikke kendte.

18De glemte den Gud, som livet dem gav,

skubbede ham ud i glemslens hav.

19Derfor må han støde sine egne børn bort—

tænk at han skulle lide en så frygtelig tort!

20Herren siger:

„Jeg vender dem ryggen og ser, hvad der sker.

De børn kan jeg ikke regne med mer.

De lovede mig troskab og lydighed,

men var falske og utro til stadighed.

21De har provokeret mig med tomheds guder,

de har opført sig som en anden luder.

Så provokerer jeg dem ved at elske en anden,

jeg vil gøre dem jaloux på et ‚uvidende’ folk.

22Min vrede er blusset op på ny,

den rammer alt fra havets dyb til himlens sky.

Jorden lægges øde, der er intet at høste,

alverden skal i sin grundvold ryste.

23De mange ulykker giver dem ingen hvile,

jeg skyder på dem med alle mine pile.

24De bliver ramt af hungersnød og tørke,

hærget af pest og dødens mørke.

Rovdyrtænder vil flænse dem op,

giftige slanger vil hugge i deres krop.

25På gaden slår fjenden børnene ned,

i hjemmene er der hverken ro eller fred.

Både børn og unge vil miste livet.

De gamle har hvert et håb opgivet.

26At udrydde dem helt jeg havde i sinde,

jeg ville for evigt udslette deres minde.

27Men så ville det lyde i fjendens lejr:

‚Det var vores magt, der gav os sejr!’

28Mit folk er uden forstand,

fatter de da ingenting?

29Havde de bare haft visdom til at se,

havde de været klar over, hvad der ville ske.

30Kunne en enkelt fjende jage tusind af dem på flugt,

eller to fjender med ti tusind krigere få bugt,

hvis ikke jeg havde vendt dem ryggen,

hvis ikke deres beskytter32,30 Teksten taler om en „klippe”, altså et symbol på beskyttelse mod fjenden. havde trukket sig bort?

31Deres fjender har ikke en sådan beskytter,

og det ved de godt.32,31 Septuaginta siger: „vores fjender er uforstandige”, mens den masoretiske tekst siger: „vores fjender er dommere”. Det er uvist, hvad den oprindelige tekst sagde, og hvad meningen er.

32De er fordærvede som Sodoma,

lige så rådne som Gomorra,

de er som bitre vindruer

fra giftige drueklaser,

33deres ord er som bid fra en slange,

som spyt fra en kobra.

34Alt dette ligger gemt hos mig,

forseglet i mine arkiver.

35Det er mit ansvar at straffe dem,

en dag skal deres fødder vakle.

Undergangen nærmer sig,

den vil komme over dem med hast.”

36Men når der kun er en rest tilbage,

når Herren ser, at deres kraft er opbrugt,

da vil han genrejse sit folk,

forbarme sig over sine tjenere.

37Da vil han spørge: „Hvor er nu jeres guder,

dem I troede, der ville hjælpe jer?

38De åd jo fedtet fra jeres ofre

og drak den vin, I gav dem.

Lad dem komme jer til hjælp,

lad dem beskytte jer!

39Forstår I nu, at jeg er Gud?

Der findes ingen anden som mig.

Jeg slår ihjel, men jeg giver også liv,

jeg sårer, men jeg læger også.

Den, jeg dømmer, kan ingen redde.

40Jeg løfter min hånd og sværger:

Så sandt jeg lever evindelig,

41vil jeg hvæsse mit lynende sværd

og udføre min knusende dom.

Jeg vil hævne mig på mine fjender,

og hugge dem ned, som hader mig.

42Mine pile vil svømme i blod,

mit sværd vil svælge i kød.

Det udgyder faldnes og fangnes blod,

hugger de tapreste hoveder af.”

43Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk,

for Herren vil hævne sine tjeneres blod.

Han vil straffe fjenden

og skaffe soning for sit folks land.32,43 Betydningen usikker. Muligvis: „give sit folk deres land tilbage”.

44-45Moses stod med Josva ved sin side og fremsagde alle de her ord for hele Israels folk. 46Derefter sagde han:

„De love, jeg har pålagt jer i dag, skal I lægge jer grundigt på sinde, så I kan lære jeres børn at overholde dem. 47De er ikke tomme ord uden betydning. Jeres liv afhænger af dem! Hvis I adlyder dem, vil I få et langt og godt liv i det land, I skal over og tage i besiddelse på den anden side af Jordanfloden.”

Moses velsigner folket umiddelbart før sin død

48Samme dag sagde Herren til Moses: 49„Om kort tid skal du gå op på Nebos bjergtop i Abarimbjergene i Moabs land over for Jeriko og se ud over Kana’ans land, det land jeg nu vil give Israels folk. 50Når du har taget landet i øjesyn, skal du dø, ligesom din bror Aron måtte dø på Hors bjerg, 51for I var begge ulydige over for mig for øjnene af Israels folk, da I ved Meribas kilder uden for Kadesh i Zins ørken ikke gav mig ære. 52Du får lov at se ind i det land, jeg giver Israels folk, men du får ikke lov selv at komme ind i det.”

Ketab El Hayat

التثنية 32:1-52

1«أَصْغِي أَيَّتُهَا السَّمَاوَاتُ فَأَتَكَلَّمَ وَلْتُنْصِتِ الأَرْضُ إِلَى أَقْوَالِ فَمِي. 2لِيَنْهَمِرْ تَعْلِيمِي كَالْمَطَرِ، وَلْيَقْطُرْ كَلامِي، فَيَكُونَ كَالطَّلِّ عَلَى الْكَلأ وَكَالْغَيْثِ عَلَى الْعُشْبِ. 3بِاسْمِ الرَّبِّ أَدْعُو، فَمَجِّدُوا عَظَمَةَ إِلَهِنَا. 4هُوَ الصَّخْرُ، وَصَنَائِعُهُ كُلُّهَا كَامِلَةٌ، سُبُلُهُ جَمِيعُهَا عَدْلٌ. هُوَ إِلَهُ أَمَانَةٍ لَا يَرْتَكِبُ جَوْراً، صِدِّيقٌ وَعَادِلٌ هُوَ.

5لَقَدِ اقْتَرَفُوا الْفَسَادَ أَمَامَهُ، وَلَمْ يَعُودُوا لَهُ أَبْنَاءً بَلْ لَطْخَةَ عَارٍ، إِنَّهُمْ جِيلٌ أَعْوَجُ وَمُلْتَوٍ 6أَبِهَذَا تُكَافِئُونَ الرَّبَّ أَيُّهَا الشَّعْبُ الأَحْمَقُ الْغَبِيُّ؟ أَلَيْسَ هُوَ أَبَاكُمْ وَخَالِقَكُمُ الَّذِي عَمِلَكُمْ وَكَوَّنَكُمْ؟ 7اذْكُرُوا الأَيَّامَ الْغَابِرَةَ، وَتَأَمَّلُوا فِي سَنَوَاتِ الأَجْيَالِ الْمَاضِيَةِ. اسْأَلُوا آبَاءَكُمْ فَيُنْبِئُوكُمْ، وَشُيُوخَكُمْ فَيُخْبِرُوكُمْ.

8عِنْدَمَا قَسَمَ الْعَلِيُّ الْمِيرَاثَ عَلَى الأُمَمِ، وَحِينَ فَرَّقَ بَنِي آدَمَ، أَقَامَ حُدُوداً لِلشُّعُوبِ عَلَى عَدَدِ بَنِي إِسْرَائِيلَ، 9لأَنَّ نَصِيبَ الرَّبِّ هُوَ شَعْبُهُ، وَأَبْنَاءَ يَعْقُوبَ قُرْعَةُ مِيرَاثِهِ. 10وَجَدَهُمْ فِي أَرْضٍ قَفْرٍ وَفِي خَلاءٍ مُوْحِشٍ. فَأَحَاطَ بِهِمْ وَرَعَاهُمْ وَصَانَهُمْ كَحَدَقَةِ عَيْنِهِ. 11وَكَمَا يَهُزُّ النَّسْرُ عُشَّهُ، وَيَرُفُّ عَلَى فِرَاخِهِ، بَاسِطاً جَنَاحَيْهِ لِيَأْخُذَهَا وَيَحْمِلَهَا عَلَى مِنْكَبَيْهِ، 12هَكَذَا الرَّبُّ وَحْدَهُ قَادَ شَعْبَهُ، وَلَيْسَ مَعَهُ إِلَهٌ غَرِيبٌ. 13أَصْعَدَهُمْ عَلَى هِضَابِ الأَرْضِ فَأَكَلُوا ثِمَارَ الصَّحْرَاءِ، وَغَذَّاهُمْ بِعَسَلٍ مِنْ صَخْرٍ، وَزَيْتٍ مِنْ حَجَرِ الصَّوَّانِ، 14وَزُبْدَةِ الْبَقَرِ وَلَبَنِ الْغَنَمِ وَشَحْمِ خِرَافٍ وَتُيُوسٍ وَخِيَارِ كِبَاشِ بَاشَانَ، وَأَفْضَلِ لُبِّ الْحِنْطَةِ، وَسَقَاهُمْ دَمَ الْعِنَبِ الْقَانِي.

15فَسَمِنَ بَنُو إِسْرَائِيلَ وَرَفَسُوا، سَمِنُوا وَغَلُظُوا وَاكْتَسَوْا شَحْماً، فَرَفَضُوا الإِلَهَ صَانِعَهُمْ وَتَنَكَّرُوا لِصَخْرَةِ خَلاصِهِمْ. 16أَثَارُوا غَيْرَتَهُ بِآلِهَتِهِمِ الْغَرِيبَةِ، وَأَغَاظُوهُ بِأَصْنَامِهِمِ الرِّجْسَةِ. 17قَدَّمُوا مُحْرَقَاتٍ لأَوْثَانٍ لَيْسَتْ هِيَ اللهَ، لِآلِهَةٍ غَرِيبَةٍ لَمْ يَعْرِفُوهَا بَلْ ظَهَرَتْ حَدِيثاً، آلِهَةٍ لَمْ يَرْهَبْهَا آبَاؤُهُمْ مِنْ قَبْلُ. 18لَقَدْ نَبَذْتُمُ الصَّخْرَ الَّذِي أَنْجَبَكُمْ، وَنَسِيتُمُ اللهَ الَّذِي أَنْشَأَكُمْ.

19فَرَأَى الرَّبُّ ذَلِكَ وَرَذَلَهُمْ، إِذْ أَثَارَ أَبْنَاؤُهُ وَبَنَاتُهُ غَيْظَهُ. 20وَقَالَ: سَأَحْجُبُ وَجْهِي عَنْهُمْ، فَأَرَى مَاذَا يَكُونُ مَصِيرُهُمْ؟ إِنَّهُمْ جِيلٌ مُتَقَلِّبٌ وَأَوْلادٌ خَوَنَةٌ، 21هَيَّجُوا غَيْرَتِي بِعِبَادَةِ أَوْثَانِهِمْ، وَأَسْخَطُونِي بِأَصْنَامِهِمِ الْبَاطِلَةِ. لِذَلِكَ سَأُثِيرُ غَيْرَتَهُمْ بِشَعْبٍ مُتَوَحِّشٍ، وَأُغِيظُهُمْ بِأُمَّةٍ حَمْقَاءَ. 22فَهَا قَدْ أَضْرَمَ غَضَبِي نَاراً تُحْرِقُ حَتَّى الْهَاوِيَةِ السُّفْلَى، وَتَأْكُلُ الأَرْضَ وَغَلّاتِهَا، وَتُشْعِلُ أُسُسَ الْجِبَالِ. 23أُكَوِّمُ عَلَيْهِمْ شُرُوراً وَأُنْفِذُ سِهَامِي فِيهِمْ. 24وَحِينَ يَكُونُونَ خَائِرِينَ مِنَ الْجُوعِ، مَنْهُوكِينَ مِنَ الْحُمَّى وَالدَّاءِ السَّامِّ، أَجْعَلُ أَنْيَابَ الْوُحُوشِ مَعَ سُمِّ زَوَاحِفِ الأَرْضِ تَنْشَبُ فِيهِمْ. 25يُثْكِلُهُمْ سَيْفُ الْعَدُوِّ فِي الطَّرِيقِ، وَيَسْتَوْلِي عَلَيْهِم الرُّعْبُ دَاخِلَ الْخُدُورِ، فَيَهْلِكُ الْفَتَى مَعَ الْفَتَاةِ، وَالرَّضِيعُ مَعَ الشَّيْخِ. 26قُلْتُ: أُشَتِّتُهُمْ فِي زَوَايَا الأَرْضِ، وَأَمْحُو مِنْ بَيْنِ النَّاسِ ذِكْرَهُمْ. 27لَوْلا خَوْفِي مِنْ تَبَجُّحِ الْعَدُوِّ، إِذْ يَظُنُّونَ قَائِلِينَ: إِنَّ يَدَنَا قَدْ عَظُمَتْ، وَلَيْسَ مَا جَرَى هُوَ مِنْ فِعْلِ الرَّبِّ.

28إِنَّ بَنِي إِسْرَائِيلَ أُمَّةٌ غَبِيَّةٌ لَا بَصِيرَةَ فِيهَا. 29لَوْ عَقَلُوا لَفَطِنُوا لِمَآلِهِمْ وَتَأَمَّلُوا فِي مَصِيرِهِمْ، 30إِذْ كَيْفَ يَدْحَرُ وَاحِدٌ أَلْفاً، وَيَهْزِمُ اثْنَانِ مِنْ أَعْدَائِهِمْ عَشَرَةَ آلافٍ مِنْهُمْ، لَوْلا أَنَّ صَخْرَهُمْ قَدْ هَجَرَهُمْ وَالرَّبَّ قَدْ سَلَّمَهُمْ؟ 31لأَنْ لَيْسَ صَخْرُهُمْ كَصَخْرِنَا، وَهَذَا مَا يُقِرُّ بِهِ أَعْدَاؤُنَا. 32إِذْ إِنَّ كَرْمَتَهُمْ هِيَ مِنْ كَرْمَةِ سَدُومَ وَمِنْ حُقُولِ عَمُورَةَ. وَعِنَبَهُمْ يَنْضَحُ سُمّاً، وَعَنَاقِيدَهُمْ تَفِيضُ مَرَارَةً. 33خَمْرُهُمْ حُمَةُ الأَفَاعِي وَسُمُّ الثَّعَابِينِ الْمُمِيتُ.

34أَلَيْسَ هَذَا مُدَّخَراً عِنْدِي مَخْتُوماً عَلَيْهِ فِي خَزَائِنِي؟ 35لِيَ النَّقْمَةُ وَأَنَا أُجَازِي. وَفِي الْوَقْتِ الْمُعَيَّنِ تَزِلُّ أَقْدَامُهُمْ فَيَوْمُ هَلاكِهِمْ بَاتَ وَشِيكاً، وَمَصِيرُهُمُ الْمَحْتُومُ يُسْرِعُ إِلَيْهِمْ، 36لأَنَّ الرَّبَّ يَدِينُ شَعْبَهُ وَيَرْأَفُ بِعَبِيدِهِ. عِنْدَمَا يَرَى أَنَّ قُوَّتَهُمْ قَدِ اضْمَحَلَّتْ وَلَمْ يَبْقَ عَبْدٌ وَلا حُرٌّ، 37عِنْدَئِذٍ يَسْأَلُ الرَّبُّ: أَيْنَ آلِهَتُهُمْ؟ أَيْنَ الصَّخْرَةُ الَّتِي الْتَجَأُوا إِلَيْهَا؟ 38الَّتِي كَانَتْ تَلْتَهِمُ شَحْمَ ذَبَائِحِهِمْ وَتَشْرَبُ خَمْرَ سَكَائِبِهِمْ؟ لِتَهُبَّ لِمُسَاعَدَتِهِمْ وَتَبْسُطَ عَلَيْهِمْ حِمَايَتَهَا. 39انْظُرُوا الآنَ: إِنِّي أَنَا هُوَ وَلَيْسَ إِلَهٌ آخَرُ مَعِي. أَنَا أُمِيتُ وَأُحْيِي، أَسْحَقُ وَأَشْفِي، وَلا مُنْقِذَ مِنْ يَدِي. 40أَبْسُطُ يَدِي نَحْوَ السَّمَاءِ قَائِلاً: حَيٌّ أَنَا إِلَى الأَبَدِ. 41إِذَا سَنَنْتُ سَيْفِي الْبَارِقَ وَأَمْسَكَتْ بِهِ يَدِي لِلْقَضَاءِ، فَإِنِّي أَنْتَقِمُ مِنْ أَعْدَائِي، وَأُجَازِي مُبْغِضِيَّ. 42أُسْكِرُ سِهَامِي بِالدَّمِ وَيَلْتَهِمُ سَيْفِي لَحْماً، مِنْ دَمِ الْقَتْلَى وَالسَّبَايَا وَرُؤُوسِ قَادَةِ الْعَدُوِّ.

43تَهَلَّلِي أَيَّتُهَا الأُمَمُ مَعَ شَعْبِهِ، لأَنَّهُ سَيَنْتَقِمُ لِدِمَاءِ عَبِيدِهِ وَيَثْأَرُ مِنْ أَعْدَائِهِ وَيَصْفَحُ عَنْ أَرْضِهِ وَعَنْ شَعْبِهِ».

44وَأَقْبَلَ مُوسَى وَيَشُوعُ بْنُ نُونَ وَقَرَآ كَلِمَاتِ هَذَا النَّشِيدِ جَمِيعَهَا فِي مَسَامِعِ الشَّعْبِ.

45وَعِنْدَمَا انْتَهَى مُوسَى مِنْ تِلاوَةِ جَمِيعِ كَلِمَاتِ أَبْيَاتِ هَذَا النَّشِيدِ عَلَى الإِسْرَائِيلِيِّينَ، 46قَالَ لَهُمْ: «تَأَمَّلُوا بِقُلُوبِكُمْ فِي جَمِيعِ هَذِهِ الْكَلِمَاتِ الَّتِي أَنَا أَشْهَدُ عَلَيْكُمْ بِها الْيَوْمَ، لِكَيْ تُوصُوا بِها أَوْلادَكُمْ، لِيَحْرِصُوا عَلَى الْعَمَلِ بِكَلِمَاتِ هَذِهِ التَّوْرَاةِ كُلِّهَا. 47لأَنَّهَا لَيْسَتْ كَلِمَاتٍ لَا جَدْوَى لَكُمْ مِنْهَا. إِنَّهَا حَيَاتُكُمْ وَبِهَا تَعِيشُونَ طَوِيلاً فِي الأَرْضِ الَّتِي أَنْتُمْ عَابِرُونَ نَهْرَ الأُرْدُنِّ إِلَيْهَا لِتَرِثُوهَا».

موت موسى على جبل نبو

48وَقَالَ الرَّبُّ لِمُوسَى فِي نَفْسِ ذَلِكَ الْيَوْمِ: 49«اصْعَدْ إِلَى سِلْسِلَةِ جِبَالِ عَبَارِيمَ حَيْثُ جَبَلُ نَبُو الَّذِي فِي أَرْضِ مُوآبَ مُقَابِلَ أَرِيحَا، وَشَاهِدْ أَرْضَ كَنْعَانَ الَّتِي أَنَا وَاهِبُهَا مُلْكاً لِبَنِي إِسْرَائِيلَ. 50وَمُتْ فِي الْجَبَلِ الَّذِي تَصْعَدُ إِلَيْهِ، وَالْحَقْ بِقَوْمِكَ كَمَا مَاتَ أَخُوكَ هَرُونُ فِي جَبَلِ هُورٍ وَلَحِقَ بِقَوْمِهِ. 51لأَنَّكُمَا لَمْ تَثِقَا بِي فِي حُضُورِ الإِسْرَائِيلِيِّينَ عِنْدَ مَاءِ مَرِيبَةِ قَادِشَ فِي بَرِّيَّةِ صِينٍ، إِذْ لَمْ تُقَدِّسَانِي بَيْنَ الشَّعْبِ. 52لِهَذَا فَإِنَّكَ تَشْهَدُ الأَرْضَ عَنْ بُعْدٍ، وَلَكِنَّكَ لَنْ تَدْخُلَ إِلَى الأَرْضِ الَّتِي أَهَبُهَا لِبَنِي إِسْرَائِيلَ».