1-3Lyt efter, himmel og jord,
livgivende er mine ord,
forfriskende er min tale
som dug i grønne dale.
Om Herren jeg vil jer lære,
så I lever ham til ære!
4Som en klippe er Herren urokkelig,
en trofast Gud, helt uden svig.
5Men hans eget folk, åh, hvilken skam,
vendte ryggen til og svigtede ham.
6Hvilken tåbelighed at begå,
hvilken måde at lønne hans trofasthed på.
Er han ikke jeres skaber og far,
som har givet jer alt, hvad I har?
7Lad nu tankerne gå tilbage
og husk på fortidens dage.
Lad de, som er grånet af ælde,
om tegn og undere fortælle.
8Da Herren fordelte jorden
mellem folk fra syden til norden,
satte han landenes skel
med tanke på menneskers32,8 Mens den masoretiske tekst siger „Israel”, siger Dødehavsrullerne „Guds sønner” og LXX „Guds engle”. I betydningen „skabt af Gud” er alle mennesker Adams børn og Guds børn. Det er også muligt, at hvert land får tildelt en skytsengel. vel.
9Men Israel beholdt han selv.
Det folk blev hans ejendom.
10Han fandt dem i ødemarken tom
under ørkenhimlens brændende hvælv.
Han vogted’ dem fra det høje,
som man værner sit sårbare øje.32,10 Den hebraiske tekst taler om at beskytte pupillen, den mest sårbare del af øjet. Oversættelsen „øjesten” er sprogligt set ikke korrekt.
11Som en ørn, der skubber ungen ud af reden32,11 For at lære ungen at flyve og tvinge den til at bruge sine vinger. Hvis ungen har problemer med at flyve og falder til jorden, vil moderen hurtigt dykke ned og sprede sine vinger ud nedenunder den faldende unge for på den måde at opsamle den på sit vingefang.
og spreder vingerne ud forneden,
han løfted’ sit folk på sit vingefang
og bar dem fremad dagen lang.
12Herren ville selv dem føre,
ingen fremmed gud fik lov dem at røre.
13De bosatte sig i landet med bakker og slugter
og blev næret af markens og træernes frugter.
Fra klippens spalter fik de honning på bord,
de fik olivenolie trods den stenede jord.
14Mælk fra geder og køer kunne tørsten slukke,
kød fra Bashans tyre, væddere og bukke.
De høstede en hvede så fin,
og dertil den blodrøde druevin.
15Israel32,15 På hebraisk: Jeshurun, som betyder „den retfærdige”, et hædersnavn for Israel. blev forkælet og fed,
opblæst og egenrådig derved.
De forkastede deres Skaber og Gud,
foragtede deres Frelsers bud.
16At de vakte Guds vrede rørte dem ikke,
de forlod ham til fordel for nye skikke.
17De ofred’ til dæmoner, som kun er tomhed,
frugten af menneskers frygtsomhed.
Til væmmelige afguder de sig vendte,
nye guder, som fædrene ikke kendte.
18De glemte den Gud, som livet dem gav,
skubbede ham ud i glemslens hav.
19Derfor må han støde sine egne børn bort—
tænk at han skulle lide en så frygtelig tort!
20Herren siger:
„Jeg vender dem ryggen og ser, hvad der sker.
De børn kan jeg ikke regne med mer.
De lovede mig troskab og lydighed,
men var falske og utro til stadighed.
21De har provokeret mig med tomheds guder,
de har opført sig som en anden luder.
Så provokerer jeg dem ved at elske en anden,
jeg vil gøre dem jaloux på et ‚uvidende’ folk.
22Min vrede er blusset op på ny,
den rammer alt fra havets dyb til himlens sky.
Jorden lægges øde, der er intet at høste,
alverden skal i sin grundvold ryste.
23De mange ulykker giver dem ingen hvile,
jeg skyder på dem med alle mine pile.
24De bliver ramt af hungersnød og tørke,
hærget af pest og dødens mørke.
Rovdyrtænder vil flænse dem op,
giftige slanger vil hugge i deres krop.
25På gaden slår fjenden børnene ned,
i hjemmene er der hverken ro eller fred.
Både børn og unge vil miste livet.
De gamle har hvert et håb opgivet.
26At udrydde dem helt jeg havde i sinde,
jeg ville for evigt udslette deres minde.
27Men så ville det lyde i fjendens lejr:
‚Det var vores magt, der gav os sejr!’
28Mit folk er uden forstand,
fatter de da ingenting?
29Havde de bare haft visdom til at se,
havde de været klar over, hvad der ville ske.
30Kunne en enkelt fjende jage tusind af dem på flugt,
eller to fjender med ti tusind krigere få bugt,
hvis ikke jeg havde vendt dem ryggen,
hvis ikke deres beskytter32,30 Teksten taler om en „klippe”, altså et symbol på beskyttelse mod fjenden. havde trukket sig bort?
31Deres fjender har ikke en sådan beskytter,
og det ved de godt.32,31 Septuaginta siger: „vores fjender er uforstandige”, mens den masoretiske tekst siger: „vores fjender er dommere”. Det er uvist, hvad den oprindelige tekst sagde, og hvad meningen er.
32De er fordærvede som Sodoma,
lige så rådne som Gomorra,
de er som bitre vindruer
fra giftige drueklaser,
33deres ord er som bid fra en slange,
som spyt fra en kobra.
34Alt dette ligger gemt hos mig,
forseglet i mine arkiver.
35Det er mit ansvar at straffe dem,
en dag skal deres fødder vakle.
Undergangen nærmer sig,
den vil komme over dem med hast.”
36Men når der kun er en rest tilbage,
når Herren ser, at deres kraft er opbrugt,
da vil han genrejse sit folk,
forbarme sig over sine tjenere.
37Da vil han spørge: „Hvor er nu jeres guder,
dem I troede, der ville hjælpe jer?
38De åd jo fedtet fra jeres ofre
og drak den vin, I gav dem.
Lad dem komme jer til hjælp,
lad dem beskytte jer!
39Forstår I nu, at jeg er Gud?
Der findes ingen anden som mig.
Jeg slår ihjel, men jeg giver også liv,
jeg sårer, men jeg læger også.
Den, jeg dømmer, kan ingen redde.
40Jeg løfter min hånd og sværger:
Så sandt jeg lever evindelig,
41vil jeg hvæsse mit lynende sværd
og udføre min knusende dom.
Jeg vil hævne mig på mine fjender,
og hugge dem ned, som hader mig.
42Mine pile vil svømme i blod,
mit sværd vil svælge i kød.
Det udgyder faldnes og fangnes blod,
hugger de tapreste hoveder af.”
43Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk,
for Herren vil hævne sine tjeneres blod.
Han vil straffe fjenden
og skaffe soning for sit folks land.32,43 Betydningen usikker. Muligvis: „give sit folk deres land tilbage”.
44-45Moses stod med Josva ved sin side og fremsagde alle de her ord for hele Israels folk. 46Derefter sagde han:
„De love, jeg har pålagt jer i dag, skal I lægge jer grundigt på sinde, så I kan lære jeres børn at overholde dem. 47De er ikke tomme ord uden betydning. Jeres liv afhænger af dem! Hvis I adlyder dem, vil I få et langt og godt liv i det land, I skal over og tage i besiddelse på den anden side af Jordanfloden.”
Moses velsigner folket umiddelbart før sin død
48Samme dag sagde Herren til Moses: 49„Om kort tid skal du gå op på Nebos bjergtop i Abarimbjergene i Moabs land over for Jeriko og se ud over Kana’ans land, det land jeg nu vil give Israels folk. 50Når du har taget landet i øjesyn, skal du dø, ligesom din bror Aron måtte dø på Hors bjerg, 51for I var begge ulydige over for mig for øjnene af Israels folk, da I ved Meribas kilder uden for Kadesh i Zins ørken ikke gav mig ære. 52Du får lov at se ind i det land, jeg giver Israels folk, men du får ikke lov selv at komme ind i det.”
1Monyɛ aso, mo ɔsoro na mɛkasa;
tie, wo asase, nsɛm a efi mʼanom.
2Ma me nkyerɛkyerɛ ntɔ sɛ osu;
na me nsɛm nsian sɛ obosu,
sɛ osu a ɛpete gu sare foforo so,
sɛ osu mmoroso wɔ afifide foforo so.
3Mɛbɔ Awurade din.
O, monkamfo yɛn Nyankopɔn kɛseyɛ!
4Ɔne Ɔbotan no, ne nnwuma so nni,
na nʼakwan nyinaa ye.
Onyankopɔn nokwafo a ɔnyɛ mfomso,
Ɔtreneeni ne ɔnokwafo ne no.
5Porɔwee adidi wɔn mu na wɔnyɛ ne mma;
wɔyɛ awo ntoatoaso akɔntɔnkyefo aniwufo.
6Saa ne ɔkwan a ɛsɛ sɛ mofa so tua Awurade ka ni ana,
mo nkwaseafo ne adwenharefo?
Ɛnyɛ ɔno ne mo Agya, mo yɛfo no?
Ɛnyɛ ɔno na ɔbɔɔ mo na ɔmaa mo nnyinaso?
7Monkae tete nna;
munnwen tete awo ntoatoaso no ho.
Mummisa mo agya na ɔbɛkyerɛ mo.
Mummisa mo mpanyimfo na wɔbɛkyerɛ mo ase.
8Bere a Ɔsorosoroni no maa amanaman no agyapade,
na ɔkyekyɛɛ adesamma nyinaa mu no,
ɔtotoo ahye maa nnipa no
sɛnea Israelmma no dodow te.
9Efisɛ Israelfo yɛ Awurade kyɛfa;
Yakob yɛ nʼagyapade wɔde maa no.
10Ohuu no wɔ sare asase so,
asase kesee a hwee nni so so.
Ɔde no sie hwɛɛ ne so;
ɔbɔɔ ne ho ban sɛ nʼaniwa kurutiayisi,
11sɛ ɔkɔre a ɔhwanyan ne berebuw mu
na ɔbɔ mfamfia fa ne mma ho,
na ɔtrɛw ne ntaban mu buma no,
soaa no kɔɔ no.
12Awurade nkutoo na ɔkyerɛɛ no kwan;
na ananafo nyame biara nka ne ho.
13Ɔma no nantew faa asase no nkoko so;
na ɔde mfuw so nnuaba bɔɔ no akɔnhama;
Ɔde ɔbotan mu wo
ne ngo a efi abohemaa mu,
14nyɛmmoa mu nufusu ne srade,
nguamma ne mmirekyi a wɔadɔ srade,
Basan adwennini a wɔpaw
ne atoko muhumuhu siesiee no.
Monom nsa papa a efi bobe mu.
15Yeshurun dɔɔ srade na onyaa ahoɔden;
aduan ma wɔyɛɛ duru, yɛɛ pemee.
Wɔtoo Onyankopɔn a ɔbɔɔ wɔn no asaworam;
wɔpoo wɔn Nkwagye Botan no.
16Wɔma ɔtwee ninkunu wɔ wɔn ananafo anyame no ho
na wɔde wɔn abosom a okyi no hyɛɛ no abufuw.
17Wɔbɔɔ afɔre maa atoro anyame a wɔnyɛ Onyankopɔn,
anyame a na wonnim wɔn,
anyame a wɔbaa nnansa yi ara,
anyame a na mo agyanom nsuro wɔn.
18Mopaa Ɔbotan a ɔyɛɛ mo agya no.
Mo werɛ fii Onyankopɔn a ɔwoo mo no.
19Awurade huu eyi na ɔpoo wɔn
efisɛ ne mmabarima ne ne mmabea hyɛɛ no abufuw.
20Ɔkae se, “Mede mʼanim behintaw wɔn
na wɔahu sɛnea wɔn awiei bɛyɛ
Efisɛ, wɔyɛ awo ntoatoaso akɔntɔnkyefo;
mma a wonni nokware.
21Wɔde nea ɛnyɛ Onyame ahyɛ me ninkutwe
na wɔde wɔn ahoni ahuhuw no ahyɛ me abufuw.
Mɛma wɔn ani abere nnipa a wɔnyɛ me nkurɔfo.
Mɛma ɔman a wonni ntease no ahyɛ wɔn abufuw.
22Efisɛ mʼabufuwhyew befita ogya mu,
nea ɛhyew kɔka awufo a wɔwɔ asase ase no.
Ɛbɛsɛe asase ne so nnɔbae
na ɛpaapae mmepɔw fapem.
23“Mɛhɔre amanehunu ahorow no siw wɔ wɔn so
na matow me bɛmma awowɔ wɔn.
24Mede ɔkɔm kɛse,
atiridiinini ne owuyare a ɛsɛe ade;
mɛsoma nkekammoa se aba wɔn so;
nhurutoa a wɔtow si wɔ mfutuma mu no ano bɔre.
25Afoa bɛma wɔahwere wɔn mma wɔ abɔnten so;
wɔn afi mu, ehu bɛtɔ wɔn so.
Mmerante ne mmabaa,
mmofra ne nkwakoraa ase bɛhyew.
26Mekae se mɛbɔ wɔn ahwete
na mapepa wɔn din afi nnipa adwene mu.
27Nanso misuroo ɔtamfo fɛwdi,
anyɛ a na ɔtamfo ante ase aka se,
‘Yɛn nsa adi nkonim;
Ɛnyɛ Awurade na ɔyɛɛ eyinom nyinaa.’ ”
28Israel yɛ ɔman a wonni adwene.
Obi nni wɔn mu a ɔwɔ nhumu.
29Sɛ anka wɔyɛ anyansafo na wɔbɛte eyi ase,
na wɔahu nea wɔn awiei bɛyɛ ɛ!
30Ɛbɛyɛ dɛn na onipa baako ataa nnipa apem,
na baanu bɛma mpem du aguan,
gye sɛ wɔn Botan atɔn wɔn
gye sɛ Awurade ayi wɔn ama.
31Efisɛ wɔn botan nte sɛ yɛn Botan,
sɛnea yɛn atamfo mpo gye to mu no.
32Wɔn bobe fi Sodom bobe mu
na efi Gomora mfuw mu.
Awuduru ahyɛ wɔn bobe aba mma,
na bɔnwoma ahyɛ wɔn kasiaw amaama.
33Wɔn bobesa yɛ awɔ ano bɔre;
aprammiri ano bɔrewerɛmfo.
34“So menkoraa eyi mmoroso,
na mensɔw ano wɔ mʼademude mu ana
35Mɛtɔ were; metua so ka.
Wɔn nan bɛwatiri bere a ɛsɛ mu;
wɔn atoyerɛnkyɛm no abɛn
na wɔn sɛe taa wɔn.”
36Awurade bebu ne nkurɔfo atɛn
na wasesa nʼadwene wɔ ne nkoa ho,
bere a wahu sɛ wɔn ahoɔden asa,
na ɛnkaa obiara, akoa anaa ɔdehye.
37Obebisa se, “Afei wɔn anyame no wɔ he,
ɔbotan a wɔde yɛɛ wɔn guankɔbea,
38anyame a wodii wɔn afɔrebɔde mu srade
na wɔnom wɔn ɔnom afɔrebɔ mu nsa no?
Ma wɔnsɔre mmɛboa mo!
Ma womegye mo!
39“Afei, munhu sɛ, me ara me ne no!
Onyame biara nni hɔ sɛ me!
Me na mikum na mema nkwa:
Me na mipira, na mɛkyekye,
na obi rentumi nnye mfi me nsam.
40Mema me nsa so kyerɛ ɔsoro de nidi sua sɛ:
Sɛ mete ase daa yi,
41sɛ mesew me afoa a ɛpa yerɛwyerɛw no
na mifi atemmu mu so mu kuaw a,
mɛtɔ mʼatamfo so were
na matua wɔn a wokyi me ka.
42Mɛma me bɛmma anom mogya abow,
na mʼafoa adi ɔhonam,
atɔfo ne nnommumfo mogya,
atamfo ntuanofo no ti.”
43Mo aman, mo ne ne nkurɔfo nni ahurusi,
efisɛ ɔbɛtɔ ne nkoa mogya so were;
ɔbɛtɔ were wɔ nʼatamfo so
na wapata ama nʼasase ne ne nkurɔfo.
44Mose ne Nun babarima Hosea ba bɛkaa dwom yi mu nsɛm nyinaa kyerɛɛ nnipa no. 45Mose woroo saa dwom no mu nsɛm no kyerɛɛ Israelfo no wiee no, 46ɔka kaa ho se, “Momfa nsɛm a maka akyerɛ mo no nyinaa nsie mo koma mu. Monka nkyerɛ mo mma nso, sɛnea ɛbɛyɛ a wobedi saa mmara yi mu nsɛm nyinaa so pɛpɛɛpɛ. 47Saa nkyerɛkyerɛ yi nyɛ nsɛm bi a wɔde rema mo kwa, ɛyɛ mo nkwa! Sɛ mudi so a, mubenyin akyɛ wɔ asase a moretwa Asubɔnten Yordan akɔfa no so.”
Mose Wu
48Da no ara, Awurade ka kyerɛɛ Mose se, 49“Kɔ Moab, kɔ mmepɔw a ɛwɔ asu no apuei no so, na foro Nebo bepɔw a ɛne Yeriko di nhwɛanim no. To wʼani hwɛ Kanaan asase no, asase a mede rema Israelfo sɛ wɔn agyapade no. 50Bepɔw a woaforo no so hɔ na wobɛkɔ akɔka wʼagyanom ho, sɛnea wo nua Aaron wuu wɔ Hor bepɔw so kɔkaa nʼagyanom ho no. 51Efisɛ mo baanu dii me huammɔ wɔ Israelfo mu wɔ Meriba ne Kades asu ho wɔ Sin sare so. Moanni me kronkronyɛ ho adanse ankyerɛ Israelfo no wɔ hɔ. 52Ɛno nti, mubehu asase no afi akyiri, nanso morenkɔ asase a mede rema Israelfo no so.”
