5. Mosebog 31 – BPH & CST

Bibelen på hverdagsdansk

5. Mosebog 31:1-30

Moses indsætter Josva som sin efterfølger

1Efter denne tale til Israels folk 2fortsatte Moses:

„Jeg er nu 120 år gammel, og min tid er forbi. Jeg kan ikke være jeres leder længere, for Herren har sagt til mig, at jeg ikke må komme med over Jordanfloden. 3-4Men Herren selv vil lede jer videre. Han har lovet at gå foran jer og udrydde indbyggerne i landet på samme måde, som han udryddede amoritterkongerne Sihon og Og og deres folk, så I kan tage landet i besiddelse. Josva vil gå i spidsen for jer, sådan som Herren har befalet. 5Når Herren har udleveret landets indbyggere til jer, skal I udrydde dem, sådan som jeg har sagt. 6Vær modige og uden frygt. I skal ikke være bange for dem, for Herren, jeres Gud, vil gå med jer, han vil ikke svigte jer eller forlade jer.”

7Derefter kaldte Moses på Josva, og i hele Israels påhør sagde han til ham: „Vær modig og uden frygt, så du kan føre folket til sejr i det land, Herren lovede vores forfædre. 8Vær ikke bange, for Herren vil bane vejen for dig. Han vil ikke svigte dig eller forlade dig.”

Påbud om offentlig oplæsning af loven hvert sabbatår

9Derefter nedskrev Moses alle lovene og overdrog ansvaret for dem til de præster, der bar pagtens ark, og til de israelitiske ledere. 10-11Derpå sagde han til dem: „Denne lov skal læses op for hele Israels folk, hver gang de kommer til helligdommen under løvhyttefesten i frigivelsesåret, altså hvert syvende år. 12Så skal I kalde folket sammen, både mændene, kvinderne, børnene og de fremmede, der bor iblandt jer, og lade dem høre loven, så de kan lære Herrens vilje at kende og frygte ham og adlyde ham. 13Gør det igen og igen, så længe I bor i det land, I skal over og tage i besiddelse, så jeres efterkommere kan høre lovens ord og lære at kende og frygte Herren.”

Israelitterne vil bryde pagten

14Herren sagde nu til Moses: „Det er snart tiden, hvor du skal dø. Tag Josva med dig og gå hen til åbenbaringsteltet, så jeg kan indsætte ham som din efterfølger.”

Så gik Moses og Josva hen til åbenbaringsteltet, 15og Herren åbenbarede sig inde i teltet som en skysøjle, der stillede sig foran indgangen. 16„Du skal snart dø og begraves som dine forfædre,” sagde Herren til Moses. „Når du er borte, og folket er gået ind i landet, varer det ikke længe, før de glemmer min pagt og begynder at dyrke de fremmede guder, man tilbeder i det land. 17Da blusser min vrede op imod dem, og jeg forlader dem og skjuler mig for dem, så de går til grunde. De vil sygne hen og rammes af mange ulykker og trængsler, så de tvinges til at indse, at Gud ikke længere er med dem, 18ja, jeg vender ryggen til dem på grund af deres ondskab og afgudsdyrkelse.

19Skriv nu ordene til den sang, jeg vil give dig, og lær Israels folk at synge den. Den skal være et vidnesbyrd om, at jeg har advaret dem. 20Jeg vil føre dem ind i det land, jeg lovede deres forfædre, et land der ‚flyder med mælk og honning’. De vil opleve fremgang og velstand, men derefter vil de bryde min pagt ved at dyrke fremmede guder. 21Når de så rammes af alskens ulykker, skal denne sang, som skal gå i arv fra slægt til slægt, minde dem om grunden til deres problemer. Jeg kender deres tilbøjeligheder og tanker, endnu inden jeg fører dem ind i det land, jeg har lovet dem.” 22Moses skrev ordene ned med det samme, og han lærte israelitterne sangen allerede samme dag.

Ansvaret overdrages til Josva, præsterne og folkets ledere

23Derefter talte Herren direkte til Josva og sagde: „Vær modig og uden frygt. Det bliver din opgave at føre Israels folk ind i det land, jeg har lovet dem. Husk, at jeg vil gå med dig og hjælpe dig.”

24Da Moses havde nedskrevet alle de love, som findes i denne bog, 25gav han de præster, der havde ansvaret for pagtens ark, ordre til 26at lægge lovbogen ved siden af arken som et vidnesbyrd over for Israels folk. 27„Jeg ved godt, hvor oprørske og stædige Israels folk er,” sagde han til dem. „Det var slemt nok, mens jeg var deres leder. Hvor meget værre bliver det så ikke, når jeg er død og borte? 28Kald nu alle folkets ledere sammen, så jeg kan tale til dem og kalde himlen og jorden til vidne imod dem. 29Jeg er klar over, at folket efter min død vil blive ulydige og forlade den vej, jeg har anvist dem. Ondskaben vil brede sig, så de synder imod Herren. Derved fremkalder de hans vrede, og da kommer ulykken over dem.”

Moses’ sang

30Derpå fremsagde Moses for hele Israels folk den sang, han havde fået af Herren:

Nueva Versión Internacional (Castilian)

Deuteronomio 31:1-30

Josué, sucesor de Moisés

1De nuevo habló Moisés a todo el pueblo de Israel, y les dijo: 2«Ya tengo ciento veinte años de edad, y no puedo seguir siendo vuestro líder. Además, el Señor me ha dicho que no voy a cruzar el Jordán, 3pues ha ordenado que sea Josué quien lo cruce delante de vosotros. El Señor vuestro Dios marchará delante vuestro para destruir todas las naciones que encontréis a vuestro paso, y vosotros os apoderaréis de su territorio. 4El Señor las arrasará como arrasó a Sijón y Og, los reyes de los amorreos, junto con sus países. 5Cuando el Señor los entregue en vuestras manos, vosotros los trataréis según mis órdenes. 6Sed fuertes y valientes. No temáis ni os asustéis ante esas naciones, pues el Señor vuestro Dios siempre os acompañará; nunca os dejará ni os abandonará».

7Llamó entonces Moisés a Josué, y en presencia de todo Israel le dijo: «Sé fuerte y valiente, porque tú entrarás con este pueblo al territorio que el Señor juró darles a sus antepasados. Tú harás que ellos tomen posesión de su herencia. 8El Señor mismo marchará delante de ti y estará contigo; nunca te dejará ni te abandonará. No temas ni te desanimes».

La lectura de la ley

9Moisés escribió esta ley y se la entregó a los sacerdotes, los hijos de Leví, que transportaban el arca del pacto del Señor, y a todos los ancianos de Israel. 10Luego les ordenó: «Cada siete años, en el año de la cancelación de deudas, durante la fiesta de las Enramadas, 11cuando tú, Israel, te presentes ante el Señor tu Dios en el lugar que él habrá de elegir, leerás en voz alta esta ley en presencia de todo Israel. 12Reunirás a todos los hombres, mujeres y niños de tu pueblo, y a los extranjeros que vivan en tus ciudades, para que escuchen y aprendan a temer al Señor tu Dios, y obedezcan fielmente todas las palabras de esta ley. 13Y los descendientes de ellos, para quienes esta ley será desconocida, la oirán y aprenderán a temer al Señor tu Dios mientras vivan en el territorio que vas a poseer al otro lado del Jordán».

Predicción de la rebeldía de Israel

14El Señor le dijo a Moisés: «Ya se acerca el día de tu muerte. Llama a Josué, y preséntate con él en la Tienda de reunión para que reciba mis órdenes».

Fue así como Moisés y Josué se presentaron allí. 15Entonces el Señor se apareció a la entrada de la Tienda de reunión, en una columna de nube, 16y le dijo a Moisés: «Tú irás a descansar con tus antepasados, y muy pronto esta gente me será infiel con los dioses extraños del territorio al que van a entrar. Me rechazarán y quebrantarán el pacto que hice con ellos. 17Cuando esto haya sucedido, se encenderá mi ira contra ellos y los abandonaré; ocultaré mi rostro, y serán presa fácil. Entonces les sobrevendrán muchos desastres y adversidades, y se preguntarán: “¿No es verdad que todos estos desastres nos han sobrevenido porque nuestro Dios ya no está con nosotros?” 18Y ese día yo ocultaré aún más mi rostro, por haber cometido la maldad de irse tras otros dioses.

19»Escribid, pues, este cántico, y enseñádselo al pueblo para que lo cante y sirva también de testimonio contra ellos.

20»Cuando yo conduzca a los israelitas a la tierra que juré darles a sus antepasados, tierra donde abundan la leche y la miel, comerán hasta saciarse y engordarán; se irán tras otros dioses y los adorarán, despreciándome y quebrantando mi pacto. 21Y cuando les sobrevengan muchos desastres y adversidades, este cántico servirá de testimonio contra ellos, porque sus descendientes lo recordarán y lo cantarán. Yo sé lo que mi pueblo piensa hacer, aun antes de introducirlo en el territorio que juré darle».

22Entonces Moisés escribió ese cántico aquel día, y se lo enseñó a los israelitas. 23Y el Señor le dio a Josué hijo de Nun esta orden: «Esfuérzate y sé valiente, porque tú conducirás a los israelitas al territorio que juré darles, y yo mismo estaré contigo».

24Moisés terminó de escribir en un libro todas las palabras de esta ley. 25Luego dio esta orden a los levitas que transportaban el arca del pacto del Señor: 26«Tomad este libro de la ley, y ponedlo junto al arca del pacto del Señor vuestro Dios. Allí permanecerá como testigo contra vosotros los israelitas, 27pues sé cuán tercos y rebeldes sois. Si fuisteis rebeldes contra el Señor mientras viví con vosotros, ¡cuánto más lo seréis después de mi muerte! 28Reunid ante mí a todos los ancianos y los líderes de vuestras tribus, para que yo pueda comunicarles estas palabras y las escuchen claramente. Pongo al cielo y a la tierra por testigos contra vosotros, 29porque sé que después de mi muerte os pervertiréis y os apartaréis del camino que os he mostrado. En días venideros os sobrevendrán calamidades, porque haréis lo que ofende al Señor y con vuestros detestables actos provocaréis su ira».

El cántico de Moisés

30Y este fue el cántico que recitó Moisés de principio a fin, en presencia de toda la asamblea de Israel: