Bibelen på hverdagsdansk

5. Mosebog 1:1-46

Indledning

1I denne bog er de ord nedskrevet, som Moses talte til Israels folk, mens de opholdt sig på Moabs ubeboede sletter øst for Jordanfloden, omkranset af byerne Suf, Paran, Tofel, Laban, Hatzerot og Di-Zahab. 2Stedet ligger 11 dagsrejser fra Horebs bjerg1,2 I 5. Mosebog og til dels i 2. Mosebog omtales Guds bjerg i Sinaiørkenen som Horebs bjerg i stedet for Sinaibjerget. via Kadesh-Barnea og Seirs bjerge, 3og det var nu 40 år siden, israelitterne rejste fra Egypten. På den første dag i den 11. måned i det 40. år holdt Moses følgende tale. 4Det var efter, at han havde overvundet amoritterkongen Sihon fra Heshbon og i Edrei havde slået kong Og af Bashan fra Ashtarot. 5I talen nævnes de love, som Herren havde befalet ham at give videre til Israels folk.

Tilbageblik på vandringen fra Sinai til det lovede land

6„Herren, vores Gud, talte til os ved Horebs bjerg,” begyndte Moses. „Dengang sagde han til os: ‚Nu er det på tide, at I forlader dette bjerg 7og går ind og erobrer amoritternes bjergland og nabofolkenes landområder i Arabadalen1,7 Araba er navnet på den del af Rift Valley, som går fra Eilat ved Det Røde Hav til Libanons bjerge. Gennem denne dalsænkning flyder Jordanfloden og her ligger Galilæasøen og Det Døde Hav. , i Negev ørkenen, i kana’anæernes højland, bakkeskråningerne mod vest og kystområderne, ja helt op til Eufratfloden mod nord, inklusive Libanons land. 8Gå ind og tag hele det land i besiddelse, som jeg lovede jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob.’

9Dengang sagde jeg til Israels folk: ‚Jeg kan ikke bære så stort et ansvar alene. 10Herren har gjort jer til et stort folk, så talrige som stjernerne på himlen. 11Må Herren, jeres fædres Gud, gøre jer 1000 gange så talrige, som I er nu, og velsigne jer, sådan som han har lovet. 12Men det er en uoverkommelig opgave for mig at være alene om at afgøre jeres retssager og stridsspørgsmål. 13Derfor skal hver enkelt stamme udvælge nogle vise, erfarne og forstandige mænd, som jeg kan indsætte som jeres ledere.’

14Det forslag accepterede de, 15hvorefter jeg indsatte de mænd, der blev valgt, som dommere og administrative ledere, nogle med ansvar for 1000, andre med ansvar for 100, for 50 eller for 10. 16Jeg indprentede dem, at alle skulle være lige for loven, også de fremmede, og at de skulle lade begge parter komme til orde og derefter dømme retfærdigt. 17‚Når I afsiger dom,’ forklarede jeg dem, ‚skal alle behandles ens, hvad enten de er rige eller fattige. Sørg for at yde alle samme retfærdighed. I må ikke frygte for nogen, for I dømmer på Guds vegne, og hvis en sag er for vanskelig til, at I kan træffe en afgørelse, skal I komme til mig med den, så jeg kan overtage den.’ 18Ved den lejlighed gav jeg også folket instrukser vedrørende mange andre ting.

19På Herrens befaling forlod vi så Horeb og rejste gennem den store og forfærdelige ørken, som I selv har oplevet eller hørt om, indtil vi nåede til Kadesh-Barnea på grænsen til amoritternes land. 20Da sagde jeg til folket: ‚Nu er vi kommet til det land, som Herren, vores Gud, vil give os, 21og han vil hjælpe os med at erobre det. Vær derfor ikke bange, men vær ved godt mod og gør, som han har befalet jer at gøre.’

22De svarede: ‚Lad os først sende nogle spioner ind i landet, så vi kan se, hvilken rute der er den bedste, og hvilke byer vi først skal indtage.’

23Jeg gik ind på forslaget og udvalgte 12 spioner, en fra hver stamme. 24De drog ind i bjerglandet og nåede til Eshkoldalen, som de undersøgte grundigt. 25Derfra vendte de tilbage med noget af landets frugt. De var enige om, at det var et godt og frugtbart land, som Herren, vores Gud, ville give os. 26Men folket turde alligevel ikke gå ind i landet og satte sig dermed op imod Herrens befaling.

27I stedet begyndte de at beklage sig i deres telte. ‚Herren hader os,’ klagede de. ‚Han har ført os den lange vej fra Egypten, men kun for at udlevere os til amoritterne, så de kan slå os ihjel. 28Hvad er det dog, vi har indladt os på?’ Spionerne tog modet fra folket ved at berette om landets indfødte, der var langt højere og stærkere end os, og om deres befæstede byer, hvis mure nåede til himlen! De fortalte tilmed, at de havde set anakitiske1,28 Anakitterne var en slægt af kæmper, der nedstammede fra Anak, jf. 4.Mos. 13,22. kæmper i landet.

29Men jeg opfordrede dem til ikke at være bange. 30‚Det er Herren, jeres Gud, som er jeres leder,’ sagde jeg. ‚Han vil gå foran jer og gøre store undere for øjnene af jer, nøjagtig som han gjorde i Egypten. 31Har I allerede glemt, hvordan han bar jer på sine arme hele vejen gennem ørkenen som en far, der bærer sin søn?’

32Men folket ville stadig ikke adlyde. De nægtede at tro på Herren, deres Gud, 33som førte dem fra sted til sted ved hjælp af en sky om dagen og en ildsky om natten og viste dem de bedste steder at slå lejr i ørkenen.

34Da blev Herren vred over deres beklagelser. Han svor, 35at ikke en eneste af hele den ulydige og vantro generation skulle få lov at opleve det gode land, han havde lovet deres forfædre, 36undtagen Kaleb, der som belønning for sin tro og lydighed fik lovning på den jord, han som en af de 12 spioner havde betrådt.

37Selv mig blev Herren vred på, og det var folkets skyld. Herren sagde til mig: ‚Heller ikke du får lov at komme ind i landet, 38men din medhjælper Josva skal i dit sted føre folket ind. Derfor skal du styrke og opmuntre ham til at overtage din plads. 39Jeg vil senere give landet til de børn, som man påstod ville blive taget til fange og gjort til slaver, 40men I skal nu vende om og gå tilbage gennem ørkenen mod Det Røde Hav.’

41Så kom de straks på andre tanker: ‚Vi har syndet imod Herren!’ sagde de. ‚Men nu vil vi gerne gå ind i landet og kæmpe, sådan som Herren, vores Gud, har sagt.’ Derpå greb de til våben i den tro, at de med lethed kunne erobre hele området.

42Men Herren sagde til mig: ‚Sig til dem, at de skal lade være, for jeg har ikke i sinde at hjælpe dem, og de vil blive hugget ned af deres fjender.’

43Jeg fortalte dem, hvad Herren havde sagt, men de ville stadig ikke høre efter. De trodsede Herrens ord og rykkede ind i bjerglandet. 44Amoritterne gik til modangreb og jagtede dem som bier, så der lå faldne hele vejen fra Seir til Horma. 45De, der vendte hjem, græd for Herrens ansigt, men nu var det Herren, der ikke ville lytte til dem. 46Derfor var de tvunget til at blive i Kadesh i længere tid.

Chinese Contemporary Bible (Simplified)

申命记 1:1-46

前言

1以下是摩西以色列人说的话。当时以色列人在约旦河东的旷野、疏弗对面的亚拉巴,即巴兰陀弗拉班哈洗录底撒哈之间。 2何烈山取道西珥山到加低斯·巴尼亚,需十一天。 3在离开埃及后第四十年的十一月一日,摩西把耶和华的一切吩咐告诉了以色列人。 4那时,他已经打败了希实本亚摩利西宏以及盘踞在以得来亚斯她录巴珊5摩西约旦河东的摩押讲解律法,说: 6“我们的上帝耶和华在何烈山对我们说,‘你们在这里已经住了多日, 7现在该启程前往亚摩利人的山区、亚拉巴地区、山地、丘陵、南地、沿海一带、迦南黎巴嫩,直到幼发拉底河。 8看啊,我把那片土地赐给你们了,你们去占领吧,那是耶和华起誓赐给你们祖先亚伯拉罕以撒雅各和他们后裔的地方。’

摩西设立首领

9“那时,我对你们说,‘我无法独自承担管理你们的重任, 10因为你们的上帝耶和华使你们人丁兴旺,以致今天人数多如天上的星星。 11愿你们祖先的上帝耶和华使你们人数更增千倍,照祂的应许赐福给你们。 12但我怎能独自担当解决你们问题和争端的重任呢? 13你们要从各支派中选出有智慧、有见识、受尊重的人,我要立他们做你们的首领。’ 14你们都同意这样的做法。 15于是,我把各支派中有智慧和受敬重的人立为你们的首领,即千夫长、百夫长、五十夫长、十夫长和其他官长,治理你们。 16我吩咐这些官员要聆听案件,公正地审理同胞之间或与外族人之间的诉讼, 17不可偏私,不分贵贱,不惧情面,因为判决来自上帝。如果案件太难,可以交给我处理。 18那时,我把一切当行之事都告诉了你们。

派人打探迦南

19“我们照我们上帝耶和华的吩咐,从何烈山出发,走过你们所见的那大而可怕的旷野,前往亚摩利山区,来到加低斯·巴尼亚20我对你们说,‘我们的上帝耶和华赐给我们的亚摩利山区到了。 21看啊,你们祖先的上帝耶和华已把那片土地赐给你们,你们要照着祂的应许去占领那里,不要惧怕,不要气馁。’ 22你们来对我说,‘我们要先派人去打探那地方,回来好告诉我们当走哪条路,当占哪些城。’ 23我同意你们的建议,便从你们当中选出十二人,每支派选一人。 24他们前往山区,到了以实各谷,打探那地方。 25他们带回来一些那里的果子,禀告说,‘我们的上帝耶和华赐给我们的地方很好。’

26“但你们却违背你们上帝耶和华的命令,不肯上去。 27你们在帐篷中埋怨说,‘耶和华憎恨我们,所以才领我们离开埃及,要把我们交在亚摩利人手里,让他们消灭我们。 28我们怎能上去呢?那些弟兄的报告令我们胆战心惊,他们说那里的人比我们高大,城邑雄伟,城墙高达云霄,还有亚衲人在那里。’ 29我对你们说,‘不要惊慌,不要怕他们。 30你们的上帝耶和华必带领你们,为你们争战,正如祂当着你们的面在埃及所行的一样。 31你们在旷野曾目睹你们的上帝耶和华像父亲抱儿子一样,一路把你们抱到这地方。’ 32-33祂为你们开路,为你们找安营的地方,夜间用火柱、白天用云柱为你们引路。尽管如此,你们还是不信靠你们的上帝耶和华。

惩罚叛逆

34“你们的埋怨惹耶和华发怒,祂起誓说, 35‘这邪恶的一代没有一人能看见我起誓要赐给他们祖先的佳美之地, 36只有耶孚尼的儿子迦勒能看见,我必把他所踏之地赐给他和他的后代,因为他全心全意地跟从我。’ 37因为你们的缘故,耶和华也向我发怒,说,‘你也不能进入那片土地, 38但你的助手——的儿子约书亚可以进入。你要鼓励他,因为他将带领以色列承受那片土地。 39你们说你们的子女会被掳去,但这些还不知善恶的孩子都将进入那片土地,我要把那里赐给他们,他们将占领那里。 40而你们要掉头,沿红海的路回到旷野。’

41“于是,你们对我说,‘我们得罪了耶和华,现在我们愿意遵从我们的上帝耶和华的吩咐,上去作战。’你们便各自拿起兵器,以为可以轻易攻占山区。 42但耶和华让我告诉你们,‘不要上去作战,以免被敌人击败,因为耶和华不会与你们同在。’ 43我把耶和华的话转告了你们,但你们不听,违背耶和华的命令,擅自前往山区。 44住在山区的亚摩利人蜂拥出击,打败了你们,从西珥追杀你们,一直追到何珥玛45你们回来在耶和华面前哭泣,但耶和华不理会你们的哭声。 46因此,你们在加低斯住了很久。