4. Mosebog 11 – BPH & NVI

Bibelen på hverdagsdansk

4. Mosebog 11:1-35

Israelitterne begynder at beklage sig

1Folket begyndte ret hurtigt at beklage sig højlydt over de dårlige forhold, de måtte leve under; og da Herren hørte det, blev han så vred, at han sendte ild ned over dem, og det begyndte at brænde i lejrens udkant. 2Folket skreg til Moses om hjælp, og da han gik i forbøn for dem, døde ilden ud. 3Stedet kaldte man Tabera,11,3 Navnet betyder „brand” eller „et sted, der brænder”. for på det sted begyndte Herrens ild at brænde.

4Kort efter begyndte nogle af de fremmede, som fulgte med, at længes efter Egyptens kødgryder, og de fik hele Israels folk til at græde af selvmedlidenhed. „Bare vi dog kunne få lidt kød,” klagede de alle sammen. 5„Åh, hvor vi længes efter de fisk, der var nok af i Egypten—og agurker, vandmeloner, porrer, løg og hvidløg. 6Man mister appetitten, når det eneste, man får at spise, er manna.”

7Den manna, folket spiste, var hvidgule flager, der lignede korianderfrø, 8-9og som lå på jorden hver morgen, når duggen var forsvundet. De samlede det op og malede det til mel med en håndkværn eller i en morter. Derefter kogte de det i en gryde og lavede en slags pandekager, der smagte som var de bagt med olivenolie.

10Da Moses hørte folket beklage sig fra deres teltåbninger, blev han meget nedslået, og Herren blev vred. 11Moses sagde da til Herren: „Hvad har jeg gjort, siden jeg skal belemres med det her genstridige folk? 12De opfører sig som børn. Men det er ikke mig, der har sat dem i verden. Skal jeg virkelig bære dem i favnen, som en far bærer sit spædbarn, hele vejen til det land, du lovede deres forfædre? 13Hvor skal jeg få kød fra til alle de mennesker? De græder og plager mig om at få kød at spise. 14Jeg kan ikke klare at bære ansvaret for dette folk—det er for tung en byrde for mig. 15Hvis det skal være på den måde, foretrækker jeg, at du tager mit liv, så jeg kan slippe for denne elendighed.”

Gud lader sin Ånd komme over 70 ledere

16Da sagde Herren til Moses: „Tilkald 70 af folkets ledere og før dem hen til åbenbaringsteltets indgang. 17Så vil jeg komme ned og tale med dig, og jeg vil tage noget af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over disse ledere, så de kan tage medansvar og løfte byrden sammen med dig. 18Samtidig skal du befale folket at hellige sig og være parate til i morgen, så skal de få kød at spise. Sig til dem: Herren har hørt jer klage over, at I ikke har kød at spise. Han har også hørt jer sige, at I havde det bedre i Egypten. Derfor vil han nu give jer kød at spise— 19ikke bare i morgen og i overmorgen, eller i de næste 5 eller 10 eller 20 dage— 20nej, I skal få kød i en hel måned, så det hænger jer langt ud af halsen, og I får kvalme bare ved tanken. For I har forkastet Herren, som er midt iblandt jer, og I har anklaget ham, fordi han førte jer ud af Egypten.”

21Men Moses indvendte: „Der er mere end 600.000 voksne mænd foruden kvinder og børn. Hvordan kan du love dem kød i en hel måned? 22Selv om vi slagter samtlige husdyr i lejren, er det ikke nok. Hvis det, du siger, skulle kunne gå i opfyldelse, måtte vi fange hver eneste fisk i havet.”

23Herren svarede: „Er noget umuligt for mig? Vent bare—så skal du få at se, om jeg står ved mit ord eller ej.”

24Så gik Moses ud og fortalte folket, hvad Herren havde sagt. Derpå udvalgte han 70 af folkets ledere og lod dem tage opstilling rundt om teltet. 25Da kom Herren ned i skyen for at tale med Moses, og han tog noget af den Ånd, der var over Moses, og lod den komme over de 70 ledere, som straks begyndte at profetere—noget som de dog kun gjorde denne ene gang.

26To mænd ved navn Eldad og Medad var ikke gået hen til teltet, selv om de hørte med blandt de udvalgte ledere. Alligevel kom Guds Ånd over dem, og de begyndte at profetere dér, hvor de befandt sig i lejren. 27En ung mand kom nu løbende hen til Moses og fortalte ham, hvad der var på færde. 28Josva, Nuns søn, der havde været Moses’ medhjælper fra sin ungdom, udbrød: „Mester, stands dem dog.” 29Men Moses svarede: „Hvorfor er du så nidkær på mine vegne? Jeg ville ønske, at hele folket var profeter, og at Herren ville lade sin Ånd komme over dem alle.” 30Så vendte Moses og Israels ledere tilbage til deres telte.

Gud udfører endnu et bespisningsunder

31Herren sendte nu en storm fra havet, og den drev en umådelig flok vagtler ind over lejren. Vagtlerne baskede rundt11,31 Eller: „lå”. Teksten er uklar. i to alens højde udenom lejren i en radius af en dagsrejse. 32Hele den dag og natten med og den næste dag havde folk travlt med at samle vagtler, som de lagde ud til tørring på jorden over hele lejren efter at have slagtet dem. Det mindste, der blev fanget af en enkelt person, var ca. 2200 liter. 33Men endnu mens de spiste kødet, slog Herrens vrede ud mod folket, så mange af dem omkom. 34Derfor kaldte man stedet „De Grådiges Grav”, fordi man her begravede dem, der havde været så grådige efter kød.

35Derfra rejste folket videre til Hatzerot, hvor de slog lejr.

Nueva Versión Internacional

Números 11:1-35

El fuego del Señor en Taberá

1Aconteció que el pueblo se quejó de las dificultades que estaba sufriendo. Al oírlos el Señor, ardió en ira y su fuego consumió los alrededores del campamento. 2Entonces el pueblo clamó a Moisés y este oró al Señor por ellos y el fuego se apagó. 3Por eso aquel lugar llegó a ser conocido como Taberá,11:3 En hebreo, Taberá significa arder. pues el fuego del Señor ardió entre ellos.

Queja del pueblo en Quibrot Hatavá

4Gente de toda clase se había mezclado con los israelitas. Esa gente solo pensaba en comer. Y también los israelitas volvieron a llorar y dijeron: «¡Quién nos diera carne! 5¡Cómo echamos de menos el pescado que comíamos gratis en Egipto! ¡También comíamos pepinos, melones, puerros, cebollas y ajos! 6Pero ahora tenemos reseca la garganta, ¡y no vemos nada que no sea este maná!».

7El maná se parecía a la semilla del cilantro y su color era como el de la resina. 8El pueblo salía a recogerlo y lo molía entre dos piedras o bien lo machacaba en morteros y lo cocía en una olla o hacía pan con él. Sabía a pan amasado con aceite. 9Por la noche, cuando el rocío caía sobre el campamento, también caía el maná.

Queja de Moisés en Quibrot Hatavá

10Moisés escuchó que las familias del pueblo lloraban, cada una a la entrada de su tienda, con lo cual hacían que la ira del Señor se encendiera en extremo. Entonces, muy disgustado, 11Moisés oró al Señor:

—Si yo soy tu siervo, ¿por qué me tratas mal? ¿Por qué me niegas tu favor y me obligas a cargar con todo este pueblo? 12¿Acaso yo lo concebí o lo di a luz para que me exijas que lo lleve en mi regazo como si fuera su nodriza y lo lleve hasta la tierra que prometiste a sus antepasados? 13Todo este pueblo viene llorando a pedirme carne. ¿De dónde voy a sacarla? 14Yo solo no puedo con todo este pueblo. ¡Es una carga demasiado pesada para mí! 15Si este es el trato que vas a darme, ¡me harás un favor si me quitas la vida! ¡Así me veré libre de mi desgracia!

El Señor responde a Moisés

16El Señor respondió a Moisés:

—Tráeme a setenta ancianos de Israel y asegúrate de que sean ancianos y oficiales del pueblo. Llévalos a la Tienda de reunión y haz que esperen allí contigo. 17Yo descenderé para hablar contigo y compartiré con ellos el Espíritu que está sobre ti, para que te ayuden a llevar la carga de este pueblo. Así no tendrás que llevarla tú solo.

18»Al pueblo solo le dirás lo siguiente: “Conságrense para mañana, pues van a comer carne. Ustedes lloraron ante el Señor y le dijeron: ¡Quién nos diera carne! ¡En Egipto la pasábamos mejor! Pues bien, el Señor les dará carne y tendrán que comérsela. 19No la comerán un solo día, ni dos, ni cinco, ni diez, ni veinte, 20sino todo un mes, hasta que les salga por las narices y les provoque náuseas. Y esto por haber despreciado al Señor que está en medio de ustedes y por haber llorado, diciendo: ¿Por qué tuvimos que salir de Egipto?”».

La palabra de Dios se cumple

21Moisés respondió:

—Me encuentro en medio de un ejército de seiscientos mil hombres, ¿y tú hablas de darles carne todo un mes? 22Aunque se degollaran todas las ovejas y vacas, ¿les alcanzaría? Y aunque se pescaran todos los peces del mar, ¿eso les bastaría?

23El Señor respondió a Moisés:

—¿Acaso el poder del Señor es limitado? ¡Pues ahora verás si te cumplo o no mi palabra!

24Moisés fue y comunicó al pueblo lo que el Señor había dicho. Después juntó a setenta jefes ancianos del pueblo y se quedó esperando con ellos alrededor de la Tienda de reunión. 25El Señor descendió en la nube y habló con Moisés, y compartió con los setenta jefes ancianos el Espíritu que estaba sobre él. Cuando el Espíritu descansó sobre ellos, se pusieron a profetizar. Pero esto no volvió a repetirse.

26Dos de los ancianos se habían quedado en el campamento. Uno se llamaba Eldad y el otro Medad. Aunque habían sido elegidos, no acudieron a la Tienda de reunión. Sin embargo, el Espíritu vino sobre ellos y se pusieron a profetizar dentro del campamento. 27Entonces un muchacho corrió a contárselo a Moisés:

—¡Eldad y Medad están profetizando dentro del campamento!

28Josué, hijo de Nun, uno de los siervos escogidos de Moisés, exclamó:

—¡Moisés, señor mío, detenlos!

29Pero Moisés respondió:

—¿Estás celoso por mí? ¡Cómo quisiera que todo el pueblo del Señor profetizara y que el Señor pusiera su Espíritu en todos ellos!

30Entonces Moisés y los jefes ancianos regresaron al campamento.

Las codornices

31El Señor desató un viento que trajo codornices del mar y las dejó caer sobre el campamento. Las codornices cubrieron los alrededores del campamento, en una superficie de casi un día de camino y a una altura de casi dos codos11:31 Es decir, aprox. 90 cm. sobre la superficie del suelo. 32El pueblo estuvo recogiendo codornices todo ese día, toda esa noche y todo el día siguiente. Ninguno recogió menos de diez jómer.11:32 diez jómer. Es decir, aprox. 1.6 t. Después las distribuyeron por todo el campamento. 33Ni siquiera habían empezado a masticar la carne que tenían en la boca, cuando la ira del Señor se encendió contra el pueblo y los hirió con un horrendo castigo. 34Por eso llamaron a ese lugar Quibrot Hatavá,11:34 En hebreo, Quibrot Hatavá significa sepultura de la glotonería. porque allí fue sepultado el pueblo glotón.

35Desde Quibrot Hatavá el pueblo partió rumbo a Jazerot y allí se quedó.