3. Mosebog 7 – BPH & OL

Bibelen på hverdagsdansk

3. Mosebog 7:1-38

1Følgende regler gælder for skyldofferet, som er et meget helligt offer. 2Offerdyret skal slagtes på samme sted, hvor brændofferdyrene slagtes, og dets blod skal stænkes på siderne af alteret. 3Derefter skal præsten ofre dyrets fedt, også fedthalen og fedtet omkring indvoldene, 4begge nyrer, lændefedtet og fedtklumpen over leveren. 5Præsterne skal brænde nyrerne og fedtet på alteret som et skyldoffer for Herren. 6Kun mænd fra præsteslægten må spise det tiloversblevne kød, for det er indviet til mig, og det skal spises på et indviet sted.

7Samme regel gælder for syndofferet: Den præst, som udfører forsoningsceremonien, har ansvar for, at kun præsterne spiser af kødet. 8For brændofferet gælder det, at offerdyrets hud tilfalder den præst, som udfører offerhandlingen. 9De afgrødeofre, som består af mad, der er tilberedt i ovn, på pande eller på bageplade, tilfalder den præst, der udfører offerhandlingen. 10Alle andre afgrødeofre, både med og uden olivenolie i, skal fordeles ligeligt mellem alle præsterne.

11Følgende regler gælder for de takofre, som bringes til Herren:

12Hvis det drejer sig om et lovprisningsoffer, skal der sammen med offeret bringes rundbrød og fladbrød, blandet med olivenolie og bagt uden surdej. 13Offeret skal bringes til Herren sammen med et brød, bagt med surdej. 14Et brød af hver slags skal bæres frem for Herrens alter med en svingende bevægelse, hvorefter brødene tilfalder den præst, som stænker offerdyrets blod på alteret. 15Efter at offerdyrets bedste og fedeste dele er blevet ofret til Herren som en lovprisning, skal præsterne spise dyrets kød samme dag, for intet må levnes til næste dag.

16Men hvis nogen ønsker at bringe takofre af anden art, hvad enten det drejer sig om indfrielsen af et løfte til Herren eller frivillige ofre, må der gerne levnes noget, som så kan spises næste dag. 17Hvis noget derimod levnes til tredjedagen, skal det brændes, 18for hvis noget spises på tredjedagen, vil Herren ikke anerkende det som et gyldigt offer, og offeret gavner ikke den, som bragte det. Ligeledes regnes den præst, som spiser dette offer, for skyldig, for det er afskyeligt for Herren, og præsten kommer til at stå til regnskab for sin synd.

19Hvis kødet kommer i berøring med noget urent, må det ikke spises, men det skal brændes. Samtidig gælder det, at offerkød kun må spises af personer, der er rituelt rene. 20Den præst, som er uren, men som alligevel spiser af takofferet, skal dø. 21Den, som rører ved et urent dyr eller noget urent fra et menneske, og derefter spiser af takofferet, skal dø.”

22Derefter sagde Herren til Moses: 23„Sig til Israels folk, at de aldrig må spise fedt, hverken fra kvæg eller får eller geder. 24Fedtet fra et dyr, som dør af sygdom, eller som dræbes af vilde dyr, må heller ikke spises, men det må gerne bruges til andre formål. 25Enhver, der spiser fedt fra et offerdyr, skal dø.

26Spis aldrig blod, hverken fra fugle eller andre dyr. 27Enhver, som gør det, skal dø.”

28Herren fortsatte: 29„Sig til Israels folk, at de, der bringer Herren et takoffer, selv skal frembære deres offer. 30De skal personligt ofre dyrets fedt og bryststykke som en gave til Herren. Bryststykket skal svinges frem og tilbage foran alteret. 31Så skal præsten brænde fedtet på alteret, men bryststykket skal tilfalde præsterne, 32-33og det højre lår skal tilfalde den præst, som udfører offerhandlingen. 34Bryststykket og det højre lår skal være en gave fra Israels folk og skal altid tilfalde præsterne, for det er deres andel.” 35-36Den dag Aron og hans sønner blev salvet, befalede Herren, at Israels folk skulle give dem disse stykker af offerdyrene. Det er deres ret fra slægt til slægt.

37Dette er Herrens instrukser om brændofferet, afgrødeofferet, syndofferet, skyldofferet, indvielsesofferet og takofferet. 38Disse forskrifter gav Herren til Moses på Sinaibjerget, dengang Israels folk begyndte at bringe ofre til Herren ude i ørkenen.

O Livro

Levítico 7:1-38

A oferta pela culpa

1Aqui estão as instruções que dizem respeito à santíssima oferta de expiação de culpa: 2O animal do sacrifício deverá ser morto no sítio onde são degolados os holocaustos e o seu sangue aspergido sobre todo o altar. 3O sacerdote oferecerá sobre o altar toda a sua gordura, e também a cauda, além da gordura que cobre as partes internas, 4e ainda os dois rins com a gordura que os cobre e a vesícula; tudo será posto de parte para o sacrifício. 5O sacerdote queimá-los-á sobre o altar como oferta de expiação de culpa ao Senhor. 6Só os homens, de entre os sacerdotes, poderão comer a carcaça do animal, e sempre no lugar santo, porque se trata de um sacrifício santíssimo.

7As mesmas instruções se aplicam tanto à oferta de pecado como à de culpa; a carcaça deverá ser dada ao sacerdote encarregado da cerimónia de resgate, porque é alimento seu. 8Quando a oferta é um holocausto, o sacerdote oficiante tomará para si a pele do animal. 9Os sacerdotes que apresentarem as ofertas de cereais trazidas pelo povo ficarão com o que restar do sacrifício após a conclusão da cerimónia. Esta regra aplica-se quer o sacrifício seja cozido, frito ou grelhado. 10Todas as outras ofertas de cereais, amassadas com azeite ou secas, serão propriedade comum de todos os filhos de Aarão.

A oferta de paz

11São as seguintes as indicações respeitantes aos sacrifícios dados ao Senhor como ofertas de paz: 12Se se tratar de uma oferta de ação de graças, deverão ser incluídos no sacrifício pãezinhos sem fermento, acompanhados de bolachas sem fermento, amassadas com azeite, e bolos feitos de massa de farinha fina amassada com azeite. 13Esta oferta de louvores e de paz será acompanhada de bolos de farinha levedada. 14Parte deste sacrifício será apresentado ao Senhor com um gesto especial de movimento perante o altar; depois será dada ao sacerdote oficiante, o qual aspergirá o sangue do animal apresentado como sacrifício. 15Após o animal ter sido sacrificado, como oferta de paz que lhe testemunhe louvor e gratidão, a sua carne é para ser comida nesse mesmo dia, sem nada se deixar ficar para o dia seguinte.

16Contudo, se alguém trouxer um sacrifício que não seja de ação de graças, mas antes por causa de um voto, ou simplesmente como uma oferta voluntária, aquilo que do sacrifício não tiver sido comido, no dia em que foi apresentado, pode ser comido no dia seguinte. 17No entanto, o que ficar até ao terceiro dia deve ser queimado. 18Porque se alguma porção for comida no terceiro dia o Senhor não aceitará; não terá valor como sacrifício e não será dado crédito a favor daquele que a trouxe como oferta. O sacerdote que o comer será culpado, porque fez algo detestável; a pessoa que comeu deverá responder pelo seu pecado.

19Qualquer carne que aconteça tocar em algo de ritualmente imundo não poderá ser comida, mas antes ardida; e quanto à comida que pode ser comida, deve sê-lo somente por alguém ritualmente limpo. 20Mas se alguém que esteja impuro comer de alguma carne da oferta de ação de graças será banido do seu povo, porque manchou algo que é sagrado, que pertence ao Senhor. 21Alguém que tocar seja no que for cerimonialmente impuro, seja imundice de ser humano, seja de animal, e que depois comer da oferta de paz, deverá ser banido do seu povo, porque manchou algo de santo.”

Proibido comer sangue e gordura

22E o Senhor disse a Moisés: 23“Diz ao povo de Israel que nunca coma gordura, seja de boi, de cordeiro ou de cabra. 24A gordura de um animal que morre de doença, ou que tenha sido morto por um outro animal, pode ser usada para qualquer fim, mas que não seja comida. 25Se alguém comer da gordura dum animal de uma oferta sacrificada pelo fogo ao Senhor deverá ser banido do seu povo.

26Nunca se coma o sangue, seja de pássaros, seja de quadrúpedes. 27Alguém que o fizer será excomungado do seu povo.”

A porção de Aarão e seus filhos

28E o Senhor disse a Moisés: 29“Diz ao povo de Israel que a aquele que trouxer uma oferta de louvor ao Senhor deve trazê-la pessoalmente, 30com as suas próprias mãos. Trará a oferta da gordura e do peito que deve ser apresentado ao Senhor, movendo-o perante o altar, com um gesto de apresentação cerimonial. 31Então o sacerdote queimará a gordura sobre o altar, mas o peito pertencerá a Aarão e aos seus filhos; 32a coxa direita será dada ao sacerdote oficiante. 33Porque destinei tanto o peito como a coxa para serem o donativo do povo de Israel aos filhos de Aarão. 34Portanto, a Aarão e aos seus filhos será sempre dada esta porção de sacrifício.

35É a porção que lhes é devida. Deverá ser retirada das ofertas queimadas e dada a todos aqueles que foram designados para administrar para o Senhor como sacerdotes, ou seja, a Aarão e aos seus filhos. 36Porque no dia em que o Senhor os ungiu ordenou também que o povo de Israel lhe desse estas porções; é pois um direito seu para sempre, no decurso de todas as gerações vindouras.”

37Foram pois estas as instruções respeitantes aos holocaustos, ofertas de cereais, ofertas de pecado, ofertas de culpa, e ainda às ofertas de consagração e às ofertas de paz. 38Foram dadas a Moisés pelo Senhor junto ao monte Sinai, a fim de serem transmitidas ao povo de Israel para que soubessem como oferecer os seus sacrifícios ao Senhor no deserto de Sinai.