2. Mosebog 32 – BPH & NIRV

Bibelen på hverdagsdansk

2. Mosebog 32:1-35

Guldkalven

1Moses havde nu opholdt sig på bjerget i mange dage, og israelitterne mistede til sidst håbet om, at han nogensinde ville komme tilbage. Derfor gik de hen til Aron og sagde: „Lav os en gud, som kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten.”

2-3„Jo, men så skal I bringe mig de guldøreringe, som jeres koner, sønner og døtre går med,” svarede Aron.

Så tog de alle deres øreringe af og bragte dem til Aron. 4Aron smeltede guldet og støbte en afgud, som lignede en tyrekalv. Da folket så den, udbrød de: „Se her, alle sammen! Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”

5Da Aron så folkets begejstring, byggede han et alter foran tyrekalven og meddelte: „I morgen holder vi højtid for Herren!”

6Tidligt næste morgen bragte de så brændofre og takofre på alteret foran guldkalven. De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.

7Da sagde Herren til Moses: „Skynd dig ned fra bjerget! Det folk, du førte ud af Egypten, har begået en stor synd. 8De har allerede vendt sig bort fra mine befalinger og lavet sig en afgud i form af en tyrekalv. De har tilbedt den og ofret til den. De har oven i købet sagt: Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”

9Herren fortsatte: „Jeg kan se, at Israels folk er egenrådigt og ulydigt. 10Nu kan det være nok! Jeg vil give min vrede frit løb. Jeg vil udrydde dem alle sammen. Og så vil jeg begynde forfra med dig, Moses, og gøre dig til et stort folk.”

11Men Moses gik i forbøn for dem: „Åh, Herre, du må ikke være så vred på dit eget folk, som du selv førte ud af Egypten med vældig magt og mægtige undere. 12Skal egypterne kunne sige, at Gud lokkede sit folk ud i bjergene bare for at udrydde dem? Lad dog din brændende vrede kølne af, så du ikke gør alvor af at udrydde dit folk. 13Glem ikke dit løfte til Abraham, Isak og Jakob. Du svor jo ved dig selv, at du ville gøre deres efterkommere talrige som himlens stjerner og give dem det land i arv og eje, som du har lovet skal være deres for evigt.” 14Da gjorde Herren ikke alvor af sin trussel, men skånede folket for den ulykke, han havde truet med.

15Så vendte Moses sig og gik ned ad bjerget med de to stentavler, hvor pagtens bud var indskrevet på begge sider. 16Tavlerne var Guds værk, og skriften var Guds egen skrift.

17Da Moses og Josva var kommet et godt stykke ned af bjerget, kunne de høre råben og skrigen nede fra lejren. Forundret udbrød Josva: „Det lyder, som om der er krig i lejren!” 18Men Moses svarede: „Nej, det er hverken sejrsråb eller klageskrig over et nederlag. De synger lystige viser!”

19Da de var kommet endnu tættere på, og Moses så, hvordan folk dansede om tyrekalven, blev han så overvældet af vrede, at han slyngede stentavlerne mod jorden, så de knustes ved foden af bjerget. 20Så tog han den tyrekalv, de havde lavet, og smeltede den i ilden. Da metallet var afkølet, knuste han det til støv og smed det ud i bækken, som folket fik deres drikkevand fra.

21Så vendte han sig mod Aron og sagde: „Hvad har folket gjort dig, siden du har ført dem ud i så stor en synd?” 22„Bliv ikke vred, Moses!” svarede Aron. „Du ved selv, hvordan folket griber enhver anledning til at gøre oprør. 23De sagde til mig: ‚Moses førte os ud af Egypten, men nu er han åbenbart forsvundet. Kom og lav en gud til os, som kan føre os videre frem på vejen!’ 24‚Godt,’ svarede jeg, ‚så bring mig jeres guldsmykker!’ Det gjorde de, og jeg kastede smykkerne ind i ilden, og så kom der en guldkalv ud af det!”

25Da Moses så, at Aron fuldstændig have mistet kontrollen over folket, og at de opførte sig tåbeligt i deres oprørskhed, 26stillede han sig ved indgangen til lejren og råbte: „Alle dem af jer, som er på Herrens side, kom her over til mig!” Og alle levitterne kom over til ham.

27Da sagde han til dem: „Herren, Israels Gud, siger: Tag jeres sværd og gå igennem lejren og dræb jeres landsmænd, som har gjort oprør.” 28Det gjorde de, og den dag døde der omkring 3000 mand. 29Moses sagde derefter til levitterne: „I dag har I indviet jer til tjeneste for Herren, fordi I adlød ham, også selv om det betød, at I måtte slå nogle af jeres egne brødre og sønner ihjel. Derfor skal I opleve stor velsignelse.”

30Næste dag sagde Moses til folket: „I har begået en frygtelig synd, men jeg vil gå tilbage til Herren på bjerget. Måske jeg kan opnå tilgivelse for jeres synd.”

31Så gik Moses tilbage til Herren og sagde: „Ak, Herre! Israels folk har begået en stor synd ved at lave sig en afgud af guld. 32Men vil du ikke nok alligevel tilgive dem deres store synd? Hvis ikke du vil, så slet mit navn fra den bog, du fører!32,32 Der er sikkert tale om „de levendes bog”, altså en liste over alle, som er i live eller har ret til at leve.

33„Den, som har syndet imod mig, vil jeg slette af min bog,” svarede Herren. 34„Men gå du nu tilbage til folket og før dem til det sted, jeg har befalet. Min engel skal gå foran dig. Men når tiden er inde, vil jeg straffe folket for dets synd.”

35Og Herren sendte en plage over folket, fordi det havde fået Aron til at lave en tyrekalv.

New International Reader’s Version

Exodus 32:1-35

Israel Worships a Golden Calf

1The people saw that Moses took a long time to come down from the mountain. So they gathered around Aaron. They said to him, “Come. Make us a god that will lead us. This fellow Moses brought us up out of Egypt. But we don’t know what has happened to him.”

2Aaron answered them, “Take the gold earrings off your wives, your sons and your daughters. Bring the earrings to me.” 3So all the people took off their earrings. They brought them to Aaron. 4He took what they gave him and made it into a metal statue of a god. It looked like a calf. Aaron shaped it with a tool. Then the people said, “Israel, here is your god who brought you up out of Egypt.”

5When Aaron saw what they were doing, he built an altar in front of the calf. He said, “Tomorrow will be a feast day to honor the Lord.” 6So the next day the people got up early. They sacrificed burnt offerings and brought friendship offerings. They sat down to eat and drink. Then they got up to dance wildly in front of their god.

7The Lord spoke to Moses. He said, “Go down. Your people you brought up out of Egypt have become very sinful. 8They have quickly turned away from what I commanded them. They have made themselves a metal statue of a god in the shape of a calf. They have bowed down and sacrificed to it. And they have said, ‘Israel, here is your god who brought you up out of Egypt.’

9“I have seen these people,” the Lord said to Moses. “They are stubborn. 10Now leave me alone. I will destroy them because of my great anger. Then I will make you into a great nation.”

11But Moses asked the Lord his God to have mercy on the people. “Lord,” he said, “why should you destroy your people in anger? You used your great power and mighty hand to bring them out of Egypt. 12Why should the Egyptians say, ‘He brought them out to hurt them. He wanted to kill them in the mountains. He wanted to wipe them off the face of the earth’? Turn away from your great anger. Please take pity on your people. Don’t destroy them! 13Remember your servants Abraham, Isaac and Israel. You made a promise to them in your own name. You said, ‘I will make your children after you as many as the stars in the sky. I will give them all this land I promised them. It will belong to them forever.’ ” 14Then the Lord took pity on his people. He didn’t destroy them as he had said he would.

15Moses turned and went down the mountain. He had the two tablets of the covenant law in his hands. Words were written on both sides of the tablets, front and back. 16The tablets were the work of God. The words had been written by God. They had been carved on the tablets.

17Joshua heard the noise of the people shouting. So he said to Moses, “It sounds like war in the camp.”

18Moses replied,

“It’s not the sound of winning.

It’s not the sound of losing.

It’s the sound of singing that I hear.”

19As Moses approached the camp, he saw the calf. He also saw the people dancing. So he was very angry. He threw the tablets out of his hands. They broke into pieces at the foot of the mountain. 20He took the calf the people had made. He burned it in the fire. Then he ground it into powder. He scattered it on the water. And he made the Israelites drink it.

21He said to Aaron, “What did these people do to you? How did they make you lead them into such terrible sin?”

22“Please don’t be angry,” Aaron answered. “You know how these people like to do what is evil. 23They said to me, ‘Make us a god that will lead us. This fellow Moses brought us up out of Egypt. But we don’t know what has happened to him.’ 24So I told them, ‘Anyone who has any gold jewelry, take it off.’ They gave me the gold. I threw it into the fire. And out came this calf!”

25Moses saw that the people were running wild. Aaron had let them get out of control. The people had become a joke to their enemies. 26Moses stood at the entrance to the camp. He said, “Anyone on the Lord’s side, come to me.” All the Levites joined him.

27Then he spoke to them. He said, “The Lord, the God of Israel, says, ‘Each man must put on his sword. Then he must go back and forth through the camp from one end to the other. Each man must kill his brother and friend and neighbor.’ ” 28The Levites did as Moses commanded. About 3,000 of the people died that day. 29Then Moses said to the Levites, “You have been set apart for the Lord today. You fought against your own sons and brothers. And he has blessed you this day.”

30The next day Moses said to the people, “You have committed a terrible sin. But now I will go up to the Lord. Maybe if I pray to him, he will forgive your sin.”

31So Moses went back to the Lord. He said, “These people have committed a terrible sin. They have made a god out of gold for themselves. 32Now please forgive their sin. But if you won’t, then erase my name out of the book you have written.”

33The Lord replied to Moses. The Lord said, “I will erase out of my book only the names of those who have sinned against me. 34Now go. Lead the people to the place I spoke about. My angel will go ahead of you. But when the time comes for me to punish, I will punish them for their sin.”

35The Lord struck the people with a plague. That’s because of what they did with the calf Aaron had made.