2. Mosebog 14 – BPH & NIRV

Bibelen på hverdagsdansk

2. Mosebog 14:1-31

Gennem Det Røde Hav

1Derefter sagde Herren til Moses: 2„Sig til Israels folk, at de skal dreje fra vejen og gå imod Pi-ha-Hirot mellem Migdol14,2 Pi-ha-Hirot (eller Pi-ha-Horot) kan betyde „Kløftens mund” eller „Hulernes mund” og hentyde til en åben plads midt i et bjergområde, eventuelt ved udløbet af en flod. Ordet Migdol betyder „Vagttårn” eller „Udkigspost”. og havet. I skal slå lejr langs kysten, over for Ba’al-Zefon, 3så vil Farao nemlig tro, at I er faret vild og gået i en fælde mellem ørkenen og havet. 4Og så vil jeg endnu en gang gøre Farao stædig, så han sætter efter jer. Sådan vil jeg få ære og herlighed på bekostning af Farao og hele hans hær, og egypterne vil indse, at jeg er Herren.”

Så slog israelitterne lejr, hvor Herren havde sagt.

5Da Egyptens konge fik at vide, at israelitterne ikke var kommet tilbage til den fastsatte tid, holdt han rådslagning med sine embedsmænd. De fortrød nu, at de havde ladet alle deres slaver rejse bort. 6Så lod Farao sin stridsvogn gøre klar og satte efter dem 7i spidsen for et elitekorps på 600 udsøgte stridsvogne. Alle Egyptens øvrige stridsvogne fulgte efter, bemandet med erfarne vognkæmpere.

8Herren havde gjort Farao så stædig, at han nu satte efter israelitterne, der var taget af sted i triumf.14,8 Hebraisk: „med løftet hånd”. Betydningen usikker. 9Hele Faraos kavaleri af heste, ryttere og vogne deltog i forfølgelsen, og de indhentede Israels folk, hvor de havde slået lejr ved havet nær Pi-ha-Hirot over for Ba’al-Zefon.

10Da nu Farao og hans hær kom nærmere, fik Israels folk øje på dem langt borte. De blev skrækslagne og råbte til Herren om hjælp. 11Så vendte de sig imod Moses og sagde: „Har du ført os her ud i ørkenen, for at vi skal dø? Var der ikke gravpladser nok i Egypten? Hvorfor fik du os i det hele taget til at forlade Egypten? 12Sagde vi ikke til dig dengang, at du skulle lade os være i fred? Hellere være slaver for egypterne end blive slagtet ned her i ørkenen!”

13Men Moses svarede folket: „I skal ikke være bange! Bare bliv stående, hvor I står, for nu skal I få at se, hvordan Herren vil frelse jer. De egyptere, I ser komme imod os i dag, vil I aldrig komme til at se mere! 14Herren selv vil tage kampen op for jer. I skal bare tie stille!”

15Derpå sagde Herren til Moses: „Der er ikke tid til mere snak. Sig til israelitterne, at de skal bryde op. 16Løft din stav og ræk den ud over havet, så der bliver en vej midt igennem. Så kan alle israelitterne gå tørskoet igennem havet og over på den anden side. 17Jeg vil gøre egypterne stædige, så de dumdristigt følger efter jer ud i havet. Sådan vil jeg få ære og herlighed på bekostning af Farao og hans hær, alle hans stridsvogne og ryttere. 18Når jeg har gjort det af med Farao og hele hans hær, vil egypterne indse, at jeg er Herren!”

19Herrens engel, som indtil da havde gået foran israelitterne for at vise vej, gik nu om bag dem. Også skysøjlen flyttede sig fra pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem, 20så den stod mellem israelitterne og egypterne. Om natten var der således lyst på israelitternes side og bælgmørkt på den egyptiske side. På den måde kom de ikke i nærheden af hinanden hele natten.

21Da Moses rakte sin stav ud over vandet, drev Herren vandet bort. Han lod en voldsom østenvind blæse hele natten, så havet delte sig, og en tør sti kom til syne midt i. 22Så gik israelitterne gennem havet på den tørre havbund, mens vandet var som en beskyttende mur på begge sider. 23Men alle Faraos heste, vogne, og ryttere fulgte efter dem ud i havet.

24I den tidlige morgendæmring så Herren fra ild- og skysøjlen ned på egypternes hær og bragte den i uorden. 25Han fik vognhjulene til at sidde fast, så de havde stort besvær med at komme fremad. Da råbte egypterne: „Lad os se at komme væk! Det er deres gud, Jahve, der kæmper imod os.”

26Da alle israelitterne var kommet over på den anden side, sagde Herren til Moses: „Ræk din hånd ud over havet igen, så vil vandet vende tilbage og oversvømme de egyptiske vogne og ryttere.” 27Moses adlød. Da dagen gryede, rakte Moses hånden ud over havet. Vandmasserne drønede tilbage til deres normale leje, og Herren skyllede de skrækslagne egyptere bort med de brusende strømme.

28Vandet dækkede alle vognene og rytterne—ja, hele Faraos hær. Af alle de egyptere, der havde forfulgt israelitterne ud i havet, var der ikke en eneste, der overlevede. 29Men israelitterne nåede tørskoede gennem havet, mens vandet beskyttede dem på begge sider.

30Den dag reddede Herren israelitterne fra den egyptiske hær. De stod og betragtede ligene, der blev skyllet op på stranden. 31Da israelitterne så Herrens vældige magt demonstreret på egypterne, blev de fyldt af dyb ærefrygt for Gud, og de gav udtryk for deres tillid til ham—og til hans tjener Moses.

New International Reader’s Version

Exodus 14:1-31

1Then the Lord spoke to Moses. 2He said, “Tell the people of Israel to turn back. Have them camp near Pi Hahiroth between Migdol and the Red Sea. They must camp by the sea, right across from Baal Zephon. 3Pharaoh will think, ‘The Israelites are wandering around the land. They don’t know which way to go. The desert is all around them.’ 4I will make Pharaoh stubborn. He will chase them. But I will gain glory for myself because of what will happen to Pharaoh and his whole army. And the Egyptians will know that I am the Lord.” So the Israelites camped by the Red Sea.

5The king of Egypt was told that the people had escaped. Then Pharaoh and his officials changed their minds about them. They said, “What have we done? We’ve let the people of Israel go! We’ve lost our slaves and all the work they used to do for us!” 6So he had his chariot made ready. He took his army with him. 7He took 600 of the best chariots in Egypt. He also took along all the other chariots. Officers were in charge of all of them. 8The Lord made Pharaoh, the king of Egypt, stubborn. So he chased the Israelites as they were marching out boldly. 9The Egyptians went after the Israelites. All Pharaoh’s horses and chariots and horsemen and troops chased them. They caught up with the Israelites as they camped by the sea. The Israelites were near Pi Hahiroth, across from Baal Zephon.

10As Pharaoh approached, the Israelites looked back. There were the Egyptians marching after them! The Israelites were terrified. They cried out to the Lord. 11They said to Moses, “Why did you bring us to the desert to die? Weren’t there any graves in Egypt? What have you done to us by bringing us out of Egypt? 12We told you in Egypt, ‘Leave us alone. Let us serve the Egyptians.’ It would have been better for us to serve the Egyptians than to die here in the desert!”

13Moses answered the people. He said, “Don’t be afraid. Stand firm. You will see how the Lord will save you today. Do you see those Egyptians? You will never see them again. 14The Lord will fight for you. Just be still.”

15Then the Lord spoke to Moses. He said, “Why are you crying out to me? Tell the people of Israel to move on. 16Hold out your walking stick. Reach out your hand over the Red Sea to divide the water. Then the people can go through the sea on dry ground. 17I will make the Egyptians stubborn. They will go in after the Israelites. I will gain glory for myself because of what will happen to Pharaoh, his army, chariots and horsemen. 18The Egyptians will know that I am the Lord. I will gain glory because of what will happen to Pharaoh, his chariots and his horsemen.”

19The angel of God had been traveling in front of Israel’s army. Now he moved back and went behind them. The pillar of cloud also moved away from in front of them. Now it stood behind them. 20It came between the armies of Egypt and Israel. All through the night the cloud brought darkness to one side and light to the other. Neither army went near the other all night long.

21Then Moses reached out his hand over the Red Sea. All that night the Lord pushed the sea back with a strong east wind. He turned the sea into dry land. The waters were divided. 22The people of Israel went through the sea on dry ground. There was a wall of water on their right side and on their left.

23The Egyptians chased them. All Pharaoh’s horses and chariots and horsemen followed them into the sea. 24Near the end of the night the Lord looked down from the pillar of fire and cloud. He saw the Egyptian army and threw it into a panic. 25He jammed the wheels of their chariots. That made the chariots hard to drive. The Egyptians said, “Let’s get away from the Israelites! The Lord is fighting for Israel against Egypt.”

26Then the Lord spoke to Moses. He said, “Reach out your hand over the sea. The waters will flow back over the Egyptians and their chariots and horsemen.” 27So Moses reached out his hand over the sea. At sunrise the sea went back to its place. The Egyptians tried to run away from the sea. But the Lord swept them into it. 28The water flowed back and covered the chariots and horsemen. It covered the entire army of Pharaoh that had followed the people of Israel into the sea. Not one of the Egyptians was left.

29But the Israelites went through the sea on dry ground. There was a wall of water on their right side and on their left. 30That day the Lord saved Israel from the power of Egypt. The Israelites saw the Egyptians lying dead on the shore. 31The Israelites saw the amazing power the Lord showed against the Egyptians. So the Israelites had great respect for the Lord and put their trust in him. They also put their trust in his servant Moses.