2. Krønikebog 6 – BPH & NVI-PT

Bibelen på hverdagsdansk

2. Krønikebog 6:1-42

1Da udbrød Salomon: 2„Herren har sagt, at han bor i den tætte sky. Herre, nu har jeg bygget dig en prægtig bolig på jorden, et sted, hvor du kan slå dig ned og bo for evigt.”

Salomons tale til folket

1.Kong. 8,14-21

3Derpå vendte kongen sig om og så ud over hele Israels forsamling, og han velsignede dem. Derefter sagde han: 4„Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har opfyldt det løfte, han gav min far, da han sagde: 5‚Fra dengang jeg førte mit folk ud af Egypten, har jeg ikke udvalgt nogen by i Israel, hvor man kunne bygge et hus til mig. Jeg har heller ikke udvalgt nogen til at være konge over mit folk. 6Men i dag udpeger jeg Jerusalem som det sted, hvor min bolig skal være, og jeg har udvalgt dig, David, til at lede mit folk.’ ”

7Salomon fortsatte: „Min far ville så gerne bygge et hus til Herren, Israels Gud, 8men han fik ikke lov til det. ‚Det er godt, at du ønsker at bygge mig et hus,’ sagde Herren til ham, 9‚men det bliver din søn, som kommer til at bygge det.’ 10Herren har nu opfyldt sit løfte, for jeg har efterfulgt min far på Israels trone, og nu står Herrens hus færdigt. 11Dér har jeg anbragt arken, som indeholder den pagt, Herren oprettede med Israels folk.”

Salomons bøn til Herren

1.Kong. 8,22-54

12Salomon stod foran brændofferalteret med hænderne løftet ud mod forsamlingen. 13Han havde fået konstrueret en platform af bronze midt i forgården. Den var 2,25 m lang, 2,25 m bred og 1,35 m høj. Salomon knælede nu ned på platformen med hænderne løftet mod himlen 14og bad følgende bøn: „Herre, Israels Gud, der findes ingen Gud som dig i hele verden! Du er en trofast Gud, der holder fast ved dine pagtsløfter, når blot dine tjenere adlyder dig af hele deres hjerte. 15Du har nu opfyldt løftet til min far, som var din tjener. 16Og nu, Herre, beder jeg dig opfylde resten af dit løfte til ham: At hvis hans efterkommere gør som ham og handler efter din vilje, skal der altid sidde en fra hans slægt på Israels trone. 17Ja Herre, Israels Gud, opfyld også det løfte!

18Er det muligt, at Gud kan tage bolig på jorden? Hvis Himlen er for lille til at rumme dig, Herre, hvordan kan du da bo i det hus, jeg har bygget? 19Min Herre og Gud, lyt til den inderlige bøn, jeg nu beder for dit ansigt: 20Våg over dette hus både dag og nat—det sted, hvor du har lovet at tage bolig—og når jeg vender mig mod din bolig for at bede, lyt da til min bøn og svar mig. 21Ja, hør hver eneste bøn, som dit folk beder til dig, vendt mod dette sted. Hør os i din bolig i Himlen og tilgiv os.

22Når nogen bliver anklaget for at have forbrudt sig mod en anden person, og de foran dit alter her sværger på, at de er uskyldige, 23så hør dem i Himlen. Frikend den uskyldige og døm den skyldige.

24Når dit folk synder og som straf bliver besejret af deres fjender, og de så vender om til dig og beder om din hjælp, vendt mod dette hus, 25så hør dit folks bøn fra din bolig i Himlen, tilgiv dem og lad dem få lov at vende tilbage til deres land, som du har givet dem og deres forfædre.

26Når dit folk synder, og regnen derfor udebliver, og de så vender om fra deres synd, fordi du har straffet dem, og de beder til dig om hjælp, vendt mod dette hus, 27så hør dem fra din bolig i Himlen og tilgiv dit folk, Israel. Lær dem at følge dine veje, og lad igen regnen falde på den jord, du gav dem.

28Når der kommer hungersnød i landet, pest eller plantesygdomme, angreb af græshopper eller andre skadedyr, eller når fjenderne omringer vores byer, ja hvilken som helst epidemi eller katastrofe det nu drejer sig om, 29og dit folk erkender deres synd, rækker hænderne ud mod dette sted og bønfalder dig om hjælp, 30så hør dem i din himmelske bolig og tilgiv dem. Du alene kender menneskets skjulte tanker, og du har ret til at straffe dem for deres handlinger. 31Da vil de lære at vise dig ærefrygt og vandre på dine veje i al den tid, de lever i dette land, som du lovede deres forfædre.

32Og når fremmede folk hører om din storhed og dine mægtige undere, og de kommer langvejsfra for at bede dig om hjælp, vendt mod dette hus, 33så hør dem i Himlen, hvor du bor, og svar på deres bøn. Da skal alle jordens folkeslag høre om dig og have ærefrygt for dig ligesom dit folk, Israel, og hele verden vil forstå, at det hus, som jeg her har bygget, er indviet til dig.

34Når du sender dit folk i krig mod deres fjender, og de beder til dig, vendt mod den by, du har udvalgt til bolig, og det hus, jeg har bygget til dig, 35hør da i din Himmel deres bøn og skaf dem deres ret.

36Hvis de synder imod dig—og hvem kan sige sig fri for den mulighed—og du i din vrede tillader fjenden at føre dem som fanger til et fremmed land, det være sig nært eller fjernt, 37og hvis de så kommer til fornuft i det land, hvor de er i fangenskab, og råber til dig: ‚Vi har handlet ondt og været ulydige mod Gud! Vi har syndet!’ 38-39da hør deres bøn i din bolig i Himlen og hjælp dem, når de ærligt vender sig til dig og beder om hjælp, vendt mod det land, du gav deres forfædre, mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget til din ære. Tilgiv dit folk deres ulydighed mod dig.

40Min Gud, våg over dette sted og lyt opmærksomt til alle de bønner, der bedes her.

41Herre, rejs dig, træd ind i din bolig,

for at være ved din almagts Ark.

Må dine præster blive klædt i frelsens dragt,

og dine hengivne tjenere fryde sig over din godhed!

42Forkast ikke din udvalgte konge!

Glem ikke din trofasthed mod din tjener David!”

Nova Versão Internacional

2 Crônicas 6:1-42

1E Salomão exclamou: “O Senhor disse que habitaria numa nuvem escura! 2Na realidade construí para ti um templo magnífico, um lugar para nele habitares para sempre!”

3Depois o rei virou-se e abençoou toda a assembleia de Israel, que estava ali em pé. 4E disse:

“Bendito seja o Senhor, o Deus de Israel, que por suas mãos cumpriu o que prometeu com sua própria boca a meu pai, Davi, quando lhe disse: 5‘Desde o dia em que tirei meu povo do Egito, não escolhi nenhuma cidade das tribos de Israel para nela construir um templo em honra ao meu nome, nem escolhi ninguém para ser o líder de Israel, o meu povo. 6Mas, agora, escolhi Jerusalém para o meu nome ali estar e escolhi Davi para governar Israel, o meu povo’.

7“Meu pai, Davi, tinha no coração o propósito de construir um templo em honra ao nome do Senhor, o Deus de Israel. 8Mas o Senhor lhe disse: ‘Você fez bem em ter no coração o plano de construir um templo em honra ao meu nome; 9no entanto, não será você que o construirá, mas o seu filho, que procederá de você; ele construirá o templo em honra ao meu nome’.

10“E o Senhor cumpriu a sua promessa. Sou o sucessor de meu pai, Davi, e agora ocupo o trono de Israel, como o Senhor tinha prometido, e construí o templo em honra ao nome do Senhor, o Deus de Israel. 11Coloquei nele a arca, na qual estão as tábuas da aliança do Senhor, aliança que ele fez com os israelitas”.

A Oração de Dedicação

12Depois Salomão colocou-se diante do altar do Senhor, e de toda a assembleia de Israel, e levantou as mãos para orar. 13Ele havia mandado fazer uma plataforma de bronze com dois metros e vinte e cinco centímetros6.13 Hebraico: 5 côvados. O côvado era uma medida linear de cerca de 45 centímetros. de comprimento e de largura, e um metro e trinta e cinco centímetros de altura no centro do pátio externo. O rei ficou em pé na plataforma e depois ajoelhou-se diante de toda a assembleia de Israel, levantou as mãos para o céu, 14e orou:

Senhor, Deus de Israel, não há Deus como tu nos céus e na terra! Tu que guardas a tua aliança de amor com os teus servos que, de todo o coração, andam segundo a tua vontade. 15Cumpriste a tua promessa a teu servo Davi, meu pai; com tua boca a fizeste e com tua mão a cumpriste, conforme hoje se vê.

16“Agora, Senhor, Deus de Israel, cumpre a outra promessa que fizeste a teu servo Davi, meu pai, quando disseste: ‘Você nunca deixará de ter, diante de mim, um descendente que se assente no trono de Israel, se tão somente os seus descendentes tiverem o cuidado de, em tudo, andar segundo a minha lei, como você tem feito’. 17Agora, ó Senhor, Deus de Israel, que se confirme a palavra que falaste a teu servo Davi.

18“Mas será possível que Deus habite na terra com os homens? Os céus, mesmo os mais altos céus, não podem conter-te. Muito menos este templo que construí! 19Ainda assim, atende à oração do teu servo e ao seu pedido de misericórdia, ó Senhor, meu Deus. Ouve o clamor e a oração que teu servo faz hoje na tua presença. 20Estejam os teus olhos voltados dia e noite para este templo, lugar do qual disseste que nele porias o teu nome, para que ouças a oração que o teu servo fizer voltado para este lugar. 21Ouve as súplicas do teu servo e de Israel, o teu povo, quando orarem voltados para este lugar. Ouve desde os céus, lugar da tua habitação, e, quando ouvires, dá-lhes o teu perdão.

22“Quando um homem pecar contra seu próximo e tiver que fazer um juramento e vier jurar diante do teu altar neste templo, 23ouve dos céus e age. Julga os teus servos; retribui ao culpado, fazendo recair sobre a sua própria cabeça o resultado da sua conduta, e declara sem culpa o inocente, dando-lhe o que a sua inocência merece.

24“Quando Israel, o teu povo, for derrotado por um inimigo por ter pecado contra ti e voltar-se para ti e invocar o teu nome, orando e suplicando a ti neste templo, 25ouve dos céus e perdoa o pecado de Israel, o teu povo, e traze-o de volta à terra que deste a ele e aos seus antepassados.

26“Quando se fechar o céu e não houver chuva por haver o teu povo pecado contra ti e o teu povo, voltado para este lugar, invocar o teu nome e afastar-se do seu pecado por o haveres castigado, 27ouve dos céus e perdoa o pecado dos teus servos, de Israel, o teu povo. Ensina-lhes o caminho certo e envia chuva sobre a tua terra, que deste por herança ao teu povo.

28“Quando houver fome ou praga no país, ferrugem e mofo, gafanhotos peregrinos e gafanhotos devastadores, ou quando inimigos sitiarem suas cidades, quando, em meio a qualquer praga ou epidemia, 29uma oração ou uma súplica por misericórdia for feita por um israelita ou por todo o Israel, teu povo, cada um sentindo as suas próprias aflições e dores, estendendo as mãos na direção deste templo, 30ouve dos céus, o lugar da tua habitação. Perdoa e trata cada um de acordo com o que merece, visto que conheces o seu coração. Sim, só tu conheces o coração do homem. 31Assim eles te temerão e andarão segundo a tua vontade durante todo o tempo em que viverem na terra que deste aos nossos antepassados.

32“Quanto ao estrangeiro, que não pertence a Israel, o teu povo, e que veio de uma terra distante por causa do teu grande nome, da tua mão poderosa e do teu braço forte; quando ele vier e orar voltado para este templo, 33ouve dos céus, lugar da tua habitação, e atende o pedido do estrangeiro, a fim de que todos os povos da terra conheçam o teu nome e te temam, como faz Israel, o teu povo, e saibam que este templo que construí traz o teu nome.

34“Quando o teu povo for à guerra contra os seus inimigos, por onde quer que tu o enviares, e orar a ti, voltado para a cidade que escolheste e para o templo que construí em honra ao teu nome, 35ouve dos céus a sua oração e a sua súplica e defende a sua causa.

36“Quando pecarem contra ti, pois não há ninguém que não peque, e ficares irado com eles e os entregares ao inimigo, e este os levar prisioneiros para uma terra distante ou próxima; 37se eles caírem em si, na terra para a qual foram deportados, e se arrependerem e lá orarem: ‘Pecamos, praticamos o mal e fomos rebeldes’; 38e se lá eles se voltarem para ti de todo o coração e de toda a sua alma, na terra de seu cativeiro para onde foram levados, e orarem voltados para a terra que deste aos seus antepassados, para a cidade que escolheste e para o templo que construí em honra ao teu nome, 39então, dos céus, lugar da tua habitação, ouve a sua oração e a sua súplica, e defende a sua causa. Perdoa o teu povo, que pecou contra ti.

40“Assim, meu Deus, que os teus olhos estejam abertos e os teus ouvidos atentos às orações feitas neste lugar.

41“Agora, levanta-te, ó Senhor, ó Deus, e vem para o teu lugar de descanso,

tu e a arca do teu poder.

Estejam os teus sacerdotes vestidos de salvação, ó Senhor, ó Deus;

que os teus santos se regozijem em tua bondade.

42Ó Senhor, ó Deus, não rejeites o teu ungido.

Lembra-te da fidelidade prometida a teu servo Davi”.