2. Krønikebog 27 – Bibelen på hverdagsdansk BPH

Bibelen på hverdagsdansk

2. Krønikebog 27:1-9

Kong Jotam af Juda

2.Kong. 15,33-38

1Jotam var 25 år, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 16 år. Hans mor hed Jerusha, en datter af Zadok. 2Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, som hans far Uzzija havde gjort—og han dristede sig ikke til at gå ind i Herrens tempel. Alligevel fremturede folket i deres ugudelighed.

3Jotam byggede nordporten i Herrens tempel, og han genopbyggede bymuren ved Ofelhøjen, hvor templet lå. 4Desuden byggede han flere byer i Judas bjergland, og han byggede fæstninger og udkigstårne i skovene. 5Han førte krig mod ammonitterne og besejrede dem. I de følgende tre år måtte de svare ham en årlig skat på 3,5 tons sølv, 10.000 sække hvede og 10.000 sække byg.27,5 På hebraisk: 100 talenter sølv og 10.000 kor. Se noten til 2,9. 6Jotam blev således en magtfuld konge, for han adlød omhyggeligt Herren, sin Gud.

7Resten af Jotams liv og virke og hans krige med andre konger er beskrevet i Israels og Judas kongers krønikebog. 8Som sagt var han 25 år, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 16 år. 9Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen. Hans søn Ahaz blev konge efter ham.