2. Kongebog 6 – BPH & NSP

Bibelen på hverdagsdansk

2. Kongebog 6:1-33

Det flydende øksehoved

1En dag sagde profeteleverne til Elisa: „Der er ikke længere plads nok her, hvor vi sidder, når du underviser os. 2Lad os tage ned til Jordanfloden og få fat i noget tømmer. Så kan vi bygge os et sted, hvor der er bedre plads.”

„Gå bare i gang,” svarede Elisa.

3„Vi vil gerne have, at du går med,” var der en, som indvendte.

„Det er i orden,” svarede Elisa og gik med dem.

4Ved Jordanfloden begyndte eleverne at fælde træer, 5men under arbejdet var en af dem så uheldig at tabe sit øksehoved i floden.

„Åh nej,” råbte han, „det var endda en økse, jeg havde lånt.”

6„Hvor tabte du øksehovedet?” spurgte Elisa, og den unge mand udpegede stedet. Da skar Elisa en gren af et træ og kastede den i vandet, og pludselig dukkede øksehovedet op til overfladen og flød på vandet. 7„Nu kan du samle det op,” sagde Elisa, og den unge mand rakte straks hånden ud og fik fat i det.

Elisa slår den aramæiske hær med blindhed

8Engang mens den aramæiske konge lå i krig med Israel, aftalte han med sine officerer, hvor angrebsstyrken skulle lægge sig i baghold. 9Men Guds profet Elisa sendte bud til Israels konge og advarede ham om, at aramæerne lå i baghold på det og det sted. 10Kongen sendte så forstærkning ud til stedet. Gang på gang advarede Elisa kongen og hans hær mod bagholdsangreb. 11Det blev den aramæiske konge efterhånden temmelig foruroliget over, og han kaldte sine officerer sammen og spurgte dem: „Sig mig: Hvem er forræderen? Hvem af jer fortæller Israels konge om mine planer?”

12„Ingen af os, herre,” svarede en officer. „Det er profeten Elisa, der har magt til at underrette Israels konge om hvert eneste ord, du taler i dit eget soveværelse.”

13„Find ud af, hvor han er,” udbrød kongen, „så vi kan sende soldater af sted og pågribe ham.”

Kort efter blev der meldt tilbage, at Elisa opholdt sig i Dotan. 14Straks sendte den aramæiske konge et større regiment med heste og vogne af sted, og de ankom om natten til byen og omringede den.

15Tidligt næste morgen opdagede profetens tjener, at en stor hærstyrke med heste og vogne havde omringet byen. „Åh nej, herre,” udbrød tjeneren, „hvad skal vi dog gøre?”

16„Der er ingen grund til panik,” beroligede Elisa ham, „for der er flere, der kæmper på vores side end på deres.”

17Da bad Elisa følgende bøn: „Herre, luk hans øjne op, så han kan se.” Herren åbnede tjenerens øjne, og han kunne nu se, at bjerget var fyldt med ildheste og ildvogne rundt om, hvor de stod.

18Da den aramæiske hær kom nærmere, bad Elisa: „Herre, gør dem blinde.” Og Herren gjorde dem blinde på stedet.

19Elisa gik nu ud og råbte: „I går den gale vej. Følg efter mig, så skal jeg vise jer vej til den rigtige by og til den mand, I leder efter.” Så førte han dem helt til Samaria.

20Da de var kommet ind i byen, bad Elisa igen: „Herre, luk nu deres øjne op, så de kan se.” Og Herren åbnede deres øjne, så de opdagede, at de stod midt i Israels hovedstad.

21Ved synet af de aramæiske soldater råbte Israels konge begejstret til Elisa: „Skal jeg slå dem ihjel?”

22„Nej,” svarede Elisa. „Plejer man at dræbe sine krigsfanger? Giv dem noget at spise og drikke og send dem så hjem.”

23Så holdt kongen en stor fest for dem, hvorefter han sendte dem tilbage til den aramæiske konge. Fra den dag standsede de aramæiske bagholdsangreb på israelitisk territorium.

Hungersnøden i Samaria

24Nogen tid senere mobiliserede kong Ben-Hadad af Aram sin hær og marcherede af sted for at belejre Samaria. 25Som følge af belejringen blev der en så katastrofal fødevaremangel i byen, at et æselhoved til sidst kostede 80 sølvstykker, og en kop duemøg6,25 Det vides ikke med sikkerhed, om dette ord hentyder til almindeligt duemøg, eller det er en spiselig plante med et sådant navn, som normalt ikke betragtedes som egnet føde. Æselhoveder blev også kun spist under den værste hungersnød. kostede 5 sølvstykker.

26En dag, da Israels konge gik en runde på bymuren, var der en kvinde, som råbte: „Herre konge, hjælp mig.”

27„Hvis Gud Herren ikke kan hjælpe dig, hvorfor tror du så, jeg kan?” svarede kongen tilbage. „Jeg har hverken mad eller vin at give dig.” 28Alligevel spurgte han: „Hvad drejer sagen sig om?”

Kvinden svarede: „Jo, den kvinde her foreslog, at vi skulle spise mit barn den ene dag og hendes barn den næste dag. 29Så kogte vi min dreng og spiste ham, men næste dag, da det var hendes tur til at ofre sit barn, gemte hun ham i stedet.”

30Da kongen hørte den historie, rev han flænger i sit tøj, og de omkringstående kunne gennem flængerne i tøjet se, at kongen indenunder var klædt i sækkelærred som tegn på sorg og fortvivlelse. 31Så udbrød han: „Må Herren straffe mig hårdt, om jeg ikke får Elisa halshugget i dag.”

32Derpå sendte kongen sin næstkommanderende i forvejen til Elisa. Imens sad Elisa i et møde med Israels ledere hjemme i sit hus, og kort før manden ankom, sagde han til lederne: „Den morderiske konge har sendt en mand af sted for at slå mig ihjel. Sørg for at holde døren lukket, så han ikke kan komme ind, for I kan være sikre på, at hans herre, kongen, vil komme lidt senere.”

33Næppe havde Elisa sagt det, før manden ankom til huset, og lidt senere kom kongen.

„Det er Herren, som er skyld i denne katastrofe,” råbte kongen. „Der er ikke længere nogen grund til at sætte vores forhåbninger til ham.”

New Serbian Translation

2. Књига о царевима 6:1-33

Чудо са секиром

1Пророчки синови рекоше Јелисеју: „Погледај, место где живимо пред тобом је веома скучено за нас. 2Хајде да одемо до Јордана, где ће свако од нас узети по један балван, да направимо себи место за живот.“

Он рече: „Пођите!“

3Један од њих рече: „Хоћеш ли и ти поћи са својим слугама?“

Он одговори: „Поћи ћу.“ 4Он пође с њима.

Кад су дошли на Јордан, посекли су дрва. 5Међутим, док је један обарао балван, секира падне у воду. Он повика и рече: „Авај, господару, а још је била позајмљена!“

6Човек Божији упита: „Где је пала?“ Кад су му показали место, одсекао је прут и бацио га тамо, и учинио да секира исплива. 7Затим је рекао: „Извадите је.“ Човек пружи руку и узме је.

Осујећен напад Арамејаца

8Арамејски цар је био у рату са Израиљем. Он се посаветовао са својим слугама и рекао: „Утаборићу се на том и том месту.“

9Али човек Божији посла поруку цару израиљском: „Пази се да не прођеш тим местом, јер Арамејци силазе онамо.“ 10Цар израиљски је послао људе на место за које му је рекао човек Божији. Он га је упозоравао, те се цар израиљски чувао; а то се није догодило само једном или двапут.

11Арамејски цар се веома узнемирио због тога. Окупио је своје слуге и рекао им: „Зар ми нећете рећи ко је од нас на страни израиљског цара?“

12Један од његових слугу му рече: „Није нико, господару мој царе. Него то пророк Јелисеј у Израиљу јавља израиљском цару и ствари које ти изговориш у својој спаваћој соби.“

13Цар рече: „Пођите и видите где је, а ја ћу послати људе да га ухвате.“ Било му је јављено: „Ено га у Дотану!“ 14Тада је послао коње, бојна кола и велику војску. Дошли су ноћу и опколили град.

15Кад је слуга човека Божијег устао рано ујутро и изашао, гле, војска с коњима и бојним колима опколила град. Слуга рече: „Јао, господару, шта да радимо?!“

16А он рече: „Не бој се, јер има их више с нама, него с њима.“

17Тада се Јелисеј помолио: „Господе, отвори му очи да види.“ Господ је отворио очи слузи, те је видео да је гора око Јелисеја пуна коња и ватрених кочија.

18Кад су Арамејци сишли к њему, Јелисеј се помолио Господу: „Удари овај народ слепилом!“ И удари их слепилом по речи Јелисејевој.

19Тада им Јелисеј рече: „Ово није пут и ово није град. Пођите за мном и ја ћу вас одвести човеку кога тражите.“ Али одвео их је у Самарију.

20Чим су дошли у Самарију, Јелисеј рече: „Господе, отвори им очи да виде!“ Господ им је отворио очи, па су видели да су усред Самарије.

21Кад их је цар израиљски угледао, он рече Јелисеју: „Оче мој, хоћу ли их побити?“

22Он рече: „Нећеш их побити! Зар да побијеш заробљенике мачем и луком? Изнеси пред њих хлеб и воду, нека једу и пију, а онда нека иду своме господару.“ 23Цар им је припремио велику гозбу. Кад су јели и пили, послао их је назад, те су отишли своме господару. Арамејске чете нису више упадале у израиљску земљу.

Глад у опкољеној Самарији

24После неког времена, арамејски цар Вен-Адад, скупи сву своју војску, па крене и опколи Самарију. 25У Самарији је због опсаде завладала велика глад. Једна магарећа глава се продавала за осамдесет сребрних шекела, а четвртина кава6,25 Око 100 gr. голубијег измета за пет сребрних шекела.

26Кад је израиљски цар пролазио покрај зидина, једна жена повика к њему: „Помагај, господару мој царе!“

27Он рече: „Ако ти Господ не помаже, како ћу ти ја помоћи? Нечим са гумна, или из каце? 28Каква те мука мучи?“ – упита цар.

Жена одговори: „Ова жена ми је рекла: ’Дај свога сина да га поједемо данас, а мога сина ћемо појести сутра.’ 29Тако смо скувале мог сина и појеле га. Али кад сам јој следећег дана рекла: ’Дај твога сина да га поједемо’, она је сакрила свога сина.“

30Кад је цар чуо речи ове жене, он раздра своју одећу. Кад је ходао по зидинама, народ је видео да испод, на свом телу, носи кострет. 31Он рече: „Нека ми Бог учини тако, и још више, ако данас глава Сафатовог сина Јелисејева остане на њему!“

32А Јелисеј је седео у својој кући заједно са старешинама. Цар је послао човека пред собом, али пре него што је гласник дошао к њему, он рече старешинама: „Видите ли да је онај крвник послао некога да ми одсече главу? Пазите! Кад гласник дође, ви затворите врата и одбијте га од врата. Не чује ли се то корак његовог господара за њим?“

33Док је он још говорио, гле, гласник сиђе к њему и рече: „Ова невоља је од Господа! Чему још да се надам од Господа?“