2. Kongebog 4 – BPH & NVI

Bibelen på hverdagsdansk

2. Kongebog 4:1-44

Elisa hjælper en enke

1En kvinde, som var enke efter en af profeterne, kom en dag hen til Elisa og sagde: „Herre, du ved selv, at min mand tjente Gud af hele sit hjerte, men han havde sat sig i gæld, og nu forlanger kreditoren, at begge mine sønner skal sælges som slaver, fordi vi ikke kan betale, hvad vi skylder ham.”

2„Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte Elisa. „Sig mig, hvor meget har du derhjemme?”

„Jeg har ingenting,” svarede hun, „bortset fra en lille krukke med olivenolie.”

3Så sagde Elisa: „Gå ud og lån alle de tomme beholdere, du kan, af dine naboer. 4Gå derefter hjem og luk dig inde i dit hus sammen med dine sønner. Hæld så olivenolien fra din lille krukke over i de tomme beholdere og sæt dem til side, efterhånden som de bliver fulde.”

5Det gjorde enken så. Sønnerne rakte hende beholderne, og hun fyldte dem en efter en. 6Snart var de alle fyldt til randen.

„Er der ikke flere beholdere?” spurgte hun.

„Nej, det var den sidste,” svarede de. Så kom der ikke mere olivenolie ud af hendes krukke.

7Enken gik derefter hen og fortalte det til profeten. „Gå hen og sælg olivenolien og betal din gæld,” sagde han. „De penge, der bliver tilovers, kan du og dine sønner leve af.”

Elisa opvækker en død dreng i Shunem

8Elisa kom tit igennem Shunem på sine rejser, og en af byens velstående kvinder plejede at inviterede ham til middag, hver gang han kom forbi. 9På et tidspunkt sagde kvinden til sin mand: „Jeg ved, at det er en hellig profet, som ofte spiser her. 10Jeg synes, vi skal indrette et lille gæsteværelse til ham på taget og sætte en seng, et bord, en stol4,10 Borde og stole blev dengang kun brugt i de kongelige paladser, i byrådet og hos velhavende folk, så det var noget helt særligt, denne kvinde gjorde ud af Elisa. Normalt sad folk på tæpper eller puder på gulvet og spiste. og en lampe derop, så han har sit eget værelse, når han kommer her på gennemrejse.”

11Næste gang Elisa kom på besøg, gik han op på værelset og lagde sig på sengen for at hvile sig. 12Så sagde han til sin tjener, Gehazi: „Kald på vores værtinde og sig, at jeg vil tale med hende.” Da hun indfandt sig, 13sagde Elisa til Gehazi: „Sig til hende, at vi værdsætter alt det, hun har gjort for os, og spørg hende så, om jeg kan gøre noget for hende til gengæld. Hun kan bare sige til, hvis hun ønsker, at jeg skal lægge et godt ord ind for hende hos kongen eller hos hærføreren.”

„Nej, jeg mangler ikke noget. Jeg har det godt her,” svarede hun.

14„Hvad kan vi så gøre for hende?” spurgte Elisa sin tjener. Han svarede: „Hun har ingen søn—og hendes mand er efterhånden gammel.”

15„Kald på hende igen,” beordrede Elisa.

Da hun stillede sig i døren, 16tiltalte Elisa hende direkte. „Næste år ved denne tid vil du stå med en søn på armen,” sagde han.

„Åh, du Guds profet,” indvendte hun, „giv mig ikke falske forhåbninger.”

17Men Elisas ord stod ved magt. Snart efter blev kvinden gravid, og det følgende år fødte hun en søn—nøjagtig som Elisa havde forudsagt.

18Nogle år senere var drengen en dag med sin far på høstarbejde. 19Pludselig beklagede drengen sig over en voldsom hovedpine, og faderen sagde til en af tjenerne: „Bær ham hjem til hans mor.”

20Det gjorde tjeneren, og hans mor sad med ham på skødet indtil middagstid. Da døde han. 21Så bar hun ham op i gæsteværelset, lagde drengen på profetens seng og lukkede døren, 22hvorefter hun sendte følgende besked ud til sin mand: „Send straks en tjener og et æsel hjem, så jeg kan komme af sted til profeten. Jeg er snart tilbage igen.”

23„Hvorfor vil du have fat i ham i dag?” spurgte manden tilbage. „Det er jo hverken helligdag eller sabbat.”

Hun svarede: „Tag det bare roligt.”

24Så sadlede hun æslet, satte sig op og sagde til tjeneren: „Skynd dig at trække af sted med æslet. Du skal ikke standse, før jeg siger til.”

25Da hun nærmede sig Karmels bjerg, fik Elisa øje på hende i det fjerne. „Se, det er kvinden fra Shunem, der kommer der,” sagde han til sin tjener Gehazi. 26„Løb hen og hils på hende og spørg, hvordan det går med hendes mand og den lille dreng.” Det gjorde Gehazi. „Tak, vi har det godt,” svarede kvinden tilbage.

27Men da hun nåede frem til Elisa på bjerget, faldt hun på knæ foran ham og klamrede sig til hans fødder. Gehazi prøvede at trække hende væk, men profeten sagde: „Lad hende være. Hun er i stor nød, og Herren har ikke fortalt mig, hvad der er i vejen.”

28Da sagde kvinden til Elisa: „Herre, var det mig, der bad om at få en søn? Sagde jeg ikke, at du ikke måtte give mig falske forhåbninger?”

29„Gør dig klar til at tage af sted,” sagde Elisa til Gehazi. „Tag min stav med og skynd dig hen og læg staven på drengens ansigt. Spild ikke tiden med snak undervejs.”

30Men drengens mor sagde: „Så sandt Herren lever, og du selv er i live, jeg vender ikke hjem, uden at du kommer med.” Så fulgte Elisa med hende.

31Gehazi skyndte sig at gå i forvejen, og da han kom til huset, lagde han staven på drengens ansigt, men der var intet livstegn. Så vendte Gehazi om og gik Elisa i møde: „Drengen kom ikke til live,” sagde han.

32Da Elisa kom ind i huset, så han den døde dreng, som lå på hans seng. 33Han gik ind i værelset og lukkede døren. Så bad han til Herren, 34og da han havde bedt, lagde han sig hen over drengen—med sin mund på drengens mund, med sine øjne over drengens øjne og med sine hænder på drengens hænder. Da begyndte varmen at vende tilbage i drengens krop. 35Så rejste Elisa sig og gik frem og tilbage i værelset. Derefter lagde han sig igen hen over drengen som før. Denne gang nyste drengen syv gange og slog øjnene op.

36Derpå sagde profeten til Gehazi: „Kald på kvinden.” Da drengens mor kom ind i værelset, sagde Elisa: „Her er din søn.” 37Da faldt hun på knæ foran Elisa, hvorefter hun tog sin søn og gik ud.

Profeteleverne oplever to mirakler

38Elisa vendte derefter tilbage til Gilgal. På den tid var der hungersnød i landet. En dag, da han havde undervist profeteleverne, sagde han til Gehazi: „Sæt den store gryde på ilden og lav en ret mad til de unge mennesker.”

39En af eleverne gik ud for at samle urter og fandt en vild slyngplante med agurklignende frugter. Han plukkede så mange af de ukendte frugter, han kunne bære i sin kappe. Da han kom tilbage, skar han dem i stykker og kom dem i gryden. 40Men så snart mændene smagte maden, råbte de forfærdet: „Mester, maden er giftig.”

41„Skaf mig noget mel,” befalede Elisa. Da han havde hældt melet i gryden, sagde han: „Nu kan I godt spise det.” Og ingen af dem blev syge.

42En dag kom en mand fra Ba’al-Shalisha til Elisa med en sæk nyhøstede bygkerner og 20 små brød, der var lavet af årets første byghøst. Elisa bad Gehazi om at servere brødene for profeteleverne.

43„Hvordan skal jeg kunne mætte hundrede mennesker med den smule mad?” indvendte Gehazi.

„Gør nu, som jeg har sagt,” vedblev Elisa, „for Herren siger, at der vil være rigeligt til alle og tilmed blive noget til overs.”

44Og ganske rigtigt. Som Herren havde sagt, sådan gik det.

Nueva Versión Internacional

2 Reyes 4:1-44

El aceite de la viuda

1La viuda de un miembro de la comunidad de los profetas suplicó a Eliseo:

—Mi esposo, su servidor, ha muerto y usted sabe que él era fiel4:1 era fiel. Lit. temía. al Señor. Ahora resulta que el hombre con quien estamos endeudados ha venido para llevarse a mis dos hijos como esclavos.

2—¿Y qué puedo hacer por ti? —preguntó Eliseo—. Dime, ¿qué tienes en casa?

—Su servidora no tiene nada en casa —respondió—, excepto un poco de aceite.

3Eliseo ordenó:

—Sal y pide a tus vecinos que te presten sus vasijas; que no sean pocas. 4Luego entra en la casa con tus hijos y cierra la puerta. Echa aceite en todas las vasijas y, a medida que las llenes, ponlas aparte.

5Enseguida la mujer dejó a Eliseo y se fue. Luego se encerró con sus hijos y empezó a llenar las vasijas que ellos le pasaban. 6Cuando ya todas estuvieron llenas, ella pidió a uno de sus hijos que le pasara otra más y él respondió: «Ya no hay». En ese momento se acabó el aceite.

7La mujer fue y se lo contó al hombre de Dios, quien ordenó: «Ahora ve a vender el aceite y paga tus deudas. Con el dinero que te sobre podrán vivir tú y tus hijos».

El hijo de la sunamita

8Un día, cuando Eliseo pasaba por Sunem, cierta mujer de buena posición le insistió que comiera en su casa. Desde entonces, siempre que pasaba por ese pueblo, comía allí. 9La mujer dijo a su esposo: «Mira, yo estoy segura de que este hombre que siempre nos visita es un santo hombre de Dios. 10Hagamos un cuarto en la azotea y pongamos allí una cama, una mesa con una silla y una lámpara. De ese modo, cuando nos visite, tendrá un lugar donde quedarse».

11En cierta ocasión Eliseo llegó, fue a su cuarto y se acostó. 12Luego dijo a su criado Guiezi:

—Llama a la mujer sunamita.

El criado así lo hizo y ella se presentó. 13Entonces Eliseo dijo a Guiezi:

—Dile a la señora: “¡Te has tomado muchas molestias por nosotros! ¿Qué puedo hacer por ti? ¿Quieres que le hable al rey o al comandante del ejército en tu favor?”.

Pero ella respondió:

—Yo vivo segura en medio de mi pueblo.

14Eliseo preguntó a Guiezi:

—¿Qué puedo hacer por ella?

—Bueno —contestó el siervo—, ella no tiene hijos y su esposo ya es anciano.

15—Llámala —ordenó Eliseo.

Guiezi la llamó y ella se detuvo en la puerta. 16Entonces Eliseo prometió:

—El año que viene, por esta fecha, estarás abrazando a un hijo.

—¡No, mi señor, hombre de Dios! —exclamó ella—. No engañe usted a su servidora.

17En efecto, la mujer quedó embarazada. Y al año siguiente, por esa misma fecha, dio a luz un hijo, tal como Eliseo se lo había dicho.

18El niño creció y un día salió a ver a su padre, que estaba con los segadores. 19De pronto exclamó:

—¡Ay, mi cabeza! ¡Me duele la cabeza!

El padre ordenó a un criado:

—¡Llévaselo a su madre!

20El criado lo cargó y se lo llevó a la madre, la cual lo tuvo en sus rodillas hasta el mediodía. A esa hora, el niño murió. 21Entonces ella subió, lo puso en la cama del hombre de Dios y, cerrando la puerta, salió. 22Después llamó a su esposo y dijo:

—Préstame un criado y una burra; enseguida vuelvo. Voy de prisa a ver al hombre de Dios.

23—¿Para qué vas a verlo hoy? —preguntó su esposo—. No es día de luna nueva ni sábado.

—No importa —respondió ella.

24Entonces ensilló la burra y ordenó al criado:

—¡Anda, vamos! No te detengas hasta que te lo diga.

25La mujer se puso en marcha y llegó al monte Carmelo, donde estaba Eliseo, el hombre de Dios. Este la vio a lo lejos y dijo a su criado Guiezi:

—¡Mira! Ahí viene la sunamita. 26Corre a recibirla y pregúntale cómo está ella, y cómo están su esposo y el niño.

El criado fue y ella respondió que todos estaban bien. 27Pero luego fue a la montaña y se abrazó a los pies del hombre de Dios. Guiezi se acercó con el propósito de apartarla, pero el hombre de Dios intervino:

—¡Déjala! Está muy angustiada. El Señor me ha ocultado lo que pasa; no me ha dicho nada.

28—Señor mío —reclamó la mujer—, ¿acaso yo le pedí a usted un hijo? ¿No le rogué que no me diera falsas esperanzas?

29Eliseo ordenó a Guiezi:

—Arréglate la ropa, toma mi bastón y ponte en camino. Si te encuentras con alguien, no lo saludes; si alguien te saluda, no le respondas. Y cuando llegues, coloca el bastón sobre la cara del niño.

30Pero la madre del niño exclamó:

—¡Tan cierto como el Señor y usted viven, le aseguro a usted que no lo dejaré solo!

Así que Eliseo se levantó y fue con ella. 31Guiezi, que se había adelantado, llegó y colocó el bastón sobre la cara del niño, pero este no respondió ni dio ninguna señal de vida. Por tanto, Guiezi volvió para encontrarse con Eliseo y le dijo:

—El niño no despierta.

32Cuando Eliseo llegó a la casa, encontró al niño muerto, tendido sobre su cama. 33Entró al cuarto, cerró la puerta y oró al Señor. 34Luego subió a la cama y se tendió sobre el niño boca a boca, ojos a ojos y manos a manos, hasta que el cuerpo del niño empezó a entrar en calor. 35Eliseo se levantó y se puso a caminar de un lado a otro del cuarto y luego volvió a tenderse sobre el niño. Entonces el niño estornudó siete veces y abrió los ojos. 36Entonces Eliseo dijo a Guiezi:

—Llama a la mujer sunamita.

Guiezi así lo hizo y, cuando la mujer llegó, Eliseo le dijo:

—Puedes llevarte a tu hijo.

37Ella entró, se arrojó a los pies de Eliseo y se postró rostro en tierra. Entonces tomó a su hijo y salió.

El milagro de la comida

38Eliseo regresó a Guilgal y se encontró con que en esos días había mucha hambre en el país. Por tanto, se reunió con la comunidad de profetas y ordenó a su criado: «Pon esa olla grande en el fogón y prepara un guisado para los profetas».

39En eso, uno de ellos salió al campo para recoger hierbas; allí encontró una planta silvestre y arrancó varias frutas hasta llenar su manto. Al regresar, las cortó en pedazos y las echó en el guisado sin saber qué eran. 40Sirvieron el guisado, pero cuando los hombres empezaron a comerlo, gritaron:

—¡Hombre de Dios, esto es veneno!4:40 esto es veneno. Lit. hay muerte en la olla.

Así que no pudieron comer. 41Entonces Eliseo ordenó:

—Tráiganme harina.

Después de echar la harina en la olla, dijo:

—Sírvanle a la gente para que coma.

Y ya no hubo nada en la olla que les hiciera daño.

Alimentación de cien hombres

42De Baal Salisá llegó alguien que llevaba para el hombre de Dios pan de los primeros frutos: veinte panes de cebada y espigas de trigo fresco.4:42 espigas de trigo fresco. Alt. trigo fresco en su alforja. Eliseo dijo a su criado:

—Dale de comer a la gente.

43—¿Cómo voy a alimentar a cien personas con esto? —respondió el criado.

Pero Eliseo insistió:

—Dale de comer a la gente, pues así dice el Señor: “Comerán y habrá de sobra”.

44Entonces el criado les sirvió el pan y, conforme a la palabra del Señor, la gente comió y hubo de sobra.