2. Kongebog 18 – BPH & CST

Bibelen på hverdagsdansk

2. Kongebog 18:1-37

Kong Hizkija af Juda adlyder Herren

1I kong Hosea af Israels tredje regeringsår blev Hizkija, søn af Ahaz, konge i Juda. 2Han var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Abi og var en datter af Zekarja.

3Hizkija gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, akkurat som sin forfar kong David. 4Han nedbrød offerstederne rundt omkring i landet, knuste stenstøtterne og væltede frugtbarhedspælene. Han slog tilmed den kobberslange i småstykker, som Moses i sin tid havde lavet, for Israels folk var begyndt at bringe ofre til den. De gav den navnet Nehushtan som en anden afgud. 5Hizkija havde en usædvanlig stor tillid til Herren, Israels Gud, ja, hverken før eller efter ham har der i Juda været en konge, som i den henseende kan måle sig med ham. 6Hizkija adlød Herren i alle ting, og han overholdt omhyggeligt de bud, som Herren havde givet Moses. 7Derfor var Herren med ham, og alt, hvad han gjorde, lykkedes for ham. Han gjorde oprør imod den assyriske konge ved at nægte at betale skat. 8Han besejrede også filistrene helt til Gaza og indtog mange svært befæstede byer undervejs.

9Det var i Hizkijas fjerde regeringsår, og i kong Hoseas syvende regeringsår i Israel, at kong Shalmanesar af Assyrien angreb Israel og påbegyndte belejringen af Samaria. 10To år senere, i kong Hizkijas sjette regeringsår og kong Hoseas niende regeringsår, faldt Samaria. 11Det var ved den lejlighed, at assyrerkongen deporterede israelitterne til Assyrien og anbragte dem i kolonierne i Halach og langs Haborfloden i Gozan og i de forskellige mediske byer. 12De havde nemlig nægtet at lytte til Herren, deres Gud, og gøre, hvad han havde befalet dem. De havde brudt hans pagt med dem og overtrådt de befalinger, som Herren havde givet dem gennem sin tjener Moses.

Kong Sankerib invaderer Juda

13I kong Hizkijas 14. regeringsår18,13 Ca. 701 f.Kr. i Sankeribs fjerde regeringsår. angreb assyrerkongen Sankerib alle Judas befæstede byer og indtog dem. 14Kong Hizkija sendte da en fredsdelegation fra Jerusalem med følgende budskab til assyrerkongen, der opholdt sig i Lakish: „Jeg indrømmer, at det var forkert af mig at gøre oprør. Jeg indvilliger i at betale den skat, du måtte forlange, hvis du til gengæld lover at trække dig tilbage.” Assyrerkongen forlangte 10 tons sølv og et ton guld, 15og kong Hizkija var tvunget til at tømme paladsets skatkammer og ribbe templet for sølv. 16Han skrællede endog det guld af templets døre og dørkarme, som han selv havde fået lagt på, hvorefter han gav det hele til assyrerkongen.

17Alligevel sendte assyrerkongen en stor hær af sted fra Lakish mod kong Hizkija i Jerusalem. Styrken blev anført af hærchefen, kongens næstkommanderende og chefen for livvagten. Da de nåede frem, tog de opstilling ved vejen til vaskepladsen, hvor vandledningen kommer ned fra Øvredammen. 18De forlangte, at kong Hizkija skulle komme ud og tale med dem, men han foretrak at sende en delegation, der bestod af tre mænd: hofmarskalen Eljakim, statssekretæren Shebna og rigsarkivaren Joa.

19„Assyrerkongen har sendt mig med følgende budskab, som I skal bringe videre til Hizkija,” sagde Sankeribs næstkommanderende. „Det lyder sådan: Hvad har du at bygge din selvtillid på? 20Tror du, man kan føre krig med ord? Hvem, tror du, vil hjælpe dig i oprøret mod mig? 21Er det Egypten, du støtter dig til, så pas på! For Egypten er som et knækket siv, der stikker hul i hånden på den, der støtter sig til det. Det er den hjælp, man kan forvente af Farao. 22Eller vil du sige, at det er Herren, jeres Gud, I stoler på? Er det ikke den Gud, som du hånede ved at nedrive hans templer og altre på offerhøjene og tvinge alle i Juda til kun at bringe ofre ved alteret i Jerusalem? 23Assyrerkongen vil gerne indgå et væddemål med jer: Han vil stille 2000 heste til rådighed, hvis I kan finde ryttere til dem. 24Jeres hær er så lille, at I ikke engang kan modstå et angreb fra en af mine ringeste officerer. Tror I virkelig, at egypterne vil sende deres heste og vogne for at kæmpe for jer? 25For øvrigt er det efter Herrens vilje, at jeg er kommet, for han har selv sagt, at jeg skal angribe jer og ødelægge jeres land!”

26„Vær venlig at tale til os på det aramæiske sprog,18,26 På grund af Arams og senere Assyriens storrige, blev deres aramæiske sprog stærkt udbredt i hele dette område. Det er beslægtet med israelitternes sprog, hebraisk, som her kaldes judæisk, fordi det drejer sig om indbyggerne i Judas land. for det forstår vi godt,” bad Eljakim, Shebna og Joa. „Tal ikke hebraisk, så længe alle vores folk kan høre jer.”

27„Tror I, kong Sankeribs budskab kun gælder jer og jeres konge?” svarede den assyriske næstkommanderende. „Gælder det ikke lige så meget byens indbyggere? Når vi belejrer byen, er det jo dem, der kommer til at æde deres egne ekskrementer og drikke deres egen urin.”

28Så hævede han stemmen og råbte til folkene på murene—på hebraisk: „Hør, hvad den mægtige assyriske konge har at sige til jer: 29Lad jer ikke narre af kong Hizkija! Han kan ikke frelse jer fra assyrerkongen. 30Lad ham ikke overtale jer til at stole på Herren. Hizkija siger, at Herren vil redde jer og ikke lade assyrerkongen indtage Jerusalem. 31Men det skal I ikke tro på! Hør, hvad kongen af Assyrien tilbyder jer: Overgiv jer—så skal I få lov til at bo trygt her i jeres eget land, spise jeres egne vindruer og figner og drikke vand fra jeres egne vandreservoirer, 32indtil jeg kommer og tager jer med til et sted, der ligner jeres land med masser af korn- og vinmarker og rigeligt med brød og vin, oliventræer og honning. I kan vælge mellem den mulighed og døden. Hør ikke på Hizkija, for han tager fejl, når han påstår, at Herren kan frelse jer. 33Tænk på de andre folkeslag, som assyrerkongen har besejret. Har deres guder måske kunnet redde dem? 34Hvor blev Hamats, Arpads, Sefarvajims, Henas og Ivvas guder af? Hvor var Samarias guder, da vi indtog Samaria? 35Nævn bare én gud, som har været i stand til at frelse sit folk fra assyrerkongen. Hvad får jer så til at tro, at jeres gud kan frelse Jerusalem?”

36Da assyreren havde talt færdig, var der dødstille på murene, for kongen havde forbudt dem at tage til genmæle. 37Så flængede Eljakim, Shebna og Joa deres tøj i fortvivlelse og vendte tilbage til kong Hizkija for at fortælle ham, hvad den næstkommanderende havde sagt.

Nueva Versión Internacional (Castilian)

2 Reyes 18:1-37

Ezequías, rey de Judá

18:2-42Cr 29:1-2; 31:1

18:5-72Cr 31:20-21

18:9-122R 17:3-7

1En el tercer año de Oseas hijo de Elá, rey de Israel, Ezequías hijo de Acaz, rey de Judá, ascendió al trono. 2Tenía veinticinco años cuando ascendió al trono, y reinó en Jerusalén veintinueve años. Su madre era Abí hija de Zacarías. 3Ezequías hizo lo que agrada al Señor, pues en todo siguió el ejemplo de su antepasado David. 4Quitó los altares paganos, destrozó las piedras sagradas y quebró las imágenes de la diosa Aserá. Además, destruyó la serpiente de bronce que Moisés había hecho, pues los israelitas todavía le quemaban incienso, y la llamaban Nejustán.18:4 la llamaban Nejustán. Alt. la llamó Nejustán. Este nombre suena como las palabras hebreas que significan bronce y serpiente.

5Ezequías puso su confianza en el Señor, Dios de Israel. No hubo otro como él entre todos los reyes de Judá, ni antes ni después. 6Se mantuvo fiel al Señor y no se apartó de él, sino que cumplió los mandamientos que el Señor le había dado a Moisés. 7El Señor estaba con Ezequías, y por tanto este tuvo éxito en todas sus empresas. Se rebeló contra el rey de Asiria y no se sometió a él. 8Y derrotó a los filisteos, tanto en las torres de vigilancia como en las ciudades fortificadas, hasta llegar a Gaza y sus alrededores.

9En el año cuarto del reinado de Ezequías, es decir, en el año séptimo del reinado de Oseas hijo de Elá, rey de Israel, Salmanasar, rey de Asiria, marchó contra Samaria y la sitió. 10Al cabo de tres años logró conquistarla. Era el año sexto del reinado de Ezequías, es decir, el año noveno del reinado de Oseas, rey de Israel. 11El rey de Asiria deportó a los israelitas a Asiria, y los estableció en Jalaj, en Gozán (que está junto al río Jabor) y en las ciudades de los medos. 12Esto sucedió porque no obedecieron al Señor su Dios, sino que violaron su pacto. No cumplieron ni pusieron en práctica lo que Moisés, siervo del Señor, les había ordenado.

13En el año catorce del reinado de Ezequías, Senaquerib, rey de Asiria, atacó y tomó todas las ciudades fortificadas de Judá. 14Entonces Ezequías le envió este mensaje al rey de Asiria, que se encontraba en Laquis: «He actuado mal. Si te retiras, te pagaré cualquier tributo que me impongas». El rey de Asiria le impuso a Ezequías, rey de Judá, un tributo de nueve mil novecientos kilos de plata y novecientos noventa kilos18:14 nueve mil novecientos kilos … novecientos noventa kilos. Lit. trescientos talentos … treinta talentos. de oro. 15Así que Ezequías le entregó a Senaquerib toda la plata que había en el templo del Señor y en los tesoros del palacio real. 16Fue entonces cuando Ezequías, rey de Judá, les quitó a las puertas y los quiciales del templo del Señor el oro con que él mismo los había cubierto, y se lo entregó al rey de Asiria.

Senaquerib amenaza a Jerusalén

18:13,17-37Is 36:1-22

18:17-352Cr 32:9-19

17Desde Laquis, el rey de Asiria envió a su virrey, al funcionario18:17 funcionario. Lit. eunuco. principal y a su comandante en jefe,18:17 comandante en jefe. Alt. copero mayor. al frente de un gran ejército, para hablar con el rey Ezequías en Jerusalén. Marcharon hacia Jerusalén y, al llegar, se detuvieron junto al acueducto del estanque superior, en el camino que lleva al Campo del Lavandero. 18Entonces llamaron al rey, y salió a recibirlos Eliaquín hijo de Jilquías, que era el administrador del palacio, junto con el cronista Sebna y el secretario Joa hijo de Asaf.

19El comandante en jefe les dijo:

―Decidle a Ezequías que así dice el gran rey, el rey de Asiria: “¿En qué se basa tu confianza? 20Tú dices que tienes estrategia y fuerza militar, pero estas no son más que palabras sin fundamento. ¿En quién confías, que te rebelas contra mí? 21Ahora bien, tú confías en Egipto, ¡ese bastón de caña astillada, que traspasa la mano y hiere al que se apoya en él! Porque eso es el faraón, el rey de Egipto, para todos los que en él confían. 22Y, si vosotros me decís: ‘Nosotros confiamos en el Señor, nuestro Dios’, ¿no se trata acaso, Ezequías, del Dios cuyos altares y santuarios paganos tú mismo quitaste, diciéndoles a Judá y a Jerusalén: ‘Debéis adorar solamente ante este altar en Jerusalén’?”

23»Ahora bien, Ezequías, haz este trato con mi señor, el rey de Asiria: Yo te doy dos mil caballos si tú consigues otros tantos jinetes para montarlos. 24¿Cómo podrás rechazar el ataque de uno solo de los funcionarios más insignificantes de mi señor, si confías en obtener de Egipto carros de combate y jinetes? 25¿Acaso he venido a atacar y a destruir este lugar sin el apoyo del Señor? ¡Si fue él mismo quien me ordenó: “Marcha contra este país y destrúyelo!”»

26Eliaquín hijo de Jilquías, Sebna y Joa le dijeron al comandante en jefe:

―Por favor, háblales a tus siervos en arameo, ya que lo entendemos. No nos hables en hebreo, que el pueblo que está sobre el muro nos escucha.

27Pero el comandante en jefe respondió:

―¿Acaso mi señor me envió a deciros estas cosas solo a ti y a tu señor, y no a los que están sentados en el muro? ¡Si tanto ellos como vosotros tendrán que comerse su excremento y beberse su orina!

28Dicho esto, el comandante en jefe se puso de pie y a gran voz gritó en hebreo:

―¡Oíd las palabras del gran rey, el rey de Asiria! 29Así dice el rey: “No os dejéis engañar por Ezequías. ¡Él no puede libraros de mis manos! 30No dejéis que Ezequías os persuada a confiar en el Señor, diciendo: ‘Sin duda el Señor nos librará; ¡esta ciudad no caerá en manos del rey de Asiria!’ ”

31»No le hagáis caso a Ezequías. Así dice el rey de Asiria: “Haced las paces conmigo, y rendíos. De este modo cada uno podrá comer de su vid y de su higuera, y beber agua de su propio pozo, 32hasta que yo venga y os lleve a un país como el vuestro, país de grano y de mosto, de pan y de viñedos, de aceite de oliva y de miel. Así viviréis en vez de morir”.

»No le hagáis caso a Ezequías, que os quiere seducir cuando dice: “El Señor nos librará”. 33¿Acaso alguno de los dioses de las naciones pudo librar a su país de las manos del rey de Asiria? 34¿Dónde están los dioses de Jamat y de Arfad? ¿Dónde están los dioses de Sefarvayin, de Hená y de Ivá? ¿Acaso libraron a Samaria de mis manos? 35¿Cuál de todos los dioses de estos países ha podido salvar de mis manos a su país? ¿Cómo entonces podrá el Señor librar de mis manos a Jerusalén?»

36Pero el pueblo permaneció en silencio y no respondió ni una sola palabra, porque el rey había ordenado: «No le respondáis».

37Entonces Eliaquín hijo de Jilquías, administrador del palacio, el cronista Sebna, y el secretario Joa hijo de Asaf, con las vestiduras rasgadas en señal de duelo, fueron a ver a Ezequías y le contaron lo que había dicho el comandante en jefe.