Bibelen på hverdagsdansk

2 Mosebog 9

Femte katastrofe: Kvægpest

1„Gå tilbage til Farao,” befalede Herren, „og sig til ham: Herren, hebræernes Gud, siger: ‚Lad mit folk rejse for at tilbede mig.’ Hvis du stadig plager dem og nægter at lade dem rejse, vil Herren sende en pest, som vil slå jeres køer, heste, æsler, kameler, får og geder ihjel. Men Herren vil igen gøre forskel mellem israelitterne og egypterne. Ikke et eneste af israelitternes husdyr skal dø.”

Herren satte en frist og sagde: „I morgen skal det ske!” Den næste dag skete det, som Herren havde sagt: Alle[a] egypternes husdyr døde, men ikke et eneste af israelitternes dyr døde. Da sendte Farao folk ud for at se efter, og de bekræftede, at ingen af israelitternes husdyr var døde. Men hans hjerte var forhærdet, og han lod stadig ikke israelitterne rejse.

Sjette katastrofe: Bylder

Derpå sagde Herren til Moses og Aron: „Tag nogle håndfulde sod fra smelteovnen og lad Moses kaste soden op i luften, mens Farao ser på det. Så vil der komme en støvsky over Egypten, som vil få betændelse og bylder til at bryde ud på både mennesker og dyr over hele landet.”

10 Så tog de sod fra ovnen og gik til Farao, og mens Farao så på det, kastede Moses soden op i luften, og både mennesker og dyr blev fulde af betændte bylder. 11 Troldmændene kunne ikke klare sig imod Moses eller beskytte sig imod bylderne. Betændelsen angreb dem såvel som alle andre egyptere. 12 Men Herren gjorde Farao endnu mere stædig, så han stadig ikke ville lade folket rejse—nøjagtig som Herren havde sagt til Moses.

Syvende katastrofe: Hagl

13 Så sagde Herren til Moses: „I morgen tidlig skal du gå til Farao og sige: Herren, hebræernes Gud, siger: Lad mit folk tage af sted for at tilbede mig. 14 Denne gang vil jeg sende en katastrofe, der for alvor vil gå ud over dig og dine hoffolk og hele dit folk. Da skal du indse, at der ikke findes en Gud som mig i hele verden. 15 Jeg kunne for længst have gjort det af med dig og dit folk, så I blev udryddet fra jordens overflade, 16 men jeg har gjort dig til konge, fordi jeg vil demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden. 17 Du tyranniserer stadig mit folk og vil ikke lade dem rejse. 18 Så i morgen ved denne tid vil jeg sende et haglvejr værre end nogensinde i Egyptens historie. 19 Sørg for, at alle husdyr og alle markarbejdere kommer indenfor i sikkerhed, for hvert eneste menneske og dyr, der ikke er under tag, vil dø i haglvejret.”

20 De af Faraos tjenere, som troede på, hvad Herren havde sagt, skyndte sig at få deres husdyr og slaver indendørs, 21 men de, som ignorerede Herrens ord, lod deres slaver og dyr blive ude på marken.

22 Så sagde Herren til Moses: „Løft din hånd mod himlen, så vil der falde hagl på mennesker og dyr og alle markens afgrøder over hele Egypten.” 23-24 Da Moses løftede sin stav mod himlen, sendte Herren et frygteligt tordenvejr. Lynene glimtede uafladeligt, og haglene faldt tungt over hele Egypten. Det var så voldsomt, at man aldrig havde oplevet noget lignende i hele Egyptens historie. 25 Landet lå i ruiner. Mennesker og dyr på markerne blev dræbt, træer blev splintret, markens afgrøder blev slået ned. 26 Kun i Goshens land, hvor israelitterne boede, faldt der ingen hagl.

27 Da sendte Farao i al hast bud efter Moses og Aron. „Nu indser jeg min fejl,” sagde han. „Herren har ret, og jeg og mit folk har uret. 28 Bed dog Herren om at standse tordenen og haglvejret. Jeres folk kan rejse med det samme.”

29 „Godt,” svarede Moses, „så snart jeg er ude af byen, vil jeg udrække mine hænder i bøn til Herren, og både hagl og torden vil holde op. Det skal være dig et tegn på, at Herren har al magt på jorden. 30 Alligevel ved jeg, at du og dine hoffolk endnu ikke er villige til at bøje jer for Gud.”

31 Den dag blev al hør og byg ødelagt, for katastrofen kom på en årstid, hvor byggen stod med aks og hørren i blomst. 32 Hvede og spelt blev ikke beskadiget, for de kommer senere.

33 Så forlod Moses Farao. Da han kom ud af byen, rakte han hænderne ud i bøn til Herren. Straks standsede tordenen og haglvejret, og regnen holdt op. 34-35 Men da Farao så, at regnen, tordenen og haglene var holdt op, fortsatte han med sit oprør. Han blev hård igen og nægtede stadig at lade israelitterne rejse—nøjagtig som Herren havde forudsagt.

Notas al pie

  1. 9,6 Det er almindeligt i Bibelens sprogbrug, at ordet „alle” ikke skal forstås absolut, men relativt. Det betyder ofte en meget stor mængde eller næsten alle. De få dyr, som overlevede pesten, risikerede at blive ramt af haglene i v. 19-25.

King James Version

Exodus 9

1Then the Lord said unto Moses, Go in unto Pharaoh, and tell him, Thus saith the Lord God of the Hebrews, Let my people go, that they may serve me.

For if thou refuse to let them go, and wilt hold them still,

Behold, the hand of the Lord is upon thy cattle which is in the field, upon the horses, upon the asses, upon the camels, upon the oxen, and upon the sheep: there shall be a very grievous murrain.

And the Lord shall sever between the cattle of Israel and the cattle of Egypt: and there shall nothing die of all that is the children's of Israel.

And the Lord appointed a set time, saying, To morrow the Lord shall do this thing in the land.

And the Lord did that thing on the morrow, and all the cattle of Egypt died: but of the cattle of the children of Israel died not one.

And Pharaoh sent, and, behold, there was not one of the cattle of the Israelites dead. And the heart of Pharaoh was hardened, and he did not let the people go.

And the Lord said unto Moses and unto Aaron, Take to you handfuls of ashes of the furnace, and let Moses sprinkle it toward the heaven in the sight of Pharaoh.

And it shall become small dust in all the land of Egypt, and shall be a boil breaking forth with blains upon man, and upon beast, throughout all the land of Egypt.

10 And they took ashes of the furnace, and stood before Pharaoh; and Moses sprinkled it up toward heaven; and it became a boil breaking forth with blains upon man, and upon beast.

11 And the magicians could not stand before Moses because of the boils; for the boil was upon the magicians, and upon all the Egyptians.

12 And the Lord hardened the heart of Pharaoh, and he hearkened not unto them; as the Lord had spoken unto Moses.

13 And the Lord said unto Moses, Rise up early in the morning, and stand before Pharaoh, and say unto him, Thus saith the Lord God of the Hebrews, Let my people go, that they may serve me.

14 For I will at this time send all my plagues upon thine heart, and upon thy servants, and upon thy people; that thou mayest know that there is none like me in all the earth.

15 For now I will stretch out my hand, that I may smite thee and thy people with pestilence; and thou shalt be cut off from the earth.

16 And in very deed for this cause have I raised thee up, for to shew in thee my power; and that my name may be declared throughout all the earth.

17 As yet exaltest thou thyself against my people, that thou wilt not let them go?

18 Behold, to morrow about this time I will cause it to rain a very grievous hail, such as hath not been in Egypt since the foundation thereof even until now.

19 Send therefore now, and gather thy cattle, and all that thou hast in the field; for upon every man and beast which shall be found in the field, and shall not be brought home, the hail shall come down upon them, and they shall die.

20 He that feared the word of the Lord among the servants of Pharaoh made his servants and his cattle flee into the houses:

21 And he that regarded not the word of the Lord left his servants and his cattle in the field.

22 And the Lord said unto Moses, Stretch forth thine hand toward heaven, that there may be hail in all the land of Egypt, upon man, and upon beast, and upon every herb of the field, throughout the land of Egypt.

23 And Moses stretched forth his rod toward heaven: and the Lord sent thunder and hail, and the fire ran along upon the ground; and the Lord rained hail upon the land of Egypt.

24 So there was hail, and fire mingled with the hail, very grievous, such as there was none like it in all the land of Egypt since it became a nation.

25 And the hail smote throughout all the land of Egypt all that was in the field, both man and beast; and the hail smote every herb of the field, and brake every tree of the field.

26 Only in the land of Goshen, where the children of Israel were, was there no hail.

27 And Pharaoh sent, and called for Moses and Aaron, and said unto them, I have sinned this time: the Lord is righteous, and I and my people are wicked.

28 Intreat the Lord (for it is enough) that there be no more mighty thunderings and hail; and I will let you go, and ye shall stay no longer.

29 And Moses said unto him, As soon as I am gone out of the city, I will spread abroad my hands unto the Lord; and the thunder shall cease, neither shall there be any more hail; that thou mayest know how that the earth is the Lord's.

30 But as for thee and thy servants, I know that ye will not yet fear the Lord God.

31 And the flax and the barley was smitten: for the barley was in the ear, and the flax was bolled.

32 But the wheat and the rie were not smitten: for they were not grown up.

33 And Moses went out of the city from Pharaoh, and spread abroad his hands unto the Lord: and the thunders and hail ceased, and the rain was not poured upon the earth.

34 And when Pharaoh saw that the rain and the hail and the thunders were ceased, he sinned yet more, and hardened his heart, he and his servants.

35 And the heart of Pharaoh was hardened, neither would he let the children of Israel go; as the Lord had spoken by Moses.