Bibelen på hverdagsdansk

2 Korinterne 12

Guds kraft udfolder sig bedst i magtesløshed

1Selvom det lyder som tåbeligt praleri, så lad mig alligevel gå videre og fortælle om de syner og åbenbaringer, Herren har givet mig.

2-3 For 14 år siden skete der noget for et menneske, som hører Kristus til. Han blev løftet op og ført til den tredje himmel. Jeg ved ikke om kroppen var med, eller det kun var ånden. Gud alene ved det! Dog ved jeg, hvem det menneske var. Han kom til Paradis, hvor han hørte ufattelige ting, som det ikke er op til et menneske at tale om. Den oplevelse er nok værd at fremhæve, men jeg vil ikke fremhæve det, jeg selv formår. Hvis jeg skal fremhæve noget i mig selv, bliver det kun min afmægtighed. Hvis jeg fik lyst til at prale af noget, kunne jeg godt gøre det uden at være en tåbe, for det ville jo være sandt. Men jeg foretrækker at lade være, for at ingen skal have højere tanker om mig, end de får ved at se og høre mig, ikke mindst på grund af de store åbenbaringer, jeg har fået.

For at jeg ikke skulle blive hovmodig, fik jeg derfor en „torn i kødet”, et Satans sendebud, til at slå mig i ansigtet. Tre gange har jeg bedt Herren om, at den måtte blive fjernet. Men han sagde til mig: „Min nåde er dig nok, for min kraft når sit mål gennem magtesløshed.” Derfor vil jeg hellere fremhæve min magtesløshed, for at kraften fra Kristus kan virke gennem mig. 10 Derfor kan jeg se det gode ved at være magtesløs, ved at blive mishandlet og lide nød, ved at blive forfulgt og være i vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.

Paulusʼ omsorg for korinterne

11 Nu blev jeg så en tåbe—men det var jer, der tvang mig til det! Kunne I ikke have sagt noget godt om mig? Selvom jeg intet er i mig selv, så står jeg ikke tilbage for jeres „superapostle”. 12 Med stor udholdenhed har jeg virket som apostel iblandt jer, og beviset på min aposteltjeneste er de tegn, undere og vældige gerninger, der er sket. 13 Det eneste, jeg ikke har gjort, er at ligge jer til byrde, således som jeg ellers gør i de andre menigheder. Mon I kan tilgive mig det?

14 Det er nu tredje gang, jeg gør mig parat til at besøge jer, og det skal stadig ikke koste jer noget. Jeg er ikke interesseret i jeres penge, men i jer selv! Det er jo ikke børnene, der skal lægge penge til side til forældrene, men forældrene, der skal sørge for børnene. 15 Jeg er kun glad for at kunne give mig selv til jer. Ja, jeg vil ofre alt for jeres skyld. Elsker I mig mindre, jo mere jeg elsker jer?

16 Vil I ikke indrømme, at jeg aldrig har ligget jer til byrde? Men nu siger man alligevel, at jeg var snu nok til at føre jer bag lyset og udnytte jer. 17 Men hvordan? Har nogen af de medarbejdere, jeg sendte til jer, udnyttet jer? 18 Jeg bad Titus om at besøge jer og sendte en anden medarbejder med. Mon Titus har udnyttet jer? Umuligt! Vi er nemlig ledet af samme Ånd og følger samme spor.

19 I har måske hele tiden tænkt, at vi skriver alt det her for at forsvare os over for jer? Men sådan forholder det sig ikke! Vi taler som Kristi tjenere, der skal stå til regnskab for Gud, og alt, hvad vi siger og skriver, kære venner, det gør vi for at hjælpe og styrke jer. 20 Jeg er stadig bange for, at når jeg kommer til jer, vil jeg finde jer i en tilstand, som jeg ikke bryder mig om. Så vil I heller ikke blive særlig glade for at høre, hvad jeg har at sige jer! Jeg er bange for, at jeg vil blive vidne til skænderier og misundelse, vrede og egoisme, sårende ord og sladder, hovmod og oprør. 21 Jeg er bange for, at Gud igen vil ydmyge mig foran jer, og at jeg kommer til at stå med bedrøvelse på grund af, at mange af dem, der tidligere har begået synder iblandt jer, ikke har vendt sig bort fra deres onde gerninger, såsom urent begær, seksuel synd og anden umoralsk opførsel.

La Bible du Semeur

2 Corinthiens 12

1Faut-il se vanter? Cela n’est pas convenable. J’en viendrai cependant à des visions et à des révélations du Seigneur.

Je connais un homme, qui appartient à Christ[a], et qui, il y a quatorze ans[b], a été enlevé jusqu’au troisième ciel – était-ce dans son corps, je ne sais, ou sans son corps, je ne sais, mais Dieu le sait. Je sais seulement que cet homme – dans son corps ou hors de son corps, je ne sais, Dieu le sait – a été enlevé au paradis et qu’il a entendu des paroles qu’on ne peut pas répéter parce qu’il n’est pas permis à un homme de les dire[c].

Au sujet d’un tel homme, je me vanterai, mais au sujet de moi-même, je ne me vanterai que de mes faiblesses. Et pourtant, si je voulais me vanter, je ne serais pas un insensé, car je ne dirais que la vérité. Mais je m’en abstiens. Car je désire éviter que l’on se fasse de moi une idée supérieure à ce qu’on peut déduire de mes actes et de mes paroles. D’ailleurs, parce que ces révélations étaient extraordinaires, pour me garder de l’orgueil, Dieu m’a imposé une épreuve qui, telle une écharde[d], tourmente mon corps. Elle me vient de Satan qui a été chargé de me frapper pour que je ne sois pas rempli d’orgueil.

Au sujet de cette épreuve, j’ai prié par trois fois le Seigneur de l’éloigner de moi, mais il m’a répondu: «Ma grâce te suffit, c’est dans la faiblesse que ma puissance se manifeste pleinement.» C’est pourquoi je me vanterai plutôt de mes faiblesses, afin que la puissance de Christ repose sur moi.

10 Je trouve ainsi ma joie dans la faiblesse, les insultes, la détresse, les persécutions et les angoisses que j’endure pour Christ. Car c’est lorsque je suis faible que je suis réellement fort.

Le souci de Paul pour les Corinthiens

11 Voilà que je parle en insensé, mais vous m’y avez forcé. C’est vous qui auriez dû me recommander, car bien que je ne sois rien, je ne suis en rien inférieur à ces «super-apôtres».

12 Les marques qui caractérisent un apôtre ont été produites parmi vous: une persévérance sans faille, des signes miraculeux, des prodiges, des actes extraordinaires.

13 En quoi avez-vous été défavorisés par rapport aux autres Eglises? Tout au plus par le fait que je ne vous ai pas été à charge. Pardonnez-moi cette injustice!

14 Me voici prêt à me rendre chez vous pour la troisième fois. Et à nouveau, je ne vous serai pas à charge, car ce ne sont pas vos biens que je recherche, c’est vous-mêmes. En effet, ce n’est pas aux enfants d’épargner pour leurs parents: ce sont les parents qui doivent le faire pour leurs enfants. 15 Pour moi, c’est très volontiers que je ferai des dépenses, et que je me dépenserai moi-même tout entier pour vous. Si je vous aime davantage, devrais-je être moins aimé de vous?

16 Soit, diront certains, je ne vous ai pas été à charge, mais en malin que je suis, je vous ai pris par ruse. 17 Vous ai-je exploités par l’intermédiaire de l’un ou l’autre de mes envoyés? 18 J’ai demandé à Tite d’aller chez vous et j’ai envoyé avec lui le frère dont j’ai parlé. Tite vous a-t-il exploités? N’avons-nous pas marché tous deux dans le même esprit? N’avons-nous pas suivi les mêmes traces? 19 Vous croyez depuis longtemps que nous cherchons à nous justifier à vos yeux. Non, c’est devant Dieu que nous parlons, en accord avec Christ; et tout cela, mes chers amis, ne vise qu’à une seule chose: votre croissance dans la foi.

20 Car, je l’avoue, j’ai peur qu’à mon arrivée, je ne vous trouve pas tels que je voudrais, et que vous, de votre côté, vous me trouviez tout autre que vous le souhaitez. Je crains de découvrir de la discorde, des jalousies, de la colère, des rivalités, des médisances, des commérages, de l’orgueil et des désordres.

21 Oui, j’ai peur qu’à mon arrivée, Dieu me réserve encore des expériences humiliantes parmi vous, je crains d’avoir à pleurer sur plusieurs qui ont péché auparavant et ne se sont pas détournés de leurs pratiques dégradantes, de la débauche et de l’inconduite dans lesquelles ils ont vécu.

Notas al pie

  1. 12.2 Paul parle de lui-même à la troisième personne parce qu’il répugne à se mettre en avant.
  2. 12.2 C’est-à-dire en 42 (ou 43) lors de son séjour en Cilicie (Ac 9.30; 11.25; Ga 1.21) ou à Antioche.
  3. 12.4 D’autres comprennent: des paroles ineffables qu’on ne saurait répéter.
  4. 12.7 Il pourrait s’agir d’une maladie des yeux (voir Ga 4.13-15; 6.11), ou bien il s’agit d’un autre mal dont nous ignorons tout.