Bibelen på hverdagsdansk

2 Korinterne 10

Paulus forsvarer sin autoritet som apostel

1Nogle af jer beskylder mig for at optræde spagfærdigt, når jeg er hos jer, men modigt, når jeg er langt væk. Jeg advarer jer med den nænsomhed og venlighed, som kendetegner Kristus selv, og jeg håber ikke, det bliver nødvendigt for mig at optræde modigt og stærkt for at irettesætte dem, der mener, at vi handler ud fra selviske motiver. Godt nok lever vi her i verden, men vi kæmper ikke med verdslige våben. Vi bruger ikke menneskelige metoder i den åndelige kamp, men Guds mægtige kraft, som kan nedbryde tankemæssige fæstningsværker og besejre imponerende argumenter og overmodige tanker, der går imod en sand forståelse af Gud. Vi tager den slags tanker til fange og fører dem ind i lydighed mod Kristus. Og vi er klar til at straffe dem iblandt jer, som stadig måtte være ulydige, efter at resten af jer er blevet lydige.

I ser overfladisk på tingene, men de, som véd med sig selv, at de hører Kristus til, må da kunne bedømme, at når de hører Kristus til, så gør vi det også. Jeg kunne godt rose mig endnu mere af den autoritet, Herren har givet os som apostle—en autoritet vi har fået for at styrke jer, ikke for at straffe jer—og jeg er ikke bange for at gøre det, hvis det bliver nødvendigt. Men jeg ønsker ikke, at det skal se ud, som om jeg er ude på at skræmme jer i mine breve. 10 „Hans breve,” siger nogle jo, „har stor kraft og styrke, men når han selv kommer, er han svag og ikke værd at høre på.” 11 De, der taler sådan, må gøre sig klart, at det vi siger på afstand i vores breve, det handler vi på, når vi er hos jer.

12 Misforstå mig ikke! Jeg kunne ikke drømme om at stille mig på linie med de mænd, der hele tiden anbefaler sig selv. Det er ikke klogt af dem udelukkende at sammenligne sig med hinanden og ustandselig måle sig med deres egen målestok. 13 Vi ønsker ikke at forsvare os selv mere end rimeligt er. Vi holder vores tjeneste inden for de grænser, Gud har afstukket for os, og vores tjeneste over for jer ligger inden for de grænser. 14 Vi går nemlig ikke for vidt, når vi mener at have det åndelige ansvar for jer. Det var jo os, der først tog helt over til Korinth med budskabet om Kristus.

15 Vi ønsker ikke uretmæssigt at tage æren for det arbejde, som andre har udført iblandt jer, men vi håber, at når jeres tro vokser, vil vi kunne udvide vores arbejdsfelt endnu mere, 16 så vi kan forkynde budskabet om Kristus i de områder, som ligger endnu længere væk end Korinth. På den måde undgår vi risikoen for at komme til at rose os af andres arbejde. 17 Skriften siger jo: „Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort.”[a] 18 Det er jo ikke den, der anbefaler sig selv, der opnår anerkendelse, men den, som Herren anbefaler.

Notas al pie

  1. 10,17 Baseret på Jer. 9,22-23.

La Bible du Semeur

2 Corinthiens 10

Paul défend son apostolat

L’autorité de l’apôtre

1Moi, Paul, je suis, paraît-il, «timide» quand je suis présent parmi vous et «hardi» quand je suis absent, loin de vous. Mais c’est au nom de la douceur et de la bonté de Christ que je vous adresse cet appel: je vous en prie, ne m’obligez pas, lorsque je serai chez vous, à me montrer «hardi». Car je compte faire preuve de mon assurance et agir avec «audace» envers certains qui jugent notre conduite «trop humaine».

Sans doute, nous sommes des hommes et nous vivons comme tels, mais nous ne menons pas notre combat d’une manière purement humaine. Car les armes avec lesquelles nous combattons ne sont pas simplement humaines; elles tiennent leur puissance de Dieu qui les rend capables de renverser des forteresses. Oui, nous renversons les faux raisonnements ainsi que tout ce qui se dresse présomptueusement contre la connaissance de Dieu, et nous faisons prisonnière toute pensée pour l’amener à obéir à Christ. Aussi sommes-nous prêts à punir toute désobéissance dès que votre obéissance sera entière.

Regardez donc la réalité en face. Si quelqu’un se persuade d’appartenir à Christ, qu’il soit vraiment convaincu de ceci: nous appartenons à Christ, nous aussi, tout autant que lui!

Et même si je me montre un peu trop fier de l’autorité que le Seigneur nous a donnée pour construire et non pour renverser[a], je n’en rougirai pas. Car je ne veux pas passer pour quelqu’un qui ne serait capable d’intimider que par des lettres, comme on le prétend: 10 «Ses lettres, dit-on, sont sévères et énergiques, mais lorsqu’il est là, c’est un faible et sa parole ne mérite pas l’attention.» 11 Que celui qui tient ces propos en soit bien convaincu: nos actes, quand nous serons chez vous, seront conformes à ce que nous vous écrivons dans nos lettres quand nous sommes loin de vous.

12 Certes, nous n’aurions pas l’audace de nous prétendre égaux ou même comparables à certains qui se recommandent eux-mêmes! La mesure avec laquelle ils se mesurent, c’est eux-mêmes, et ils ne se comparent à rien d’autre qu’à eux-mêmes. N’est-ce pas là une preuve de leur folie?

13 Quant à nous, nous ne nous laisserons pas aller à une fierté démesurée, mais nous prendrons comme mesure les limites du champ d’action que Dieu nous a confié. C’est ainsi que nous nous sommes rendus jusque chez vous. 14 Aussi ne dépassons-nous pas les limites de notre domaine comme si nous n’étions pas arrivés jusqu’à vous. Car nous sommes bien venus chez vous les premiers pour vous annoncer l’Evangile de Christ.

15 Nous n’avons donc pas une fierté démesurée comme si nous nous vantions d’un travail accompli par d’autres. Au contraire, nous gardons l’espoir qu’avec les progrès de votre foi, notre œuvre grandira de plus en plus parmi vous, dans les limites de notre champ d’action.

16 Nous pourrons ainsi annoncer l’Evangile dans les régions situées au-delà de chez vous, sans nous vanter du travail accompli par d’autres dans leur propre champ d’action.

17 Si quelqu’un veut éprouver de la fierté, qu’il place sa fierté dans le Seigneur, déclare l’Ecriture[b]. 18 Ainsi, celui qui est approuvé, ce n’est pas l’homme qui se recommande lui-même, mais celui que le Seigneur recommande.

Notas al pie

  1. 10.8 Voir 13.10 et Jr 1.10.
  2. 10.17 Jr 9.23; 1 Co 1.31.