1. Samuelsbog 30 – BPH & NIRV

Bibelen på hverdagsdansk

1. Samuelsbog 30:1-31

David tager hævn over amalekitterne

1Da David og hans mænd to dage senere ankom til deres hjemby, Ziklag, fandt de, at amalekitterne på et af deres plyndringstogter i sydlandet havde indtaget byen og brændt den ned til grunden. 2De havde ikke slået indbyggerne ihjel, men taget dem med sig som krigsfanger, inklusive kvinder og børn. 3Da David og hans mænd så ud over de nedbrændte ruiner, og det gik op for dem, hvad der var sket med deres familier, 4græd de, til de ikke havde en tåre tilbage. 5Også Davids to koner, Ahinoam og Abigajil, var bortført. 6Det var et hårdt slag for David, og hans egen situation forværredes ved, at hans mænd, der var knust og forbitrede over den skæbne, der var overgået deres børn, gav ham skylden og begyndte at tale om at stene ham. Men David søgte styrke hos Herren.

7Så sagde han til præsten Ebjatar: „Tag den hellige efod frem!” Ebjatar hentede så efoden, som man brugte for at få et svar fra Herren.

8„Skal jeg følge efter den røverbande?” spurgte David Herren. „Kan jeg nå at indhente dem?”

„Ja,” svarede Herren, „følg efter dem og befri alle fangerne.”

9Så optog David og hans 600 mænd straks forfølgelsen af amalekitterne. Da de kom til Besorbækken, besluttede de at lade deres forsyninger og nogle af mændene blive der. 10200 af de mest udmattede blev så ved bækken for at hvile sig og passe på forsyningerne, mens resten fortsatte forfølgelsen. 11-12Undervejs fandt mændene en egyptisk slave, og ham førte de til David. Manden havde ikke fået noget at spise eller drikke i to døgn,30,11-12 Den hebraiske tekst siger „tre dage og tre nætter”. Men da man i den daværende kultur og på hebraisk talte dagene inklusivt, betyder „den tredje dag” „to dage senere” som i vers 1 eller „for to dage siden” som i vers 13 (jf. den danske oversættelse fra 1992.) Udtrykket „tre dage og nætter” betyder tre dage, inklusivt regnet, både dag og nat, altså på dansk tre dage og to nætter eller to døgn. så de gav ham nogle brød, en figenkage, to rosinkager og noget vand. Da han var kommet til kræfter, spurgte David ham: 13„Hvem er din herre, og hvor kommer du fra?”

„Jeg er egypter og slave hos en amalekit,” svarede han. „Min herre efterlod mig her for to dage siden, fordi jeg blev syg. 14Vi var på vej hjem efter at have været på forskellige plyndringstogter i den sydlige del af filistrenes30,14 På hebraisk: „kretitterne”. Det er navnet på den gruppe blandt filistrene, som boede længst mod syd. Ordet hentyder muligvis til, at disse folk oprindeligt kom fra Kreta. land, Judas land og Kalebs land. Undervejs brændte vi Ziklag ned til grunden.”

15„Kan du vise os vej til de slyngler?” spurgte David.

Egypteren svarede: „Hvis du ved Guds navn vil sværge på, at du ikke vil slå mig ihjel eller udlevere mig til min herre, lover jeg at føre jer til dem.”

16Så førte han dem lige til amalekitternes lejr. De havde spredt sig ud over sletten, hvor de var i færd med at spise og drikke og danse af lystighed over det store krigsbytte, de havde taget fra filistrene og fra Judas folk. 17Så snart det blev lyst, stormede David og hans mænd frem og dræbte amalekitterne fra tidlig morgen til sen aften. De eneste, der undslap, var 400 unge mænd, der flygtede på deres kameler. 18-19David tog alt krigsbyttet tilbage, og han befriede alle krigsfangerne—også sine egne to koner. 20Hans mænd samlede kvæget, gederne og fårene og førte dem til David. „Det er din personlige belønning,” sagde mændene til ham.

21Da de nåede tilbage til Besorbækken og til de 200 mænd, som havde været for udmattede til at fortsætte forfølgelsen og derfor var blevet efterladt for at passe på forsyningerne, hilste David på dem med glæde. 22Men nogle onde og selviske mænd blandt Davids krigere sagde: „De folk har ikke været med os i kampen. Derfor skal de heller ikke have del i krigsbyttet. Hvis de får deres koner og børn, må det være nok.”

23-24Men David brød ind: „Nej, vær ikke så nærige med det, Herren har givet os. Det er jo Herren, som har hjulpet os med at besejre fjenden. Derfor deler vi byttet ligeligt imellem os, både mellem dem, der deltog i kampen, og dem, der blev tilbage og passede på forsyningerne.”

25Fra da af har princippet om ligelig fordeling været som en lov i Israel, og det gælder den dag i dag.

26Da David kom tilbage til Ziklag, sendte han noget af krigsbyttet til sine venner blandt Judas ledere sammen med følgende hilsen: „Det her er en gave til jer. Jeg har taget den fra Herrens fjender.” 27-31Han sendte en sådan gave til lederne i de byer, hvor han og hans mænd havde været. Det var blandt andet Bet Zur,30,27-31 Septuaginta siger: Bet Zur (Jos. 15,58), den masoretiske tekst siger: Betel, som muligvis oprindeligt har været Betul (Jos. 19,4). Ramot i Negev, byerne Jattir, Aroer, Sifmot, Eshtemoa og Karmel,30,27-31 Fra Septuaginta. Den masoretiske tekst siger: „Rakal”. I øvrigt nævner Septuaginta flere byer her, hvis navne sandsynligvis er faldet ud af den hebraiske tekst under afskrivningen. jerahme’elitternes og kenitternes byer, og byerne Horma, Bor-Ashan, Atak og Hebron.

New International Reader’s Version

1 Samuel 30:1-31

David Destroys the Amalekites

1On the third day David and his men arrived in Ziklag. The Amalekites had attacked the people of the Negev Desert. They had also attacked Ziklag and burned it. 2They had captured the women and everyone else in Ziklag. They had taken as prisoners young people and old people alike. But they didn’t kill any of them. Instead, they carried them off as they went on their way.

3David and his men reached Ziklag. They saw that it had been destroyed by fire. They found out that their wives and sons and daughters had been captured. 4So David and his men began to weep out loud. They wept until they couldn’t weep anymore. 5David’s two wives had been captured. Their names were Ahinoam from Jezreel and Abigail from Carmel. Abigail was Nabal’s widow. 6David was greatly troubled. His men were even talking about killing him by throwing stones at him. All of them were very bitter because their sons and daughters had been taken away. But David was made strong by the Lord his God.

7Then David spoke to Abiathar the priest, the son of Ahimelek. He said, “Bring me the linen apron.” Abiathar brought it to him. 8David asked the Lord for advice. He said, “Should I chase after the men who attacked Ziklag? If I do, will I catch up with them?”

“Chase after them,” the Lord answered. “You will certainly catch up with them. You will succeed in saving those who were captured.”

9David and his 600 men came to the Besor Valley. Some of them stayed behind there. 10That’s because 200 of them were too tired to go across the valley. But David and the other 400 continued the chase.

11David’s men found an Egyptian in a field. They brought him to David. They gave him water to drink and food to eat. 12They gave him part of a cake of pressed figs. They also gave him two raisin cakes. After he ate them, he felt as good as new. That’s because he hadn’t eaten any food for three days and three nights. He hadn’t drunk any water during that time either.

13David asked him, “Who do you belong to? Where do you come from?”

The man said, “I’m from Egypt. I’m the slave of an Amalekite. My master deserted me when I became ill three days ago. 14We attacked the people in the Negev Desert of the Kerethites. We attacked the territory that belongs to Judah. We attacked the people in the Negev Desert of Caleb. And we burned Ziklag.”

15David asked him, “Can you lead me down to the men who attacked Ziklag?”

He answered, “Make a promise to me in the name of God. Promise that you won’t kill me. Promise that you won’t hand me over to my master. Then I’ll take you down to them.”

16He led David down to where the men were. They were scattered all over the countryside. They were eating and drinking and dancing wildly. That’s because they had taken a large amount of goods from those they had attacked. They had taken it from the land of the Philistines and from the people of Judah. 17David fought against them from sunset until the evening of the next day. None of them escaped except 400 young men. They rode off on camels and got away. 18David got everything back that the Amalekites had taken. That included his two wives. 19Nothing was missing. Not one young person or old person or boy or girl was missing. None of the goods or anything else the Amalekites had taken was missing. David brought everything back. 20He brought back all the flocks and herds. His men drove them on ahead of the other livestock. They said, “Here’s what David has captured.”

21Then David came to the 200 men who had been too tired to follow him. They had been left behind in the Besor Valley. They came out to welcome David and the men with him. As David and his men approached, he asked them how they were. 22But some of the men who had gone out with David were evil. They wanted to stir up trouble. They said, “The 200 men didn’t go out into battle with us. So we won’t share with them the goods we brought back. But each man can take his wife and children and go home.”

23David replied, “No, my friends. You must not hold back their share of what the Lord has given us. He has kept us safe. He has handed over to us the men who attacked us. 24So no one will pay any attention to what you are saying. Each man who stayed with the supplies will receive the same share as each man who went down to the battle. Everyone’s share will be the same.” 25David made that a law and a rule for Israel. It has been followed from that day until now.

26David reached Ziklag. He sent some of the goods to the elders of Judah. They were his friends. He said, “Here’s a gift for you. It’s part of the things we took from the Lord’s enemies.”

27David sent some goods to the elders in Bethel, Ramoth Negev and Jattir. 28He sent some to the elders in Aroer, Siphmoth, Eshtemoa 29and Rakal. He sent some to the elders in the towns of the Jerahmeelites and Kenites. 30He sent some to the elders in Hormah, Bor Ashan, Athak 31and Hebron. He also sent some to the elders in all the other places where he and his men had wandered around.