1. Samuelsbog 24 – BPH & NIRV

Bibelen på hverdagsdansk

1. Samuelsbog 24:1-23

1Derefter tog David ophold i klippehulerne ved En-Gedi.

David skåner Sauls liv

2Da Saul vendte tilbage fra slaget mod filistrene, fik han at vide, at David var flygtet ud i En-Gedis ørken. 3Så tog han 3000 elitesoldater med sig og gik ud for at lede efter ham ved Stenbukkeklipperne. 4På det sted, hvor vejen løber forbi nogle fårefolde, gik Saul ind i en hule for at forrette sin nødtørft. Men det var tilfældigvis den hule, hvor David og nogle af hans mænd havde gemt sig længere inde.

5„Nu har du dit livs chance!” hviskede mændene til David. „Det er det her øjeblik, du har ventet på, lige siden den dag Herren sagde til dig: ‚Jeg vil udlevere din fjende til dig, så du kan gøre med ham, som du vil.’ ” Da krøb David frem fra hulens indre og skar forsigtigt det nederste af Sauls kappe af, uden at Saul lagde mærke til det. 6Men bagefter fik han dårlig samvittighed over det, han havde gjort. 7„Må Gud bevare mig fra at gøre min herre noget ondt,” sagde han til sine mænd. „Jeg kan ikke slå Herrens salvede konge ihjel.” 8Og David irettesatte sine mænd og tillod dem ikke at dræbe Saul.

Da Saul havde forladt hulen og var gået videre, 9kom David ud og råbte efter ham: „Min herre og konge!” Og da Saul vendte sig om, bøjede David sig for ham. 10-11„Hvorfor lader du dig narre af dem, der påstår, at jeg er ude på at gøre dig fortræd?” fortsatte han. „I dag har du fået bevis for, at det ikke er sandt. Skønt du var i min hule hånd, og nogle af mine mænd ville have mig til at slå dig ihjel, skånede jeg dit liv og lovede, at jeg ikke ville gøre dig noget ondt, for du er Herrens salvede. 12Se her, hvad jeg har i hånden. Det er kanten af din kappe, som jeg skar af, men jeg slog dig ikke ihjel. Er det ikke nok til at overbevise dig om, at jeg ikke har i sinde at gøre dig fortræd? Jeg ønsker ikke at forsynde mig imod dig, selvom du truer mig på livet.”

13David fortsatte: „Lad Herren dømme imellem os! Han vil straffe dig for, hvad du har gjort imod mig. Men jeg vil ikke tage sagen i min egen hånd. 14Som ordsproget siger: ‚Ondskab er den ondes værk’. Men uanset hvor meget ondskab, du udviser, vil jeg ikke hævne mig på dig. 15I øvrigt synes jeg, du skulle overveje, hvem det er, du forfølger. Bør Israels konge spilde sin tid med at jage en, der er lige så ubetydelig som en død hund eller en loppe? 16Må Herren dømme imellem os og straffe den skyldige. Han er min Forsvarer, og han vil redde mig fra dine angreb.”

17-18Saul råbte tilbage med grådkvalt stemme: „Min søn, David! Er det virkelig dig? David, du har gengældt min ondskab med godhed. Du er et bedre menneske end jeg. 19Det har du klart bevist i dag, da Herren udleverede mig til dig, og du havde chancen for at slå mig ihjel. 20Hvem andre kunne finde på at lade sin fjende undslippe på den måde? Må Herren belønne dig for det. 21Nu indser jeg, at du bliver konge over Israel. 22Sværg da ved Herren, at du ikke vil gøre min familie fortræd og udrydde min slægt, efter at du er blevet konge.”

23Det gjorde David, og Saul vendte hjem, mens David og hans mænd gik tilbage til klippehulen.

New International Reader’s Version

1 Samuel 24:1-22

David Doesn’t Kill Saul When He Has the Chance

1Saul returned from chasing the Philistines. Then he was told, “David is in the Desert of En Gedi.” 2So Saul took 3,000 of the best soldiers from the whole nation of Israel. He started out to look for David and his men. He planned to look near the Rocky Cliffs of the Wild Goats.

3He came to some sheep pens along the way. A cave was there. Saul went in to go to the toilet. David and his men were far back in the cave. 4David’s men said, “This is the day the Lord told you about. He said to you, ‘I will hand your enemy over to you. Then you can deal with him as you want to.’ ” So David came up close to Saul without being seen. He cut off a corner of Saul’s robe.

5Later, David felt sorry that he had cut off a corner of Saul’s robe. 6He said to his men, “May the Lord keep me from doing a thing like that again to my master. He is the Lord’s anointed king. So I promise that I will never lay my hand on him. The Lord has anointed him.” 7David said that to correct his men. He wanted them to know that they should never suggest harming the king. He didn’t allow them to attack Saul. So Saul left the cave and went on his way.

8Then David went out of the cave. He called out to Saul, “King Saul! My master!” When Saul looked behind him, David bowed down. He lay down flat with his face toward the ground. 9He said to Saul, “Why do you listen when men say, ‘David is trying to harm you’? 10This day you have seen with your own eyes how the Lord handed you over to me in the cave. Some of my men begged me to kill you. But I didn’t. I said, ‘I will never lay my hand on my master. He is the Lord’s anointed king.’ 11Look, my father! Look at this piece of your robe in my hand! I cut off the corner of your robe. But I didn’t kill you. See, there is nothing in my hand that shows I am guilty of doing anything wrong. I haven’t turned against you. I haven’t done anything to harm you. But you are hunting me down. You want to kill me. 12May the Lord judge between you and me. And may the Lord pay you back because of the wrong things you have done to me. But I won’t do anything to hurt you. 13People say, ‘Evil acts come from those who do evil.’ So I won’t do anything to hurt you.

14“King Saul, who are you trying to catch? Who do you think you are chasing? I’m nothing but a dead dog or a flea! 15May the Lord be our judge. May he decide between us. May he consider my case and stand up for me. May he show that I’m not guilty of doing anything wrong. May he save me from you.”

16When David finished speaking, Saul asked him a question. He said, “My son David, is that your voice?” And Saul wept out loud. 17“You are a better person than I am,” he said. “You have treated me well. But I’ve treated you badly. 18You have just now told me about the good things you did to me. The Lord handed me over to you. But you didn’t kill me. 19Suppose a man finds his enemy. He doesn’t let him get away without harming him. May the Lord reward you with many good things. May he do it because of the way you treated me today. 20I know for sure that you will be king. I know that the kingdom of Israel will be made secure under your control. 21Now make a promise in the name of the Lord. Promise me that you won’t kill the children of my family. Also promise me that you won’t wipe out my name from my family line.”

22So David made that promise to Saul. Then Saul returned home. But David and his men went up to his usual place of safety.