David tilbageerobrer Keila fra filistrene
1En dag fik David at vide, at filistrene havde angrebet Keila og nu var i færd med at plyndre byens kornbeholdning. 2Da spurgte han Herren:23,2 Sikkert ved hjælp af de hellige lodder, som Ebjatar havde bragt med sig. Jf. vers 6. „Skal jeg angribe dem?”
Herren svarede: „Ja, tag af sted, slå filistrene og red Keila.”
3Men Davids mænd protesterede. „Livet er farligt nok her i Juda,” sagde de. „Vi føler ingen trang til at tage til Keila og kæmpe mod hele filisterhæren.”
4Da spurgte David atter Herren til råds, og Herren svarede: „Tag af sted! Jeg vil hjælpe dig med at slå filistrene.”
5Så gik David og hans mænd til angreb. De slog filistrene, tog deres kvæg og reddede Keilas indbyggere. 6Da præsten Ebjatar flygtede fra Nob og kom til David, havde han den hellige efod med sig, så han kunne rådspørge Herren. Han havde den også med til Keila.
7Saul fik snart at vide, at David var i Keila. „Udmærket,” udbrød han, „så har vi ham i fælden. Endelig har Gud udleveret ham til mig. Han har ikke en chance for at undslippe fra en by som Keila med en mur omkring.”
8Han mobiliserede så hele hæren og drog af sted mod Keila for at fange David og hans mænd. 9Men David hørte om Sauls plan, og han bad præsten Ebjatar om at tage den hellige efod frem og spørge Herren til råds.
10„Herre, Israels Gud,” bad han, „jeg har hørt, at Saul er på vej for at udslette byen her på grund af os. 11Sig mig, om rygtet taler sandt. Sig mig også, om Keilas indbyggere vil udlevere mig til Saul. Herre, Israels Gud, hør min bøn!”
Da svarede Herren: „Saul er på vej.”
12„Vil Keilas indbyggere udlevere mig til Saul?” blev David ved.
„Ja, det vil de,” svarede Herren.
13David og hans mænd forlod straks Keila og strejfede derefter omkring fra sted til sted. Deres antal var i mellemtiden vokset til omkring 600 mand. Da Saul fik at vide, at David og hans mænd havde forladt Keila, opgav han sin plan om at fange ham der.
Saul forfølger David
14-15David slog sig nu ned i Zifs ørken,23,14-15 Et øde område syd for Hebron omkring byen Zif. hvor han forskansede sig i bjerghulerne. Saul jagtede ham hele tiden. David var bange, men Herren gav ikke Saul held til at fange ham. 16Mens David opholdt sig i en skovtykning,23,16 På hebraisk: Horesh. kom Jonatan ud til ham og opmuntrede ham til at stole på Gud.
17„Vær ikke bange,” sagde han. „Min far finder dig aldrig her. En dag vil du blive konge over Israel, og jeg bliver din højre hånd. Det ved min far udmærket.” 18Da fornyede de to venner deres venskabspagt, hvorefter Jonatan vendte hjem, mens David blev i skoven.
19Kort efter kom nogle folk fra Zif til Saul i Gibea for at forråde David. „Vi ved, hvor han gemmer sig,” sagde de. „Lige nu opholder han sig i bjerghulerne ved skoven tæt ved Hakilahøjen syd for Jeshimon. 20Kom ned til os, når det passer dig, så skal vi nok fange ham og overgive ham til dig.”
21„Herren velsigne jer for jeres barmhjertighed imod mig,” svarede Saul. 22„Vend I nu først tilbage og find helt nøjagtigt ud af, hvor han befinder sig. Spørg jer for hos dem, der har set ham. Jeg har hørt, at han flytter rundt hele tiden, og han er en snedig fyr. 23Kortlæg alle hans skjulesteder og kom så tilbage til mig med en fyldig rapport. Så vil jeg følge med jer. Hvis han endnu befinder sig i landet, skal jeg nok finde ham, om jeg så skal gennemsøge hele Judas område.”
24Så vendte mændene hjem til Zif, og Saul ville følge efter senere. Imens var David stadig i Maons ørkenområde på sletten syd for Jeshimon. 25Saul og hans mænd begav sig af sted for at lede efter ham. Men da David fik det at vide, trak han sig tilbage til en bestemt klippe i Maons ørken, men selv der fulgte Saul efter ham, 26så Saul og David til sidst befandt sig på hver sin side af den samme klippehøj. Men lige da Saul og hans mænd var ved at omringe David og hans mænd, 27kom der bud til Saul: „Skynd dig at komme hjem. Filistrene er igen trængt ind i landet.” 28Derfor indstillede Saul jagten på David, og han skyndte sig hjem for at kæmpe mod filistrene. Lige siden har man kaldt stedet: „Klippen, der skiller”.23,28 På hebraisk: Sela-ha-Mahlekot.
داود ينقذ قعيلة
1وَقِيلَ لِدَاوُدَ: «هَا الْفِلِسْطِينِيُّونَ يُهَاجِمُونَ قَعِيلَةَ وَيَنْهَبُونَ بَيَادِرَ قَمْحِهَا» 2فَسَأَلَ الرَّبَّ: «هَلْ أَمْضِي لِمُحَارَبَةِ الْفِلِسْطِينِيِّينَ؟» فَأَجَابَهُ الرَّبُّ: «اذْهَبْ وَحَارِبْهُمْ وَأَنْقِذْ قَعِيلَةَ». 3وَلَكِنَّ رِجَالَ دَاوُدَ قَالُوا: «إِنْ كَانَ الْخَوْفُ يَسْتَبِدُّ بِنَا وَنَحْنُ هُنَا فِي يَهُوذَا، فَكَمْ بِالْحَرِيِّ إِذَا انْطَلَقْنَا إِلَى قَعِيلَةَ لِمُحَارَبَةِ جُيُوشِ الْفِلِسْطِينِيِّينَ؟» 4فَعَادَ دَاوُدُ يَسْتَشِيرُ الرَّبَّ، فَأَجَابَهُ: «قُمِ انْزِلْ إِلَى قَعِيلَةَ، فَإِنَّنِي أُسَلِّمُ الْفِلِسْطِينِيِّينَ إِلَى يَدِكَ». 5فَمَضَى دَاوُدُ وَرِجَالُهُ إِلَى قَعِيلَةَ حَيْثُ حَارَبَ الْفِلِسْطِينِيِّينَ وَاسْتَوْلَى عَلَى مَوَاشِيهِمْ وَهَزَمَهُمْ هَزِيمَةً مُنْكَرَةً وَأَنْقَذَ أَهْلَ قَعِيلَةَ. 6وَكَانَ أَبِيَاثَارُ بْنُ أَخِيمَالِكَ قَدْ حَمَلَ مَعَهُ أَفُوداً عِنْدَ هُرُوبِهِ إِلَى دَاوُدَ.
شاول يتعقب داود
7فَقِيلَ لِشَاوُلَ إِنَّ دَاوُدَ قَدْ قَدِمَ إِلَى قَعِيلَةَ، فَقَالَ شَاوُلُ: «قَدْ أَسْلَمَهُ اللهُ إِلَى يَدِي، لأَنَّهُ لَجَأَ إِلَى مَدِينَةٍ ذَاتِ بَوَّابَاتٍ وَأَرْتَاجٍ». 8وَاسْتَدْعَى شَاوُلُ قُوَّاتِهِ لِلإحَاطَةِ بِالْمَدِينَةِ وَمُحَاصَرَةِ دَاوُدَ وَرِجَالِهِ. 9وَلَمَّا أَدْرَكَ دَاوُدُ أَنَّ شَاوُلَ يَتَآمَرُ عَلَيْهِ، قَالَ لأَبِيَاثَارَ الْكَاهِنِ: «أَحْضِرِ الأَفُودَ». 10ثُمَّ صَلَّى دَاوُدُ: «يَا رَبُّ إِلَهَ إِسْرَائِيلَ، إِنَّ عَبْدَكَ قَدْ سَمِعَ أَنَّ شَاوُلَ يُحَاوِلُ أَنْ يُحَاصِرَ قَعِيلَةَ لِيُدَمِّرَهَا 11فَأَعْلِمْنِي هَلْ يُسَلِّمُنِي أَهْلُ قَعِيلَةَ لِشَاوُلَ؟ وَهَلْ شَاوُلُ حَقّاً قَادِمٌ إِلَى قَعِيلَةَ كَمَا قِيلَ لِعَبْدِكَ؟ يَا رَبُّ إِلَهَ إِسْرَائِيلَ أَخْبِرْ عَبْدَكَ». فَأَجَابَ الرَّبُّ: «إِنَّهُ قَادِمٌ». 12وَعَادَ دَاوُدُ يَسْأَلُ: «هَلْ يُسَلِّمُنِي أَهْلُ قَعِيلَةَ مَعَ رِجَالِي لِشَاوُلَ؟» فَأَجَابَ الرَّبُّ: «يُسَلِّمُونَ». 13فَغَادَرَ دَاوُدُ وَرِجَالُهُ السِّتُّ مِئَةٍ قَعِيلَةَ وَهَامُوا عَلَى وُجُوهِهِمْ. فَأُخْبِرَ شَاوُلُ بِانْسِحَابِ دَاوُدَ مِنْ قَعِيلَةَ، فَعَدَلَ عَنِ التَّوَجُّهِ إِلَيْهَا بِقُوَّاتِهِ. 14وَلَجَأَ دَاوُدُ إِلَى حُصُونِ بَرِّيَّةِ زِيفٍ وَمَكَثَ فِي جَبَلِهَا. وَظَلَّ شَاوُلُ يَتَعَقَّبُهُ طَوَالَ أَيَّامِ حَيَاتِهِ، وَلَكِنَّ الرَّبَّ لَمْ يُسَلِّمْهُ لِيَدِهِ.
15وَبَيْنَمَا كَانَ دَاوُدُ مُخْتَبِئاً فِي غَابَةٍ فِي بَرِّيَّةِ زِيفٍ عَلِمَ أَنَّ شَاوُلَ قَدْ خَرَجَ يَبْحَثُ عَنْهُ، 16فَأَقْبَلَ يُونَاثَانُ بْنُ شَاوُلَ إِلَى دَاوُدَ فِي الْغَابَةِ لِيُقَوِّيَ مِنْ ثِقَتِهِ بِاللهِ، 17وَقَالَ لَهُ: «لا تَخَفْ، لأَنَّ يَدَ شَاوُلَ أَبِي لَنْ تَطُولَكَ. وَأَنْتَ سَتَكُونُ مَلِكاً عَلَى إِسْرَائِيلَ، وَأَنَا أَكُونُ الرَّجُلَ الثَّانِي فِي الْمَمْلَكَةِ. وَأَبِي أَيْضاً يَعْلَمُ هَذَا الأَمْرَ». 18وَجَدَّدَا عَهْدَهُمَا أَمَامَ الرَّبِّ. وَمَضَى يُونَاثَانُ إِلَى بَيْتِهِ، أَمَّا دَاوُدُ فَمَكَثَ فِي الْغَابَةِ.
19وَجَاءَ الزِّيفِيُّونَ إِلَى شَاوُلَ فِي جِبْعَةَ وَقَالُوا: «أَلَيْسَ دَاوُدُ مُخْتَبِئاً عِنْدَنَا فِي حُصُونِ الْغَابَةِ فِي حَخِيلَةَ جَنُوبِيَّ الصَّحْرَاءِ، 20فَتَعَالَ إِلَيْنَا أَيُّهَا الْمَلِكُ، فِي أَيِّ وَقْتٍ تَشَاءُ، وَنَحْنُ نَضْمَنُ أَنْ نُسَلِّمَهُ إِلَيْكَ». 21فَأَجَابَهُمْ شَاوُلُ: «لِيُبَارِكْكُمُ الرَّبُّ لِرَأْفَتِكُمْ بِي؛ 22فَاذْهَبُوا وَتَحَرَّوْا وَتَيَقَّنُوا مِنْ مَكَانِ وجُوُدِهِ وَإِقَامَتِهِ وَمَنْ رَآهُ هُنَاكَ، لأَنَّهُ قِيلَ لِي إِنَّ دَاوُدَ شَدِيدُ الْمَكْرِ. 23وَتَأَكَّدُوا لِي مِن جَمِيعِ الْمَوَاضِعِ الَّتِي يُمْكِنُ أَنْ يَخْتَبِئَ فِيهَا ثُمَّ ارْجِعُوا إِلَيَّ بِالْخَبَرِ الْيَقِينِ فَأَمْضِيَ مَعَكُمْ، إِنْ كَانَ حَقّاً مَوْجُوداً، فَأَبْحَثُ عَنْهُ بَيْنَ عَشَائِرِ يَهُوذَا».
24فَانْطَلَقُوا إِلَى زِيفٍ مُتَقَدِّمِينَ أَمَامَ شَاوُلَ. وَكَانَ دَاوُدُ آنَئِذٍ فِي سَهْلِ بَرِّيَّةِ مَعُونٍ جَنُوبِيَّ الصَّحْرَاءِ. 25فَشَرَعَ رِجَالُ شَاوُلَ يَبْحَثُونَ عَنْهُ. فَبَلَغَ الْخَبَرُ دَاوُدَ فَتَوَغَّلَ فِي مِنْطَقَةِ الصُّخُورِ فِي بَرِّيَّةِ مَعُونٍ. وَعِنْدَمَا عَلِمَ شَاوُلُ بِذَلِكَ تَعَقَّبَهُ إِلَى هُنَاكَ. 26فَكَانَ شَاوُلُ يَسِيرُ بِمُحَاذَاةِ أَحَدِ جَانِبَيِ الْجَبَلِ، وَدَاوُدُ وَرِجَالُهُ يَسِيرُونَ بِمُحَاذَاةِ الْجَانِبِ الآخَرِ هَرَباً مِنْ شَاوُلَ، الَّذِي سَعَى مَعَ قُوَّاتِهِ لِمُحَاصَرَةِ دَاوُدَ وَرِجَالِهِ لِيَأْسِرَهُمْ. 27وَمَا لَبِثَ أَنْ وَفَدَ رَسُولٌ إِلَى شَاوُلَ قَائِلاً: «أَسْرِعْ! تَعَالَ، فَقَدِ اقْتَحَمَ الْفِلِسْطِينِيُّونَ الْبِلادَ». 28فَرَجَعَ شَاوُلُ عَنْ مُطَارَدَةِ دَاوُدَ وَذَهَبَ لِمُحَارَبَةِ الْفِلِسْطِينِيِّينَ، لِذَلِكَ دُعِيَ ذَلِكَ الْمَوْضِعُ «تَلَّ الْمُفَارَقَةِ». 29وَتَوَجَّهَ دَاوُدُ مِنْ هُنَاكَ وَتَمَنَّعَ فِي حُصُونِ عَيْنِ جَدْيٍ.
