1. Mosebog 47 – BPH & NVI

Bibelen på hverdagsdansk

1. Mosebog 47:1-31

Farao byder Jakob og hans familie velkommen

1Josef vendte så tilbage til Farao og sagde: „Min far og mine brødre er ankommet fra Kana’an med deres får, geder, kvæg og alt, hvad de ejer. De befinder sig lige nu i Goshen.” 2Josef havde fem af sine brødre med sig. Dem præsenterede han for Farao, 3og Farao spurgte dem: „Hvad er jeres beskæftigelse?”

„Vi er hyrder ligesom vores forfædre,” svarede de. 4„Vi er kommet for at bo som gæster i Egypten. Der er ikke mere græs til vores dyr i Kana’an, for hungersnøden er meget streng der. Vi beder derfor om tilladelse til at bo i Goshen.”

5Henvendt til Josef sagde Farao: „Nu, da din far og dine brødre er kommet, 6må du lade dem slå sig ned i den bedste del af landet. Hvis de gerne vil bosætte sig i Goshen, så lad dem gøre det. Og hvis nogle af dem er særlig gode hyrder, kan du give dem opsyn med mit kvæg.”

7Derefter bragte Josef sin gamle far Jakob til Farao, og Jakob hilste på Farao med en velsignelse.

8„Hvor gammel er du?” spurgte Farao ham.

9Jakob svarede: „I mine 130 år har jeg rejst i mange lande og været igennem et utal af problemer, men jeg har ikke levet nær så længe, som mange af mine forfædre.” 10Jakob velsignede igen kongen som afsked og forlod ham.

11Så gav Josef den bedste del af Egypten—området omkring byen Ramses—til sin far og sine brødre, sådan som Farao havde sagt. 12Og han sørgede for korn til sin far og sine brødre i forhold til størrelsen af deres familier.

Hungersnøden bliver værre

13Hungersnøden blev værre og værre, og der var stadig ingenting at høste hverken i Egypten eller i Kana’an, hvor jorden blev totalt udtørret. 14Alle de penge, Josef havde modtaget som betaling for korn, der var solgt til folk i Egypten og Kana’an, opbevarede han i Faraos skatkammer. 15Men selv om folks penge var sluppet op både i Egypten og Kana’an, kom alle egypterne alligevel til Josef og tiggede om mad. „Vores penge er sluppet op,” sagde de. „Men giv os korn alligevel! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig?”

16„Hvis I ingen penge har, så giv mig jeres dyr,” svarede Josef, „så skal I få korn i bytte.” 17Derfor kom de til Josef med deres husdyr og byttede dem for mad, og han forsørgede dem det år med korn. Inden længe tilhørte alle landets heste, køer, får, geder og æsler Farao.

18Da året var omme kom folk tilbage og sagde: „Nu har vi hverken penge eller dyr tilbage. Det eneste, vi råder over, er vores arbejdskraft og vores jord. 19Lad os ikke dø for øjnene af dig. Køb os og vores jord og gør os til Faraos fæstebønder. Og giv os så korn og såsæd, så vi ikke skal dø, og så markerne ikke skal ligge brak.”

20Således opkøbte Josef al Egyptens jord til Farao, for egypterne havde ingen anden udvej end at sælge deres jord, fordi hungersnøden fortsatte. På den måde kom hele landet til at tilhøre Farao, 21og alle landets indbyggere blev fæstebønder. 22Kun præsternes jord blev ikke opkøbt, for de fik deres løn direkte fra Farao og behøvede derfor ikke at sælge deres jord.

23Josef sagde derpå til folket: „Jeg har nu købt jer og jeres jord til Farao. Her er såsæd, så I kan tilså jeres marker. 24Når I til sin tid høster, skal en femtedel af afgrøden tilhøre Farao. De fire femtedele må I beholde og bruge til mad til jer selv og jeres børn og til såsæd næste år.”

25„Du har reddet vores liv,” svarede de. „Vi er taknemmelige og vil med glæde være Faraos fæstebønder.” 26Josef gjorde det til en lov i Egypten, som gælder den dag i dag, at Farao skulle have en femtedel af alle landets produkter. Men siden Farao ikke havde købt præsternes jord, blev de fritaget fra at betale denne afgift.

27Israelitterne slog sig altså ned i Goshen i Egypten, hvor de trivedes godt og hurtigt voksede i antal. 28Jakob levede 17 år efter sin ankomst til Egypten, så han var 147 år, da han døde. 29Da han mærkede, at hans sidste time nærmede sig, sendte han bud efter sin søn Josef og sagde: „Læg din hånd under min lænd og sværg på, at du vil opfylde min sidste bøn: Begrav mig ikke her i det fremmede land, 30men lov mig, at du vil bringe mig ud af Egypten og begrave mig hos mine forfædre.” Det lovede Josef, 31men Jakob insisterede: „Sværg på, at du vil gøre, som jeg siger!” Det svor Josef på, og Jakob bøjede hovedet over sin stav47,31 Ifølge den græske oversættelse, Septuaginta. Den hebraiske tekst siger: „over hovedgærdet af sin seng.” Formodentligt har Jakob siddet på kanten af sin seng og støttet sig til sin stav. Verset er citeret i Hebr. 11,21 fra den græske oversættelse. i tilbedelse.

Nueva Versión Internacional

Génesis 47:1-31

1José fue a informar al faraón:

—Mi padre y mis hermanos han venido desde Canaán con sus ovejas y sus vacas y todas sus pertenencias. Ya se encuentran en la región de Gosén.

2Además, José había elegido a cinco de sus hermanos para presentárselos al faraón. 3Y este les preguntó:

—¿En qué trabajan ustedes?

—Nosotros, sus siervos, somos pastores, al igual que nuestros antepasados —respondieron ellos—. 4Hemos venido a vivir en este país porque en Canaán ya no hay pastos para nuestros rebaños. ¡Es terrible el hambre que acosa a ese país! Por eso le rogamos a usted que nos permita vivir en la región de Gosén.

5Entonces el faraón dijo a José:

—Tu padre y tus hermanos han venido a estar contigo. 6La tierra de Egipto está a tu disposición. Haz que se asienten en lo mejor de la tierra; que residan en la región de Gosén. Y si sabes que hay entre ellos hombres capaces, ponlos a cargo de mi propio ganado.

7Luego José llevó a Jacob, su padre, y se lo presentó al faraón. Jacob saludó al faraón y lo bendijo; 8entonces el faraón preguntó:

—¿Cuántos años tienes?

9—Ya tengo ciento treinta años —respondió Jacob—. Mis años de andar peregrinando de un lado a otro han sido pocos y difíciles, pero no se comparan con los años de peregrinaje de mis antepasados.

10Luego Jacob se despidió del faraón, lo bendijo y se retiró de su presencia.

11José instaló a su padre y a sus hermanos, y les entregó terrenos en la mejor región de Egipto, es decir, en el distrito de Ramsés, tal como lo había ordenado el faraón. 12José también proveyó de alimentos a su padre y a sus hermanos, y a todos sus familiares, según las necesidades de cada uno.

La administración de José

13El hambre en Egipto y en Canaán era terrible. No había alimento en ninguna parte y la gente estaba a punto de morir. 14Todo el dinero que los habitantes de Egipto y de Canaán habían pagado por el alimento, José lo recaudó para depositarlo en el palacio del faraón. 15Cuando a egipcios y cananeos se les acabó el dinero, los egipcios fueron a ver a José y reclamaron:

—¡Denos de comer! ¿Hemos de morir en su presencia solo porque no tenemos más dinero?

16Y José contestó:

—Si ya se les acabó el dinero, traigan su ganado y, a cambio, les daré alimento.

17Los egipcios llevaron a José su ganado, es decir, sus caballos, vacas, ovejas y asnos. A cambio de ellos, José les dio alimento durante todo ese año. 18Al año siguiente fueron a decirle a José:

—Señor, no podemos ocultar el hecho de que ya no tenemos más dinero y de que todo nuestro ganado ya es suyo. Ya no tenemos nada que ofrecerle, de no ser nuestros propios cuerpos y nuestras tierras. 19¿Va usted a permitir que nos muramos junto con nuestras tierras? Cómprenos usted a nosotros y a nuestras tierras, a cambio de alimento. Así seremos esclavos del faraón junto con nuestras tierras. ¡Pero denos usted semilla, para que podamos vivir y la tierra no quede desolada!

20De esta manera José adquirió para el faraón todas las tierras de Egipto, porque los egipcios, obligados por el hambre, le vendieron todos sus terrenos. Fue así como todo el país llegó a ser propiedad del faraón, 21y todos quedaron reducidos a esclavitud, de un extremo a otro de Egipto.47:21 quedaron … esclavitud (Pentateuco Samaritano, LXX); fueron trasladados a las ciudades (TM). 22Los únicos terrenos que José no compró fueron los que pertenecían a los sacerdotes. Estos no tuvieron que vender sus terrenos porque recibían una ración de alimento de parte del faraón.

23Luego José informó al pueblo:

—Desde ahora ustedes y sus tierras pertenecen al faraón, porque yo los he comprado. Aquí tienen semilla. Siembren la tierra. 24Cuando llegue la cosecha, deberán entregarle al faraón la quinta parte de lo cosechado. Las otras cuatro partes serán para la siembra de los campos y para alimentarlos a ustedes, a sus hijos y a sus familiares.

25—¡Usted nos ha salvado la vida y hemos contado con su favor! —respondieron ellos—. ¡Seremos esclavos del faraón!

26José estableció esta ley en toda la tierra de Egipto, que hasta el día de hoy sigue vigente: la quinta parte de la cosecha pertenece al faraón. Solo las tierras de los sacerdotes no llegaron a ser del faraón.

27Los israelitas se asentaron en Egipto, en la región de Gosén. Allí adquirieron propiedades, fueron fecundos y llegaron a ser muy numerosos.

28Jacob residió diecisiete años en Egipto y llegó a vivir un total de ciento cuarenta y siete años. 29Cuando Israel estaba a punto de morir, mandó llamar a su hijo José y dijo:

—Si de veras me quieres, pon tu mano debajo de mi muslo y prométeme amor y lealtad. ¡Por favor, no me entierres en Egipto! 30Cuando vaya a descansar junto a mis antepasados, sácame de Egipto y entiérrame en el sepulcro de ellos.

—Haré lo que me pides —contestó José.

31—¡Júramelo! —insistió su padre.

José se lo juró e Israel se reclinó sobre la cabecera de la cama.47:31 Heb 11:21, la LXX dice: e Israel se postró para adorar, apoyado en su bastón.