Farao byder Jakob og hans familie velkommen
1Josef vendte så tilbage til Farao og sagde: „Min far og mine brødre er ankommet fra Kana’an med deres får, geder, kvæg og alt, hvad de ejer. De befinder sig lige nu i Goshen.” 2Josef havde fem af sine brødre med sig. Dem præsenterede han for Farao, 3og Farao spurgte dem: „Hvad er jeres beskæftigelse?”
„Vi er hyrder ligesom vores forfædre,” svarede de. 4„Vi er kommet for at bo som gæster i Egypten. Der er ikke mere græs til vores dyr i Kana’an, for hungersnøden er meget streng der. Vi beder derfor om tilladelse til at bo i Goshen.”
5Henvendt til Josef sagde Farao: „Nu, da din far og dine brødre er kommet, 6må du lade dem slå sig ned i den bedste del af landet. Hvis de gerne vil bosætte sig i Goshen, så lad dem gøre det. Og hvis nogle af dem er særlig gode hyrder, kan du give dem opsyn med mit kvæg.”
7Derefter bragte Josef sin gamle far Jakob til Farao, og Jakob hilste på Farao med en velsignelse.
8„Hvor gammel er du?” spurgte Farao ham.
9Jakob svarede: „I mine 130 år har jeg rejst i mange lande og været igennem et utal af problemer, men jeg har ikke levet nær så længe, som mange af mine forfædre.” 10Jakob velsignede igen kongen som afsked og forlod ham.
11Så gav Josef den bedste del af Egypten—området omkring byen Ramses—til sin far og sine brødre, sådan som Farao havde sagt. 12Og han sørgede for korn til sin far og sine brødre i forhold til størrelsen af deres familier.
Hungersnøden bliver værre
13Hungersnøden blev værre og værre, og der var stadig ingenting at høste hverken i Egypten eller i Kana’an, hvor jorden blev totalt udtørret. 14Alle de penge, Josef havde modtaget som betaling for korn, der var solgt til folk i Egypten og Kana’an, opbevarede han i Faraos skatkammer. 15Men selv om folks penge var sluppet op både i Egypten og Kana’an, kom alle egypterne alligevel til Josef og tiggede om mad. „Vores penge er sluppet op,” sagde de. „Men giv os korn alligevel! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig?”
16„Hvis I ingen penge har, så giv mig jeres dyr,” svarede Josef, „så skal I få korn i bytte.” 17Derfor kom de til Josef med deres husdyr og byttede dem for mad, og han forsørgede dem det år med korn. Inden længe tilhørte alle landets heste, køer, får, geder og æsler Farao.
18Da året var omme kom folk tilbage og sagde: „Nu har vi hverken penge eller dyr tilbage. Det eneste, vi råder over, er vores arbejdskraft og vores jord. 19Lad os ikke dø for øjnene af dig. Køb os og vores jord og gør os til Faraos fæstebønder. Og giv os så korn og såsæd, så vi ikke skal dø, og så markerne ikke skal ligge brak.”
20Således opkøbte Josef al Egyptens jord til Farao, for egypterne havde ingen anden udvej end at sælge deres jord, fordi hungersnøden fortsatte. På den måde kom hele landet til at tilhøre Farao, 21og alle landets indbyggere blev fæstebønder. 22Kun præsternes jord blev ikke opkøbt, for de fik deres løn direkte fra Farao og behøvede derfor ikke at sælge deres jord.
23Josef sagde derpå til folket: „Jeg har nu købt jer og jeres jord til Farao. Her er såsæd, så I kan tilså jeres marker. 24Når I til sin tid høster, skal en femtedel af afgrøden tilhøre Farao. De fire femtedele må I beholde og bruge til mad til jer selv og jeres børn og til såsæd næste år.”
25„Du har reddet vores liv,” svarede de. „Vi er taknemmelige og vil med glæde være Faraos fæstebønder.” 26Josef gjorde det til en lov i Egypten, som gælder den dag i dag, at Farao skulle have en femtedel af alle landets produkter. Men siden Farao ikke havde købt præsternes jord, blev de fritaget fra at betale denne afgift.
27Israelitterne slog sig altså ned i Goshen i Egypten, hvor de trivedes godt og hurtigt voksede i antal. 28Jakob levede 17 år efter sin ankomst til Egypten, så han var 147 år, da han døde. 29Da han mærkede, at hans sidste time nærmede sig, sendte han bud efter sin søn Josef og sagde: „Læg din hånd under min lænd og sværg på, at du vil opfylde min sidste bøn: Begrav mig ikke her i det fremmede land, 30men lov mig, at du vil bringe mig ud af Egypten og begrave mig hos mine forfædre.” Det lovede Josef, 31men Jakob insisterede: „Sværg på, at du vil gøre, som jeg siger!” Det svor Josef på, og Jakob bøjede hovedet over sin stav47,31 Ifølge den græske oversættelse, Septuaginta. Den hebraiske tekst siger: „over hovedgærdet af sin seng.” Formodentligt har Jakob siddet på kanten af sin seng og støttet sig til sin stav. Verset er citeret i Hebr. 11,21 fra den græske oversættelse. i tilbedelse.
1Yakob mma no beduu Misraim asase so no, Yosef kɔka kyerɛɛ Farao se, “Mʼagya ne me nuanom no de wɔn nguan ne wɔn anantwi ne wɔn agyapade nyinaa afi Kanaan asase so aba, na wɔwɔ Gosen asase so.” 2Yosef yii ne nuabarimanom no mu baanum de wɔn kokyia Farao.
3Farao bisaa anuanom no se, “Adwuma bɛn na moyɛ?”
Wobuaa no se, “Wo nkoa yɛ nguanhwɛfo, sɛnea na yɛn agyanom nso yɛ nguanhwɛfo no.” 4Anuanom no toaa so se, “Yɛaba ha sɛ ananafo a yɛrebɛtena ha kakra, efisɛ ɔkɔm no ano yɛ den yiye wɔ Kanaan asase so hɔ, na wo nkoa nguan nnya aduan nni. Enti yɛresrɛ wo kwan na yɛatena Gosen asase so ha.”
5Farao ka kyerɛɛ Yosef se, “Wʼagya ne wo nuanom aba wo nkyɛn. 6Misraim asase nyinaa hyɛ wo nsa. Ma wʼagya ne wo nuabarimanom baabi pa na wɔntena. Ma wɔntena Gosen asase so. Sɛ wunim wɔn mu bi a wɔwɔ mmoayɛn ho nimdeɛ a, ma wɔnhwɛ me nguan so mma me.”
Yakob Hyira Farao
7Afei, Yosef kɔfaa nʼagya Yakob de no bekyiaa Farao ma Yakob hyiraa no. 8Farao bisaa Yakob se, “Woadi mfe ahe?”
9Yakob buaa Farao se, “Madi mfe ɔha ne aduasa a ɔhaw ne abɛbrɛsɛ wɔ mu. Minnu mʼagyanom nkwanna a wɔde tenaa asase so no ho hwee.” 10Na Yakob hyiraa Farao, na ofii nʼanim kɔe.
11Enti Yosef bɔɔ nʼagya ne ne nuanom no atenase wɔ Misraim asase so. Ɔmaa wɔn agyapade wɔ asase no fa baabi a eye pa ara wɔ Rameses mansin mu, sɛnea Farao hyɛe no. 12Yosef maa nʼagya ne ne nuanom no aduan sɛnea wɔn mma dodow te.
13Na aduan nni hɔ baabiara, efisɛ na ɔkɔm a aba no ano ayɛ den yiye. Saa ɔkɔm yi kaa Misraim ne Kanaan asase nyinaa ma emu nnipa ne nnɔbae twintwamee. 14Yosef prapraa Misraim ne Kanaan asase so sika nyinaa a onya fii aduantɔn no mu no baa Farao ahemfi. 15Bere a nnipa a wɔwɔ Misraim ne Kanaan asase so ho sika nyinaa sae no, Misraim nnipa nyinaa baa Yosef nkyɛn bɛka kyerɛɛ no se, “Yɛn ho sika nyinaa asa, enti ma yɛn aduan nni! Adɛn nti na ɛsɛ sɛ yewuwu?”
16Yosef buaa wɔn se, “Sɛ mo sika asa de a, momfa mo nguan ne mo anantwi mmra mmegye aduan.” 17Enti wɔde wɔn mmoa no brɛɛ Yosef. Mmoa a wɔde wɔn bɛsesaa aduan no yɛ apɔnkɔ, nguan, mmirekyi, anantwi ne mfurum. Saa afe no mu no, wɔde wɔn mmoa nyinaa bɛsesaa aduan.
18Afe akyi no, Misraimfo no nyinaa baa Yosef nkyɛn bɛkae se, “Yɛrentumi mfa biribiara nhintaw yɛn wura. Yɛn ho sika nyinaa asa, na yɛn anantwi nso yɛ wo dea. Hwee nni hɔ bio a yebetumi de abrɛ wo, yɛn wura, sɛ yɛn nnipadua ne yɛn nsase nko. 19Adɛn nti na ɛsɛ sɛ yɛhwere yɛn nkwa ne yɛn nsase wɔ wʼanim! Afei, ma yɛmfa yɛn nnipadua ne yɛn nsase nyinaa mmɛsesa aduan. Yɛde yɛn ho ne yɛn nsase nyinaa bɛkɔ nkoasom mu. Ma yɛn aburow, na ɔkɔm ankum yɛn, amma asase no nso anna mpan.”
20Enti Yosef tɔɔ Misraim nsase nyinaa maa Farao. Esiane ɔkɔm no ano den nti, Misraimfo no tɔn wɔn nsase no nyinaa. Ɛyɛɛ saa ma nsase no nyinaa bedii Farao nsam. 21Efi Misraim ti kosi ti, Yosef de mu nnipa nyinaa bɛyɛɛ ne nkoa. 22Asɔfo nko ara nsase na wantɔ, efisɛ asɔfo no de, na Farao atwa anoduan bi de ama wɔn. Ne saa nti na wɔn de, wɔantɔn wɔn nsase no.
23Yosef ka kyerɛɛ nnipa no se, “Afei a matɔ mo ne nsase de ama Farao yi, mo nso, munnye aburow nkodua. 24Na sɛ aburow no yɛ yiye, na mutwa a, momfa nkyɛmu anum mu baako mmrɛ Farao. Na nkyɛmu anum mu anan a ɛbɛka no, mo ne mo fifo ne mo mma nni bi, na munnyaw bi nso a mubedua.”
25Wɔkae se, “Anokwa, woagye yɛn nkwa. Ka kyerɛ yɛn wura Farao se, onnye yɛn nto mu, na yɛnyɛ nkoa.”
26Ɛnam saa asɛm yi so maa mmara a Yosef hyɛe sɛ wɔmfa asase no so nnɔbae nyinaa mu nkyɛmu anum mu baako mma Farao no da so wɔ hɔ besi nnɛ. Asɔfo no nsase nko ara na ankodi Farao nsam.
Yosef Hyɛ Nʼagya Bɔ
27Israelfo no bɔɔ atenase wɔ Gosen mansin a ɛwɔ Misraim asase so no so. Wonyaa agyapade wɔ hɔ, na wɔn ase nso fɛee yiye.
28Yakob tenaa Misraim mfe dunson. Odii mfirihyia ɔha ne aduanan ason ansa na ɔrewu. 29Eduu sɛ Yakob rebewu no, ɔfrɛɛ ne ba Yosef, ka kyerɛɛ no se, “Me ba, sɛ wodɔ me de a, ka ntam di nsew sɛ, wobɛyɛ me adɔe, adi me nokware. Sɛ miwu a, nsie me wɔ Misraim ha. 30Sɛ miwu a, momfa me mfi Misraim ha, nkosie me wɔ faako a wosiee me mpanyimfo no.”
Yosef hyɛɛ bɔ se, “Medi asɛm a woaka no so.”
31Yakob kaa bio se, “Ka ntam kyerɛ me.” Yosef kaa ntam no, na Israel nso butuw ne pema so sɔree Onyankopɔn.
