1. Mosebog 44 – BPH & NVI-PT

Bibelen på hverdagsdansk

1. Mosebog 44:1-34

Josefs sølvbæger

1Senere gav Josef sin husholder befaling om at fylde brødrenes sække med alt det korn, som æslerne kunne bære. „Sørg for at lægge de penge, de har betalt for kornet, tilbage i hver sæk!” beordrede han. 2„Og i den yngste brors sæk skal du desuden lægge mit sølvbæger.” Husholderen gjorde, som Josef havde sagt. 3Ved daggry næste morgen fik brødrene lov at tage af sted med deres æsler.

4Men de var kun lige kommet ud af byen, da Josef sagde til sin husholder: „Sæt efter dem og stands dem. Sig så til dem: ‚Hvorfor har I gengældt godt med ondt? 5Hvorfor har I taget min herres personlige sølvbæger, som han bruger til at tage varsler af? Hvordan kunne I gøre noget så usselt?’ ” 6Husholderen indhentede hurtigt brødrene og sagde det, Josef havde givet ham besked på.

7„Hvad mener du?” svarede brødrene. „Sådan noget kunne vi da aldrig finde på at gøre! 8Bragte vi måske ikke de penge tilbage, som lå oven i vores sække sidste gang? Hvorfor i alverden skulle vi stjæle guld eller sølv fra din herres hus? 9Hvis du finder bægeret hos en af os, skal vedkommende dø! Og resten af os skal være din herres slaver!”

10„Nej,” svarede husholderen. „Det er kun den, bægeret findes hos, der skal være min herres slave, I andre kan godt rejse hjem.”

11Brødrene løftede hurtigt sækkene af æslerne og åbnede dem. 12Husholderen begyndte at gennemsøge den ældste brors sæk, og sådan fortsatte han hele rækken ned til den yngste. Bægeret blev fundet i Benjamins sæk. 13Da flængede brødrene i fortvivlelse deres tøj, læssede igen deres æsler og vendte tilbage til byen. 14Josef var stadig hjemme i sit hus, da Juda og hans brødre ankom. De faldt på knæ for ham med ansigtet mod jorden.

15„Hvad er I ude på?” spurgte Josef. „Er I ikke klar over, at en mand som jeg har spåmænd, der kunne fortælle mig, hvem der stjal det?”

16Da sagde Juda: „Oh, herre, hvad skal vi sige til vores forsvar? Hvordan kan vi bevise, at vi er uskyldige? Gud har bragt vores skyld for dagens lys. Vi er nu Deres slaver—både vi og vores bror, som bægeret blev fundet hos.”

17„Nej,” svarede Josef. „Kun den, som stjal bægeret, skal være min slave. Resten af jer kan frit rejse hjem til jeres far.”

Juda tilbyder at blive slave for at redde Benjamin

18Da trådte Juda et skridt frem mod Josef og sagde: „Herre, tillad mig at tale til Dem. Hav tålmodighed med mig et øjeblik. Jeg ved, at De har magt til at dræbe mig på stedet, for De er jo som Farao selv. 19De spurgte os, herre, om vi havde en far eller en bror. 20Dertil svarede vi: ‚Ja, vores far er gammel, og han har endnu en søn derhjemme, som han fik i sin alderdom. Denne søns bror er død, så nu er han den eneste, hans mor efterlod sig. Derfor holder hans far så meget af ham.’ 21Så sagde De, herre: ‚Bring ham til mig, så jeg kan se ham!’ 22Men vi svarede: ‚Det er umuligt, herre! Drengen kan ikke forlade sin far, for hans far vil dø af sorg, hvis der sker ham noget.’ 23Men De insisterede: ‚Kom ikke tilbage, medmindre jeres yngste bror er med!’ 24Derefter rejste vi hjem til vores far og fortalte ham, hvad De havde sagt. 25Og da han senere bad os om at tage til Egypten igen og købe mere korn, 26sagde vi til ham: ‚Det kan ikke lade sig gøre, medmindre du lader vores yngste bror rejse med os. Uden ham vil vores rejse være forgæves.’

27Så sagde vores far: ‚I ved jo, at min elskede kone fødte mig to sønner. 28Den ene forsvandt. Han blev nok flået ihjel af et rovdyr, for jeg så ham aldrig igen. 29Hvis der nu også sker noget med den anden søn, dør jeg af sorg.’ 30Derfor kan De nok forstå, herre, at hvis jeg kommer hjem uden den dreng, som min far er så stærkt knyttet til, 31så dør han af sorg, og det er vi skyld i. 32Herre, jeg har personligt lovet min far at tage mig af drengen på denne rejse—ja, jeg sagde ligefrem: ‚Hvis jeg ikke bringer ham tilbage i god behold, tager jeg selv hele skylden!’ 33Herre, tillad mig derfor at blive Deres slave i stedet for drengen. Lad ham få lov at tage hjem sammen med sine brødre. 34Hvordan kan jeg tage hjem til min far uden drengen? Jeg vil ikke kunne holde ud at se min fars sorg.”

Nova Versão Internacional

Gênesis 44:1-34

A Taça de José na Bagagem de Benjamim

1José deu as seguintes ordens ao administrador de sua casa: “Encha as bagagens desses homens com todo o mantimento que puderem carregar e coloque a prata de cada um na boca de sua bagagem. 2Depois coloque a minha taça, a taça de prata, na boca da bagagem do caçula, junto com a prata paga pelo trigo”. E ele fez tudo conforme as ordens de José.

3Assim que despontou a manhã, despediram os homens com os seus jumentos. 4Ainda não tinham se afastado da cidade, quando José disse ao administrador de sua casa: “Vá atrás daqueles homens e, quando os alcançar, diga-lhes: Por que retribuíram o bem com o mal? 5Não é esta a taça que o meu senhor usa para beber e para fazer adivinhações? Vocês cometeram grande maldade!”

6Quando ele os alcançou, repetiu-lhes essas palavras. 7Mas eles lhe responderam: “Por que o meu senhor diz isso? Longe dos seus servos fazer tal coisa! 8Nós lhe trouxemos de volta, da terra de Canaã, a prata que encontramos na boca de nossa bagagem. Como roubaríamos prata ou ouro da casa do seu senhor? 9Se algum dos seus servos for encontrado com ela, morrerá; e nós, os demais, seremos escravos do meu senhor”.

10E disse ele: “Concordo. Somente quem for encontrado com ela será meu escravo; os demais estarão livres”.

11Cada um deles descarregou depressa a sua bagagem e abriu-a. 12O administrador começou então a busca, desde a bagagem do mais velho até a do mais novo. E a taça foi encontrada na bagagem de Benjamim. 13Diante disso, eles rasgaram as suas vestes. Em seguida, todos puseram a carga de novo em seus jumentos e retornaram à cidade.

14Quando Judá e seus irmãos chegaram à casa de José, ele ainda estava lá. Então eles se lançaram ao chão perante ele. 15E José lhes perguntou: “Que foi que vocês fizeram? Vocês não sabem que um homem como eu tem poder para adivinhar?”

16Respondeu Judá: “O que diremos a meu senhor? Que podemos falar? Como podemos provar nossa inocência? Deus trouxe à luz a culpa dos teus servos. Agora somos escravos do meu senhor, como também aquele que foi encontrado com a taça”.

17Disse, porém, José: “Longe de mim fazer tal coisa! Somente aquele que foi encontrado com a taça será meu escravo. Os demais podem voltar em paz para a casa do seu pai”.

18Então Judá dirigiu-se a ele, dizendo: “Por favor, meu senhor, permite-me dizer-te uma palavra. Não se acenda a tua ira contra o teu servo, embora sejas igual ao próprio faraó. 19Meu senhor perguntou a estes seus servos se ainda tínhamos pai e algum outro irmão. 20E nós respondemos: Temos um pai já idoso, cujo filho caçula nasceu-lhe em sua velhice. O irmão deste já morreu, e ele é o único filho da mesma mãe que restou, e seu pai o ama muito.

21“Então disseste a teus servos que o trouxessem a ti para que os teus olhos pudessem vê-lo. 22E nós respondemos a meu senhor que o jovem não poderia deixar seu pai, pois, caso o fizesse, seu pai morreria. 23Todavia disseste a teus servos que, se o nosso irmão caçula não viesse conosco, nunca mais veríamos a tua face. 24Quando voltamos a teu servo, a meu pai, contamos-lhe o que o meu senhor tinha dito.

25“Quando o nosso pai nos mandou voltar para comprar um pouco mais de comida, 26nós lhe dissemos: ‘Só poderemos voltar para lá, se o nosso irmão caçula for conosco. Pois não poderemos ver a face daquele homem, a não ser que o nosso irmão caçula esteja conosco’.

27“Teu servo, meu pai, nos disse então: ‘Vocês sabem que minha mulher me deu apenas dois filhos. 28Um deles se foi, e eu disse: Com certeza foi despedaçado. E, até hoje, nunca mais o vi. 29Se agora vocês também levarem este de mim, e algum mal lhe acontecer, a tristeza que me causarão fará com que os meus cabelos brancos desçam à sepultura44.29 Hebraico: Sheol; também no versículo 31. Essa palavra também pode ser traduzida por profundezas, ou morte.’.

30“Agora, pois, se eu voltar a teu servo, a meu pai, sem levar o jovem conosco, logo que meu pai, que é tão apegado a ele, 31perceber que o jovem não está conosco, morrerá. Teus servos farão seu velho pai descer seus cabelos brancos à sepultura com tristeza.

32“Além disso, teu servo garantiu a segurança do jovem a seu pai, dizendo-lhe: ‘Se eu não o trouxer de volta, suportarei essa culpa diante de ti pelo resto da minha vida!’

33“Por isso agora te peço, por favor, deixa o teu servo ficar como escravo do meu senhor no lugar do jovem e permite que ele volte com os seus irmãos. 34Como poderei eu voltar a meu pai sem levar o jovem comigo? Não! Não posso ver o mal que sobreviria a meu pai”.