Josefs sølvbæger
1Senere gav Josef sin husholder befaling om at fylde brødrenes sække med alt det korn, som æslerne kunne bære. „Sørg for at lægge de penge, de har betalt for kornet, tilbage i hver sæk!” beordrede han. 2„Og i den yngste brors sæk skal du desuden lægge mit sølvbæger.” Husholderen gjorde, som Josef havde sagt. 3Ved daggry næste morgen fik brødrene lov at tage af sted med deres æsler.
4Men de var kun lige kommet ud af byen, da Josef sagde til sin husholder: „Sæt efter dem og stands dem. Sig så til dem: ‚Hvorfor har I gengældt godt med ondt? 5Hvorfor har I taget min herres personlige sølvbæger, som han bruger til at tage varsler af? Hvordan kunne I gøre noget så usselt?’ ” 6Husholderen indhentede hurtigt brødrene og sagde det, Josef havde givet ham besked på.
7„Hvad mener du?” svarede brødrene. „Sådan noget kunne vi da aldrig finde på at gøre! 8Bragte vi måske ikke de penge tilbage, som lå oven i vores sække sidste gang? Hvorfor i alverden skulle vi stjæle guld eller sølv fra din herres hus? 9Hvis du finder bægeret hos en af os, skal vedkommende dø! Og resten af os skal være din herres slaver!”
10„Nej,” svarede husholderen. „Det er kun den, bægeret findes hos, der skal være min herres slave, I andre kan godt rejse hjem.”
11Brødrene løftede hurtigt sækkene af æslerne og åbnede dem. 12Husholderen begyndte at gennemsøge den ældste brors sæk, og sådan fortsatte han hele rækken ned til den yngste. Bægeret blev fundet i Benjamins sæk. 13Da flængede brødrene i fortvivlelse deres tøj, læssede igen deres æsler og vendte tilbage til byen. 14Josef var stadig hjemme i sit hus, da Juda og hans brødre ankom. De faldt på knæ for ham med ansigtet mod jorden.
15„Hvad er I ude på?” spurgte Josef. „Er I ikke klar over, at en mand som jeg har spåmænd, der kunne fortælle mig, hvem der stjal det?”
16Da sagde Juda: „Oh, herre, hvad skal vi sige til vores forsvar? Hvordan kan vi bevise, at vi er uskyldige? Gud har bragt vores skyld for dagens lys. Vi er nu Deres slaver—både vi og vores bror, som bægeret blev fundet hos.”
17„Nej,” svarede Josef. „Kun den, som stjal bægeret, skal være min slave. Resten af jer kan frit rejse hjem til jeres far.”
Juda tilbyder at blive slave for at redde Benjamin
18Da trådte Juda et skridt frem mod Josef og sagde: „Herre, tillad mig at tale til Dem. Hav tålmodighed med mig et øjeblik. Jeg ved, at De har magt til at dræbe mig på stedet, for De er jo som Farao selv. 19De spurgte os, herre, om vi havde en far eller en bror. 20Dertil svarede vi: ‚Ja, vores far er gammel, og han har endnu en søn derhjemme, som han fik i sin alderdom. Denne søns bror er død, så nu er han den eneste, hans mor efterlod sig. Derfor holder hans far så meget af ham.’ 21Så sagde De, herre: ‚Bring ham til mig, så jeg kan se ham!’ 22Men vi svarede: ‚Det er umuligt, herre! Drengen kan ikke forlade sin far, for hans far vil dø af sorg, hvis der sker ham noget.’ 23Men De insisterede: ‚Kom ikke tilbage, medmindre jeres yngste bror er med!’ 24Derefter rejste vi hjem til vores far og fortalte ham, hvad De havde sagt. 25Og da han senere bad os om at tage til Egypten igen og købe mere korn, 26sagde vi til ham: ‚Det kan ikke lade sig gøre, medmindre du lader vores yngste bror rejse med os. Uden ham vil vores rejse være forgæves.’
27Så sagde vores far: ‚I ved jo, at min elskede kone fødte mig to sønner. 28Den ene forsvandt. Han blev nok flået ihjel af et rovdyr, for jeg så ham aldrig igen. 29Hvis der nu også sker noget med den anden søn, dør jeg af sorg.’ 30Derfor kan De nok forstå, herre, at hvis jeg kommer hjem uden den dreng, som min far er så stærkt knyttet til, 31så dør han af sorg, og det er vi skyld i. 32Herre, jeg har personligt lovet min far at tage mig af drengen på denne rejse—ja, jeg sagde ligefrem: ‚Hvis jeg ikke bringer ham tilbage i god behold, tager jeg selv hele skylden!’ 33Herre, tillad mig derfor at blive Deres slave i stedet for drengen. Lad ham få lov at tage hjem sammen med sine brødre. 34Hvordan kan jeg tage hjem til min far uden drengen? Jeg vil ikke kunne holde ud at se min fars sorg.”
約瑟試驗弟兄
1約瑟吩咐管家說：「給他們的口袋裝滿糧食，他們能帶多少就裝多少，把各人的錢放回他們的口袋中， 2再把我的銀杯和買糧的錢一起放在最小的兄弟的口袋中。」管家一一辦妥了。
3第二天清早，他們就牽著驢離開了。 4他們出城不久，約瑟對管家說：「你快去追他們，追上了就對他們說，『你們為什麼以惡報善？ 5為什麼偷我主人用來喝酒和占卜的銀杯？你們這是作惡！』」
6於是，管家追上他們，按約瑟的話問他們。 7他們回答說：「我主為什麼這樣說？我們絕不會做這種事。 8你看，我們把上次在口袋裡發現的錢都從迦南帶回來還你了，又怎麼會偷你主人家的金銀呢？ 9你若在僕人中任何人身上搜到銀杯，他就要死！我們也要做我主的奴僕。」
10管家說：「好，就照你們的話做吧！銀杯從誰那裡搜出來，誰就做我的奴僕，其他人都沒有罪。」 11於是，他們急忙把口袋卸到地上打開。 12管家就從最年長的開始搜查，最後在便雅憫的口袋裡搜出了銀杯。 13他們傷心地撕裂衣服，把東西放回驢背上，返回城裡。
14猶大和他兄弟們回到約瑟家時，約瑟還在那裡，他們就俯伏在他面前。 15約瑟對他們說：「你們做的是什麼事？難道你們不知道像我這樣的人是懂得占卜的嗎？」 16猶大說：「我們能對我主說什麼呢？我們還有什麼話可說呢？我們如何洗脫罪名呢？上帝既然查出你僕人們的罪，我們跟那個被發現有銀杯的弟弟一起做我主的奴僕吧！」 17約瑟回答說：「不！我決不會這樣做。從誰那裡搜出了銀杯，誰就做我的奴僕，其他人平安地回去見你們的父親吧。」
猶大求情
18猶大近前來對他說：「我主啊，你就像法老一樣，求你容僕人說一句話，不要向僕人發怒。 19我主曾經問僕人們是否有父親和弟兄， 20我們對我主說，『我們有年邁的老父，他在晚年得了一個兒子，這孩子的哥哥已經死了，他母親只剩下他這一個兒子，他父親很疼愛他。』 21你吩咐僕人們把弟弟帶來給你親眼看看， 22我們對我主說，『這孩子不能離開他父親，他若離開，他父親一定會死。』 23可是，你說如果僕人們不把弟弟帶來，就不得再見你。 24我們回到你僕人——我們的父親那裡，把我主的話告訴了他。
25「後來，他又吩咐僕人們回來買糧， 26我們告訴他，我們不能來，只有我們的弟弟同來，我們才能來。否則，我們不能見你的面。 27我父親就對我們說，『你們應該知道，我妻子給我生了兩個兒子。 28其中一個離開了我，我想他一定被野獸撕碎了，我再沒有見過他。 29要是你們把他的弟弟也帶走，遇上什麼意外的話，你們會使我這白髮蒼蒼的老人淒淒慘慘地進墳墓。』
30「我們父親的命與這孩子的命緊密相連，倘若我沒有把這孩子帶回到你僕人——我父親身邊， 31他一看這孩子不在，一定會死。僕人們會使自己白髮蒼蒼的父親淒淒慘慘地進墳墓。 32僕人曾經向父親保證這孩子的安全，說我若不把這孩子帶回他身邊，情願一生擔罪。 33現在求你准許僕人代替這孩子做你的奴僕，讓他跟他哥哥們回去吧。 34這孩子不和我一同回去，我如何見我父親呢？我不願看到災難臨到我父親。」
