Bibelen på hverdagsdansk

1. Mosebog 44:1-34

Josefs sølvbæger

1Senere gav Josef sin husholder befaling om at fylde brødrenes sække med alt det korn, som æslerne kunne bære. „Sørg for at lægge de penge, de har betalt for kornet, tilbage i hver sæk!” beordrede han. 2„Og i den yngste brors sæk skal du desuden lægge mit sølvbæger.” Husholderen gjorde, som Josef havde sagt. 3Ved daggry næste morgen fik brødrene lov at tage af sted med deres æsler.

4Men de var kun lige kommet ud af byen, da Josef sagde til sin husholder: „Sæt efter dem og stands dem. Sig så til dem: ‚Hvorfor har I gengældt godt med ondt? 5Hvorfor har I taget min herres personlige sølvbæger, som han bruger til at tage varsler af? Hvordan kunne I gøre noget så usselt?’ ” 6Husholderen indhentede hurtigt brødrene og sagde det, Josef havde givet ham besked på.

7„Hvad mener du?” svarede brødrene. „Sådan noget kunne vi da aldrig finde på at gøre! 8Bragte vi måske ikke de penge tilbage, som lå oven i vores sække sidste gang? Hvorfor i alverden skulle vi stjæle guld eller sølv fra din herres hus? 9Hvis du finder bægeret hos en af os, skal vedkommende dø! Og resten af os skal være din herres slaver!”

10„Nej,” svarede husholderen. „Det er kun den, bægeret findes hos, der skal være min herres slave, I andre kan godt rejse hjem.”

11Brødrene løftede hurtigt sækkene af æslerne og åbnede dem. 12Husholderen begyndte at gennemsøge den ældste brors sæk, og sådan fortsatte han hele rækken ned til den yngste. Bægeret blev fundet i Benjamins sæk. 13Da flængede brødrene i fortvivlelse deres tøj, læssede igen deres æsler og vendte tilbage til byen. 14Josef var stadig hjemme i sit hus, da Juda og hans brødre ankom. De faldt på knæ for ham med ansigtet mod jorden.

15„Hvad er I ude på?” spurgte Josef. „Er I ikke klar over, at en mand som jeg har spåmænd, der kunne fortælle mig, hvem der stjal det?”

16Da sagde Juda: „Oh, herre, hvad skal vi sige til vores forsvar? Hvordan kan vi bevise, at vi er uskyldige? Gud har bragt vores skyld for dagens lys. Vi er nu Deres slaver—både vi og vores bror, som bægeret blev fundet hos.”

17„Nej,” svarede Josef. „Kun den, som stjal bægeret, skal være min slave. Resten af jer kan frit rejse hjem til jeres far.”

Juda tilbyder at blive slave for at redde Benjamin

18Da trådte Juda et skridt frem mod Josef og sagde: „Herre, tillad mig at tale til Dem. Hav tålmodighed med mig et øjeblik. Jeg ved, at De har magt til at dræbe mig på stedet, for De er jo som Farao selv. 19De spurgte os, herre, om vi havde en far eller en bror. 20Dertil svarede vi: ‚Ja, vores far er gammel, og han har endnu en søn derhjemme, som han fik i sin alderdom. Denne søns bror er død, så nu er han den eneste, hans mor efterlod sig. Derfor holder hans far så meget af ham.’ 21Så sagde De, herre: ‚Bring ham til mig, så jeg kan se ham!’ 22Men vi svarede: ‚Det er umuligt, herre! Drengen kan ikke forlade sin far, for hans far vil dø af sorg, hvis der sker ham noget.’ 23Men De insisterede: ‚Kom ikke tilbage, medmindre jeres yngste bror er med!’ 24Derefter rejste vi hjem til vores far og fortalte ham, hvad De havde sagt. 25Og da han senere bad os om at tage til Egypten igen og købe mere korn, 26sagde vi til ham: ‚Det kan ikke lade sig gøre, medmindre du lader vores yngste bror rejse med os. Uden ham vil vores rejse være forgæves.’

27Så sagde vores far: ‚I ved jo, at min elskede kone fødte mig to sønner. 28Den ene forsvandt. Han blev nok flået ihjel af et rovdyr, for jeg så ham aldrig igen. 29Hvis der nu også sker noget med den anden søn, dør jeg af sorg.’ 30Derfor kan De nok forstå, herre, at hvis jeg kommer hjem uden den dreng, som min far er så stærkt knyttet til, 31så dør han af sorg, og det er vi skyld i. 32Herre, jeg har personligt lovet min far at tage mig af drengen på denne rejse—ja, jeg sagde ligefrem: ‚Hvis jeg ikke bringer ham tilbage i god behold, tager jeg selv hele skylden!’ 33Herre, tillad mig derfor at blive Deres slave i stedet for drengen. Lad ham få lov at tage hjem sammen med sine brødre. 34Hvordan kan jeg tage hjem til min far uden drengen? Jeg vil ikke kunne holde ud at se min fars sorg.”

Ang Pulong Sa Dios

Genesis 44:1-34

Ang Nawala nga Kopa

1Unya, gimandoan ni Jose ang sinaligan sa iyang balay, “Pun-a ug pagkaon ang mga sako sa managsoon kutob sa ilang madala, ug isulod sa ilang mga sako ang kuwarta nga ilang gibayad. 2Unya isulod ang akong kopa nga plata sa sako sa kamanghoran uban sa kuwarta nga iyang gibayad sa pagkaon.44:2 pagkaon: sa literal, lugas.” Gibuhat sa sinaligan ang giingon ni Jose.

3Sayo sa sunod nga adlaw, gipagikan ang managsoon uban sa ilang mga asno. 4Apan wala pa sila makapalayo sa lungsod sa dihang miingon si Jose sa iyang sinaligan, “Dali, apasa kadtong mga tawhana! Ug kon maabtan mo sila, ingna sila, ‘Nganong gibalosan man ninyog daotan ang kaayo nga gibuhat namo kaninyo? 5Nganong gikuha man ninyo ang kopa nga imnanan sa akong agalon ug gamitonon usab niya sa pagpanagna? Dili maayo kining inyong gihimo.’ ”

6Sa dihang naapsan sa sinaligan ang managsoon, gisulti niya kadto kanila. 7Miingon sila, “Sir, nganong nakasulti ka man niana? Dili kami makahimo niana. 8Nasayod ka nga gikan sa Canaan gidala namo ug balik kanimo ang kuwarta nga nakita namo sulod sa among mga sako. Unya mangawat na hinuon kami ug pilak o bulawan gikan sa balay sa imong agalon? 9Kon makita mo ang kopa sa usa kanamo, patya siya ug kami mahimo ninyong ulipon.” 10Miingon ang sinaligan, “Sige, kon makit-an ang kopa diha sa usa kaninyo himuon ko siyang ulipon, ug ang uban kaninyo wala nay tulubagon.” 11Busa nagdali-dali ang matag usa sa pagpakanaog sa ilang mga sako ug giablihan nila kini. 12Unya nagsugod pagsusi ang sinaligan gikan sa sako sa kamagulangan hangtod sa kamanghoran, ug ang kopa nakita didto sa sako ni Benjamin. 13Sa pagkakita niini sa managsoon, gigisi nila ang ilang mga bisti tungod sa kasubo. Unya gikarga nila pag-usab sa asno ang ilang mga sako ug namalik sila sa lungsod.

14Sa pag-abot ni Juda ug sa iyang mga igsoon sa Ehipto, didto pa si Jose sa iyang balay. Misulod sila sa balay ug miyukbo sa atubangan ni Jose. 15Miingon si Jose kanila, “Unsa kining inyong gihimo? Wala ba kamo masayod nga ang tawong sama kanako mahibalong managna?” 16Miingon si Juda, “Sir, unsa pa may among ikasulti? Wala na kami ikapangatarungan pa kanimo. Ang Dios mao ang nagpadayag sa among sala. Karon, kaming tanan imo nang mga ulipon—kami ug kadtong usa diin didto kaniya nakit-an ang kopa.” 17Apan miingon si Jose, “Dili kana mahimo. Siya lang nga nasakpan nga nagdala sa kopa mao ang akong himuong ulipon. Ug kamo makapauli na nga walay kakulian ngadto sa inyong amahan.”

Nagpakilooy si Juda alang kang Benjamin

18Miduol si Juda kang Jose ug miingon, “Nagahangyo ako kanimo, sir, kon mahimo pamatia ako. Hinaut nga dili ka masuko kanako, bisan tuod ug sama ka na sa hari sa Ehipto.44:18 hari sa Ehipto: sa Hebreo, Faraon. 19Nangutana ka kanamo kon may amahan ug igsoon pa ba kami, 20ug miingon kami nga may amahan pa kami nga tigulang na ug may manghod nga natawo sa dihang tigulang na ang among amahan. Miingon usab kami nga namatay na ang iyang igsoon ug siya na lang ang nahibilin nga anak sa iyang inahan, busa gimahal siya pag-ayo sa among44:20 among: sa literal, iyang. amahan. 21Unya miingon ka kanamo nga dad-on siya kanimo aron makita mo siya. 22Miingon kami kanimo nga dili mahimo nga biyaan sa among manghod ang among amahan kay ikamatay niya kini. 23Apan miingon ka nga dili ka na moatubang pag-usab kanamo kon dili namo kauban ang among kamanghoran. 24Kining tanan gisugilon namo sa among amahan sa among pagpauli. 25Unya miingon ang among amahan nga mobalik kami dinhi kay mopalit pag-usab ug pagkaon. 26Apan miingon kami kaniya nga molakaw lang kami kon kauban namo ang among kamanghoran, tungod kay dili kami mahimong mopakita kanimo kon dili namo siya kauban. 27Mao kini ang iyang gitubag kanamo, ‘Nasayod kamo nga gihatagan akog duha ka anak nga lalaki sa akong asawa nga si Raquel. 28Ang usa wala na; gikunis-kunis tingali siya sa bangis nga mananap. Ug hangtod karon, wala ko na gayod siya makita. 29Kon kuhaon pa gayod ninyo kining usa gikan kanako, ug kon may mahitabo kaniya, niining akong katigulangon mamatay gayod ako sa kaguol.’

30“Busa, sir, ang kinabuhi sa among amahan nabugkos sa kinabuhi sa among kamanghoran. Kon mopauli kami nga dili namo siya kauban, 31sigurado gayod nga mamatay sa kaguol ang among tigulang na nga amahan. 32Gigarantiya ko ang akong kinabuhi alang sa among kamanghoran. Giingnan ko ang akong amahan nga kon dili ko madala pagbalik kaniya ang iyang anak, ako ang iyang basolon sa tibuok kong kinabuhi. 33Busa, sir, ako na lang ang magpabilin dinhi isip imong ulipon puli sa among kamanghoran, ug tugoti na lang siya nga makapauli uban sa iyang mga igsoon. 34Dili ako mopauli kon dili ko kauban ang among kamanghoran. Dili ako makaako sa pagsud-ong sa daotan unya nga mahitabo sa among amahan tungod niini.”