Bibelen på hverdagsdansk

1. Mosebog 43:1-34

Benjamin kommer med til Egypten

1Imidlertid fortsatte hungersnøden i Kana’ans land, 2så da kornet, som Josefs brødre havde hentet i Egypten, var ved at slippe op, sagde Jakob til sine sønner: „Tag af sted igen og køb os noget mere korn.”

3„Manden mente det alvorligt, da han advarede os imod at komme tilbage uden Benjamin!” indvendte Juda. 4„Hvis du vil lade drengen komme med os, rejser vi gerne derned og køber korn, 5men hvis du ikke vil det, er der ikke noget at gøre. Manden sagde udtrykkeligt, at vi ikke måtte komme uden Benjamin!”

6„Hvorfor i alverden fortalte I ham, at I havde en bror til?” jamrede Jakob. „Hvordan kunne I være så onde imod mig?”

7„Manden forhørte os jo indgående om vores familie!” svarede de. „Han ville vide, om vores far stadig levede, og om vi havde flere brødre. Vi var da nødt til at svare ham! Hvordan kunne vi vide, at han ville sige: ‚Hent jeres bror herned?’ ”

8Juda var ved at miste tålmodigheden: „Far, giv os nu lov til at tage drengen med, så vi kan komme af sted, inden vi alle sammen dør af sult—både vi, du og vores børn! 9Jeg garanterer dig for, at han vil være i sikre hænder! Jeg vil personligt tage den fulde skyld, hvis han ikke vender tilbage i god behold. 10Hvis vi ikke havde spildt tiden med snak frem og tilbage, kunne vi have været i Egypten og tilbage igen to gange allerede!”

11Endelig gav Jakob sig. „Hvis der ikke er nogen anden udvej, så lov mig i hvert fald at fylde jeres sække op med de bedste varer, vores land kan tilbyde, og aflever dem som gave til denne mand. Tag balsam, honning, krydderier, myrra, pistacienødder og mandler. 12Tag dobbelt så mange penge med, som kornet koster, så I kan betale det tilbage, som lå oven i jeres sække. Det var nok en fejltagelse, at I fik dem med hjem. 13Tag så jeres bror og rejs tilbage til manden. 14Må Gud den almægtige være jer nådig, når I står over for ham, så han løslader Simeon og lader Benjamin vende tilbage i god behold. Hvis jeg skal opleve den smerte at miste mine børn, så lad mig da gøre det!”

15Brødrene tog så Benjamin og gaverne og dobbelt så mange penge med og skyndte sig af sted til Egypten, hvor deres ankomst blev meldt til Josef. 16Da Josef så, at Benjamin var med, sagde han til sin husholder: „Før de der mænd hen til mit hus og lav et festmåltid. De skal spise hos mig i dag ved middagstid.” 17Husholderen gjorde, som han havde fået besked på, og førte brødrene til Josefs hus, 18men de blev bange, da de så, hvor de blev ført hen.

„Han vil nok anholde os og gøre os til slaver og tage vores æsler på grund af det med pengene oven i sækkene!” sagde de til hinanden. „Han tror sikkert, vi stjal dem!”

19Derfor gik de hen til husholderen, som stod ved indgangen 20og sagde: „Undskyld, men der er noget, vi må fortælle dig: Da vi var på vej hjem fra Egypten sidste gang, 21standsede vi undervejs for at overnatte, og da vi åbnede vores sække, lå de penge, som vi havde betalt for kornet, oven i sækkene! Se, her er de! Vi har taget dem med tilbage! 22Og vi har taget ekstra med, så vi kan købe mere korn! Men vi aner ikke, hvem der lagde pengene i vores sække.”

23„Det skal I ikke være bekymrede over,” svarede husholderen. „Det må være jeres fædres Gud, som har lagt dem oven i jeres sække. Vi har i alt fald fået betaling for det korn, I købte.” Så hentede han Simeon, 24hvorefter de alle blev lukket ind i Josefs hus og fik vand, så de kunne vaske støvet af deres fødder, mens æslerne blev fodret udenfor. 25Da de fik at vide, at de skulle spise der i huset, fik de travlt med at gøre deres gaver til Josef parat. 26Da Josef kom ind, gav de ham deres gaver og bøjede sig dybt med ansigtet til jorden.

27Josef spurgte dem, hvordan de havde haft det. „Og hvordan går det med jeres far—ham, I fortalte mig om? Han må være gammel! Lever han endnu?”

28„Ja,” svarede de, „han lever og har det godt.” Så bøjede de sig endnu en gang for Josef.

29Josef så på sin bror Benjamin og spurgte: „Er det så jeres yngste bror, som I fortalte mig om? Må Gud være med dig, min dreng.” 30Mere fik han ikke sagt, før han måtte skynde sig ud og ind i sit soveværelse for at give tårerne frit løb. Følelserne over for hans egen lillebror overvældede ham. 31Så beherskede han sig, vaskede sit ansigt og gik tilbage til brødrene. „Bring maden ind!” beordrede han.

32Josef spiste for sig selv, mens brødrene blev opvartet ved et andet bord, og de tilstedeværende egyptere sad ved et tredje bord. Egypterne bryder sig nemlig ikke om at spise sammen med hebræere. 33Josef havde placeret brødrene umiddelbart foran sig, efter alder, så den ældste sad først og den yngste sidst, hvilket fik dem til at sende hinanden undrende blikke. 34Maden blev bragt dem fra Josefs eget bord, og Benjamin fik den største portion—fem gange så meget som de andre! Der var rigeligt med mad og drikke, og snakken gik lystigt imellem dem.

Chinese Contemporary Bible (Traditional)

創世記 43:1-34

約瑟的哥哥們再下埃及

1那地方的饑荒仍然非常嚴重, 2他們從埃及帶回來的糧食吃完了,他們的父親對他們說:「你們再去買些糧食吧。」 3猶大說:「那人嚴厲地警告我們,『不把你們的弟弟帶來,你們就不要再來見我。』 4你若讓便雅憫跟我們同去,我們就去給你買糧。 5你若不讓便雅憫跟我們同去,我們就不去給你買糧。因為那人說,『你們不把弟弟帶來,就不要再來見我。』」

6以色列說:「你們為什麼告訴他你們還有一個弟弟,給我惹麻煩呢?」 7他們回答說:「那人詳細詢問我們和我們家人的情況,問我們的父親是否在世,還有沒有弟兄。我們如實回答,怎會想到他非要我們把弟弟帶去呢?」

8猶大對父親以色列說:「你就讓便雅憫跟我同去吧,我們好立刻動身,這樣我們一家老小才能保住性命,不致餓死。 9我親自保證便雅憫的安全,你可以向我要人。我若不把他帶回來見你,情願一生擔罪。 10我們若是沒有耽擱的話,現在已經往返兩趟了。」

11他們的父親以色列說:「事到如今,只好這樣了。你們帶一些上好的乳香、蜂蜜、香料、沒藥、榧子和杏仁等土產,去送給那人作禮物吧。 12你們還要帶雙倍的錢,好歸還上次留在你們口袋中的錢,那可能是弄錯了。 13帶你們的弟弟去見那人吧! 14願全能的上帝叫那人憐憫你們,讓西緬便雅憫回來。我若喪子就喪子吧!」

15於是,他們就帶著便雅憫、禮物和雙倍的錢去埃及約瑟16約瑟看見便雅憫和他們同來,就對管家說:「你帶他們到我家裡去,宰殺牲畜,預備宴席,中午他們要跟我一起吃飯。」 17管家照約瑟的吩咐,帶他們到約瑟家裡。 18他們被帶到約瑟家後非常害怕,說:「他把我們帶到這裡來,一定跟上次放在我們口袋中的錢有關。他想害我們,強迫我們做他的奴僕,搶我們的驢。」

19他們走到約瑟的管家跟前,在房門口對他說: 20「先生,我們上次曾來這裡買糧。 21但在回家的途中住宿時,我們打開口袋,發現我們帶來買糧的錢分毫不少地放在那裡。我們把這些錢帶回來了, 22又另外帶了一些錢來買糧。我們不知道誰把買糧的錢放進了我們的口袋。」

23管家說:「你們放心,不要害怕,你們口袋裡那些錢是你們的上帝,你們父親的上帝賜給你們的。我已經收了你們買糧的錢。」說完就把西緬帶出來和他們見面, 24接著帶他們進約瑟的家,給他們水洗腳,給他們的驢餵草料。 25他們知道要在那裡吃午餐,就預備好禮物,等約瑟中午回來。

26約瑟來了,他們就把帶來的禮物獻給他,向他俯伏下拜。 27約瑟向他們問好,然後說:「你們提起過你們的老父親,他還健在、安康嗎?」 28他們回答說:「你僕人——我們的父親仍然健在、安康。」說完了,又向他下拜。 29約瑟抬頭看見了自己的同胞弟弟便雅憫,就問道:「這就是你們所說那位最小的弟弟嗎?」他又對便雅憫說:「孩子,願上帝施恩給你。」 30約瑟愛弟之心油然而生,急忙出去找哭的地方。他到自己的房間裡哭了一場。

31他洗過臉出來,控制著自己的感情,吩咐人擺飯。 32約瑟自己一桌,他的弟兄們一桌,那些和他們一起吃飯的埃及人一桌,因為埃及人厭惡和希伯來人同席。 33約瑟讓他的弟兄們在他對面按照長幼次序坐,他們面面相覷,非常驚訝。 34約瑟吩咐人把自己面前的菜餚分給他們,便雅憫得的那份比其他弟兄多五倍。他們盡情地和約瑟一同吃喝。