Bibelen på hverdagsdansk

1. Mosebog 37:1-36

Josefs drømme

1Jakob slog sig nu ned i Kana’ans land, hvor også hans far havde vandret omkring med sin teltlejr. 2Det følgende er historien om, hvad der siden skete med Jakob og hans familie.

Da Jakobs søn Josef var 17 år gammel, vogtede han tit sin fars får sammen med sine halvbrødre, de sønner, hans far havde fået med Bilha og Zilpa. Josef fortalte ofte sin far, hvad hans ældre brødre foretog sig ude på marken.

3Jakob elskede Josef højere end sine andre sønner, fordi han havde fået ham i sin alderdom. En dag forærede han Josef en fornem lang kjortel i flotte farver. 4Brødrene kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan deres far forkælede Josef, og derfor hadede de ham og talte aldrig pænt til ham.

5En nat havde Josef en mærkelig drøm, og han fortalte straks sine brødre om den.

6„Nu skal I høre, hvad jeg har drømt!” sagde han. „Jeg drømte, 7at vi var ude på marken for at binde kornet i neg. Mit neg rejste sig op og blev stående, mens jeres neg, der stod rundt om mit, bøjede sig til jorden for det.”

8„Nå, du tror måske, at du skal være herre over os?” sagde hans brødre hånligt. Og på grund af den drøm hadede de ham endnu mere.

9Senere fik Josef endnu en drøm fra Gud, og han fortalte den til sine brødre. „Hør, hvad jeg nu har drømt!” sagde han. „Den her gang bøjede solen og månen og 11 stjerner sig for mig.” 10Den sidste drøm fortalte han også til sin far, men hans far skældte ham ud: „Hvad bilder du dig ind? Skal både jeg og din mor og dine brødre komme og bøje os til jorden for dig?” 11Josefs brødre kunne ikke skjule deres misundelse, men hans far blev ved med at spekulere over, hvad den drøm mon kunne betyde.

Josef bliver solgt som slave

12Kort efter tog Josefs brødre af sted for at vogte deres fars fåreflokke ved Sikem. 13-14Da de havde været borte i nogen tid, sagde Jakob til Josef: „Dine brødre er i Sikem med fårene. Tag derud og se, hvordan det går med dem, og hvordan dyrene har det, og kom så tilbage og fortæl mig det.”

„Det skal jeg nok, far,” svarede Josef.

Så tog han af sted fra lejren i Hebrondalen og kom til Sikem. 15Dér var der en mand, som lagde mærke til, at han gik omkring på sletten.

„Hvem leder du efter?” spurgte manden.

16„Mine brødre og deres får,” svarede Josef. „Har du set noget til dem?”

17„Ja,” sagde manden, „men de er for længst brudt op herfra. Jeg hørte dem sige, at de ville tage til Dotan.” Så fortsatte Josef til Dotan, hvor han ganske rigtigt fandt dem.

18Da Josefs brødre fik øje på ham langt borte, snakkede de indbyrdes om, hvordan de kunne få ham slået ihjel.

19„Se! Der kommer den drømmer!” var der en, der udbrød. 20„Kom, lad os slå ham ihjel,” sagde en anden. „Bagefter kan vi smide liget i en af de udtørrede brønde og sige til far, at han er blevet ædt af et rovdyr. Så er det i hvert fald slut med hans drømmerier!”

21Men Ruben ønskede at redde Josefs liv, så han sagde. „Nej, I må ikke slå ham ihjel. 22Det er nok at smide ham i brønden derhenne på marken. I må ikke gøre ham noget ondt.” Det var nemlig Rubens hensigt senere at tage Josef op af brønden og aflevere ham i god behold til faderen. 23Da Josef nåede hen til brødrene, rev de den fine kjortel af ham 24og kastede ham i den udtørrede brønd. 25Derefter satte de sig ned i græsset for at spise. Pludselig fik de øje på en karavane et stykke borte. Det var ishmaelitter, der fragtede gummi, krydderier og urter fra Gilead til Egypten. 26-27„Se!” sagde Juda til de andre brødre. „Der kommer nogle ishmaelitter. Hvad med at sælge Josef til dem? Det er ikke så godt at slå ham ihjel, for så skal vi til at skjule drabet bagefter. Han er trods alt vores bror.” Det forslag syntes de godt om, 28så da de midjanitiske37,28 Midjanitterne boede på Sinaihalvøen og nedstammede fra Abrahams søn, Midjan, jf. 1.Mos. 25,2. De havde meget samarbejde med ishmaelitterne, som jo nedstammede fra Abrahams anden søn, Ishmael. Begge grupper havde nære forbindelser til Egypten. Enten bestod denne karavane af to grupper af mennesker, måske med midjanitterne som købmænd og ishmaelitterne som karavaneførere, eller også er der tale om en gruppe ishmaelitter, der havde bosat sig i Midjan. handelsmænd kom forbi, trak brødrene Josef op af brønden og solgte ham for 20 sølvstykker, hvorefter ishmaelitterne tog ham med til Egypten.

29Ruben havde ikke været til stede, dengang brødrene solgte Josef, så da han kom hen til brønden, var Josef forsvundet. Da blev Ruben så fortvivlet, at han rev sit tøj i stykker. Han løb tilbage til brødrene 30og råbte: „Drengen er væk! Hvad i alverden skal jeg nu stille op?”

31Så slagtede brødrene en ged, kom noget af gedens blod på Josefs kjortel 32og bragte den smukke kjortel til deres far for at lade ham identificere den. „Vi fandt den på marken,” forklarede de. „Er det ikke Josefs kjortel?”

33Jakob genkendte den øjeblikkelig og hulkede: „Jo, det er min søns kjortel! Der er ingen tvivl: Han er blevet flået ihjel og ædt af et vildt dyr!” 34Straks rev Jakob af sorg sit tøj i stykker og klædte sig i sækkelærred, og således sørgede han over sin søn i mange dage. 35Alle hans sønner og døtre gjorde, hvad de kunne for at trøste ham, men det var ingen nytte til. „Lad mig dø af sorg og komme ned i dødsriget til min søn!” udbrød han og brast i gråd.

36I mellemtiden var de midjanitiske købmænd kommet til Egypten, hvor de solgte Josef til Potifar, som var en højtstående embedsmand ved kong Faraos hof og øverstbefalende for livvagten.

Hoffnung für Alle

1. Mose 37:1-36

Josef und seine Brüder

(Kapitel 37–50)

Josefs Träume

1Jakob wurde im Land Kanaan sesshaft, in dem auch schon sein Vater Isaak als Fremder gelebt hatte. 2Und so geht seine Geschichte weiter:

Jakobs Sohn Josef war inzwischen 17 Jahre alt. Seine Aufgabe war es, die Schaf- und Ziegenherden seines Vaters zu hüten, zusammen mit seinen Halbbrüdern, den Söhnen von Bilha und Silpa. Zu Hause verriet er seinem Vater, was die Brüder Schlechtes taten.

3Jakob liebte Josef mehr als die anderen Söhne, weil er ihn noch im hohen Alter bekommen hatte. Darum ließ er für ihn ein besonders vornehmes und prächtiges37,3 Das hebräische Wort ist nicht sicher zu deuten. Vermutlich war das Gewand aus buntem Stoff geschneidert oder mit langen Ärmeln versehen. Gewand anfertigen. 4Natürlich merkten Josefs Brüder, dass ihr Vater ihn bevorzugte. Sie hassten ihn deshalb und konnten kein freundliches Wort mehr mit ihm reden.

5Eines Nachts hatte Josef einen Traum. Als er seinen Brüdern am nächsten Morgen davon erzählte, wurden sie noch wütender auf ihn. 6»Hört mal, was ich geträumt habe!«, rief Josef. 7»Also, wir waren auf dem Feld und banden das Getreide in Garben zusammen. Da richtete meine sich plötzlich auf und blieb aufrecht stehen. Eure dagegen bildeten einen Kreis darum und verbeugten sich tief vor meiner Garbe.« 8»Was, du willst also König werden und dich als Herrscher über uns aufspielen?«, schrien seine Brüder. Sie hassten ihn nun noch mehr, weil er das geträumt und so selbstherrlich davon berichtet hatte.

9Bald darauf hatte Josef wieder einen Traum, und auch diesen erzählte er seinen Brüdern. »Hört mal zu! Ich sah, wie die Sonne, der Mond und elf Sterne sich tief vor mir verbeugten«, beschrieb er. 10Diesmal erzählte er den Traum auch seinem Vater. »Was soll das?«, schimpfte der. »Bildest du dir etwa ein, dass wir alle – dein Vater, deine Mutter und deine Brüder – uns dir unterwerfen?« 11Josefs Brüder waren eifersüchtig auf ihn, aber seinem Vater ging der Traum nicht mehr aus dem Kopf.

Josef soll verschwinden

12Eines Tages trieben Josefs Brüder die Viehherden ihres Vaters nach Sichem, um sie dort weiden zu lassen. 13-14Da sagte Jakob zu Josef: »Geh zu deinen Brüdern nach Sichem und erkundige dich, wie es ihnen und dem Vieh geht! Dann komm wieder und berichte mir!« »Gut«, sagte Josef. Er verließ das Tal von Hebron und machte sich auf den Weg nach Sichem.

15Dort irrte er auf den Weideplätzen umher, bis er einen Mann traf. »Wen suchst du?«, fragte der. 16»Meine Brüder mit ihren Herden. Hast du sie vielleicht gesehen?«, entgegnete Josef. 17»Ja, sie sind von hier weitergezogen«, antwortete der Mann, »ich habe gehört, wie sie sagten, sie wollten nach Dotan ziehen.« Josef ging nach Dotan und fand sie dort.

18Seine Brüder erkannten ihn schon von weitem. Noch bevor er sie erreichte, beschlossen sie, ihn umzubringen. 19»Da kommt ja der Träumer!«, spotteten sie untereinander. 20»Los, wir erschlagen ihn und werfen ihn in einen der tiefen Brunnen hier in der Gegend! Unserem Vater erzählen wir, ein wildes Tier hätte ihn gefressen. Dann werden wir ja sehen, was aus seinen Träumen wird!«

21Nur Ruben wollte ihn retten. »Wir dürfen ihn nicht töten!«, rief er. 22»Vergießt kein Blut! Werft ihn doch lebend in diesen Brunnen hier in der Steppe!« Ruben wollte ihn später heimlich wieder herausziehen und zu seinem Vater zurückbringen.

23Kaum hatte Josef sie erreicht, da entrissen sie ihm sein vornehmes Gewand 24und warfen ihn in den leeren Brunnenschacht. 25Dann setzten sie sich, um zu essen. Auf einmal bemerkten sie eine Karawane mit ismaelitischen Händlern. Ihre Kamele waren beladen mit wertvollen Gewürzen und Harzsorten37,25 Wörtlich: mit Tragakant, Balsamharz und Ladanum.. Sie kamen von Gilead und waren unterwegs nach Ägypten. 26Da sagte Juda: »Was haben wir davon, wenn wir unseren Bruder töten und den Mord an ihm verheimlichen? Nichts! 27Los, wir verkaufen ihn an die Ismaeliter! Dann brauchen wir ihm nichts anzutun, schließlich ist er immer noch unser Bruder!«

Die anderen stimmten zu, 28und so holten sie Josef aus dem Brunnen und verkauften ihn für 20 Silberstücke an die ismaelitischen Händler37,28 Im hebräischen Text werden die Händler zunächst als Ismaeliter (Vers 25‒27), später auch als Midianiter (Vers 28) bzw. Medaniter (Vers 36) beschrieben. Die drei Begriffe beziehen sich auf nomadische Volksstämme und werden hier vermutlich austauschbar gebraucht., die ihn mit nach Ägypten nahmen.

29Ruben aber war nicht dabei gewesen. Als er nun zum Brunnen zurückkam und bemerkte, dass Josef verschwunden war, erschrak er und zerriss entsetzt seine Kleider. 30»Der Junge ist weg!«, schrie er auf. »Wie kann ich jetzt noch meinem Vater in die Augen schauen?« 31Sie schlachteten einen Ziegenbock, wälzten Josefs Gewand in dem Blut 32und gingen damit zu ihrem Vater. »Das haben wir unterwegs gefunden«, sagten sie, »kannst du es erkennen? Ist es Josefs Gewand oder nicht?«

33Jakob erkannte es sofort. »Das Gewand meines Sohnes!«, rief er. »Ein wildes Tier hat ihn gefressen! Josef ist tot!« 34Er zerriss seine Kleider, wickelte als Zeichen der Trauer ein grobes Tuch um seine Hüften und weinte viele Tage um Josef. 35Alle seine Söhne und Töchter kamen, um ihn zu trösten, aber keinem gelang es. »Bis zu meinem Tod werde ich um ihn trauern!«, weinte er.

36Die Händler verkauften Josef in Ägypten an Potifar, einen Hofbeamten des Pharaos. Er war der Oberbefehlshaber der königlichen Leibwache.