Bibelen på hverdagsdansk

1. Mosebog 29:1-35

Jakob hos Laban

1Jakob fortsatte sin rejse og ankom til landet mod øst. 2Der fik han øje på tre fåreflokke, der lå ved en brønd på en mark og ventede på noget vand at drikke. Stenen, som lå over brøndåbningen, var meget stor. 3Når alle fåreflokkene var samlet, ville hyrderne rulle stenen væk fra brøndåbningen og give fårene vand og derefter lægge stenen tilbage over brønden igen.

4„Hvor kommer I fra?” spurgte Jakob hyrderne.

„Fra Karan,” svarede de.

5„Kender I Laban, Nakors sønnesøn?”

„Ja, ham kender vi godt.”

6„Hvordan har han det?”

„Han har det godt. Det er for øvrigt hans datter Rakel, der kommer derovre med fårene.”

7„Hvorfor giver I ikke fårene noget vand, så de kan vende tilbage til deres græsgang?” spurgte Jakob. „Solen står jo endnu højt på himlen, så det er da for tidligt at samle dem.”

8„Vi må vente, til alle hyrderne er her, før vi kan rulle stenen til side og give dem vand.”

9Mens Jakob stod og snakkede med hyrderne, kom Rakel med sin fars får, som hun passede. 10Da Jakob så Rakel, sin morbrors datter, og fårene, gik han hen og væltede stenen til side og hentede vand til sin onkels får. 11-12Derefter gav han Rakel et kindkys og fortalte med tårer i øjnene, at han var søn af hendes faster, Rebekka. Hun løb straks hjem for at fortælle sin far det. 13Så snart Laban hørte, at hans søstersøn Jakob var kommet, løb han ud for at møde ham. Han omfavnede ham, kyssede ham på kinden som hilsen og tog ham med hjem. Dér fortalte Jakob ham hele sin historie. 14Og Laban udbrød: „Tænk engang, det er min egen slægtning, der er kommet.”

Laban bedrager Jakob

Da Jakob havde boet hos sin onkel en måneds tid, 15sagde Laban: „Selv om vi er i familie, er det ikke meningen, at du skal arbejde gratis for mig. Sig mig, hvor meget du vil have i løn.” 16Laban havde to døtre, den ældste hed Lea og den yngste Rakel. 17Lea havde kønne øjne, men Rakel var helt igennem smuk og dejlig. 18Jakob var allerede forelsket i Rakel, så han sagde til Laban: „Jeg vil arbejde for dig i syv år, hvis du vil give mig din yngste datter, Rakel, til kone.”

19„Det er i orden!” sagde Laban. „Jeg vil hellere have, at hun gifter sig med dig end med nogen uden for slægten.”

20Så arbejdede Jakob for Laban i syv år for at få Rakel. Årene fløj af sted, som var de dage—så forelsket var han. 21Da dagen kom, sagde Jakob til Laban: „De syv år er gået, så jeg vil gerne giftes med Rakel nu.”

22Så indbød Laban alle naboerne til en stor bryllupsfest. 23Men da det blev aften, tog han sin datter Lea og gav hende til Jakob, og Jakob lå hos hende. 24Laban gav Lea sin slave Zilpa til tjenestepige. 25Først næste morgen opdagede Jakob, at det var Lea! „Hvor kunne du dog gøre sådan noget imod mig?” råbte han rasende. „Jeg har tjent dig i syv år for Rakel, har jeg ikke? Hvorfor har du så bedraget mig?”

26„Tag det roligt,” forsvarede Laban sig. „Her til lands plejer vi ikke at bortgifte den yngste før den ældste. 27Vent til bryllupsugen med Lea er forbi, så skal jeg nok give dig Rakel—hvis du altså vil arbejde syv år mere for mig!”

28Det gik Jakob så med til. Han fejrede bryllupsugen sammen med Lea, og bagefter gav Laban ham også Rakel til kone. 29Rakel fik Labans slave Bilha til tjenestepige. 30Så lå Jakob hos Rakel, og han elskede hende højere end Lea. Han arbejdede derefter for Laban syv år mere.

Jakobs børn

31Da Herren så, at Lea ikke blev elsket, lod han hende blive gravid, men Rakel kunne ingen børn få. 32Lea fødte en søn, som hun kaldte Ruben.29,32 Et ordspil med „Gud har set min ulykke”. „Herren har set, hvor ulykkelig jeg er,” sagde hun. „Men nu vil min mand sikkert elske mig!” 33Snart efter blev hun igen gravid og fødte en søn til, som hun kaldte Simeon.29,33 Et ordspil med „Herren har hørt”. „Herren har hørt, at jeg blev tilsidesat, og derfor gav han mig en søn mere,” sagde hun. 34Senere blev hun igen gravid og fødte nok en søn, som hun kaldte Levi.29,34 Et ordspil med „hengivenhed”. „Siden jeg nu har født tre sønner,” sagde hun, „må min mand da føle hengivenhed for mig.” 35Så blev hun igen gravid og fødte en søn, som hun kaldte Juda.29,35 Et ordspil med „lovprisning”. „Nu vil jeg prise Herren!” sagde hun. Så fik hun ikke flere børn i nogen tid.

Bíbélì Mímọ́ Yorùbá Òde Òn

Gẹnẹsisi 29:1-35

Jakọbu dé Padani-Aramu

1Jakọbu sì tẹ̀síwájú nínú ìrìnàjò rẹ̀, ó sì dé ilẹ̀ àwọn ará ìlà-oòrùn. 2Ó sì rí kànga kan ní pápá, agbo àgùntàn mẹ́ta sì dúró láti mu omi ní ibi kànga náà, nítorí pé láti inú kànga náà ni wọ́n ti ń fi omi fún agbo àgùntàn. Òkúta tí a gbé dí ẹnu kànga náà sì tóbi gidigidi. 3Nígbà tí gbogbo agbo ẹran bá péjọpọ̀ sí ibẹ̀ tán ni àwọn darandaran yóò tó yí òkúta náà kúrò, tí wọn yóò sì fún àwọn ẹran náà ní omi, tí wọ́n bá sì ti ṣe bẹ́ẹ̀ tán, wọn yóò tún yí òkúta náà padà sí ẹnu kànga náà.

4Jakọbu béèrè lọ́wọ́ àwọn darandaran náà pé, “Ẹ̀yin arákùnrin mi níbo ni ẹ̀yin ti wá?”

Àwọn náà sì dáhùn pé, “Láti Harani ni.”

5Ó sì bi wọ́n pé, “Ǹjẹ́ ẹ mọ Labani ọmọ ọmọ Nahori?”

Wọ́n sì dáhùn pé, “Bẹ́ẹ̀ ni, àwa mọ̀ ọ́n.”

6Jakọbu béèrè pé, “Ṣe àlàáfíà ni ó wà?”

Wọ́n sì dáhùn pé, “Bẹ́ẹ̀ ni, àlàáfíà ni. Wò ó, Rakeli ọmọ rẹ̀ ni ó ń bọ̀ yìí pẹ̀lú agbo àgùntàn.”

7Ó sì wí pé, “Kíyèsi, ilẹ̀ ò tí ì ṣú, kò tì í tó àkókò fún àwọn ohun ọ̀sìn láti wọ̀. Ẹ fún àwọn ẹran wọ̀nyí ní omi, kí ẹ ba à le tètè dà wọ́n padà láti jẹun.”

8Wọ́n dá a lóhùn pé, “Àwa kì í yí òkúta kúrò ní ẹnu kànga láti pọn omi fún àwọn ẹran títí gbogbo àwọn darandaran àti àwọn ẹran yóò fi péjọ tán.”

9Bí wọ́n sì ti ń sọ̀rọ̀ lọ́wọ́ ni Rakeli dé pẹ̀lú agbo àgùntàn baba rẹ̀, nítorí darandaran ni òun náà. 10Nígbà tí Jakọbu rí Rakeli ọmọbìnrin Labani tí í ṣe ẹ̀gbọ́n ìyá rẹ̀, pẹ̀lú àgùntàn Labani, Jakọbu súnmọ́ kànga náà, ó sì yí òkúta kúrò lẹ́nu rẹ̀, ó sì fún àwọn ẹran arákùnrin ìyá rẹ̀ Labani ní omi. 11Jakọbu sì fẹnu ko Rakeli ní ẹnu. Ó sì bẹ̀rẹ̀ sí í sọkún. 12Jakọbu sì wí fún Rakeli pé ìbátan baba rẹ̀ ni òun, àti pé, òun jẹ́ ọmọ Rebeka. Rakeli sì sáré lọ sọ fún baba rẹ̀.

13Ní kété tí Labani gbúròó Jakọbu ọmọ arábìnrin rẹ̀, ó jáde lọ pàdé Jakọbu, ó dì mọ́ ọn, ó fi ẹnu kò ó ní ẹnu, ó sì mú un lọ sí ilé. Nígbà náà ni Jakọbu ròyìn ohun gbogbo fún un. 14Labani sì wí pé, “Ẹran-ara àti ẹ̀jẹ̀ ara mi ni ìwọ jẹ́.”

Jakọbu fẹ́ àwọn ọmọ Labani Lea àti Rakeli

Lẹ́yìn tí Jakọbu sì wà pẹ̀lú rẹ̀ fún odidi oṣù kan, 15Labani wí fún Jakọbu pé, “Bí a tilẹ̀ jẹ́ ìbátan, kò yẹ kí o máa ṣiṣẹ́ fún mi lásán láìgba ohun kankan. Sọ ohun tì ìwọ fẹ́ gbà fún iṣẹ́ tí ìwọ ń ṣe fún mi!”

16Wàyí o, Labani ní ọmọbìnrin méjì, orúkọ èyí ẹ̀gbọ́n ń jẹ́ Lea, orúkọ àbúrò sì ń jẹ́ Rakeli. 17Lea kò ní ẹwà púpọ̀, ṣùgbọ́n Rakeli ní ẹwà gidigidi. Ojú rẹ̀ sì fanimọ́ra. 18Jakọbu sì fẹ́ràn Rakeli, ó sì wí fún baba rẹ̀ pé, “Èmi yóò ṣiṣẹ́ sìn ọ fún ọdún méje, bí ìwọ yóò bá fún mi ní Rakeli ọmọ rẹ ní aya.”

19Labani sì dáhùn wí pé, “Ó kúkú sàn kí ń fi fún ọ, ju kí ń fi fún ẹlòmíràn lọ, nítorí náà wà ní ọ̀dọ̀ mi.” 20Jakọbu sì ṣiṣẹ́ sin Labani fún ọdún méje láti fẹ́ Rakeli. Àwọn ọdún wọ̀nyí sì dàbí ọjọ́ díẹ̀ lára rẹ̀, nítorí ó fẹ́ràn rẹ̀.

21Jakọbu sì wí fún Labani pé, “Mo ti parí àsìkò tí a jọ ṣe àdéhùn rẹ̀, nítorí náà fún mi ní aya mi, kí òun lè ṣe aya fún mi.”

22Labani sì pe gbogbo ènìyàn ibẹ̀ jọ, ó sì ṣe àsè ìyàwó fún wọ́n. 23Ṣùgbọ́n nígbà tí ó di òru, Labani mú Lea tọ Jakọbu lọ. Jakọbu sì bá a lòpọ̀. 24Labani sì fi Silipa ọmọ ọ̀dọ̀ rẹ̀ obìnrin fún Lea gẹ́gẹ́ bí ìránṣẹ́.

25Sì kíyèsi, nígbà ti ilẹ̀ mọ́, Jakọbu rí i pé Lea ni! Ó sì wí fún Labani pé, “Èwo ni ìwọ ṣe sí mi yìí? Ṣe bí nítorí Rakeli ni mo ṣe ṣiṣẹ́ sìn ọ, èéṣe tí ìwọ tàn mi?”

26Labani sì dáhùn pé, “Kò bá àṣà wa mu láti fi àbúrò fún ọkọ ṣáájú ẹ̀gbọ́n rẹ̀. 27Mú sùúrù parí ọ̀sẹ̀ ìgbéyàwó yìí náà, nígbà náà ni èmi yóò fi àbúrò rẹ̀ fún ọ pẹ̀lú, bí ìwọ ó bá ṣiṣẹ́ sìn mi fún ọdún méje mìíràn.”

28Jakọbu sì gbà láti sin Labani fún ọdún méje mìíràn. Labani sì fi Rakeli ọmọ rẹ̀ fún un bí aya. 29Labani sì fi Biliha ọmọ ọ̀dọ̀ rẹ̀ obìnrin fún Rakeli bí ìránṣẹ́. 30Jakọbu sì bá Rakeli náà lòpọ̀. Ó sì fẹ́ràn Rakeli ju Lea lọ, ó sì ṣiṣẹ́ sin Labani fún ọdún méje mìíràn.

Àwọn ọmọ Jakọbu

31Nígbà tí Ọlọ́run sì ri pé, Jakọbu kò fẹ́ràn Lea, ó ṣí i ni inú ṣùgbọ́n Rakeli yàgàn. 32Lea sì lóyún, ó sì bí ọmọkùnrin kan, ó sì pe orúkọ rẹ̀ ní Reubeni, nítorí ó wí pé, “Nítorí Ọlọ́run ti mọ ìpọ́njú mi, dájúdájú, ọkọ mi yóò fẹ́ràn mi báyìí.”

33Ó sì tún lóyún, ó bí ọmọkùnrin kan. Ó sì pe orúkọ rẹ̀ ní Simeoni, wí pé “Nítorí tí Olúwa ti gbọ́ pé a kò fẹ́ràn mi, ó sì fi èyí fún mi pẹ̀lú.”

34Ó sì tún lóyún, ó bí ọmọkùnrin kan, ó sì wí pé, “Nígbà yìí ni ọkọ mi yóò fi ara mọ́ mi, nítorí tí mo ti bí ọmọkùnrin mẹ́ta fún un,” nítorí náà ni ó ṣe pe orúkọ rẹ̀ ní Lefi.

35Ó sì tún lóyún, ó sì tún jẹ́ pé ọmọkùnrin ni ó bí, ó sì wí pé, “Nígbà yìí ni èmi yóò yin Olúwa.” Ó sì pe orúkọ rẹ̀ ní Juda. Ó sì dáwọ́ ọmọ bíbí dúró.