Isaks fødsel
1Herren velsignede Sara, som han havde lovet: 2Hun blev gravid og fødte Abraham en søn i hans alderdom—på det tidspunkt, som Gud havde sagt. 3Abraham kaldte sin søn Isak. 4På ugedagen21,4 I Mellemøsten og Afrika tæller man dagene inklusivt. Udtrykket „på den ottende dag” svarer derfor til „syv dage efter” på dansk. Det er ugedagen efter fødslen. efter fødslen omskar Abraham sin søn Isak, sådan som Gud havde pålagt ham. 5Abraham var på det tidspunkt 100 år gammel.
6Ved den lejlighed sagde Sara: „Gud har fået mig til at le! Og alle, som hører om det her, vil le sammen med mig. 7Hvem turde sige til Abraham, at jeg kunne få et barn? Men nu har jeg født ham et barn i hans alderdom.”
Hagar og Ishmael sendes væk
8Drengen voksede til og blev vænnet fra. I den anledning holdt Abraham en stor fest. 9Men da Sara opdagede, at Ishmael drillede hendes søn Isak, 10sagde hun til Abraham: „Jag den slavekvinde og hendes søn bort, for slavekvindens søn skal ikke have del i arven sammen med min søn, Isak.” 11Det blev Abraham meget oprørt over, for Ishmael var trods alt også hans søn.
12Men Gud sagde til Abraham: „Vær ikke bekymret for slavekvinden og hendes søn. Gør som Sara siger! For det er gennem Isak, din slægt skal opbygges. 13Men jeg vil også gøre slavekvindens søn til et stort folk, fordi han er din søn.”
14Tidligt næste morgen kom Abraham med en pose mad og en skindsæk med vand til Hagar og drengen. Han anbragte provianten på hendes skulder og sendte dem af sted. De vandrede rundt på lykke og fromme i Be’ershebas ørken. 15Da vandbeholdningen slap op, efterlod hun drengen udmattet i skyggen af en busk. 16Så gik hun omkring hundrede meter væk og satte sig ned. „Jeg kan ikke holde ud at se ham dø,” sagde hun og brast i gråd.
17Men Gud hørte drengens klynken, og Herrens engel råbte fra Himlen: „Hagar, hvad er der i vejen? Du skal ikke være bange! Gud har hørt drengens klynken, dér hvor han ligger. 18Gå hen og hjælp ham op og trøst ham. Hans efterkommere skal blive et stort folk.” 19I det samme åbnede Gud hendes øjne, så hun fik øje på en kilde med vand. Hun fyldte straks vandsækken og gav drengen noget at drikke.
20-21Gud velsignede drengen. Han voksede op i Parans ørken og blev en dygtig bueskytte. Hans mor fandt en pige til ham fra Egypten, som han giftede sig med.
En pagt mellem Abraham og Abimelek
22Omkring den tid blev Abraham opsøgt af kong Abimelek og hans hærfører Pikol. „Der er ingen tvivl om, at Gud er med dig i alt, hvad du foretager dig,” sagde Abimelek. 23„Jeg vil derfor bede dig sværge i Guds navn, at du aldrig vil handle forræderisk imod mig eller mine børn eller børnebørn. Jeg har været loyal over for dig, så sværg nu på, at du altid vil være loyal over for mig og mit land, hvor du bor som gæst.”
24„Det sværger jeg på!” svarede Abraham. 25Men derefter beklagede han sig over, at Abimeleks folk med vold havde tilranet sig en af hans brønde. 26Dertil svarede Abimelek: „Det havde jeg ingen anelse om! Siden jeg ikke har hørt om det før, ved jeg ikke, hvem der er ansvarlig i den sag. Hvorfor har du ikke sagt det til mig noget før?”
27Derpå gav Abraham kong Abimelek nogle får og køer som tegn på den pagt, han indgik med ham. 28Men da Abraham satte yderligere syv lam til side, 29spurgte Abimelek: „Hvad vil du gøre med dem?” 30„De syv lam er en særlig gave—og en offentlig bekræftelse på, at brønden tilhører mig,” svarede Abraham. 31Fra da af kaldte man brønden Be’ersheba,21,31 Det betyder: „pagtsbrønden” eller „syvbrønden”. for det var der, de indgik deres pagt.
32Efter at pagten var indgået, vendte Abimelek og hans hærfører Pikol tilbage til filistrenes land. 33Men Abraham plantede en tamarisk ved pagtsbrønden, og tilbad Herren, den evige Gud, på det sted. 34Abraham boede som fremmed i filistrenes land i lang tid.
La naissance d’Isaac
1L’Eternel intervint en faveur de Sara comme il l’avait annoncé et il accomplit pour elle ce qu’il avait promis. 2Elle devint enceinte et, au temps promis par Dieu, elle donna un fils à Abraham, bien que celui-ci fût très âgé. 3Il appela ce fils qui lui était né de Sara : Isaac (Il a ri). 4Il le circoncit à l’âge de huit jours, comme Dieu le lui avait ordonné21.4 Allusion en Ac 7.8..
5Abraham avait cent ans au moment de la naissance d’Isaac. 6Sara dit alors : Dieu m’a donné une occasion de rire, et tous ceux qui l’apprendront riront à mon sujet. 7Elle ajouta : Qui aurait dit à Abraham qu’un jour Sara allaiterait des enfants ? Et cependant, je lui ai donné un fils dans sa vieillesse.
Le renvoi d’Agar et d’Ismaël
8L’enfant grandit et Sara cessa de l’allaiter. Le jour où l’on sevra Isaac, Abraham fit un grand festin21.8 Les enfants étaient sevrés vers deux ou trois ans. Le sevrage était célébré par une grande fête..
9Sara vit rire le fils qu’Agar l’Egyptienne avait donné à Abraham21.9 La version grecque a : vit le fils qu’Agar l’Egyptienne avait donné à Abraham taquiner Isaac.. 10Alors elle dit à Abraham : Chasse cette esclave et son fils, car le fils de cette esclave ne partagera pas l’héritage avec mon fils Isaac21.10 Cité en Ga 4.29-30..
11Cette parole affligea beaucoup Abraham, à cause de son fils. 12Mais Dieu lui dit : Ne t’afflige pas à cause du garçon et de ta servante. Accorde à Sara tout ce qu’elle te demandera. Car c’est par Isaac que te sera suscitée une descendance21.12 Cité en Rm 9.8 ; Hé 11.18.. 13Néanmoins, je ferai aussi du fils de l’esclave l’ancêtre d’un peuple, car lui aussi est issu de toi.
14Le lendemain, de bon matin, Abraham prépara du pain et une outre d’eau qu’il donna à Agar en les plaçant sur son épaule ; il lui donna aussi l’enfant et la congédia. Elle partit à l’aventure et s’égara dans le désert de Beer-Sheva. 15L’eau qui était dans l’outre s’épuisa, alors elle laissa l’enfant sous un buisson 16et alla s’asseoir à l’écart, à une centaine de mètres plus loin21.16 L’hébreu a : à la distance d’un jet de flèche., car elle se disait : Je ne veux pas voir mourir mon enfant.
Elle resta assise en face de lui, gémissant et pleurant. 17Dieu entendit21.17 Allusion au nom d’Ismaël : Dieu entend. la voix du garçon et l’ange de Dieu appela Agar du haut du ciel et lui dit : Qu’as-tu, Agar ? N’aie pas peur, car Dieu a entendu le garçon là où il est. 18Lève-toi, relève le garçon et prends-le par la main, car je ferai de lui un grand peuple.
19Dieu lui ouvrit les yeux, et elle aperçut un puits. Elle alla remplir d’eau son outre et donna à boire au garçon. 20Dieu fut avec lui. Il grandit et vécut dans le désert où il devint un chasseur à l’arc. 21Il s’établit dans le désert de Parân, et sa mère choisit pour lui une femme du pays d’Egypte.
Abraham fait alliance avec Abimélek
22A la même époque, Abimélek accompagné de Pikol, chef de son armée, vint trouver Abraham et lui dit : Dieu fait réussir tout ce que tu entreprends. 23Maintenant donc, jure-moi ici par le nom de Dieu de ne trahir ni moi, ni mes enfants, ni ma descendance, mais d’agir envers moi et envers ce pays où tu séjournes avec la même bonté dont j’ai usé envers toi.
24Abraham répondit : Oui, je le jure.
25Il saisit l’occasion pour lui faire des doléances au sujet d’un puits dont les serviteurs d’Abimélek s’étaient emparés.
26Abimélek lui répondit : J’ignore qui a fait cela. Toi-même, tu ne m’en avais pas informé et je l’apprends aujourd’hui.
27Abraham choisit des moutons, des chèvres et des bovins et en fit cadeau à Abimélek et tous deux conclurent ensemble une alliance. 28Puis Abraham mit à part sept jeunes brebis du troupeau. 29Abimélek lui demanda : Pourquoi as-tu mis ces sept brebis à part ?
30Il répondit : Accepte ces sept jeunes brebis de ma main : cela me servira d’attestation que c’est bien moi qui ai fait creuser ce puits.
31C’est pourquoi on a appelé ce lieu-là Beer-Sheva (le Puits du Serment), parce que c’est là que tous deux prêtèrent serment.
32Ainsi ils firent alliance à Beer-Sheva, puis Abimélek partit avec Pikol, le chef de son armée, et ils s’en retournèrent au pays des Philistins. 33Abraham planta un tamaris à Beer-Sheva et il invoqua l’Eternel, le Dieu d’éternité. 34Il séjourna encore longtemps au pays des Philistins.
