Gud besøger Abraham og gentager løftet om en søn
1Mens Abraham boede i Mamres egelund, viste Herren sig for ham igen. En dag sad Abraham i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. 2Pludselig lagde han mærke til, at der stod tre mænd i nærheden. Han løb dem i møde og bød dem velkommen ved at bøje sig dybt til jorden.
3„Herre,” sagde han, „vis mig den gunst ikke at gå din tjeners dør forbi, men tag imod min gæstfrihed. 4Lad mig sørge for, at I får vand til at vaske støvet af jeres fødder. I kan hvile jer under træet her. 5Så kommer jeg med lidt mad, som I kan styrke jer på. Siden I nu er kommet denne vej, håber jeg, I vil gøre mig den ære at blive lidt, inden I rejser videre.” „Tak, det vil vi gerne,” svarede de.
6Abraham skyndte sig tilbage til teltet og gav besked til Sara: „Hurtigt! tag det bedste mel, vi har, og lav noget brød af det.” 7Så løb han videre ud til kvægflokken, hvor han udvalgte en fedekalv og gav den til en tjener, som skyndte sig at slagte den. 8Da maden var klar, tog Abraham syrnet mælk og sødmælk samt noget af den stegte kalv og serverede det for mændene. Han vartede selv op, mens mændene sad og spiste ude under træerne.
9„Hvor er Sara, din kone?” spurgte en af mændene. „Inde i teltet,” svarede Abraham. 10Da sagde manden: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn!”
Sara stod i teltdøren bagved og hørte det hele. 11Både hun og Abraham var gamle, og hun vidste jo godt, at hun var alt for gammel til at få børn. 12Hun lo ved sig selv og tænkte: „Skulle jeg virkelig opleve den glæde, nu da både jeg og min mand er blevet for gamle?”
13Da sagde Herren til Abraham: „Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn? 14Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!”
15Da Sara hørte det, blev hun bange og forsvarede sig. „Jeg lo ikke!” løj hun. „Jo, du gjorde!” svarede Herren.
Abraham går i forbøn for Sodoma
16Så rejste mændene sig fra måltidet og gik videre i retning af Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej. 17Undervejs sagde Herren til sig selv: „Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer? 18Abrahams efterkommere vil jo blive et mægtigt folk, og alle jordens folkeslag vil opnå velsignelse gennem ham. 19Jeg har jo netop udvalgt ham, for at han skal indprente sine efterkommere lydighed mod mig, ærlighed og godhed, så jeg kan lade det ske, jeg har lovet ham.”
20Herren sagde derfor til Abraham: „Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt. 21Jeg er nu på vej derned for at se, om deres handlinger virkelig er så forfærdelige, som det lyder til.” 22De to andre mænd gik nu videre mod Sodoma, mens Abraham blev stående foran Herren. 23Så trådte han et skridt nærmere Gud og sagde: „Vil du virkelig udrydde de gode mennesker sammen med de onde? 24Hvis nu der findes 50 uskyldige mennesker i byen—vil du da stadig ødelægge den? Kan du ikke skåne byen for de 50 menneskers skyld? 25Du vil da vel ikke behandle de gode og de onde lige? Skulle han, som dømmer hele verden, ikke være retfærdig?”
26Herren svarede: „Hvis der findes 50 retsindige mennesker, vil jeg for deres skyld skåne byen.”
27Men Abraham fortsatte: „Siden jeg nu er begyndt at tale med min Herre, så lad mig fortsætte—vel vidende, at jeg kun er støv og aske. 28Hvad nu, hvis der kun er 45 retsindige? Vil du så ødelægge byen, bare fordi der mangler fem?” „Nej, jeg vil ikke ødelægge byen, hvis der er 45 retsindige.”
29„Hvad nu, hvis der kun er 40?” „Nej, heller ikke, hvis der er 40.”
30„Tag mig det ikke ilde op,” blev Abraham ved. „Hvad nu, hvis der kun er 30?” „Jeg vil skåne hele byen, hvis jeg finder 30,” svarede Herren.
31„Siden jeg har taget mig den frihed at tale til min Herre,” fortsatte Abraham, „tillad mig da at spørge nok en gang: Hvad nu, hvis der kun er 20?” „Så vil jeg for disse 20 retsindiges skyld skåne byen.”
32Da sagde Abraham: „Herre, bliv ikke vred! Dette er sidste gang: Hvad nu, hvis der kun findes ti?” Og Herren svarede: „Så vil jeg for disse ti uskyldiges skyld skåne hele byen.”
33Da Herren var færdig med at tale med Abraham, gik han videre, mens Abraham vendte hjem til sit telt.
上帝應許撒拉生子
1耶和華在幔利的橡樹那裡向亞伯拉罕顯現。那時天氣很熱，亞伯拉罕坐在帳篷口， 2抬頭看見三個人站在對面，就跑去迎接他們，俯伏在地， 3說：「我主，你們若肯賞光，請不要匆匆路過僕人這裡。 4我讓人拿點水來，你們洗洗腳，在樹下歇一會兒。 5我拿點餅來，你們補充一下體力再上路吧。你們既然路過這裡，我理應招待你們。」他們說：「好，就照你說的做吧！」
6於是，亞伯拉罕連忙進帳篷對撒拉說：「快準備三斗18·6 「三斗」希伯來文是「三細亞」，大約是十公斤。細麵粉，和麵烤餅。」 7亞伯拉罕又跑到牛群中牽了一頭肥嫩的小牛，吩咐僕人趕快準備好。 8亞伯拉罕把奶、乳酪和準備好的牛肉擺在客人面前，站在樹蔭下招待他們。
9那三位客人問亞伯拉罕：「你妻子撒拉在哪裡？」亞伯拉罕回答說：「在帳篷裡。」 10其中一人說：「明年這時候，我會再來你這裡，撒拉必生一個兒子。」這話被站在那人後面帳篷口的撒拉聽見了。 11亞伯拉罕和撒拉已經年紀老邁，撒拉的月經也已經停了。 12撒拉暗自發笑，心想：「我已經這麼老了，還會有這種福氣嗎？況且我的丈夫也很老了。」 13耶和華問亞伯拉罕：「撒拉為什麼偷笑說，『我這把年紀還會有孩子嗎？』 14什麼事難得住耶和華呢？明年這時候，我會再來你這裡，撒拉必生一個兒子。」 15撒拉聽見後非常害怕，連忙否認說：「我沒有笑！」但耶和華說：「不，你確實笑了。」
亞伯拉罕為所多瑪求情
16那三個人就起身朝所多瑪眺望，亞伯拉罕與他們同行，要送他們一程。 17耶和華說：「我要做的事怎麼可以瞞著亞伯拉罕呢？ 18亞伯拉罕必成為強盛的大國，世上萬國必因他而蒙福。 19我揀選了他，是要他教導自己的子孫後代持守我的道、秉公行義。這樣，我必實現對他的應許。」 20耶和華說：「所多瑪和蛾摩拉罪惡深重，人們怨聲載道。 21我現在要下去看看他們的所作所為是否如所說的那樣邪惡，如果不是，我也會知道。」
22其中二人轉身向所多瑪走去，亞伯拉罕卻仍舊站在耶和華面前。 23亞伯拉罕上前說：「你要把義人和惡人一同毀滅嗎？ 24倘若城中有五十個義人，你還要毀滅那城嗎？你會不會為了五十個義人而饒恕那座城呢？ 25你絕不會黑白不分，把義人和惡人一同毀滅。你是普天下的審判者，難道不秉公行事嗎？」 26耶和華回答說：「倘若我在所多瑪城中找到五十個義人，我就要因他們的緣故饒恕全城。」 27亞伯拉罕說：「主啊，雖然我渺小如灰塵，但我還要大膽地求問你， 28倘若只有四十五個義人，你會因為少了五個義人而毀滅全城嗎？」耶和華說：「倘若我在城裡找到四十五個義人，我也不會毀滅那城。」 29亞伯拉罕又說：「倘若在那裡找到四十個義人呢？」耶和華說：「為了那四十個人的緣故，我不會毀滅那城。」 30亞伯拉罕說：「求主不要發怒，容許我再問一次，倘若在那裡只找到三十個義人呢？」耶和華說：「倘若在那裡只找到三十個，我也不會毀滅那城。」 31亞伯拉罕說：「我大膽再問一次，倘若在那裡只找到二十個義人呢？」耶和華說：「為了那二十個人的緣故，我也不會毀滅那城。」 32亞伯拉罕又說：「求主不要發怒，讓我問最後一次，倘若在那裡只找到十個義人呢？」耶和華說：「為了那十個人的緣故，我也不會毀滅那城。」 33耶和華跟亞伯拉罕說完話便離開了，亞伯拉罕也回家去了。
