Gud besøger Abraham og gentager løftet om en søn
1Mens Abraham boede i Mamres egelund, viste Herren sig for ham igen. En dag sad Abraham i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. 2Pludselig lagde han mærke til, at der stod tre mænd i nærheden. Han løb dem i møde og bød dem velkommen ved at bøje sig dybt til jorden.
3„Herre,” sagde han, „vis mig den gunst ikke at gå din tjeners dør forbi, men tag imod min gæstfrihed. 4Lad mig sørge for, at I får vand til at vaske støvet af jeres fødder. I kan hvile jer under træet her. 5Så kommer jeg med lidt mad, som I kan styrke jer på. Siden I nu er kommet denne vej, håber jeg, I vil gøre mig den ære at blive lidt, inden I rejser videre.” „Tak, det vil vi gerne,” svarede de.
6Abraham skyndte sig tilbage til teltet og gav besked til Sara: „Hurtigt! tag det bedste mel, vi har, og lav noget brød af det.” 7Så løb han videre ud til kvægflokken, hvor han udvalgte en fedekalv og gav den til en tjener, som skyndte sig at slagte den. 8Da maden var klar, tog Abraham syrnet mælk og sødmælk samt noget af den stegte kalv og serverede det for mændene. Han vartede selv op, mens mændene sad og spiste ude under træerne.
9„Hvor er Sara, din kone?” spurgte en af mændene. „Inde i teltet,” svarede Abraham. 10Da sagde manden: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn!”
Sara stod i teltdøren bagved og hørte det hele. 11Både hun og Abraham var gamle, og hun vidste jo godt, at hun var alt for gammel til at få børn. 12Hun lo ved sig selv og tænkte: „Skulle jeg virkelig opleve den glæde, nu da både jeg og min mand er blevet for gamle?”
13Da sagde Herren til Abraham: „Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn? 14Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!”
15Da Sara hørte det, blev hun bange og forsvarede sig. „Jeg lo ikke!” løj hun. „Jo, du gjorde!” svarede Herren.
Abraham går i forbøn for Sodoma
16Så rejste mændene sig fra måltidet og gik videre i retning af Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej. 17Undervejs sagde Herren til sig selv: „Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer? 18Abrahams efterkommere vil jo blive et mægtigt folk, og alle jordens folkeslag vil opnå velsignelse gennem ham. 19Jeg har jo netop udvalgt ham, for at han skal indprente sine efterkommere lydighed mod mig, ærlighed og godhed, så jeg kan lade det ske, jeg har lovet ham.”
20Herren sagde derfor til Abraham: „Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt. 21Jeg er nu på vej derned for at se, om deres handlinger virkelig er så forfærdelige, som det lyder til.” 22De to andre mænd gik nu videre mod Sodoma, mens Abraham blev stående foran Herren. 23Så trådte han et skridt nærmere Gud og sagde: „Vil du virkelig udrydde de gode mennesker sammen med de onde? 24Hvis nu der findes 50 uskyldige mennesker i byen—vil du da stadig ødelægge den? Kan du ikke skåne byen for de 50 menneskers skyld? 25Du vil da vel ikke behandle de gode og de onde lige? Skulle han, som dømmer hele verden, ikke være retfærdig?”
26Herren svarede: „Hvis der findes 50 retsindige mennesker, vil jeg for deres skyld skåne byen.”
27Men Abraham fortsatte: „Siden jeg nu er begyndt at tale med min Herre, så lad mig fortsætte—vel vidende, at jeg kun er støv og aske. 28Hvad nu, hvis der kun er 45 retsindige? Vil du så ødelægge byen, bare fordi der mangler fem?” „Nej, jeg vil ikke ødelægge byen, hvis der er 45 retsindige.”
29„Hvad nu, hvis der kun er 40?” „Nej, heller ikke, hvis der er 40.”
30„Tag mig det ikke ilde op,” blev Abraham ved. „Hvad nu, hvis der kun er 30?” „Jeg vil skåne hele byen, hvis jeg finder 30,” svarede Herren.
31„Siden jeg har taget mig den frihed at tale til min Herre,” fortsatte Abraham, „tillad mig da at spørge nok en gang: Hvad nu, hvis der kun er 20?” „Så vil jeg for disse 20 retsindiges skyld skåne byen.”
32Da sagde Abraham: „Herre, bliv ikke vred! Dette er sidste gang: Hvad nu, hvis der kun findes ti?” Og Herren svarede: „Så vil jeg for disse ti uskyldiges skyld skåne hele byen.”
33Da Herren var færdig med at tale med Abraham, gik han videre, mens Abraham vendte hjem til sit telt.
上帝应许撒拉生子
1耶和华在幔利的橡树那里向亚伯拉罕显现。那时天气很热，亚伯拉罕坐在帐篷口， 2抬头看见三个人站在对面，就跑去迎接他们，俯伏在地， 3说：“我主，你们若肯赏光，请不要匆匆路过仆人这里。 4我让人拿点水来，你们洗洗脚，在树下歇一会儿。 5我拿点饼来，你们补充一下体力再上路吧。你们既然路过这里，我理应招待你们。”他们说：“好，就照你说的做吧！”
6于是，亚伯拉罕连忙进帐篷对撒拉说：“快准备三斗18:6 “三斗”希伯来文是“三细亚”，大约是十公斤。细面粉，和面烤饼。” 7亚伯拉罕又跑到牛群中牵了一头肥嫩的小牛，吩咐仆人赶快准备好。 8亚伯拉罕把奶、奶酪和准备好的牛肉摆在客人面前，站在树荫下招待他们。
9那三位客人问亚伯拉罕：“你妻子撒拉在哪里？”亚伯拉罕回答说：“在帐篷里。” 10其中一人说：“明年这时候，我会再来你这里，撒拉必生一个儿子。”这话被站在那人后面帐篷口的撒拉听见了。 11亚伯拉罕和撒拉已经年纪老迈，撒拉的月经也已经停了。 12撒拉暗自发笑，心想：“我已经这么老了，还会有这种福气吗？况且我的丈夫也很老了。” 13耶和华问亚伯拉罕：“撒拉为什么偷笑说，‘我这把年纪还会有孩子吗？’ 14什么事难得住耶和华呢？明年这时候，我会再来你这里，撒拉必生一个儿子。” 15撒拉听见后非常害怕，连忙否认说：“我没有笑！”但耶和华说：“不，你确实笑了。”
亚伯拉罕为所多玛求情
16那三个人就起身朝所多玛眺望，亚伯拉罕与他们同行，要送他们一程。 17耶和华说：“我要做的事怎么可以瞒着亚伯拉罕呢？ 18亚伯拉罕必成为强盛的大国，世上万国必因他而蒙福。 19我拣选了他，是要他教导自己的子孙后代持守我的道、秉公行义。这样，我必实现对他的应许。” 20耶和华说：“所多玛和蛾摩拉罪恶深重，人们怨声载道。 21我现在要下去看看他们的所作所为是否如所说的那样邪恶，如果不是，我也会知道。”
22其中二人转身向所多玛走去，亚伯拉罕却仍旧站在耶和华面前。 23亚伯拉罕上前说：“你要把义人和恶人一同毁灭吗？ 24倘若城中有五十个义人，你还要毁灭那城吗？你会不会为了五十个义人而饶恕那座城呢？ 25你绝不会黑白不分，把义人和恶人一同毁灭。你是普天下的审判者，难道不秉公行事吗？” 26耶和华回答说：“倘若我在所多玛城中找到五十个义人，我就要因他们的缘故饶恕全城。” 27亚伯拉罕说：“主啊，虽然我渺小如灰尘，但我还要大胆地求问你， 28倘若只有四十五个义人，你会因为少了五个义人而毁灭全城吗？”耶和华说：“倘若我在城里找到四十五个义人，我也不会毁灭那城。” 29亚伯拉罕又说：“倘若在那里找到四十个义人呢？”耶和华说：“为了那四十个人的缘故，我不会毁灭那城。” 30亚伯拉罕说：“求主不要发怒，容许我再问一次，倘若在那里只找到三十个义人呢？”耶和华说：“倘若在那里只找到三十个，我也不会毁灭那城。” 31亚伯拉罕说：“我大胆再问一次，倘若在那里只找到二十个义人呢？”耶和华说：“为了那二十个人的缘故，我也不会毁灭那城。” 32亚伯拉罕又说：“求主不要发怒，让我问最后一次，倘若在那里只找到十个义人呢？”耶和华说：“为了那十个人的缘故，我也不会毁灭那城。” 33耶和华跟亚伯拉罕说完话便离开了，亚伯拉罕也回家去了。
