Bibelen på hverdagsdansk

1. Mosebog 12:1-20

Gud udvælger Abram

1Herren havde sagt12,1 Nogle oversættelser siger „Herren sagde”, men på grund af forskellen mellem hebraisk og dansk fortællestil er det misvisende. Det er mere nøjagtigt at sige „Herren havde sagt”. Abram modtog sit kald i Ur (ApG. 7,2), længe før Tera tog til Karan med en del af sin familie. På hebraisk er en fortælling ikke altid kronologisk, så begyndelsen af kap. 12 fandt sted før afslutningen af kap. 11. til Abram: „Forlad dit land, dine slægtninge og din fars hjem, og tag af sted til det land, jeg vil vise dig. 2Jeg vil velsigne dig og gøre dig til stamfar for et mægtigt folk. Jeg vil gøre dig kendt vidt omkring, og du skal blive til velsignelse for mange. 3Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig. Og gennem dig vil alle jordens folkeslag blive velsignet.”

4Abram rejste nu videre til det land, Herren havde talt om, og Lot fulgte med ham. Abram var 75 år, da han forlod Karan. 5Han rejste til Kana’ans land sammen med sin kone Saraj og sin nevø Lot, og han tog alle sine ejendele med og de slaver, han havde erhvervet sig i Karan. 6De fortsatte ind i landet og kom til Sikem, til Mores egetræ.12,6 Sikem var et helligsted, og et højt træ var ofte en vigtig del af et helligsted. Området var på det tidspunkt beboet af det kana’anæiske folk.

7Dér viste Herren sig for Abram og sagde: „Jeg vil give dette land til dine efterkommere.” På det sted byggede Abram et alter for Herren, som havde vist sig for ham. 8Derpå forlod Abram stedet og rejste sydpå, indtil han kom til bjerglandet med Betel mod vest og Aj mod øst. Der slog han lejr og byggede et alter for at tilbede Herren. 9Derefter rejste han fra sted til sted i sydlig retning, indtil han bosatte sig i Negev.

Abram og Saraj i Egypten

10Engang blev der hungersnød i landet, og det var så slemt, at Abram besluttede at rejse ned til Egypten med sin familie for at bo der en tid. 11-13Da de nærmede sig grænsen til Egypten, sagde Abram til Saraj: „Du er jo en virkelig smuk kvinde. Når nu egypterne ser dig, vil de sige: ‚Det er hans kone. Lad os slå ham ihjel og tage hende.’ Men hvis du så siger, at du er min søster, vil egypterne spare mit liv og behandle mig godt på grund af dig.” 14Og sådan gik det. Da de kom ind i Egypten, talte alle om Sarajs skønhed. 15Da embedsmændene ved paladset omtalte hende i rosende ord overfor Farao, blev Saraj hentet til hans harem. 16Abram blev godt behandlet på grund af Saraj. Farao gav ham får, køer, æsler, kameler og mange slaver, både mænd og kvinder.

17Men Herren ramte Farao og hans hof med frygtelige plager på grund af Saraj, Abrams kone. 18Farao sendte da bud efter Abram. „Hvad er det dog, du har gjort imod mig?” råbte han. „Hvorfor fortalte du mig ikke, at hun var din kone? 19Hvordan kunne du sige, hun var din søster, så jeg tog hende til mit harem? Her er hun! Tag hende og forsvind!” 20Så blev Abram og hans kone, deres slaver og al deres ejendom eskorteret ud af landet.

La Bible du Semeur

Genèse 12:1-20

L’appel d’Abram

1L’Eternel dit à Abram : Va, quitte ton pays, ta famille et la maison de ton père pour te rendre dans le pays que je t’indiquerai12.1 Voir Ac 7.2-3 ; Hé 11.8.. 2Je ferai de toi l’ancêtre d’un grand peuple ; je te bénirai, je ferai de toi un personnage renommé et tu deviendras une source de bénédiction pour d’autres. 3Je bénirai ceux qui te béniront et je maudirai ceux qui t’outrageront12.3 Cité en Ac 3.25 ; Ga 3.8.. Toutes les familles de la terre seront bénies à travers toi12.3 Autre traduction : se béniront en citant ton exemple..

4Abram partit comme l’Eternel le lui avait demandé, et Loth s’en alla avec lui. Abram avait soixante-quinze ans quand il quitta Harân12.4 Voir Hé 11.8.. 5Il emmena Saraï, sa femme, son neveu Loth, tous les biens et les serviteurs qu’ils avaient acquis à Harân, et ils se mirent en route pour aller au pays de Canaan. Quand ils furent arrivés, 6Abram traversa le pays jusqu’à un lieu appelé Sichem, jusqu’au chêne de Moré. A cette époque-là, les Cananéens habitaient le pays.

7L’Eternel apparut à Abram et lui dit : Je donnerai ce pays à ta descendance12.7 Voir Ac 7.5 ; Ga 3.16..

Abram érigea là un autel à l’Eternel qui lui était apparu. 8Puis il leva le camp pour se rendre dans la région montagneuse à l’est de Béthel12.8 A environ 15 kilomètres au nord de Jérusalem. D’après 28.19, à l’époque, ce lieu s’appelait encore Louz. ; il établit son campement entre Béthel, à l’ouest, et Aï, à l’est. Il y érigea un autre autel à l’Eternel et lui adressa des prières. 9Ensuite Abram repartit vers le sud ; d’étape en étape, il gagna le Néguev12.9 Nom qui signifie « terre desséchée » et qui désigne le plateau stérile s’étendant au sud de Jérusalem et menant au désert..

Abram en Egypte

10Une famine survint dans le pays. Alors Abram se rendit en Egypte12.10 Moins touchée par les années sèches, grâce à l’irrigation par des canaux (voir 26.1-2 ; 41.57). pour y séjourner quelque temps, car la famine sévissait dans le pays. 11Lorsqu’il approchait de l’Egypte, il dit à Saraï sa femme : Ecoute, je sais que tu es très belle. 12Quand les Egyptiens te verront, ils se diront : « C’est sa femme. » Ils me tueront et te laisseront en vie. 13Dis-leur donc que tu es ma sœur, pour qu’on me traite bien à cause de toi. Ainsi, grâce à toi, ma vie sera épargnée.

14En effet, quand Abram arriva en Egypte, les Egyptiens remarquèrent la grande beauté de sa femme. 15Des gens de la cour du pharaon la remarquèrent et la vantèrent à leur maître, de sorte qu’elle fut enlevée et emmenée au palais royal. 16A cause d’elle, le pharaon traita Abram avec bonté. Il lui offrit des moutons, des chèvres, des bovins, des ânes, des serviteurs, des servantes, des ânesses et des chameaux. 17Mais l’Eternel infligea de grands maux au pharaon et aux gens de sa maison, à cause de Saraï, la femme d’Abram. 18Alors le pharaon convoqua Abram et lui dit : Qu’est-ce que tu m’as fait là ? Pourquoi ne m’as-tu pas dit qu’elle était ta femme ? 19Pourquoi l’as-tu présentée comme ta sœur ? A cause de cela, j’en ai fait ma femme. Maintenant, voilà ta femme ; reprends-la et va-t’en !

20Et le pharaon chargea ses gens de le reconduire avec sa femme et avec tout ce qu’il possédait.