1. Krønikebog 19 – BPH & NVI

Bibelen på hverdagsdansk

1. Krønikebog 19:1-19

David besejrer ammonitterne og aramæerne

2.Sam. 10,1-19

1Nogen tid efter døde ammonitternes konge, Nahash, og han blev efterfulgt af sønnen Hanun.

2„Ham vil jeg vise venlighed,” tænkte David, „for hans far viste venlighed mod mig.” Så sendte David nogle sendebud af sted for at kondolere i anledning af faderens død.

3Men de ammonitiske officerer sagde til Hanun: „De mænd er ikke kommet for at ære din fars minde! Nej, det er blot et påskud for at udspionere os, for i virkeligheden har David i sinde at angribe os.”

4Derfor lod Hanun Davids mænd pågribe, hvorefter man vanærede dem ved at barbere deres skæg af. Samtidig blev deres tøj skåret af over bagdelen, og sådan blev de sendt hjem. 5Da David fik at vide, at hans sendebud var blevet så groft ydmyget, sendte han nogle af sine embedsmænd ud for at møde dem og give dem besked på at blive i Jeriko, indtil deres skæg var vokset ud igen.

6-7Ammonitterne blev klar over, at David var rasende på dem på grund af det, de havde gjort. Derfor hvervede Hanun for 1000 sække sølv aramæiske stridsvogne, ryttere og soldater fra områderne Aram-Naharajim, Aram-Ma’aka og Zoba foruden kongen af Ma’akas hær. Den aramæiske hærstyrke marcherede frem og gjorde holdt ved Medeba samtidig med, at ammonitterhæren blev mobiliseret. 8Da David fik det at vide, sendte han straks Joab og Israels bedste styrker af sted imod dem. 9Ammonitterne tog opstilling foran byporten, mens de allierede aramæiske konger tog opstilling på den åbne slette. 10-11Derved blev Joab tvunget til at kæmpe på to fronter, så han delte styrkerne imellem sig og sin bror Abishaj. Selv tog han elitesoldaterne og rykkede ud mod aramæerne på sletten, mens han overlod resten af hæren til Abishaj, der skulle kæmpe imod ammonitterne foran byporten.

12„Hvis jeg får brug for hjælp mod aramæerne, må du komme med det samme!” beordrede Joab. „Og hvis det viser sig, at du får besvær med ammonitterne, kommer jeg dig til hjælp. 13Vær nu ved godt mod! Vi må være tapre, hvis vi skal gøre os håb om at redde vores folk og vores Guds byer. Herrens vilje ske!”

14Så gik Joab og hans krigere til angreb, og aramæerne flygtede. 15Da ammonitterne så det, flygtede de også og søgte tilflugt inden for bymuren. Derefter vendte Joab tilbage til Jerusalem med sin hær.

16Da aramæerne indså, at de ikke kunne stå sig imod israelitterne, sendte de bud efter forstærkning fra de aramæiske tropper på den anden side af Eufratfloden. Hjælpetropperne var under kommando af Shofak, kong Hadadezers hærfører.

17Da David hørte det, samlede han hele Israels hær og gik i spidsen for den over Jordanfloden, hvor de tog kampen op mod aramæerne. 18Aramæerne led store tab og måtte igen tage flugten. David og hans hær dræbte 7000 aramæiske vognkæmpere og 40.000 fodfolk, deriblandt hærchefen Shofak. 19Da Hadadezers vasalkonger så, at aramæerne var blevet slået, sluttede de fred med David og blev underlagt hans herredømme. Fra da af turde aramæerne ikke længere hjælpe ammonitterne.

Nueva Versión Internacional

1 Crónicas 19:1-19

Guerra contra los amonitas

19:1-192S 10:1-19

1Pasado algún tiempo, murió Najás, rey de los amonitas, y su hijo lo sucedió en el trono. 2Entonces David pensó: «Debo ser leal con Janún, hijo de Najás, pues su padre lo fue conmigo». Así que envió a unos mensajeros para darle el pésame por la muerte de su padre.

Cuando los mensajeros de David llegaron al país de los amonitas para darle el pésame a Janún, 3los comandantes de ese pueblo le aconsejaron: «¿Y acaso cree usted que David ha enviado a estos mensajeros solo para darle el pésame y porque quiere honrar a su padre? ¿No será más bien que han venido a espiar y explorar el país para luego destruirlo?». 4Entonces Janún mandó que apresaran a los mensajeros de David y que les afeitaran media barba y cortaran su ropa por la mitad, dejándolos desnudos de la cintura hacia abajo. Y así los despidió.

5Los hombres de David se sentían muy avergonzados. Cuando David se enteró de lo que les había pasado, mandó que los recibieran y les dieran este mensaje de su parte: «Quédense en Jericó y no regresen hasta que les crezca la barba».

6Al darse cuenta Janún y los amonitas de que habían ofendido a David, enviaron mil talentos19:6 Es decir, aprox. 34 t. de plata para contratar carros y jinetes en Aram Najarayin,19:6 Aram Najarayin. Es decir, el noroeste de Mesopotamia. en Aram de Macá y en Sobá. 7Contrataron treinta y dos mil carros y al rey de Macá con su ejército, que acampó frente a Medeba. Por su parte, los amonitas salieron de sus ciudades y se dispusieron para el combate.

8Cuando David lo supo, despachó a Joab con todos los soldados del ejército. 9Los amonitas avanzaron hasta la entrada de su ciudad, pero los reyes que habían venido a reforzarlos se quedaron aparte, en campo abierto.

10Joab se vio amenazado por el frente y por la retaguardia, así que escogió a las mejores tropas israelitas para pelear contra los arameos. 11El resto de las tropas las puso al mando de su hermano Abisay, para que enfrentaran a los amonitas. 12A Abisay le ordenó: «Si los arameos pueden más que yo, tú vendrás a rescatarme; y si los amonitas pueden más que tú, yo te rescataré. 13¡Ánimo! Luchemos con valor por nuestro pueblo y por las ciudades de nuestro Dios. ¡Y que el Señor haga lo que bien le parezca!».

14Enseguida Joab y sus tropas avanzaron contra los arameos y estos huyeron de él. 15Al ver que los arameos se daban a la fuga, también los amonitas huyeron de Abisay y se refugiaron en la ciudad. Entonces Joab regresó a Jerusalén.

16Los arameos, al verse derrotados por Israel, enviaron mensajeros para pedir ayuda a los arameos que estaban al otro lado del río Éufrates. Sofac, comandante del ejército de Hadad Ezer, tomó el mando.

17Cuando David se enteró de esto, reunió a todo Israel, cruzó el Jordán y tomó posición de batalla contra los arameos. Estos lo atacaron, 18pero tuvieron que huir ante los israelitas. David mató a siete mil soldados que guiaban los carros de guerra y a cuarenta mil de infantería. También mató a Sofac, comandante del ejército arameo.

19Al ver que los arameos habían sido derrotados por los israelitas, todos los vasallos de Hadad Ezer hicieron la paz con David y se sometieron a él.

A partir de entonces, los arameos se negaron a ir en auxilio de los amonitas.