1. Kongebog 21 – BPH & NVI

Bibelen på hverdagsdansk

1. Kongebog 21:1-29

Nabots vingård

1En mand, som hed Nabot, havde en vingård i Jizre’el i nærheden af et af kong Ahabs paladser. 2En dag sagde kongen til ham: „Jeg vil have, at du sælger mig din vingård! Jeg har planer om at bruge den til køkkenhave, for den ligger jo lige ved mit palads. Jeg kan give dig en bedre vingård i bytte eller betale for den kontant, hvis du ønsker det.”

3Men Nabot svarede: „Gud forbyde, at jeg skulle sælge min slægtsgård!”

4Så måtte Ahab gå hjem til paladset med uforrettet sag. Han var godt sur over Nabots afslag, og han ville ikke spise, men lagde sig i sin seng og vendte ansigtet ind mod væggen.

5„Hvad i alverden er der i vejen med dig?” spurgte hans kone, Jezabel. „Hvorfor har du mistet appetitten? Hvad er du så vred over?”

6„Jeg snakkede med Nabot om, at jeg ville købe hans vingård eller bytte den med en anden,” forklarede Ahab. „Men han ville ikke af med den!”

7„Ahab!” udbrød Jezabel. „Er det dig, der er konge i Israel, eller hvad? Hvis du ikke kan få fat i en sølle vingård, så skal jeg nok sørge for at få den til dig! Spis nu og hold op med at være sur.”

8Derpå skrev Jezabel et brev i Ahabs navn, forseglede det med det kongelige segl og sendte det til de ledende mænd i byen. 9I brevet stod der: „Udråb en fastedag og sørg for at anbringe Nabot på en fremtrædende plads i forsamlingen. 10Sørg for at få to slyngler til at sidde over for ham og få dem til at anklage Nabot for at have forbandet Gud og kongen. Før ham derefter bort og sten ham til døde.”

11Byens ledere fulgte Jezabels instrukser. 12De sammenkaldte til et møde og anbragte Nabot på en fremtrædende plads. 13Så kom de to slyngler, og efter at have sat sig over for Nabot fremførte de deres anklager, som gik ud på, at han skulle have forbandet Gud og kongen. Derefter førte man ham uden for byen, stenede ham til døde 14og underrettede straks Jezabel om hans død.

15Så snart Jezabel hørte, at Nabot var død, gik hun til kong Ahab og sagde: „Nu kan du godt stå op. Nabot er nemlig død, så du kan roligt gå ned og overtage den vingård, han ikke ville sælge til dig!” 16Så gik Ahab ned til vingården for at overtage den.

17Men Herren sagde til Elias: 18„Opsøg kong Ahab! Du vil finde ham i færd med at overtage Nabots vingård. 19Giv ham så følgende budskab fra mig: Er det ikke nok, at du har myrdet Nabot? Vil du gøre ondt værre ved at stjæle hans ejendom? Som straf for din synd skal hundene slikke dit blod uden for byen, ligesom de slikkede Nabots!”

20Elias gik derfor hen til kongen. „Nå, så min gamle fjende er ude efter mig!” sagde Ahab gnavent til Elias.

„Ja,” svarede Elias, „jeg er ude efter dig, fordi du har solgt din sjæl til at gøre, hvad der er ondt i Herrens øjne! 21Herren vil ramme dig med ulykke og fjerne din slægt som affald. Han vil udrydde hver og en af dine mandlige slægtninge, uden undtagelse! 22Herren vil udrydde din slægt, som han udryddede Jeroboams slægt og Bashas slægt, for du har gjort oprør mod ham og ført Israel ud i synd. 23Herren har også fortalt mig, at hundene skal æde Jezabels lig ved Jizre’els bymur. 24Dem fra din slægt, der bliver dræbt i byen, vil hundene æde, og dem, som bliver dræbt på landet, vil fuglene æde.”

25Aldrig har der været nogen konge, der som Ahab solgte sin sjæl til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. Det var hans kone Jezabel, der forførte ham til det. 26Hans skyld blev ikke mindre ved, at han tilbad de samme afskyelige afguder som amoritterne—det folk, som Herren engang havde jaget ud af landet for at skaffe plads for Israels folk.

27Da Ahab hørte Elias’ profetier, rev han desperat sit tøj i stykker, tog en sæk om sig på den bare krop og fastede. Han sov endda med sækken på og gik tavs og nedtrykt omkring.

28Da sagde Herren til Elias: 29„Har du set, hvordan Ahab ydmyger sig for mig? Fordi han ydmyger sig, vil jeg ikke udrydde hans slægt i hans egen levetid, men vente til hans søn overtager magten.”

Nueva Versión Internacional

1 Reyes 21:1-29

El viñedo de Nabot

1Un tiempo después sucedió lo siguiente: Nabot, el jezrelita, tenía un viñedo en Jezrel, el cual colindaba con el palacio de Acab, rey de Samaria. 2Este dijo a Nabot:

—Dame tu viñedo para hacerme una huerta de hortalizas, ya que está tan cerca de mi palacio. A cambio de él te daré un viñedo mejor o, si lo prefieres, te pagaré lo que valga.

3Pero Nabot le respondió:

—¡El Señor me libre de venderle a usted lo que heredé de mis antepasados!

4Acab se fue a su casa deprimido y malhumorado porque Nabot, el jezrelita, le había dicho: «No puedo cederle a usted lo que heredé de mis antepasados». De modo que se acostó de cara a la pared y no quiso comer. 5Su esposa Jezabel entró y le preguntó:

—¿Por qué estás tan angustiado que ni comer quieres?

6—Porque le dije a Nabot, el jezrelita, que me vendiera su viñedo o que, si lo prefería, se lo cambiaría por otro; pero él se negó.

7Ante esto, su esposa Jezabel le dijo:

—¿Y no eres tú quien manda en Israel? ¡Levántate y come, que te hará bien! Yo te conseguiré el viñedo del tal Nabot.

8De inmediato escribió cartas en nombre de Acab, puso en ellas el sello del rey, y las envió a los jefes y nobles que vivían en la ciudad de Nabot. 9En las cartas decía:

«Decreten un día de ayuno y den a Nabot un lugar prominente en la asamblea del pueblo. 10Pongan frente a él a dos hombres perversos y háganlos testificar que él ha maldecido tanto a Dios como al rey. Luego sáquenlo y mátenlo a pedradas».

11Los jefes y nobles que vivían en esa ciudad acataron lo que Jezabel había ordenado en sus cartas. 12Decretaron un día de ayuno y le dieron a Nabot un lugar prominente en la asamblea. 13Llegaron los dos hombres perversos, se sentaron frente a él y lo acusaron ante el pueblo, diciendo: «¡Nabot ha maldecido a Dios y al rey!». Como resultado, la gente lo llevó fuera de la ciudad y lo mató a pedradas. 14Entonces le informaron a Jezabel: «Nabot ha sido apedreado y está muerto».

15Tan pronto como Jezabel se enteró de que Nabot había muerto a pedradas, dijo a Acab: «¡Vamos! Toma posesión del viñedo que Nabot, el jezrelita, se negó a venderte. Ya no vive; está muerto». 16Cuando Acab se enteró de que Nabot había muerto, fue a tomar posesión del viñedo.

17Entonces la palabra del Señor vino a Elías el tisbita y le dio este mensaje: 18«Ve a encontrarte con Acab, rey de Israel, que gobierna en Samaria. En este momento se encuentra en el viñedo de Nabot, tomando posesión de este. 19Dile que así dice el Señor: “¿No has asesinado a un hombre y encima te has adueñado de su propiedad?”. Luego dile que así también dice el Señor: “¡En el mismo lugar donde los perros lamieron la sangre de Nabot, lamerán también tu propia sangre!”».

20Acab respondió a Elías:

—¡Mi enemigo! ¿Así que me has encontrado?

—Sí —contestó Elías—, te he encontrado porque te has vendido para hacer lo que ofende al Señor. 21Y él ahora te dice: “Voy a enviarte una desgracia. Acabaré contigo y entre tus descendientes en Israel exterminaré hasta el último varón, esclavo o libre. 22Haré con tu familia lo mismo que hice con la de Jeroboán, hijo de Nabat, y con la de Basá, hijo de Ahías, porque has provocado mi ira y has hecho que Israel peque”.

23»Y en cuanto a Jezabel, el Señor dice: “Los perros se la comerán junto al muro de Jezrel”.

24»También a los familiares de Acab que mueran en la ciudad se los comerán los perros y a los que mueran en el campo se los comerán las aves del cielo».

25Nunca hubo nadie como Acab que, animado por Jezabel su esposa, se prestara para hacer lo malo ante los ojos del Señor. 26Su conducta fue repugnante, pues siguió a los ídolos, como lo habían hecho los amorreos, a quienes el Señor expulsó de la presencia de Israel.

27Cuando Acab escuchó estas palabras, se rasgó las vestiduras, se vistió de luto y ayunó. Dormía vestido así y andaba deprimido.

28Entonces la palabra del Señor vino a Elías el tisbita y le dio este mensaje: 29«¿Has notado cómo Acab se ha humillado ante mí? Por cuanto se ha humillado, no enviaré esta desgracia mientras él viva, sino que la enviaré a su familia durante el reinado de su hijo».