1. Kongebog 2 – BPH & NIRV

Bibelen på hverdagsdansk

1. Kongebog 2:1-46

Davids sidste formaning til Salomon

1Kort efter, da David lå for døden, kaldte han Salomon ind for at give ham sine sidste ord:

2„Alle skal jo dø, og nu er det snart min tur! Men Salomon, jeg har tillid til, at du vil blive en stærk og værdig efterfølger. 3Gør altid, som Gud siger! Adlyd omhyggeligt de love og forordninger, som han gav os gennem Moses, så vil dit liv lykkes. 4Hvis du altid er lydig, vil Herren opfylde det løfte, han gav mig, for han har lovet, at hvis mine børn og deres efterkommere tager sig i agt og viser helhjertet trofasthed imod ham, vil der i al fremtid være en af mine efterkommere på tronen i Israel.

5Hør nu efter! Du ved, at Joab myrdede mine to hærførere Abner og Amasa, da han i fredstid stak dem ned uden varsel som hævn for, hvad de havde gjort i en krigssituation. 6Du er en klog mand, Salomon, og du ved, hvad du bør gøre: Lad ikke Joab dø en fredelig død i sin alderdom. 7Men Barzillajs sønner fra Gilead skal du vise godhed, og du skal sørge for deres fornødenheder, for de tog sig af mig, dengang jeg flygtede fra din bror Absalom. 8Og husker du Shimi, Geras søn af Benjamins stamme fra Bahurim? Han forbandede mig groft, da jeg var på vej til Mahanajim. Men da han senere kom ned til Jordanfloden for at møde mig, lovede jeg, at jeg ikke ville slå ham ihjel. 9Men det betyder ikke, at han er uskyldig. Salomon, du er en klog mand; du finder nok på råd, så Shimi får en blodig død!”

10Derefter døde David, og han blev begravet i Davidsbyen.2,10 Davidsbyen blev efterhånden betegnelsen for et mindre område i Jerusalem syd for tempelpladsen, der hvor Davids palads var bygget. 11Han havde regeret i Israel i 40 år, de syv med hovedsæde i Hebron og de 33 med hovedsæde i Jerusalem. 12Salomon blev den nye konge efter sin far David, og hans kongedømme var stærkt fra starten.

Salomon befæster sit kongedømme

13En dag opsøgte Adonija Salomons mor, Batsheba.

„Kommer du i et fredeligt ærinde?” spurgte hun.

„Ja, det gør jeg,” svarede Adonija. 14„Faktisk kommer jeg for at bede dig gøre mig en tjeneste.”

„Hvilken tjeneste?” spurgte hun.

15„Jo, ser du,” begyndte Adonija. „Det var jo egentlig mig, der havde krav på tronen, for jeg var den ældste af Davids sønner, der er i live, og hele Israel forventede, at jeg blev konge. Men så overtog min bror som bekendt det hele—og det må vel være Herrens vilje. 16Nu beder jeg dig blot love mig, at du vil gøre mig en lille tjeneste.”

„Hvad drejer det sig om?” spurgte Batsheba.

17„At du taler til kong Salomon på mine vegne,” svarede Adonija. „Jeg ved jo, at han vil gøre, hvad du beder ham om. Bed ham om at give mig Abishag fra Shunem til kone.”

18„Jeg skal gøre, hvad jeg kan,” lovede hun.

19Så gik Batsheba til kong Salomons tronsal. Da hun kom ind, gik han hende i møde og bøjede sig dybt for hende, hvorefter han gav ordre til, at der skulle bæres en trone frem til hende. Den blev anbragt på hans højre side, og hun tog plads.

20„Jeg vil bede dig gøre mig en lille tjeneste,” begyndte hun. „Jeg håber ikke, du skuffer mig.”

„Hvad tænker du på, mor?” spurgte han. „Du ved, jeg ikke vil nægte dig noget!”

21„Så lad din bror Adonija få lov at gifte sig med Abishag,” svarede hun.

22„Er du vanvittig?” udbrød Salomon. „Hvorfor tror du, han beder om Abishag? Han kunne lige så godt bede om kongeværdigheden med det samme! Han er jo min ældste bror, og han har tilmed Ebjatar og Joab på sin side.” 23-24Da svor kong Salomon: „Måtte Herren straffe mig om ikke den listige anmodning kommer til at koste Adonija livet! Jeg sværger ved den levende Gud, han, der indsatte mig som konge efter min far og som lovede mig, at min slægt skulle være konger efter mig, at Adonija skal dø allerede i dag!”

25Salomon befalede Benaja, at han straks skulle hugge Adonija ned med sit sværd.

26Kongen sagde derefter til Ebjatar: „Tag hjem til din gård i Anatot. Jeg burde egentlig også lade dig henrette, men lad os nu se tiden an, for trods alt bar du Herren, den Almægtiges, Ark, dengang min far var konge, og du udholdt din del af de strabadser, min far måtte igennem.”

27Dermed blev Ebjatar afsat fra sin stilling som præst for Herren, og samtidig opfyldtes det ord, Herren havde talt i Shilo om Elis efterkommere.

28Da Joab hørte nyheden om Adonijas død, søgte han straks tilflugt i helligdommen og greb fat om alterets horn. Han var i fare, fordi han havde støttet Adonija i hans oprør, selv om han ikke havde støttet Absalom. 29Da kong Salomon fik at vide, hvor Joab gemte sig, sendte han Benaja af sted for at henrette ham.

30Benaja gik hen til helligdommen og sagde til Joab: „I kongens navn: Kom ud!”

„Nej,” svarede Joab, „jeg bliver her, til jeg dør!”

Så vendte Benaja tilbage til kongen med den besked.

31„Godt,” svarede kongen, „så lad ham dø der! Henret ham ved alteret og begrav ham. Så hviler skylden for de mord, han har begået på uskyldige mennesker, ikke længere på mig og min fars slægt. 32Herren vil holde ham personligt ansvarlig for at have myrdet to mænd, der var bedre end ham, for det var ikke med min fars samtykke, at de blev myrdet, hverken Abner, der var øverstkommanderende for Israels hær, eller Amasa, der var øverstkommanderende for Judas hær. 33Må skylden alene tilregnes Joab og hans efterkommere, og må Herren frifinde David og hans efterkommere i den sag.”

34Så gik Benaja tilbage og dræbte Joab, og han blev begravet uden for sit hus i ørkenen. 35Kongen udpegede derefter Benaja til sin nye hærfører og Zadok til præst ved helligdommen i Ebjatars sted.

36-37Kongen sendte nu bud efter Shimi og sagde: „Byg dig et hus her i Jerusalem. Du er under husarrest, og du må ikke forlade byen, uanset hvad der sker. I samme øjeblik du overskrider Kedrondalen, er du dødsens, og du er selv ude om det.”

38„Godt,” svarede Shimi. „Du er min herre og konge, og jeg vil gøre, som du siger.” Han blev derefter i Jerusalem i lang tid.

39Men tre år senere flygtede to af Shimis slaver til kong Akish i Gat. Da Shimi fik at vide, at hans slaver var i Gat, 40sadlede han sit æsel og opsøgte kong Akish. Efter at have fundet sine slaver vendte han tilbage til Jerusalem.

41Salomon fik imidlertid at vide, at Shimi havde forladt Jerusalem og var taget til Gat og hjem igen. 42Da sendte han bud efter ham og sagde: „Befalede jeg dig ikke i Guds navn at blive i Jerusalem, hvis du havde dit liv kært? Og svor du ikke på, at du ville blive i byen? 43Hvorfor har du da trodset min befaling og brudt din ed? 44Og hvad med alle de onde ting, du gjorde mod min far, David? Nu vil Herren straffe dig for din ondskab, 45men hans velsignelse vil fortsat hvile over Davids slægt, så de kan bevare kongemagten for evigt.” 46På kongens befaling henrettede Benaja så Shimi.

Med Adonijas og Joabs død blev Salomons kongedømme yderligere befæstet.

New International Reader’s Version

1 Kings 2:1-46

David Gives Orders to Solomon

1The time came near for David to die. So he gave orders to his son Solomon.

2He said, “I’m about to die, just as everyone else on earth does. So be strong. Show how brave you are. 3Do everything the Lord your God requires. Live the way he wants you to. Obey his orders and commands. Keep his laws and rules. Do everything written in the Law of Moses. Then you will have success in everything you do. You will succeed everywhere you go. 4The Lord will keep the promise he made to me. He said, ‘Your sons must be careful about how they live. They must be faithful to me with all their heart and soul. Then you will always have a son from your family line to sit on the throne of Israel.’

5“You yourself know what Joab, the son of Zeruiah, did to me. You know that he killed Abner, the son of Ner, and Amasa, the son of Jether. They were the two commanders of Israel’s armies. He killed them in a time of peace. It wasn’t a time of war. Joab spilled the blood of Abner and Amasa. With that blood he stained the belt around his waist. He also stained the sandals on his feet. 6You are wise. So I leave him in your hands. Just don’t let him live to become an old man. Don’t let him die peacefully.

7“But be kind to the sons of Barzillai from Gilead. Provide what they need. They were faithful to me when I had to run away from your brother Absalom.

8“Don’t forget that Shimei, the son of Gera, is still around. He’s from Bahurim in the territory of Benjamin. Shimei cursed me bitterly. He did it on the day I went to Mahanaim. Later, he came down to welcome me at the Jordan River. At that time I made a promise in the name of the Lord. I promised Shimei, ‘I won’t put you to death with my sword.’ 9But now I want you to think of him as guilty. You are wise. You will know what to do to him. Don’t let him live to become an old man. Put him to death.”

10David joined the members of his family who had already died. He was buried in the City of David. 11He had ruled over Israel for 40 years. He ruled for seven years in Hebron. Then he ruled for 33 years in Jerusalem. 12So Solomon sat on the throne of his father David. His position as king was made secure.

Solomon’s Kingdom Is Made Secure

13Adonijah was the son of David’s wife Haggith. He went to Bathsheba. She was Solomon’s mother. She asked Adonijah, “Have you come in peace?”

He answered, “Yes. I’ve come in peace.” 14He continued, “I want to ask you something.”

“Go ahead,” she replied.

15He said, “As you know, the kingdom belonged to me. The whole nation of Israel thought of me as their king. But now things have changed. The kingdom belongs to my brother. The Lord has given it to him. 16But I have a favor to ask of you. Don’t say no to me.”

“Go ahead,” she said.

17So he continued, “Please ask King Solomon for a favor. He won’t say no to you. Ask him to give me Abishag from Shunem to be my wife.”

18“All right,” Bathsheba replied. “I’ll speak to the king for you.”

19So Bathsheba went to King Solomon. She went to him to speak for Adonijah. The king stood up to greet her. He bowed down to her. Then he sat down on his throne. He had a throne brought for his mother. She sat down at his right side.

20“I have one small favor to ask of you,” she said. “Don’t say no to me.”

The king replied, “Mother, go ahead and ask. I won’t say no to you.”

21She said, “Let your brother Adonijah marry Abishag, the Shunammite.”

22King Solomon answered his mother, “Why are you asking me to give Abishag, the Shunammite, to Adonijah? You might as well ask me to give him the whole kingdom! After all, he’s my older brother. And he doesn’t want the kingdom only for himself. He also wants it for Abiathar the priest and for Joab, the son of Zeruiah.”

23Then King Solomon made a promise in the name of the Lord. He said, “Adonijah will pay with his life because of what he has asked for. If he doesn’t, may God punish me greatly. 24The Lord has made my position as king secure. I’m sitting on the throne of my father David. The Lord has built a royal house for me, just as he promised. You can be sure that the Lord lives. And you can be just as sure that Adonijah will be put to death today.” 25So King Solomon gave the order to Benaiah, the son of Jehoiada. Benaiah struck down Adonijah, and he died.

26The king spoke to Abiathar the priest. He said, “Go back to your fields in Anathoth. You should really be put to death. But I won’t have it done now. That’s because you carried the ark of the Lord and King. You did it for my father David. You shared all of his hard times.” 27So Solomon wouldn’t let Abiathar serve as a priest of the Lord anymore. That’s how the message the Lord had spoken at Shiloh came true. He had spoken it about the family of Eli.

28News of what Solomon had done reached Joab. Joab had never made evil plans along with Absalom. But he had joined Adonijah. So he ran to the tent of the Lord. He grabbed the horns that stuck out from the upper corners of the altar for burnt offerings. 29King Solomon was told that Joab had run to the tent. He was also told that Joab was by the altar. Then Solomon gave the order to Benaiah, the son of Jehoiada. He told him, “Go! Strike him down!”

30So Benaiah entered the tent of the Lord. He said to Joab, “The king says, ‘Come on out!’ ”

But Joab answered, “No. I’d rather die here.”

Benaiah told the king what Joab had said to him.

31Then the king commanded Benaiah, “Do what he says. Strike him down and bury him. Then I and my family line won’t be held accountable for the blood Joab spilled. He killed people who weren’t guilty of doing anything wrong. 32The Lord will pay him back for the blood he spilled. Joab attacked two men. He killed them with his sword. And my father David didn’t even know anything about it. Joab killed Abner, the son of Ner. Abner was the commander of Israel’s army. Joab also killed Amasa, the son of Jether. Amasa was the commander of Judah’s army. Abner and Amasa were better men than Joab is. They were more honest than he is. 33May Joab and his children after him be held forever accountable for spilling the blood of Abner and Amasa. But may David and his children after him enjoy the Lord’s peace and rest forever. May the Lord also give his peace to David’s royal house and kingdom forever.”

34So Benaiah, the son of Jehoiada, went up to the Lord’s tent. There he struck down Joab. And he killed him. Joab was buried at his home out in the country. 35The king put Benaiah in charge of the army. Benaiah took Joab’s place. The king also put Zadok the priest in Abiathar’s place.

36Then the king sent for Shimei. He said to him, “Build yourself a house in Jerusalem. Live there. Don’t go anywhere else. 37You must not leave the city and go across the Kidron Valley. If you do, you can be sure you will die. And it will be your own fault.”

38Shimei replied to the king, “You are my king and master. What you say is good. I’ll do it.” Shimei stayed in Jerusalem for a long time.

39Three years after Solomon had talked with Shimei, two of Shimei’s slaves ran off. They went to Achish, the king of Gath. He was the son of Maakah. Shimei was told, “Your slaves are in Gath.” 40When Shimei heard that, he put a saddle on his donkey. Then he went to Achish at Gath to look for his slaves. Shimei found them and brought them back from Gath.

41Solomon was told that Shimei had left Jerusalem. He was told he had gone to Gath and had returned. 42So the king sent for Shimei. He said to him, “Didn’t I force you to make a promise in the name of the Lord? Didn’t I warn you? I said, ‘You must not leave the city and go somewhere else. If you do, you can be sure you will die.’ At that time you said to me, ‘What you say is good. I’ll obey your command.’ 43So why didn’t you keep your promise to the Lord? Why didn’t you obey the command I gave you?”

44The king continued, “You know all the wrong things you did to my father David. In your heart you know them. Now the Lord will pay you back for what you did. 45But I will be blessed. The Lord will make David’s kingdom secure forever.”

46Then the king gave the order to Benaiah, the son of Jehoiada. Benaiah left the palace and struck down Shimei. And he died.

So the kingdom was now made secure in Solomon’s hands.